"Evaluering er frygt for seriøst arbejdende lærere med noget på hjertet"
Evalueringssnakken irriterer mig - og især Danmarks Evalueringsinstitut EVA, der kan sammenlignes med terrornetværket Al Qaeda. Så er det sagt. Begge dele lægger nemlig i utrolig grad beslag på enorme samfundsmæssige resurser i forsøget på defensivt og uproduktivt at gardere sig mod eventuelle fejltagelser. Begge afføder strategier, der skal afhjælpe angsten mod usikkerheden - og derfor skal man tjekkes, scannes, testes, kontrolleres i lufthavnen, på plejehjemmene og - puha - i skolen - helt ind i klasseværelset - helt ind i hovedet på den enkelte.
Prøv at tænke på, hvor megen gavn og glæde samfundet og den enkelte kunne have, hvis disse resurser blev brugt til undervisning og omsorg. En lærer eller en pædagog til at støtte og tage sig af de børn, der har ondt i skolen.
Og man er nødt til at protestere. Kan ikke engang sige, at noget af det er godt nok, for så er man allerede syltet ind i det.
Sagen er, at hvis jeg bevæger mig stille og roligt ind på midten og giver lidt ret til den ene side - og lidt til den anden. Ja, så er jeg bondefanget og spundet ind i evalueringskulturens fordrukne ævl med det resultat, at jeg miste fokus til at pege på, hvad der egentlig er på spil i denne diskussion. Fra at være en kritik, der retter sig mod evalueringskulturens vidensregime, forvandles mine indvendinger til en række harmløse forslag til små justeringer af den herskende evalueringspraksis. På den måde vil jeg ufrivilligt bekræfte og understrege, at man slet ikke grundlæggende kan være imod evaluering. Evaluering er der skam ikke noget i vejen med - hedder det så - bare den er god nok!
Evalueringskulturen kan på den måde lykønske sig selv, for den har i den pædagogiske debat på en smart måde totaliseret det hele og gjort sig selv uundværlig.
Der findes tilsyneladende overhovedet ingen alternativer til evalueringer.Spørgsmålet er kun, hvilken form for evaluering, der skal være tale om.
Og så er det, at man glemmer at snakke om menneske- og skolesyn.
Keld Fredens:
Hvis evaluering er svaret - hvad er så spørgsmålet?
De forbandede elevplaner og nationale test
I debatten om elevplaner er der hørt og set så meget tynd pædagogisk tænkning, at det er til at få migræne af. Nationale test!! - Skolelivet bliver behandlet på samme måde som instrumentbrættet i en jumbojet. Læreren ses ikke som en åben, indtryksmodtagelig person med antennerne ude. Han eller hun indtræder i rollen som en luftkaptajn med hovedet dybt begravet i den obligatoriske tjekliste før take off. Fra at være et forundringsparat og selvtænkende menneske forvandles læreren til en aktør i et pædagogisk loppecirkus, ledet af en cirkusdirektør, der trods rødder i højskoletanken tilsyneladende har glemt, hvad der tidligere blev betegnet som folkeskolens kronjuveler.
Styret af Pisa-undersøgelser og managementtænkning har vi bevæget os mod et dybt problematisk skolesyn, der fjerner sig mere og mere fra den måde, jeg tænker skole på. Det, der er godt nok til piloter, er ikke nødvendigvis brugbart for mig.
Hele evalueringsstrategien hviler på et pædagogisk kikkertsyn. Opmærksomheden koncentreres om en række fokuspunkter. Men på bekostning af et pædagogisk panoramasyn. Og hvor blev det eksistentielle møde mellem læreren og den enkelte elev af?
Alle bør være imod en skolepraksis, der indskrænker sig til at jagte de svar, der råbes efter. Pædagogik forvandles til et stregkodesystem.
I 1964 skrev digteren Vagn Steen følgende kendte linjer: " Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt".
Findes der overhovedet en evaluering, der er så reflekteret, at den kan smyge sig uden om om det dilemma mellem "fuglen" og "fuglens flugt"? Vis mig den!
I skolen skal man træde varsomt, for der bliver mennesker til.
Der er egentlig kun to ting, vi skal give vores børn: rødder og vinger.
Den sociale dimension er ikke et tillæg til pædagogik - men selve grundlaget.
Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”. - Frit efter Løgstrups etiske fordring
