Sponsorsvøm 2016 har indsamlet 115.343 kroner

12-09-2016

Holstebro Svømmeclub svømmede 216 kilometer og samlede penge ind til klubben


Holstebro Svømmeclub afviklede i weekenden sponsorsvømning for at indsamle penge til klubbens talentudvikling.
De 67 svømmere havde på forhånd tegnet sponsorkontrakter med aftale om et fast støttebeløb eller en aftale om et støttebeløb pr. svømmet meter. Og så havde de ellers en time til at svømme så langt som muligt.
Det blev til lidt over 216 kilometer svømning, som indbragte klubben 115.343 kroner.
Formand for Holstebro Svømmeclub Troels Iversen, der også selv var i badetøjet for den gode sag, erklærer sig yderst tilfreds med resultat, der for tredje år i træk indfrier målsætningen om ”mindst 100.000 kroner”.
”Det går rigtig godt for svømmeklubben. Medlemstallet er svagt stigende, og sportsligt er vi stærkere, end vi har været i mange, mange år. Men udvikling koster penge, og derfor er det helt afgørende, at vi også formår at samle penge ind fra lokale virksomheder, venner og svømmernes familier. Uden deres støtte og engagement kunne vi ikke indfri de høje ambitioner,” siger Troels Iversen.


Tre svømmere på landsholdet

Sponsorsvømmestævnet blev afviklet få dage efter, at klubben fik den gode nyhed om, at 16-årige Merete Toft Jensen får debut på landsholdet for seniorer i slutningen af september.
”Merete har lært at svømme i Holstebro Svømmeclub, så det er første gang i mange år, vi kommer til at se et svømmetalent, som er ’Made in Holstebro’, der skal repræsentere Danmark. Det er helt fantastisk, men også en stor udfordring for klubben, både organisatorisk og økonomisk,” siger Troels Iversen.
Merete Toft Jensen er i forvejen udtaget til landsholdet for juniorer og har allerede vundet to guldmedaljer fra nordiske mesterskaber for juniorer.
Også Helena Rosendahl Bach og Amalie Søby Mortensen er udtaget til juniorlandsholdet, mens klubbens cheftræner Nikolaj Skovmose er udtaget til assisterende landstræner.
 

Kategori: HSC nyheder
 
Holstebro Svømmeclub | CVR: 12 87 33 28 | Jeppe Schous Gade 14, 7500 Holstebro