Logbog / 1/8 - 1/9 - 2009 Englang til Portugal

August 2009

31-8-2009

 

Sines: Vi ligger nu for anker i havnen ved Sines, efter en rigtig dejlig sejldag, dog havde vi modstrøm ud af floden fra Lissabon, men derefter kunne vi sætte sejl ned mod Capo Espichel, hvor Setubal ligger lidt inde. Lige da vi kom dertil blev det tåge, men det varede heldigvis kun en times tid, så klarede det op og blev flot vejr igen. Undervejs fik vi igen besøg af en stor flok delfiner, som var i gang med at indkredse en fiske stime, de havde slet ikke tid til at leje ved båden som de plejer.

 

30-8-2009

 

Lissabon: Vi har nu været nogle dage i Lissabon, de første par dage brugte vi på selve byen, og fik besøgt det gamle kvarter, borgen, Eifels elevator som vi kørte op med, jeg havde lovet Eva et glas portvin på toppen, men desværre var restauranten der lukket for renovering, heldigvis fandt vi et dejligt torv, hvor vi kunne få det.

I dag tog vi sporvognen ud til Belem, og fik set tårnet for de opdagelses rejsende og Torre de Belem på nær hold, vi var også inde at se et nyt brugskunst museum, en fantastisk stor og flot bygning, og selvfølgelig var vi inde at se museet som ligger i og er den gamle Katedral. Varmen har ellers indhentet os nu, der har været 35 graden her i dag, så det er for varmt at gå ude midt på dagen, lige nu er der stadig 29 i cockpittet i skyggen kl. 18.25, men med en let brise så her er dejligt. Der er desværre ikke net her i havnen, så vi vil ud og se, om vi kan finde en internet cafe, så vi kan få opdateret siden. Vi regner med at sejle videre sydover i morgen tidlig.

 

27-8-2009

 

Lissabon: Vi blev i Peniche en dag mere, og vi kunne sagtens have brugt mere tid der, men 2 nætter uden at kunne sove igennem på grund af trafikken i havnen var nok, så vi sejlede mod Lissabon her til morgen. Vi startede ud i flot solskin og det holdt hele turen, og der kom også vind så vi kunne sejle med sejl. Men lige ud for capo Roca mistede vi pludselig fart, jeg tænkte at det var strøm, men vi gik lige stærkt over grunden og gennem vandet, så kikkede jeg bagud og så, at vi havde fået en garn bøje på slæb, vi kunne ikke se garnet i vandet , så det måtte være kølen, som havde fanget det. Vi turde ikke stoppe lige ud for capo Roca, så vi slæbte det et godt stykke til vi var et godt stykke fra land, vi rullede så sejlene ind for at stoppe både, men gik stadig 2 knob for riggen med net på slæb, jeg forsøgte at dreje mod det begge veje, men det blev siddende, sidste udvej var at Eva holdt øje med, hvor det var, og jeg startede motoren og prøvede at bakke os fri, det lykkedes heller ikke, så var der kun et at gøre, jeg måtte i baljen, men mens vi snakkede om, hvordan vi fik det arrangeret sikkerhedsmæssig, samtidig med at jeg blev ved med at styre både op mod nettet, var vi fri, vi kunne se det drev væk fra båden, så var det op med sejlet igen og derudaf. Lidt senere da vi rundede det næste capo, hvor man drejer ind mod Lissabon blæste det 15 s/m. Vi havde en flot tur hele vejen fra Cascais ind til Lissabon, hvor vi kom forbi Torre de Belem og tårnet for Portugisiske opdagelsesrejsende, stadig med vind på mellem 10 og 14 s/m så det gik stærkt, til sidst havde vi kun halv genua på og gik stadig 7 knob, lidt træls vind at skulle i havn på, men heldigvis ligger havnen her i et gammelt havne bassin med ret høje sider, så da vi først var kommet ind, var der rimelig læ. Vi tog den første frie plads der var, men måtte flytte efter vi havde tjekket ind. Her var ikke så meget bureaukrati, som i de mindre havne, og havne fogeden gav os et kort over Lissabon og forklarede hvor der var bus, tog og nærmeste supermarked, og vi skulle ikke betale på forhånd det kunne vi bare gøre i morgen eller inden vi tog af sted. Pris pr. dag 26 Euro. Hvilket er samme pris for alle havnene her i Lissabon.

 

25-8-2009

 

Peniche: Vi stod op i dag til flot klart vejr med sol, så vi smed fortøjningerne, da vi havde fået  morgenmad, kl. 9 var vi helt ude af havnen og kunne sætte kursen mod Peniche 53 nm. sydpå, med det alternativ at Nazare ligger efter 30, hvis vejret skulle ændre sig.

Vi havde en rigtig dejlig tur med sol og så meget vind at vi kunne få gavn af sejlene, og vi havde besøg af delfiner. Det er en flink havnefoged og en hyggelig by, men som vi var blevet advaret imod meget urolig, der er ikke rigtig nogen af de lokale både, hverken fiske eller private, som sejler så langsom i havnen, som man skal.

 

24-8-2009

 

Figueira da Foz: Vi ville have sejlet videre i dag, men så var der blevet kraftig tåge, og nu har vi her til middag bestemt at blive en dag mere, jeg har fået ordnet lidt på båden og Eva har været ved at gøre lidt regnskab over turen. Tallene indtil nu er:

 

Sejlet antal nm. 1714

Motor timer. 266

Forbrug 2 l. pr. time i alt 533 l.

Havnepenge i alt. Kr. 5.865

 

Som det kan ses af tallene, har vi desværre sejlet alt for meget for motor, selvfølgelig har vi sejlet gennem Kielerkanalen plus 4 hele dage i de Hollandske kanaler og til sidst 3 døgn over Biskajen. Men vi håber det snart ændrer sig.

 

23-8-2009

 

Figueira da Foz: Vi blev på ankerpladsen ved Aveiro en dag mere og sejlede så til Fiueira da Foz fra morgenstunden, ca.31 nm. I går formiddags var vi en tur i land i gummi båden, vi vandrede ud til en enorm badestrand, og på vej tilbage handlede vi i en lille butik med et lille og blandet varelager, ejerne var 80+ og meget glade for vores store handel på 7 euro. Om eftermiddagen  havde vi en oplevelse med en portugisisk båd, vi sad og fik en kop eftermiddags kaffe og læste, da Eva siger den båd der driver, dens anker havde revet sig løs, og den var på vej ud i den stærke strøm, der var flere både med folk der fiskede, de råbte lidt, men gjorde ellers ikke noget, så jeg sprang i gummibåden og sejlede over og bankede på skroget og råbte, de kom lidt fortumlede op, men råbte tak da de opdagede, hvad der var galt. Senere da de havde f ået ankret om, kom ejeren sammen med en yngre pige over til os, med en flaske Portugisisk likør for at sige tak endnu engang, pigen var med som tolk. Vi fik et glas sammen med dem og skulle beholde resten af flasken. Manden kunne fortælle hvilke havne han syntes var et besøg vær ned af kysten, jeg spurte ham om der var tidspunkter, hvor det var bedst at sejle gennem indsejlingen, han mente at det kunne man altid.

Vi sejlede så her til morgen, der var helt stille vejr og da vi kom ud i strømmen, kraftig medstrøm, så vi næsten fløj ud mod åbningen, da vi kom derud kunne vi godt se, at der stod nogle krapsøer lige i åbningen, og der blev da også banket et par pæle der igennem.

Så troede vi det værste var overstået, det var lige begyndt, forstil jer Atlanterhavs dønninger komme rullende ind på 9 m. vand fra stor dybde, og så ramme en 4 knops modstrøm, det var ikke sjovt i den halve time det varede, at komme ud på dybt vand, på et tidspunkt, hvor jeg kikkede på instrumenterne viste loggen 1,8 kn. gennem vandet og gps 6 kn. over grunden. Derefter havde vi en fin tur desværre helt uden vind, så Yanmar måtte klare skærene igen. Vi har nu snart sejlet fra Portmouth og hertil hovedsagelig for motor, fordi der har været fort lidt vind, og der skal blæse noget, for at sejlene kan trække gennem de høje bølger, særlig når det det meste af tiden har været læns med vinden fra agten. Vi har været ude og gå en tur i byen og fået handlet, så måske sejler vi videre i morgen. Det er lidt dyrt her 30 Euro pr dag, og der er dårlig service, ingen internet ikke engang vejrmeldinger kunne de tage sig sammen til at få lavet.

 

21-8-2009.

 

Aveiro: Da vi stod op i morges var der næsten vindstille, så vi besluttede at sejle til Aveiro, som ligger 30 nm. syd for Porto. Da vi kom ud på havet blæste det en 4-5 stykker lige bagfra så vi sejlede med genua med støtte motor, søerne var ret høje ca. 2 m. så vi rullede en del, og det var at holde vind i sejlet. Senere blæste det op til 10 og bølgerne blev større. Aveiro’s indsejling er svær og skal helst rammes på det rigtige tidspunkt, så man har medstrøm, når man sejler ind af åbningen, og havde vinden været mere i vest kunne vi ikke have sejlet ind med dagens vejr, det er også den første havn, der bliver lukket her på kysten i dårligt vejr. Så vi var spændte, da vi nærmede os indsejlingen på, hvor store strømsøerne ville være, pludselig synes jeg, der var noget, der var forkert, kiggede bagud, og gummibåden var væk, heldigvis kunne vi se den længere bagud, så vi fik vendt Mette Wuns og sejlede tilbage efter den, vi fangede den i 4. forsøg, det er ret svært når det blæser en frisk vind og der er 3 m. bølger, men heldigvis lykkedes det, det ville have været træls at miste den, det  viste sig, at det ene af slæbe øjerne var gået fra i limningen. Vi sejlede så tilbage og kom godt gennem indsejlingen, og der var meget strøm 3,5 knop, så det gik stærkt derind ad. Vi har fundet en hyggelig ankerplads med lidt læ, men det suser stadig godt i masten. Set i bakspejlet var det jo en god mand over bord øvelse, i forhold vi ikke har prøvet før.

 

20-8-2009

 

Lexios: Vi fik sendt Lasse af sted i går morges, så nu er vi alene i båden igen, det har nu været hyggeligt at have ham med, og også dejligt at være en ekstra person til at dele vagterne på de lange stræk, det kommer vi nok til at mangle lidt fremover. Det viser sig at bydelen her har været vært for en Expo udstilling, så derfor er der blevet bygget en masse, desværre står meget af det tomt, om det er krisen eller der bare ikke er nok, der har lyst eller midler til at købe eller leje her ved vi ikke, men det er da træls at så meget står tomt. Ude på området var der blevet bygget et kæmpe shopping center, sammen med et Ikea, det var sjovt at se at alt er bygget op på samme måde som hjemme, selv køtboller havde de i restauranten, og hotdogs til 50 cent.

I dag har vi været i Porto, for at se lidt mere på byen, og smage noget portvin, det var ikke så ringe endda, vi fik da også købt en enkelt flaske, og smagte en vintage fra en mark årgang 1987, dog mod ekstra betaling, det smagte rigtig godt.

Vi planlægger at sejle videre i morgen, enten til Aveiro eller Figueira da Foz, det kommer lidt an på vejret, lige nu blæser det 10-13 m/s så er det det samme i morgen tidlig, venter vi nok til lørdag, hvor vejrmeldingerne siger det skal aftage lidt.

 

Lexios: som ligger lige nord for Porto.

Vi blev i Viana Do Castelo en ekstra dag, da det var en rigtig hyggelig by plus, at der var meget tæt tåge også inde over byen. I morges så vejret lidt klarere ud, der var ingen tåge inde i byen, så vi startede kl. 7.30 mod Lexios en tur på godt 30 nm. Men efter ½ times sejlas lukkede tågen til igen, og det blev endnu en sejlas efter instrumenterne og ekstra udkig efter fiskegarn. Heldigvis klarede det op den sidste time og solen kom igennem, så vi nød det sidste stykke. Vi fik en plads i havnen og fik tjekket ind, og så ellers af sted til Porto, så Lasse kunne nå at se lidt af byen inden han flyver hjem i morgen. Vi nåede da at få set noget af den, og et enkelt portvins hus fik vi da også besøgt. Eva og jeg vil nok besøge nogle flere de næste dage. Havnepenge her er 17 Euro og i Viano Do Castlo gav vi 20.

 

16-8-2009

 

Viana Do Castelo: Så er vi kommet til Portugal. Vi blev en nat mere på ankerpladsen, og fik indviet vores gril, som kan hænges på sø gelænderet, og fandt ud af at 3 stk. 400 g. T bone steak er max. som kan være på risten på en gang, de smagte godt med kartofler, løg og bearnaise sovs til og en god rødvin. Vi sejlede her til morgen, hvor der var lidt diset, men ret hurtigt lukkede det til og vi havde tæt tåge hele vejen max 50 m. sigt og tit meget mindre, så bliver man glad for alle de elektroniske hjælpemidler vi har investeret i. Det værste er, alle de fiske garn der er, og man først ser bøjen, når den er ud for stævnen. Det er lidt vildt at styre ind i en havne indsejling, som man kun kan se på kortplotteren, heldigvis klarede det op da vi kom ind i floden, og vi var heldige at få en plads i havnen.

 

15-8-2009

 

Illes Cies: Ankerbugt ved Cies som er en lille ø, lige i mundingen af floden Vigo. Vejret var simpelt hen så flot i går, at vi besluttede, at sejle videre i går aftes. Vi startede ud i nogle høje dønninger som kom agten for tværs fra, så vi rullede noget, men efterhånden lagde søerne sig, og da vi rundede Kap Finestere var der havblik, på turen dertil have vi besøg af nogle delfiner, en anden art end dem ude i Biskajen, de her var mere end dobbelt stå store, og havde meget mere rolige bevægelser, desuden så vi en del klump fisk, de er sjove man ser først deres rygfinne vinke i vandoverfladen, og når man kommer nærmere kan man se dem vælte rundt for at komme frem, de er ikke særlige mobile. Vi så også en masse krabber svømme i overfladen, og der var 75 m. dybt der, det var underligt da de jo er ret udsatte for fuglene der. Vi ankom hertil kl. 4 i morges så der var stadig mørkt, så det er svært at bedømme afstanden. Efter et glas øl og en mad af nybagt brød, gik vi til køjs.

Morgen / middags maden bestod af nybagte pande kager med frugt og honning. Ja sejler livet er sandelig hårdt.

 

14-8-2009

 

La Coruna: I dag sejler vi videre ned af den Spanske kyst, så vi skal forbi Cabo Finestere, hvor der næsten altid er kraftig vind, men lokale siger at hvis man går tæt på kysten er det ikke så slemt, når vi er kommet forbi vil vi prøve at finde et sted at ankre, og så fortsætte ned mod, først Bayona og senere Porto, hvor Lasse skal flyve hjem fra, når vi ikke helt derned må han tage en bus. Vi har haft nogle rigtige slapper dage her i Coruna, men i går fik vi da gummibåden fundet frem, og motoren monteret, så den fik sin jomfru sejlads her i havnen, og Mette Wuns fik også lige en tiltrængt vask. Til aften fik vi muslinger, dampet sammen med en masse løg, hvidløg, tomat, basilikum og rødvin, det smagte godt, men 1 kilo er næsten for meget pr. person.

 

12-8-2009

 

La Coruna: Vi sidder ned i båden og holder siesta her er ”kun” 27 grader oppe i cockpittet er der over 30. Vi har fået en plads i Marina Coruna som er en ny marina med meget flotte faciliteter, men samtidig ikke så dyr da de har rabat, 3 dage for 2´s pris i alt 55,5 euro.

Efter at vi have fået noget at spise til frokost, fik vi besøg af Bente fra Cherie, og vi fik byttet beretninger om ture over Biskajen. Senere gik vi en tur op i byen for at handle og få lidt at spise, og det er sjovt at se at spaniolerne i stedet for at sidde og se fjernsyn, er ude og promenere i byen, der var fyldt med folk og det er ikke en turistby her.

Vi fandt et spisested, og da der ikke rigtig er turister står alt kun på spansk, så da vi havde siddet lidt og kikket på spisekortet, kom en af tjenerne og spurte på spanskengelsk om vi ville have hjælp, og fik forklaret os nogenlunde hvad de havde. Maden var enkel men god, og den store oplevelse var tjeneren, som var en blanding mellem 90 års fødselsdag og manuel fra halløj på badehotellet.

 

11-8-2009

 

Indsejlingen til La Coruna. Sidste døgnmål  blev 151 nm. og vi er fremme om 1 time, så har vi sejlet 447 nm. på 3 døgn og 2½ time. Vi har haft lidt mere vind det sidste døgn, men agten fra og det samme var bølgerne, så det var svært at holde pres på sejlet når båden rullede meget, så vi valgte at have motoren gående på lave omdrejninger, det gav mere ro i båden, og vejrmeldingerne have lovet at det ville blæse op hen på eftermiddagen i dag, så det var også vigtigt at komme fremad.

Indsejlingen til La  Coruna er rigtig flot, og vi er glade for at have overstået en af milepælene på vores tur, heldigvis viste Biskajen sig fra sin gode side.

 

10-8-2009

 

Biskajen: Andet delmål blev 143 nm. Dette døgn gik som det første, næsten ingen vind, og bølger, men flot solskin og vi kan mærke at det er blevet varmere, der skal ikke helt så meget tøj under sejl tøjet nu til natten.

 

9-8-2009

 

Biskajen: Første døgnmål blev 135 nm. incl. Udsejling fra havnen i Falmouth, så vi er næsten nået 1/3 af de 430 nm. som gps. viste der er i lige linje. Vi har stadig motor på, midt på dagen var der totalt vindstille, så sejlene blafrede og måtte ned, ellers har det max. blæst 3 s/m. Men det har været en rigtig flot dag med sol og næsten havblik vand. Da vi hen under aften sad i cockpittet, og var i gang med Evas kødsovs og kartoffelmos, skete der pludselig noget, Delfiner råbte Lasse, og så var der en nok 40 – 50 stykker omkring båden, nogen sprang omkring, andre lejede foran stævnen på båden, så maden blev kold, heldigvis var det anden portion, så vi havde smagt det varmt. Hele aftenen blev der ved med at komme store flokke omkring båden, nogen gange så mange at de udløste radar alarmen, hvordan det så kunne ske, men der var ikke andet i området. Anden dag har og så været fin, og vi snakker om at med sådanne forhold, er det ikke så slemt at sejle over Biskajen, men vi har jo ca. et par døgn endnu.

 

8-8-2009

 

Biskajen: Vi startede kl. 9 fra Falmouth i fint vejr, og det holdt hele dagen, vi kunne rigtig mærke forskellen på søen, da vi kom fri af England, bølgerne blev lange og runde, og selv om de var lidt store, rullede de bare ind under båden og videre. Hen under aften nåede vi indsejlings trafikzonen til Kanalen, rundt om spidsen ved Brest i Frankrig, så de næste timer, var der nok at gøre med at holde udkig, korrigere kurs og rette tilbage igen. Jeg havde første vagt og blev ved til kl. 2, hvorefter Lasse overtog, og til sidst Eva. Første dag på Bisajen, er gået fint vejrmeldingen holder, med små Bølger( kun ca. 1 m.) men også næsten ingen vind, så vi har sejlet med motor hele dagen, dog med sejl oppe for ikke at rulle for meget.

 

7-8-2009

 

Falmouth: Efter 150 nm. og 26 timer er vi her i eftermiddag ankommet til Falmouth, hvorfra vi i morgen starter på turen over Biskajen, da vejrmeldingerne stadig ser gode ud.

Turen hertil gik fint med meget blandet vejr, første etape fra Pourtsmouth til The Needles var fyldt med det ene store felt af kapsejlads både efter det andet, da der er den årlige regatta uge på Isle of Wright (Se billeder),som vi skulle igennem uden at genere for meget.

The Needles kanal er berygtet for sine strøm-søer, hvis ikke man rammer tidevandet rigtigt, det gjorde vi, 11,5 knop over grunden, som var ny rekord.

Derefter fik vi regnvejr, det stod ned i stænger, så det nye sejler tøj blev tested og bestod, men der var god vind, til at sejle for sejl samt medstrøm. Lasse tog den første vagt, og da jeg kom op ved 24 tiden, var der blevet tørvejr og månen kom frem, og det har holdt i dag, hvor der har været sol hele dagen.

Vi fejrede vores vellykkede generalprøve, med at gå på pub og få et glas øl, og til aften Fish and chips, så vi er helt klare til i morgen.

 

5-8-2009

 

Lasse er ankommet og vi har endnu engang ændret planer, de nye vejrprognoser viser at det er bedre at sejle til Falmouth og derfra over Biskajen, vi regner med at sejle i et stræk til Falmouth ( 160 nm.), så Lasse lige kan få søben inden det store stræk på ca. 500 nm.

Ps. Der er lavet en ny mappe med billeder, der kommer sikkert mange flere, da Lasse er knipsoman.

 

4-8-2009

Portsmouth: Vi er stadig her i Port Solent marina, vi har bestemt os til at vente på Lasse her. Heldigvis har de tilbud på havneprisen så det koster ”kun” 27 £ pr. nat, normalt ville den være noget dyrere end Brighton. Men det er også en meget flot havn, med de mest luksuriøse badeværelser vi endnu har set. I går var vi på shopping og fik købt nyt sejlertøj til os begge, Eva fik nogle af de nye sejlerbukser, som har klap bagtil, så hun ikke skal af alt tøjet for at gå på potten, når vi sejler. Vores planer videre er, at vi sejler herfra til kanal øerne, og derfra over Biskajen, vi har hørt fra andre sejlere, at det skulle være bedre lige nu, fordi de lavtryk som ligger ude i Atlanten, påvirker mere vejret i sydenland end længere inde i Biskajen. I morgen kommer Lasse, så Torsdag regner vi med at sejle videre.

 

2-8-2009

 

Portsmouth Port Solent  marina. Vi tog en hurtig beslutning i morges, igen fordi vejret var godt, og sejlede her til port Solent. Det var flot sol hele vejen,og vi sad og talte om, hvorfor vi ikke så flere både, de kom så i overflod da vi nærmede os indsejlingen til Portsmouth, da var det som at sejle på en motorvej. Man skal igennem en sluse for at komme ind i marinaen, det minder lidt om Øer i Æbeltoft, grunden til at vi sejlede helt herind i stedet for at tage en af dem i indsejlingen er, at Marine super store en af de største bådudstyrs forretninger ligger her, så i morgen skal vi på shopping.

 

1-8-2009

 

Brighton: Vi ankom til Brighton i går, efter ca. 60 nm. Vi havde ellers besluttet at blive i Dover en dag mere, fordi vi ikke nåede op og se borgen om torsdagen, da der var regnvejr hele dagen, men da vi hørte vejrmeldingen om morgenen, besluttede vi os til at sejle. Vi havde en flot sejldag med sol hele vejen, men desværre for lidt vind, så motoren måtte i gang. Brighton er Englands største marina, og der var heldigvis masser af plads. Prisen er også stor 30£ pr døgn. Vi har lige fået æg og bacon til morgenmad, og nu skal vi ud og se om vi kan finde noget godt billigt sejlertøj.

Jan H. Drejer