Økologi
Vi omlagde til økologi i 2005, fordi vi synes, det er den bedste måde at dyrke jorden på. Da dyrene kom til, blev de selvfølgelig underlagt de økologiske regler.
Vi bruger kun den gødning, vi selv, eller vores dyr producerer. Dvs. dybstrøelse fra kvæg, geder og får, samt komposteret plantemateriale, som vi selv har dyrket. Halm laver vi ikke nok af selv, så det køber vi fra økologiske eller biodynamiske gårde.
Planteavl
Vi køber økologiske frø så vidt det er muligt, men i de tilfælde, hvor det ikke er muligt, søger vi dispensation og køber da ubehandlet konventionelt frø.
Vores græskarfrø er altid økologisk eller biodynamisk dyrket og vi importerer selv fra England eller Tyskland.
Dyrene
Det er vigtigt for os, at vore dyr har de bedst mulige betingelser og det betyder, at vi i størst muligt omfang tager hensyn til dyrenes velbefindende. Det handler ikke blot om foder, som vi stort set dyrker selv.
Det er også vigtigt, at dyrene trives med hinanden og med os. At de har god plads og kan løbe en tur, hvis de får lyst til det også selv om de af og til smutter en tur ind til naboen. I læmmesæsonen er både geder og får i stalden, så jeg kan overvåge læmningerne. Som regel lukker jeg dem ud og ind hver morgen og aften i vinterperioden.
Vi gør meget ud af at håndtere dyrene hver dag, så de er nogenlunde trygge, hvis vi skal indfange dem og f. eks. klippe klove eller vaccinere mod f. eks. Blue Tongue.
Når vi køber nye geder eller får, tager det som regel ca. et år, før de er helt håndtamme. Det skyldes, at førergeden eller -fåret har førsterang og derfor holder de andre væk. Fårene er som regel meget mere sky end gederne, så det kræver en masse tålmodighed.
Geder har brug for meget plads, da de har et stort personligt rum, derfor har de meget mere plads til at ligge på end fårene.
Fårene lægger sig gerne i en stor bunke og har sjældent indbyrdes konflikter, mens gederne holder sammen i familier og kan knytte nære venskaber med andre geder, men der kan også være stærke indbyrdes konflikter, som betyder, at en ged bliver holdt udenfor.
I perioder med regn er det derfor vigtigt, at der er plads til, at alle gederne kan komme i tørvejr, også selvom de ikke kan enes.