Nye indlæg

 

Ferie-svømning for børn

03-06-2015

Aqua Camp. Sjov sommerferie for 7-12-årige. Foto: Dansk Svømmeunion.

Hvert andet barn i Danmark kan ikke svømme. En uges ophold på AquaCamp kan gøre stor forskel, mener svømmeklubben

Igen i år afvikler Holstebro Svømmeclub ”Aqua Camp” for børn i alderen 7-12 år. Det er en god mulighed for at få styrket svømmefærdighederne, for en stor undersøgelse foretaget af YouGov for Dansk Svømmeunion viser, at hvert andet barn i Danmark ikke er i stand til at svømme mindst 200 meter uden hjælpemidler.
 
Breddeansvarlig Bent Søgaard, Holstebro Svømmeclub, håber, at mange børn vil bruge lidt af sommerferien på at give svømmefærdighederne et ordentligt skub i den rigtige retning.
 
”Vi har hvert år et par stykker, som slet ikke – eller næsten ikke – kan svømme, når de starter, og så er der selvfølgelig en masse vandhunde imellem. Men fælles for alle er, at de på kun én uge bliver dygtigere og frem for alt mere sikre svømmere,” fortæller Bent Søgaard.
 
Aqua Camp afvikles over fem dage, hvor børnene er i bassinet mindst to gange om dagen. Det giver omtrent lige så meget tid i vandet som under en normal halvårs-sæson i svømmeskolen.
 
”Nu er det jo hverken Frømandskorpset eller en Iron Man, vi træner til, så der er selvfølgelig masser af fis og ballade på programmet med undervands-Lego-byggeri, tagfat og så videre. Men der er altså også meget læring i leg, for det vænner børnene til at færdes trygt i vandet,” forklarer Bent Søgaard.
 
For at undgå, at børnene kommer til at ligne rosiner, er der indlagt nogle aktiviteter på land ind imellem de mange timer i svømmebassinet. En af traditionerne er boldspil i Lystanlægget, hvis vejret arter sig, og ellers låner man en gymnastiksal.
 
”Vi har det fantastisk hyggeligt, både de mange instruktører og børnene. Og selv om vi ikke kan garantere, at alle bliver mestersvømmere på kun én uge, så kan vi i hvert fald garantere forældrene, at de hver eftermiddag kan hente nogle børn, som har meget let ved at falde i søvn. Der er drøn på hele ugen,” siger Bent Søgaard.
 
Læs mere om Aqua Camp på hsc-holstebro.dk/aquacamp.
 

Kategori: HSC nyheder
 
Holstebro Svømmeclub | CVR: 12 87 33 28 | Jeppe Schous Gade 14, 7500 Holstebro