For mig er VM i adventure race den ultimative udfordring. Der findes længere races end VM, men ikke races med lige så mange gode hold. Og arrangørerne lægger en særlig ære i at skabe en udfordrende og hård konkurrence. I 2012 var VM i adventure race i Frankrig. Starten gik i de sydlige alper, og mål var ved Middelhavet. Vindertid godt 5 døgn.
Det gik godt i starten, men gradvist fik vi problemer. Læs her om hvordan det gik os, godt et par døgn inde i konkurrencen.
Træk og bræk i bjergene
Vi er ude på et langt bjergtrek. Vi er startet ud om natten. Det startede med, at jeg var ved at gå kold. Jeg havde bare lyst at lægge mig ned og sove. Men efter at have lånt en iPod med god musik, kom jeg i gear igen, omend jeg var 100 procent i min egen verden og glemte alt om at være en del af et hold. Men vi bevægede os fint fremad. Først op over et højtliggende pas, hvor officials kunne fortælle, at vores gode konkurrenter Daredevils lå godt 2 timer foran os. Det er ingenting under første del af så langt et race, så det var en stor motivation.
Landskabet er goldt og knastørt; det ligner et ørkenlandskab. Kun minimal vegetation, små stikkende buske, lidt indtørret græs. Men det går godt. Mine fødder er nærmest uden vabler, og det er ret usædvanligt for mig i så
Vores konkurrenter fra Dare Devils er også med: de står for afdelingen i Århus 4. september. Løbsleder Henrik Jørgensen er i øvrigt en af Danmarks bedste ultra trail løbere.
Finalen er 24. september i Rude Skov, Birkerød. Her kan vi love masser af udfordringer, og der bliver både præmier til dagens vindere og til vinderne af hele touren.
To store konkurrencer i 2011 er overstået, Apex Race i Schweiz og Island Explorer på Bornholm. Og hvad så nu? Jo, for mig er det tid til at koble af fra konkurrencerne. Så jeg har været på hygge mountainbike og løbetur til Söderåsen i Sverige med min gode ven Viggo.
For mig er det at være adventureracer ikke kun at præstere gode resultater, det handler også om at komme ud i naturen sammen med mennesker, man trives sammen med. Derfor tog jeg med Viggo Svolgaard fra vores hedengangne adventure hold Team Natteravnene på en lille hyggetur. Ingen konkurrencemoment, ikke lige ud over nogle bakkespurter på MTB. Ur og mobil lod jeg blive hjemme.
Turen til Söderåsen går gennem gennem små skånske byer, og undervejs fik vi provianteret, inden vi fortsatte op på Söderåsen og ud på nogle gode - og af og til mindre fremkommelige - single trails med MTB. Fedest.
Op til shelter - ved Lierna, hvor der er bålplads, brænde og tilmed en åben hytte. Lave bål og få mad. Masser af god mad. Og dernæst en lille lur.
Ud og løbe. Der er fantastiske små vandreruter langs og nede i slugterne på Søderåsen. Og ud over den flotte udsigt er det godt for mine danske fødder at få lov at løbe op og ned over sten og rødder.
Også i år er vi øverst på sejrsskamlen til Island Explorer, Danmarks længste adventurerace, en 40 timers konkurrence på solskinsøen Bornholm. Og det både i herre og mix.
Ligesom sidste år var det en lang og hård konkurrence - så hård at kun et hold gennemførte den lange ekspeditions-distance, mens de øvrige hold måtte vælge poster fra for at nå et cut-off midtvejs.
Hvor vores herrehold de sidste tre år har bestået af Per og mig, havde Per valgt at melde fra for at fokusere på Offroad Finnmark. I stedet var jeg afsted med Janus Høhne fra Roadrunners Adventureteam. Vi vandt herre-klassen.
I mix-klassen vandt Sessel sammen med Thure Kjær fra Team Skandia.
Konkurrencen startede med i 2 timers prolog fredag aften i Rønne og omegn, og der blev givet fuld fart. Dernæst gik den rigtige start ved midnat natten til lørdag. Gennem den første del af konkurrencen førte Adventureracers' herre-hold med Anders Andreasen og Søren Andersen. De satte et højt tempo, og vi hang på. Det samme gjorde deres mix-hold med Lars Bukkehave og Sanne Hansen. Så rykkede Anders og Søren fra os, først kom de langt foran, senere blev afstanden mindre. Men da vi først på aftenen lørdag gik ud i kajak var alt håb om at hente dem forsvundet. Vi havde krise, og måtte endda tage et
Vi har haft kompressionssokker fra CEP til test og haft dem med til et langt adventure race, og vi er ganske positive over for dem.
Løbesokken (t.v.) og skisokken (t.h.)
Oprindeligt er kompressionssokker udviklet til medicinsk brug for sikre blodgennemstrømningen i venerne i benene. Min far har haft en venebodprop, og bruger kompressionssokker, hvis han skal sidde ned i lang tid under rejser.
Vores interesse i kompressionssokker er:
at skabe den bedst mulige restitution undervejs i et adventure race,
at begrænse hævningen af ben og ankler og
få bedre blodgennemstrømning.
Dermed kan man yde bedre og have mindre smerter under lange konkurrencer.
Vi har testet to forskellige typer CEP kompressionssokker: løbesokker og skisokker.
Pasformen for begge typer sokker er glimrende, og de strammer ikke om tæer og forfod. Selvom de to par sokker var i samme størrelse, føles skisokkerne en anelse mindre stramtsiddende end løbesokkerne.
Løbesokkerne er af et forholdsvist tyndt, syntetisk, elastisk materiale. Skisokkerne er lidt tykkere, men dog ikke lige så tykke som rigtigt kraftige skisokker. Sportsupport, der importerer CEP’s sokker, havde rådet os til at anvende skisokkerne til adventure race, da de er lidt kraftigere, og derfor bedre kan holde til, at man løber gennem smågrene og buske.
Om en måned tager vi til Schweiz for at være med i Apex Race. Det sker i en af de mest bjergrige egne i landet - tæt ved bjerget Jungfrau Joch.
At løbe op og ned ad bjerge i flere døgn kan smadre fødderne totalt. Man får vabler og kan til sidst dårligt gå i værste fald kan man få infektioner i fødderne.
Derfor skal fødderne vænnes til at løbe på ujævnt underlag. Ideelt set skulle man tage til Sverige eller Bornholm et par gange om ugen og løbe op og ned ad klipper. Men det kan være svært at passe ind i en travl hverdag.
Jeg følger en tre-trins model:
1) Løb i bakker med rygsæk
2) Tag til Sverige og løbe på klipper
3) Løb på sten i Danmark
Løb på sten er der ikke så mange muligheder for på Sjælland, men enkelte steder kan det godt lade sig gøre. På nordkysten mellem Gilleleje og Dronningmølle er der nogle gode sten, man kan løbetræne på. Her en lille håndholdt videooptagelse fra min løbetur:
Eventuelt kan man forstærke effekten ved at tage indersålerne ud af skoene, så fødderne lidt bedre kan mærke slagene fra stenene.
Og så er det lidt sjovere end at løbetræne ud ad lige vej.
Temperaturen er 32 grader og luften er fugtig og forurenet, byen summer af mennesker og trafik. Jeg er i Bangkok på ferie. Jeg har taget løbeskoene på. Egentlig har jeg ringe tiltro til, at det vil lade sig gøre at få et fornuftigt træningsudbytte ud af det – men nu tager jeg ud og løbetræner midt i Bangkok, mellem 10 millioner indbyggere og alt for mange mennesker, knallerter og biler.
Turen starter midt i et område fuld af backpacker-hoteller, og der er masser af forhindringer. Vejen er plastret til med salgsboder, og hver gang jeg kommer til et gadehjørne, er jeg nødt til at stoppe op og afvente et hul i trafikken. Så det er svært at finde en rytme i mit løb.
Jeg prøver at undgå at løbe i direkte sollys. Jeg finder en sti langs en kanal. Løber uden om et par syge, loppebefængte hunde. Nu går det bedre. Kommer op til et jernbanespor. Her går der mennesker langs sporet. Perfekt, ingen biler og knallerter. Og ingen turister. Men dog ingen skygge fra den bagende sol.
Tilsyneladende er sporet nedlagt. Langs sporet er der slumhuse, og det vrimler med høns og hunde. Jernbanesvellerne og stenene giver glimrende udfordringer i forhold til at løbe terrænløb.
Mange steder passerer jeg lokale thailændere, som ikke har travlt med noget. Enkelte er ligefrem faldet i søvn.
Grundet kraftig blaest er de to lange kajaketaper aflyst, og i stedet er der kun en 60 km kajaketape i dag, inden konkurrencen slutter. Holdet er ved godt mod, men dog lidt skuffet over ikke at faa lov at gennemfoere den fulde distance i kajak.
Vi har haft en ny følgesvend med til race. Det drejer sig om Mulebar: en økologisk energibar lavet på gode råvarer, og med en mere alsidig sammensætning end de fleste andre energibarer.
Tjek fx den her deklaration for lakridsbaren:
Lutter gode øko-råvarer, ingen mærkværdige aroma- og tilsætningsstoffer, og heller ikke nogen maltodextriner, som ellers er en af de væsentligste bestanddele i de fleste energiprodukter.
Vi vil have god mad
For os racere, som skal være i gang i mange døgn – ved VM 2010 var vi i gang i 5 døgn – er det vigtigt at få noget godt og reelt at spise. Ofte får vi NOK af energiprodukter og hungrer gradvist mere og mere efter almindelig mad: brød, pålæg, juice osv. Det afgørende er ikke at få præcis det rette mix af kulhydrater, protein og fedt, men nærmere at holde fordøjelsen godt kørende og få spist tilstrækkeligt. Og det kræver, at man spiser noget mad, som man synes om.
Energifordeling
Mulebarerne har forskellig energifordeling, men generelt adskiller de sig ved at have et større fedtindhold end andre energibarer. Typisk fedt fra vegetabilske olier. Derved ligger de tættere på energifordelingen i almindelig mad, og smager også mere af almindelig mad end en energibar med ekstremt højt kulhydratindhold. Fedtet giver dem m&