
Rema 1000 vandt pris ved sidste års CSR Awards. Det lønner sig at tage et socialt ansvar, mener lokal Rema-købmand, som bl.a. støtter Holstebro Svømmeclub
I år er Holstebro for andet år i træk vært for CSR Fondens konference og prisuddeling CSR Awards, der sætter fokus på virksomhedernes samfundsansvar. Sidste år blev Vestforsynings CSR Partnerskabspris uddelt til discountkæden Rema 1000 for samarbejdet med foreningen Stop Spild Af Mad.
Det er et godt eksempel på, at man som virksomhed kan tage et socialt medansvar og samtidig være en god købmand, fortæller Torben Nielsen, som er Rema 1000-købmand i Nørreport Centret i Holstebro.
”Hverken landmanden, købmanden eller forbrugeren har glæde af, at vi kasserer fødevarer. Derfor har vi for eksempel valgt, at mange grøntsager bliver solgt efter vægt. Så kan man nøjes med at købe den mængde, man har brug for. Og så får man også en lille rabat, hvis man vælger et lille hvidkålshoved i stedet for at gå efter det største. Det betyder faktisk, at vi kasserer færre varer,” fortæller Torben Nielsen.
Købmanden har travlt i butikken, så han kommer ikke til at deltage i dette års CSR Awards. Men det betyder heller ikke så meget, for samfundsansvaret er i købmandens bevidsthed hele året.
”Samfundsansvar handler om at være god ved dine medarbejdere, dine kunder og dine medmennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at det lønner sig på det menneskelige plan, fordi det bliver sjovere at gå på arbejde, og i forhold til forretningen, fordi vi får et godt omdømme,” siger Torben Nielsen og giver et konkret eksempel.
”Vi har et samarbejde med Holstebro Svømmeclub om at levere frugt og saft til en sommerlejr for børn. Det er med til at give børnene en lidt bedre oplevelse, og som butik giver det også noget opmærksomhed. Jeg ser da også en del af svømmeklubbens medlemmer som kunder i butikken,” siger Torben Nielsen.
En af kunderne er svømmeklubbens næstformand Thomas Maxe, som gerne lægger vejen forbi.
”Samarbejdet med Rema-butikken i Nørreport Centret betyder, at svømmeklubben kan holde deltagerbetalingen på sommerlejren nede på et niveau, hvor børn fra alle sociale lag kan være med. Jeg tror ikke, Torben er klar over, hvor meget han derved gør for sit lokalsamfund,” siger Thomas Maxe.
Derfor har Holstebro Svømmeclub besluttet at arrangere ”tak for samarbejdet”-shopping.
”Mange foreninger arrangerer indkøbsture til Tyskland. Vi vil hellere benytte CSR Awards som en god anledning til at gå på fælles indkøbstur i Rema 1000 og sige ’tak, fordi du gør en forskel’. Så vi har inviteret vores 970 medlemmer for at vise Torben og kollegerne, at gode gerninger betaler sig,” siger Thomas Maxe.
Svømmeklubbens indkøbstur afvikles torsdag 30. oktober fra kl. 16:30. CSR Awards afvikles torsdag og fredag i Musikteatret Holstebro.