I dag er en sorgens dag hos os. Vi begynder at slagte og de første dyr er netop kørt mod Bjerre. Vores gamle dejlige får, Dolly på næsten 12 år, er med i traileren. Det har været en svær beslutning at tage, fordi hun var det første får hos os.
Dolly yderst til højre med hvid mule.
Hun har været et dejligt omgængeligt får, der elskede at blive kløet i nakken og som altid holdt styr på spisetider og ikke mindst på, om hun nu havde fået alt, hvad der tilkom hende. Det var altid hende, der stod ved leddet og brægede, hvis kornet var lidt forsinket. Hende kunne man ikke snyde.
Når vædderlammene forsøgte at stange hende væk fra fodertruget, så stangede hun igen. De andre får vælger som regel at gå et andet sted hen og spise, men ikke Dolly, hun holdt på sin plads og sin ret, så selv de store væddere måtte give op overfor hende.
Hun har givet os de største og flotteste lam hvert år. Hendes lam har altid været ligeså store som hende selv, når de var 4 - 5 mdr. gamle og den seneste, Mille på ca. 6 mdr., er allerede større end mor.
I år Har Dolly trukket sig fra rollen som førerfår og har i det hele taget trukket sig fra flokken. Hun har gået sine egne veje og vi har kunnet se hende, sommetider sammen med lammet, Mille, sommetider helt alene i den modsatte ende af folden, men sjældent sammen med flokken. Derfor har jeg i de sidste måneder fodret hende for sig selv, for hun orkede tydeligvis ikke al den skubben og puffen omkring høhækken blandt de andre får.
Beslutningen om at slagte hende tog jeg, netop fordi hun har trukket sig fra flokken. Hun har i den senere tid haft lidt svært ved at holde huld på kroppen og det er ikke rimeligt, at lade hende gennemgå endnu en drægtighedsperiode med alt, hvad det indebærer af slid på den gamle dame. Et får på næsten 12 år er faktisk også en meget gammel dame, så derfor denne tunge beslutning.
Farvel gamle tøs, og tak for alt. Vi kommer til at savne dig.
