KnoldselleRiget

En knoldet fortid


Knoldselleri er en ældgammel rodfrugt - oprindeligt en strandplante - der hører til skærmplantefamilien og er bærer af det latinske navn Apium graveolens var. rapaceum. Oprindeligt fandt man den spændende knold i middelhavslandene, og man har fundet rester af selleriblade hos vore egyptiske forfædre i grave fra ca. 1100 fvt.

I Danmark kender vi den fra omkring 1300-tallet, hvor den er nævnt i urtebøger, og anvendelsen har formentlig været af medicinsk art. I 1600-tallet har den været dyrket af de få i enkelte haver, men i ca. 1800 finder man den dyrket flere steder. På Langeland forsøgte man sig med akvavit af selleri, og samme sted blev den hundrede år efter anvendt for sine brunstfremmende evner.