Stævnereferat TYR Grand Prix 2013

05-11-2013

I weekenden havde HSC sendt B- og C holdet afsted til TYR Grand Prix i Herning. For nogle af svømmere gjaldt det om at svømme kravtiderr hjem, og for andre gjaldt det om at komme ud og konkurere i primære- såvel som sekundære discipliner.

Overordnet gik stævnet rigtig godt, og vi rykkede endnu engang baren længere op. Samlet set, på hele stævnet, satte vi personlige rekorder 69% af de gange vi havde svømemre i vandet, hvilket er et rigtig højt tal. Desuden snuppede vi et hav af medaljer. Specielt Julius Henriksen, Emma Bugge Fynbo, Helena Rosendahl Bach og Isabella Bach tog en masse medaljer i deres løb.

Udover medaljer og personlige rekorder havde vi nogle der skulle ud og tage kravtider til regionale- såvel som nationale mesterskaber, og der var en rigtig stor del der lykekdes med det. Jacob Schultz (1999) kvalificerede sig til sit første mesterskab nogensinde i 400m fri i tiden 4.53.59, som samtidig var personlig rekord med hele 15 sekunder. Desuden kvalificerede Jonas Kongerslev (1999) sig også til sit første mesterskab, efter at han var blot 1/100 af et sekund fra sidste år. Dette præstererde han i 50m fri i tiden 0.28.42. Til listen over førstegangs kvalificerede kan vi også tilføje Rikke Hansen (2000) der klarede kravtiden til Vestdanske Årgangsmesterskaber i 200m butterfly i tiden 3.05.19 første gang nogensinde hun svømmede løbet. Oveni de tre kvalificerede til Vestdanske havde vi også Isabella Bach (2002) der for første gang klarede kravet til Danske Årgangsmesterskaber. Dette gjorde hun i 200m rygcrawl i tiden 2.57.37.

Desuden havde vi også et par svømmere der var rigtig tæt på kravtider. Tættest på var Julie Geertsen Lund (2001) der med tiden 2.57.49 i 200m rygcrawl var kun 4/10 af et sekund fra kravtiden til Vestdanske Årgangsmesterskaber. Det er dog svært kun at være utilfreds med sådan et løb, når man siden sommerferien har forbedret sig hele 15 sekunder. Så Julie, og et par andre svømmere der er tæt på kravtiderne, får en chance til at tage dem på lørdag på hjemmebane. Så må vi håbe det lykkes da.

Af de svømmere der allerede har deres kravtider, og som brugte stævnet som træningsstævne, havde vi også nogle rigtig gode resultater. Specielt Svømmede Emma Bugge Fynbo rigtig godt og formåede således at svømme næsthurtigste tid i landet i år i hendes årgang i både 200m rygcrawl og 800m fri. Desuden rykkede Helena Rosendahl Bach også hendes niveau markant i hendes primære discipliner, 200m butterfly- og 400m individuel medley. Af drengene gjorde Rasmus Nørfjand det også rigtig godt, og med en personlig rekord på næsten 4 sekunder hoppede han lige ind på 6. pladsen i hans årgang i 200m rygcrawl.

Men samlet set et rigtig godt stævne for HSC. Det næste der venter for disse svømmere er klubmesterskaberne d. 22- og 23 november, og Vestdanske Årgangsmesterskaber ugen efter. 

 

Chris Christensen
Holstebro SvømmeClub
chris@hsc-holstebro.dk 


Kategori: HSC nyheder
 
Holstebro Svømmeclub | CVR: 12 87 33 28 | Jeppe Schous Gade 14, 7500 Holstebro