Nye indlæg

 

Patienter ved ikke, hvordan de kommer på venteliste

30-03-2014 23:06
De patienter, som i efteråret mistede adgangen til lymfødembehandling på Sygehus Thy-Mors, venter stadig på besked om, hvordan de kommer på venteliste til ny behandling. DALYFO har bedt Region Nordjylland om gøre noget ved sagen hurtigst muligt.

I efteråret 2013 gik en lymfeterapeut på Sygehus Thy-Mors på pension, og det førte til, at 46 lymfødempatienter fik besked på, at de ikke længere kunne få deres sædvanlige behandling på sygehuset.

 
De måtte indstille sig på at vente, indtil hospitalet kunne få ansat en ny lymfødemterapeut, og to andre vendte tilbage fra henholdsvis barsel og en langvarig sygemelding, forklarede formanden for Region Nordjylland, Ulla Astman, som svar på en klage fra DALYFO.

Regionsrådsformanden skrev i samme brev, at Sygehus Thy-Mors gerne optager patienter på venteliste til første mulige behandlingstid - “der altså desværre aktuelt er medio 2014”.

På nuværende tidspunkt er der imidlertid ingen af de patienter, som DALYFO har været i kontakt med, der har modtaget informationer om, hvordan de kommer på den omtalte venteliste. Og de får heller ikke svar, når de henvender sig til sygehuset.

DALYFO har derfor skrevet endnu et brev til Ulla Astman og bedt hende svare på, hvordan personalesituationen ser ud nu, og hvad regionen og sygehuset vil gøre for at fortælle patienterne, hvordan de kommer på ventelisten til lokal behandling – herunder om de har brug for at få en ny henvisning fra deres egen læge.

“Men faktisk synes vi ikke, at det burde være vores opgave at indsamle oplysninger og informere regionens patienter om, hvad der sker med deres behandling. Det må være regionens ansvar at sikre, at Sygehus Thy-Mors gør sit informationsarbejde ordentligt,” skriver DALYFO’s bestyrelse i brevet.

DALYFO har endnu ikke modtaget svar på brevet, der blev sendt 19. marts med kopi til flere modtagere på Sygehus Thy-Mors.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar