Bookmark and Share    

 

Ny forskning i forebyggelse af lymfødem

06-08-2015 18:16

Undersøgelser peger på, at fysisk aktivitet, styrketræning og kompressionsbandage hver for sig kan være med til at reducere udviklingen af lymfødem. Men ingen forskere har set på effekten af at kombinere de tre former.
 
 
Det sker nu i et dansk forsøg, hvor næsten 160 kvinder skal deltage.
 

- Lymfødem kan være en invaliderende senfølge. Nogle kvinder bliver så hæmmede af lidelsen, at de har svært ved at få hverdagen til at fungere. Den behandling, der tilbydes i dag, er kun lindrende, og derfor retter vi nu forskningen mod at finde ud af, om vi kan forebygge, at man udvikler lymfødem, siger seniorforsker Susanne Oksbjerg Dalton fra Kræftens Bekæmpelse.

Hun vil undersøge, om en samlet forebyggende indsats kan reducere udviklingen af lymfødem eller helt forebygge, at lidelsen opstår.

Undersøgelsen er en såkaldt lodtrækningsundersøgelse, hvor 158 kvinder, er blevet opereret for brystkræft, skal indgå. Deltagerne skal straks efter operationen i gang med styrke – og konditionsøvelser i et år. Undervejs bliver der holdt øje med, om de udvikler lymfødem. Hvis de gør det, bliver e sat i behandling med kompressionsærmer og får tilbud om behandling i et trykkammer.

- Vi har en klar forventning om, at hvis der bliver sat tidligt ind med styrke- og konditionstræning, så vil mange kvinder undgå at udvikle lymfødem. Men vi forventer også, at andre symptomer som nedsat funktion af armen, smerter og træthed vil blive væsentligt reduceret, siger Susanne Oksbjerg Dalton.

Susanne Oksbjerg Dalton har modtaget knap 2,5 millioner kroner fra Kræftens Bekæmpelse til sin forskning.

Kommentarer

    1 

    Skriv en kommentar

     
    DALYFO  | info@dalyfo.dk