Jeg har tidligere nævnt mine forældre, og oftest omtaler jeg dem i rosende om end humoristiske vendinger - ikke mindst fordi det falder mig så nemt for, taget i betragtning af, at de ofte er svært ufrivilligt morsomme.
Min mor har for nyligt afholdt sin 50-års fødselsdag, hvilket ikke bare var en stor begivenhed for alle involverede, men også betød nogle fødselsdagsgaver, der har en helt speciel evne til at minde min mor om den store dag.
Min bror og jeg, blev ret tidligt på året, enige med fødselaren om, at hun kunne forvente en ged i fødselsdagsgave. Ja. I læser rigtigt - en ged. Nu var det ikke en af de her geder, som folk med en social samvittighed (sådan én har min bror og jeg nemlig ikke) kan forære til en fattig malawiansk familie, med assistance fra Folkekirkens Nødhjælp. Næ, her var tale om en fuldfed landged, som min mor kunne have rendende rundt på den midtjyske øko-farm.
Nu ville skæbnen så, at min bror og jeg ikke var de eneste, der havde hørt om dette lidt utraditionelle ønske, naboerne havde også opfanget ønsket, eftersom min mor havde fortalt det til alle, der gad lytte.
Nævnte naboer kom derfor anstigende, dagen før den store fest i forsamlingshuset, med et lille bitte gedekid (det var en dværgged - og dermed ekstra lille), som siden har fået det rammende navn Trunte (?!?!?). Det lagde jo en lille dæmper på den store “overdragelse af fuldfed og voksen landged (landgeder er en race), men heldigvis er min mor nået den alder, hvor alt der tilnærmelsesvis kan forveksles med et barnebarn bliver knuselsket i vanlig mormor-stil (og med børn så grimme som min bror og jeg…såeh…).
Pludselig stod min mor med et dværgkid og en vis frøken Horn (som fuldfed landged i daglig tale hedder). Nu er den midtjyske øko-farm ganske parat til at tage i mod op til flere hold klovbærende husdyr, så pladsmæssigt var der naturligvis ikke nogen større problemer, men brormand og jeg (eller måske mest mig) frygtede naturligvis, at Trunte ville snuppe al opmærksomheden fra fuldfed landged.
Vi, eller snarere jeg, skulle dog lære, at vor mors ønske om børnebørn ikke er helt lille, faktisk er begge gederne nu, efter kort tid i husstanden, fuldt inkorporeret i familien. Nogle gange tror jeg, at vor mor er mere stolt af gedernes udbrydertendenser end hun er af beståede eksamener på mine vegne.
Sidste gang jeg tilbragte en weekend hjemme, var jeg så heldig at være angrebet af en særligt modbydelig version af den nærmest dødelige sygdom, forkølelse (denne specifikke version kaldes med et medicinsk navn Snottus Næsus Maskulinum), og jeg var derfor langt fra i stand til at bevæge mig fra computeren, endsige udenfor, hvorfor jeg desværre gik glip af følgende optrin.
Min mor havde ledt gederne ud i deres fine fold, som min mor - eller nok mest stedfar, har bygget i baghaven (som er et fattigt begreb, når man skal beskrive den mark, der er deres baghave). Men geder er nogle snu sataner, og straks efter, at min mor var gået bag om garagen, hvor hun ikke længere kunne se de små udbryder-dronninger, kunne man se (eller det kunne man ikke, men fantasien fejler ikke noget) fuldfed landged kaste sig på - ja på - hegnet, og holde det nede, således at Trunte kunne springe hen over hegnet i sin jagt på ubegrænset frihed. Hvorefter fuldfed landged tramper hegnet ned, så hun også kan se lidt mere af sine nye omgivelser.
Få øjeblikke, eller måske en halv time efter (hvem ved?) bringer min mor sig igen i øjenkontakt med gedefolden, men oh skræk oh ve, hegnet er trampet ned, og fuldfed landged og Trunte er borte. Min mor kalder i sin kval på min stedfar, som straks kommer luntende, men han kan heller ikke se gederne. Først opstår spørgsmålet, har de begge husket at få briller på? Men da dette spørgsmål er besvaret med et ja, er der ikke den store tvivl om, at gederne nu er bortløbne geder.
Min mor kigger ned langs markerne, men kan ikke spotte to geder nogetsteds, og i hendes frustration løber hun ud på vejen (som heldigvis kun oplever én bil i døgnet - resten er hestevogne og traktorer).
I mens sidder jeg i stuen med vinduer ud til samme vej, og opdager desværre intet af det drama, der udspiller sig på den anden side af væggen.
Et par hundrede meter oppe af den ellers så rolige, (overflødigt) asfaltbelagte vej, er de to udbryder-dronninger i færd med at spise en stakkels nabos rosenbuske. Men da min mor ankommer til gerningsstedet kigger de brødbetyngede op på hende. Hun er i vildrede, nybagt gedeejer, med meget lidt erfaring udi gede-udbrud. Så slår det hende - hun er jo førergeden! Da det går op for hende opsnapper hun måske en vildfaren gedesjæls erfaring, og i farten tænker hun, at førergeden kan lede undergederne i fold ved simpelt løb. Som en hund, der hyrder får (om end vi her fremover vil omtale det som en førerged og ikke en hyrdehund) leder hun sine undersåtter tilbage i folden.
Bagefter går hun stolt ind til mig, og fortæller om sin nye status som førerged - og så er det jeg er nødt til at spørge; er det noget hun sådan bør reklamere med?
Colleen 1.12.06 blog
