Generalforsamling 2016

Referat fra DALYFOs generalforsamling

den 13. marts 2016 på Severin i Middelfart.

 
Formanden Lise Petersen bød velkommen til årets generalforsamling.

Valg af dirigent:
Lise foreslog på bestyrelsens vegne Inge Norup til dirigent. Inge blev valgt og startede med at konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet i henhold til vedtægterne.
En indkaldelse til generalforsamling skal være medlemmerne i hænde senest 1 måned før fastsat dato i henhold til vedtægternes § 8.
Generalforsamlingen var annonceret i Lymfebrev nr. 3/oktober 2015, som udkom i november 2015.

Valg af referent:
Bestyrelsen foreslog Else Melgaard, der blev valgt.

Bestyrelsens beretning:
Beretningen blev fremlagt af Lise Petersen (se beretningen andetsteds i bladet).
Solveig Nielsen spurgte om DALYFO havde været inddraget i forbindelse med brug af forskningsmidlerne.

Lise Petersen svarede, at Kræftens Bekæmpelse havde modtaget forslag til, hvad midlerne skulle bruges til. Vi havde Kirsten Sparre med til at vælge projektet sammen med KB, hvilet som nævnt betød, at Dansk Netværk for Lymfødem får knap 5. millioner kroner.

Helle Grønlund sagde tak for beretningen og rettede en tak til bestyrelsen for et stort arbejde. Beretningen blev derefter godkendt med applaus.

Aflæggelse af årsregnskab:
Kasserer Jonna Lindgaard aflagde regnskabet og gennemgik diverse uddybende noter. Jonna Lindgaard nævnte, at der senere kommer et beløb vedrørende DALYFOS smykker, men at det først kommer til at fremgå af næste års regnskab. Årets resultat lød på 172.862 kr.

Inge Norup oplyste, at der var en blank revisionspåtegning på årsregnskabet for 2015, og at revisionen indstillede årsregnskabet til generalforsamlingens godkendelse.

Henriette Høeg spurgte til pengene i banken, beløbet er højt nok, hvis der sker bankkrak. Jonna Lindgaard svarede at det er man opmærksom på, og at der normalt ikke er så mange penge i banken. Derefter blev regnskabet godkendt uden yderligere kommentarer.

Fastsættelse af kontingent:
Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på 200 kr., hvilket blev vedtaget. Kontingentet har været det samme i 25 år, hvilket er usædvanligt.

Vedtægtsændring:
Bestyrelsen havde fremsat et forslag til ændring af vedtægterne for DALYFO, idet man ønskede følgende ”general morality” indarbejdet i foreningens vedtægter § 3:
Alle medlemmer skal holde en anstændig tone, når foreningsarbejdet udføres, og personlige antipartier skal IKKE formidles under arbejdet med foreningens virke.
Lise Petersen gjorde kort rede for, at DALYFO er en af de få patientforeninger, der ikke har en sådan vedtægt.

Britta Munch spurgte, om der havde været en episode, der havde givet anledning til det. Lise svarede, at der ikke var noget konkret.

Solveig Nielsen opfordrede til, at man stemte for forslaget.

Ulla Ulriques nævnte, at der havde været en klage fra Susan Nørregaard over hende. Hun syntes, det var en god ide med vedtægtsændringen og håbede også, at bestyrelsen ville overholde paragrafferne.

Helle Grønlund spurgte, om man kunne vedtage med almindeligt flertal. Det var ok iflg. Inge Norup, da der ikke er nævnt noget i vedtægterne.

Vedtægtsændringen blev herefter godkendt. Der var ingen der stemte imod, en enkelt stemte ikke.

Behandling af indkomne forslag:
Der var ikke indkommet forslag.

Valg til bestyrelsen:
Lise Petersen – ikke på valg.
Jytte Holte – genvalgt.
Jonna Lindgaard Nielsen – på valg, ønskede ikke at genopstille.
Else Melgaard – ikke på valg.
Hanne Rübner – genvalgt.
Marianne Looft, tidligere suppleant - ikke på valg, rykker nu ind i bestyrelsen, idet bestyrelsesmedlem Jonna Lindgaard ikke ønskede at genopstille.

Suppleanter:
Annegrethe Kristensen – genvalgt.
Susanne Mogensen nyvalgt.

Bestyrelsen havde ikke gjort sig klart inden generalforsamlingen, om Susanne Mogensen skulle vælges direkte til bestyrelsen, eller om man skulle stemme om, hvem der skulle ind i bestyrelsen - enten en af suppleanterne eller Susanne Mogensen.

Pia Nordby Larsen stillede spørgsmål til fremgangsmåden.

Ingrid Rasmussen spurgte, om suppleanterne blev valgt for henholdsvis 1 og 2 år.

Ulla Ulriques sagde, at alle kan stille op til bestyrelsen, og det kan suppleanterne også.

Nanette Benjaminsen pointerede, at bestyrelsen skulle have taget stilling til spørgsmålet inden generalforsamlingen.

Generalforsamlingen blev herefter suspenderet, så bestyrelsen kunne drøfte situationen.
Kort tid efter blev generalforsamlingen genoptaget, og Inge Norup meddelte følgende:
Annegrethe Kristensen ønskede at fortsætte som suppleant.
Marianne Looft ønskede at træde ind i bestyrelsen og
Susanne Mogensen blev valgt som ny suppleant, og er derfor ikke på valg næste år.

Inge Norup spurgte, om der var indvendinger, og hun konkludere derefter, at der var brug for, at det fremgår af vedtægterne hvordan valget skal foregå, så man ikke havner i en lignende situation næste år.

Susanne Mogensen præsenterede sig kort, inden hun blev valgt. Hun er 51 år gammel og har 20 års erfaring med bestyrelsesarbejde. Hun har haft brystkræft. Blev opereret i 2013 og fik lymfødem i 2014. Vil arbejde for bedre information omkring lymfødem og medvirker i en bog, som Hedvig Møller Larsen er ved at skrive.

Eventuelt:
Solveig Nielsen spurgte, hvordan man kan være så heldig at have en journalist og fotograf i DALYFO. Journalist Lotte Frandsen svarede, at hun har en sundhedsfaglig baggrund, og at hun udover at være journalist også har en uddannelse som dyrlæge.

Ulla Ulriques nævnte, at hun havde været med til at stifte DALYFO for snart 25 år siden og glæder sig til jubilæet. Synes det kunne være fint, hvis tidligere formænd medvirker.
Ulla ønskede flere konferencer på Christiansborg vedrørende lipødem og lymfødem. Ulla spurgte ind til Videncenter seminar til efteråret.

Lise Petersen oplyste, at det skal afholdes i Mungo Park i Kolding. Ulla ville også gerne vide mere om forskning i primær lymfødem, og spurgte, hvordan det skal/kan foregå. Ulla kommenterede derefter Lymfebrevet, hvor hendes indtryk er, at der er for mange reklamer. Hvis en artikel er en reklame for et produkt, skal det fremgå, at det er en annonce. Ulla nævnte Lymfebrevet, hvor der var blevet klaget over hendes beskrivelse af situationen på Lolland-Falster. Det er iflg. Ulla ikke korrekt, at det er hendes egen holdning, der er fremført.

Ulla havde et ønske om, at vi støtter om International lymfødemdag den 6. marts. Ulla roste brochuren vedrørende strømpefest den 18. juni 2016 i Zoologisk Have i København, som Charlotte Melgaard har udarbejdet. Opfordrede til at man reklamerer i Sundhedsblade, fx Helsebladet og foreslog, at man evt. kunne bringe et billede af Sara (fra artiklen i Lymfebrev nr. 2)

Nanette Benjaminsen fremsatte et ønske om, at Lymfebrevet udkommer 4 gange årligt. Medlemsnedgang samt færre antal deltagere på workshop kan måske skyldes manglende information.

Annemette Hemdrup og Ewa Sonne takkede bestyrelsen for et stort stykke arbejde.

Lise Petersen rettede en stor tak til afgående bestyrelsesmedlem Jonna Lindgaard og takkede for en kæmpeindsats for at passe godt på foreningens penge. Lise sagde, at der var fuld forståelse for, at Jonna havde valgt ikke at genopstille, og at vi ville savne hende. Lise ønskede Jonna god vind fremover med mere tid til familien og til golfspil.

Ulla Ulriqes og Lars Hanson gav Jonna et smykke, som Lars havde fremstillet, med en stor tak fra dem for et fantastisk stykke arbejde.

Lise Petersen takkede Inge Norup for hendes indsats, og Inge Norup afsluttede herefter generalforsamlingen.

Referent Else K. Melgaard

GENERALFORSAMLING


Kursuscenter Severin, Skovsvinget 25, 5500 Middelfart
Søndag den 13. marts 2016, kl. 11.00 – 12.30

 

DAGSORDEN:

1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Bestyrelsens beretning
4. Aflæggelse af årsregnskab
5. Fastsættelse af kontingent
6. Godkendelse af forslag til ændring af DALYFOs vedtægter, jf. bilag 1
7. Behandling af indkomne forslag
8. Valg til bestyrelsen
Lise Petersen – ikke på valg
Jytte Holte – på valg
Jonna Lindgaard Nielsen - på valg
Else Melgaard – ikke på valg
Hanna Rübner HøjgaardHøj– på valg
Suppleanter:
Marianne Looft – ikke på valg
Annagrete Kristensen - på valg
9. Eventuelt


Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være foreningen i hænde senest den 10. februar 2016.
Bestyrelsen i DALYFO