Midt vest cup i Viborg

20-03-2017
35 unge konkurrencesvømmere fra Holstebro SvømmeClub deltog lørdag d. 18. marts i MidtVest Cup 3 i Viborg. Stævnet fungerede bl.a. som kravtidsstævne til de Vestdanske Årgangsmesterskaber, der bliver afholdt i april i Thisted, derudover var stævnet en mulighed for nogle af de nyere konkurrencesvømmere at prøve kræfter med et lidt større stævne end de normalt er vant til, når de har været til begynderstævner.

Sidste år blev mesterskabsstrukturen ændret, så for at kvalificere sig til de Vestdanske Årgangsmesterskaber skal man tage en kravtid i et medley-løb. Derfor var der mange håbefulde svømmere, der svømmede både 100m, 200m og 400m medley til stævnet.
På forhånd havde Holstebro 8 kvalificerede svømmere, men stævnet her i weekenden blev en kæmpe succes for yderligere 4 svømmere, der alle for første gang kvalificerede sig til et vestdansk mesterskab! For de yngste piger lykkes det for Maja Fjordside Jensen, Mille Broholm Brixen og Sofie Bjerre at tage kravtid i 100m medley hhv. i tiderne 1.26.57, 1.24.49 og 1.22.53. Derudover tog Sofie også kravtiden i 200m medley i tiden 2.58.82. Rigtig flot af alle 3 piger, der virkelig har rykket deres niveau i løbet af sæsonen!
Dagens sidste kravtid gik til Mads Lund, der med tiden 2.32.68 i 200m medley også kvalificerede sig til de Vestdanske Årgangsmesterskaber. Der er også første gang, at Mads skal deltage i et mesterskab, og det skyldes en imponerende udvikling over sæsonen, hvor Mads det seneste år har forbedret sig med hele 22 sekunder i 200m medley!
Dermed bliver truppen til de Vestdanske Årgangsmesterskaber på i alt 12 svømmere (6 drenge og 6 piger), hvilket er 1 mere end sidste år, hvor mesterskabsstrukturen for første gang var ændret til at være kravtider igennem medley-løb. Svømmerne er: Julius Henriksen, Filip Cederstrøm, Anders Nedergaard Jensen, Oskar Allerslev, Mads Lund, Mathias Lindberg Laursen, Cecilie Christiansen, Emma Fjordside Jensen, Annika Hausgaard Godt, Sofie Bjerre, Mille Broholm Brixen og Maja Fjordside Jensen.

For de nyere konkurrencesvømmere blev stævnet også en kæmpe succes, med både medaljer, personlige rekorder og gode oplevelser med et større stævne end normalt. Anna Bach vandt en bronzemedalje i 200m fri, sølv på 100m rygcrawl, sølv i 100m medley og sølv på 50m crawl-ben, Mille Dahl Lindholm vandt guld i 50m brystsvømning, bronze på 100m rygcrawl og bronze i 50m crawl-ben, Nora Louise Rebouh vandt guld i 50m crawl-ben. Derudover deltog Katrine Nørfjand, Andrea Sønderby, Karoline Krabbe og Julie Hoffman også for første gang i et MidtVest Cup stævne.

Derudover kan det nævnes, at Thilde Rud Iversen vandt guld i 25m Fly-ben på ryggen, 50m brystsvømning, 100m rygcrawl og 50m butterfly, Mathias Lindberg Laursen vandt guld i 25m Fly-ben på ryggen, 100m rygcrawl og 100m medley, Cecilie Christiansen vandt guld i 200m fri, 200m butterfly og 50m butterfly, Filip Cederstrøm vandt guld i 200m fri, Mads Drechsler vandt guld i 50m brystsvømning, Julius Henriksen vandt guld i 50m brystsvømning, 200m butterfly og 50m butterfly. Udover alle guldmedaljerne blev det også til mange sølv og bronzemedaljer til svømmerne fra Holstebro.
Der var også holdkapper til stævner, hvor der skulle svømmes 4x50m frisvømning. Her blev det endnu engang til gode resultater for Holstebro SvømmeClub. For pigerne vandt 1. holdet guld i tiden 1.59.09 med svømmerne Emma Fjordside Jensen (29.9), Cecilie Christiansen (29.2), Thilde Rud Iversen (29.9) og Annika Hausgaard Godt (29.8). Drengenes 2. hold vandt sølv i tiden 1.58.37 med svømmerne Mads Lund (27.9), Rasmus Pedersen (31.6), Anders Nedergaard Jensen (27.1) og Noah Lebæk Andersen (31.9). Drengenes 1. hold valgte at svømme holdkappen som medley, og selvom der bl.a. altså skulle svømmes bryst, så vandt de en sikker guldmedalje i tiden 1.54.23 med svømmerne Mathias Lindberg Laursen (28.6), Filip Cederstrøm (31.1), Julius Henriksen (27.2) og Oskar Allerslev (27.1). Utrolig imponerende tid af de 4 drenge, der virkelig viser, at de er klar til at tage kampen op med de andre klubber i holdkappen til de Vestdanske Årgangsmesterskaber.

Næste opgave for B- og C-holdet er allerede i denne weekend (24.-26. marts), hvor Holstebro SvømmeClub tager turen til Lübeck, hvor det bliver afholdt Bille Cup. Stævnet er på langbane og bliver rigtig god træning for svømmerne, der til sommer skal deltage i DM på langbane. Derudover bliver stævnet brugt som et socialt stævne, hvor svømmerne også har mulighed for at komme til udlandet og prøve kræfter med andre svømmere, end de normalt svømmer med til de lokale stævner.
 
Holstebro Svømmeclub | CVR: 12 87 33 28 | Jeppe Schous Gade 14, 7500 Holstebro