HSC tror på guld ved det vildeste DM

12-11-2013

Alle topsvømmerne er tilmeldt kortbane-DM for at skaffe sig billet til EM i Herning i december, men HSC forventer stadig at hente medaljer med hjem til Holstebro

Ti svømmere fra Holstebro Svømmeclub har kvalificeret sig til sammenlagt 44 starter, når der fra torsdag til søndag afvikles DM på kortbane i Gladsaxe. Her af er Chris Christensen er seedet til guld eller sølv i fire discipliner, mens Helle Dohn er seedet til en junior-bronzemedalje i 200 meter rygsvømning.
 
HSC-træner Nikolaj Skovmose spår, at stævnet bliver dansk svømmesports vildeste DM i mange år, fordi en medalje er det primære adgangskrav til EM på hjemmebane i Herning til december.
 
”Nogle år har der manglet nogle af topnavnene, som ikke prioriterede DM, men denne gang er ALLE de store navne med. Så der vil blive svømmet hurtigt, og man skal virkelig være klar for at kunne begå sig,” vurderer Nikolaj Skovmose.
 
Han tøver ikke et sekund med at fremlægge sine forventninger til medaljer:
 
”Chris Christensen vinder guld i 200 meter brystsvømning og i 200 og 400 meter individuel medley. 100 meter medley kan bliver alt fra en førsteplads til en fjerdeplads, men den er knap så vigtig. Og så håber jeg, at Helle Dohn kan leve op til sin 3. plads-seedning blandt juniorerne. Hun tog 3 guld- og 2 sølvmedaljer for nylig ved Vestdanske Mesterskaber, og hun har udviklet sig enormt positivt siden sommerferien, så jeg har høje forventninger til hende.”
 
Hvis Chris Christensen vinder guld på 400 meter individuel medley, bliver det hans 10. DM-titel i samme løb – vel at mærke 10 år i træk! Og taget i betragtning, at hans anmeldelsestid på 4:06.51 er mere end 3 sekunder hurtigere end næstbedste tid, er der ret gode odds.
 
Med på Holstebros DM-hold er også Kasper Schultz, som har en del junior-medaljer i samlingen. Han er i mellemtiden blevet seniorsvømmer og skal nu dyste ved sit første senior-DM. Det bliver en hård nød at knække, så et realistisk succeskriterium vil for Kaspers vedkommende være en top 10-placering.
 
HSC kører til Sjælland med 12 svømmere onsdag. Ti af svømmerne skal deltage ved DM/junior-DM, mens to af svømmerne er tilmeldt Køge Open, der har status som ”uofficielt B-DM” for årgangssvømmere og de svømmere, som lige nøjagtigt missede udtagelse til DM.
 
Følg med på svømmeklubbens Facebookside for aktuelle opdateringer under DM-stævnet: www.facebook.com/hscholstebro
 
Se tidsplan, startlister mv. på Dansk Svømmeunions hjemmeside: http://www.svoem.dk/Aktiviteter/Aktivitet/?id=8240
 
Kontaktperson for pressen:
Cheftræner Nikolaj Skovmose, tlf. 61 26 43 88
 

KLIK HER for at se billedgalleri fra sidste træning inden DM.


Kategori: HSC nyheder
 
Holstebro Svømmeclub | CVR: 12 87 33 28 | Jeppe Schous Gade 14, 7500 Holstebro