Nogle bliver eftertænksomme - andre bliver sure, når jeg til forældremøder læser op af nogle finurlige digte, som jeg selv kalder Erik-digte.
Børn hedder noget andet i 2007, men disse digte er ikke bundet i tid. Se iøvrigt afsnittet om "Grundvilkår i tilværelsen", som falder i tråd med nedenstående.
Erik
Erik var et ønskebarn
Eriks forældre ønskede sig et barn,
og fik Erik.
Men Erik var ikke som de ønskede.
Erik var et ønskebarn,
han ønskede og ønskede.
Men allermest ønskede han at være en anden.
Ja, Erik var et ønskebarn!?
Anders
Anders er ikke noget i sig selv,
kun i kraft af sin far.
Anders har en dårlig far!
Christian
Han var 4 år,
da han fik sin første trehjulet cykel.
Som 8-årig
fik han lov til at prøve en tohjulet.
Han var 14 år,
da han første gang måtte cykle på vejen.
Han var 18 år,
da han sidste gang satte sig ind i en bil.
Gitte
Gitte var altid blevet pakket ind i vat og silkepapir.
Da hun blev pakket ud,
var hun så sart, at hun måtte have noget at stive sig af med!
Gorm
Gorms forældre satte pris på Gorm.
Det var ikke prisværdigt,
for de sagde, at han ikke var meget værd.
Gorms forældre satte pris på andre folk.
Gorms forældre mente,
at nogle mennesker var mere værd end andre.
Senere konkluderede Gorm,
at ingen var værdiløse.
Men han syntes alligevel ikke,
at forældrene var værd at ofre tid på!
Iben
Hun er alt for lille og sart,
sagde hendes mor
og knuste hende!
Niels
Det var sidste chance!
sagde hans far.
Og gjorde ham chanceløs!!
Bjarne
Bjarne var lykkelig, glad og harmonisk.
Han blev elsket.
Ikke fordi han opførte sig godt,
for det gjorde han ikke altid,
eller fordi han havde præsteret noget godt,
det havde han nemlig heller ikke altid.
Men han blev elsket,
fordi han var Bjarne.
Det var nok!