Vestbjerg skoles 25 års jubilæum, den 17./9. 2005
Ved præsentationen af jubilæumsbogen: "Vestbjerg skole - 25 år på toppen".
I vores dagligdag snakker vi en del om dokumentationsformer. Vi prøver, sammen med eleverne, at beskrive og dokumentere den udvikling, de har været igennem, gennem forskellige former for produkter og elevarbejder. Vi gemmer det – og vi tager det frem, kikker på det og snakker om det ved senere lejligheder.
Sådan er det også med det her jubilæumsskrift – denne bog – Vestbjerg skole, 25 år på toppen. Jeg har på 112 sider forsøgt i ord og billeder at dokumentere udviklingen på Vestbjerg skole. En over 300 år lang udvikling.
Tv-avisen slutter somme tider af med sætningen: ”Det var så, hvad vi havde valgt at bringe i aften”. Sådan er det også med denne bog. Den er i høj grad udtryk for et valg. Eller rettere sagt mange valg.
På bogens forside står der ”25 år på toppen – 1980-2005, men meget ældre.” Et af mine valg var, at skolens rødder skulle beskrives og være i orden. I bogen er skolens historie ført tilbage til – ja, før 1695. Og den næsten komplette liste over lærere, tilknyttet Vestbjerg skole, starter fra 1748 og er ført helt frem til 2005.
Ligesom i dag, har der altid været ansat nogle kanon-dygtige og seje lærere på skolen. Og gudskelov har det været muligt at finde oplysninger om dem.
F.eks. Christen Jensen – ansat i 1801-1849. Han blev kaldt Kræn Skwolmæjster, og han underviste 60 børn i Vestbjerg i 48 år - uden lærereksamen. Han var murer, og når børnene havde fri, tog han da også ud og var murer eller blytækker, for det kunne han også. Det var sognepræsten, der førte tilsyn med skolerne – men han kom næsten aldrig til Vestbjerg. Hans gamle kusk, Smed-Lars, spurgte engang hvorfor? – og fik svaret: ”Han dernede skal nok selv passe sine ting.”
Han kunne altså godt undervise, men synge kunne han ikke. Det fortaltes, at hans kirkesang var mere til forargelse end til opbyggelse.
Peter Pedersen var en anden Vestbjerg-lærer. Han var seminarieuddannet. Om ham sagde præsten til de andre lærere i herredet: ”I kan godt være jeres skoler bekendt – men kom ud til Petersen – der skal I se!”
Det er jo næsten som at høre skolechefen i dag!
Og så var der førstelærer Møldrup og frøken Anna Pedersen.
Ved vores jubilæumsskolefest i torsdags opførte nogle elever en lille revy, hvor der bl.a. var et par ældre mennesker på en bænk, der snakkede om deres skoletid under førstelærer Møldrup. Han var ansat på skolen fra 1909-1949 – og sammen med en anden markant skikkelse, lærerinde frøken Anna Pedersen, der var ansat fra 1919 og helt frem til 1961 – kom han til at sætte et særdeles tydeligt præg på dette lokalsamfund i mange år. Der er billeder af begge personer i bogen.
For mig har det været helt sjovt at snakke med nogle af de ældre mennesker på Sulsted Plejehjem. De husker deres skolegang i Vestbjerg særdeles tydeligt. De fik skam lært noget dengang. Og nu citerer jeg ordret en ældre mand, som måske var en lidt rigelig kvik dreng – i hvert fald var han en kvik ældre herre:
”Men hende – hvad fa’en var hun hed, hende knoklen – jo, frøken Pedersen. Hun ku’ slå. Ja, det ku’ de begge. Hun havde nogen store fødder, men du skulle ha’ set hendes hænder, de var sgu på størrelse med lokumsbrætter!”
Forholdet mellem Møldrup og frøken Pedersen var lidt anspændt. De boede jo begge to på skolen. hendes bolig lå længst mod vest, og hun skulle derfor forbi Møldrups vinduer, når hun skulle ind til sig selv. Han påstod, at hun kikkede ind af vinduerne, så derfor lavede han en sti fra enden af bygningen op mod vejen, som hun så skulle benytte, når hun gik til og fra skole. Den hed ikke andet end ”Jomfru Ane Gade”.
Et andet område, jeg har valgt at beskrive, er kampen for skolen. Jeg synes, at det er en rigtig god historie, at borgerne i et lokalsamfund samlet går i aktion for at få en ny skole. Der har Aalborg Stiftstidende været en rigtig god kilde.
Historien fra 1977 og frem til i dag har jeg jo selv været vidne til. Og der har jeg især lagt vægt på overgangen fra at være en landsbyskole og så til at blive en storbyskole, med - på et tidspunkt, næsten 600 elever og oven i købet med egen tandlægeklinik. Skolens personale er jo ikke kun lærerne – men i høj grad også vores pedel og rengøringsdamer. Eller Teknisk Serviceleder og serviceassistenter, som det jo rettelig hedder. De har også fået et afsnit.
Nye bygninger og mange nye lærere betød, at der opstod en ny kultur på skolen. Nye vaner. 10. klasse – turene til Frankrig og Færøerne, skolefester osv.
De første elever ved midterste klynge på Bakmøllevej i 1977
Billeder kan fortælle mere end mange ord. Billeder er en god dokumentationsform. Så i bogen vil I finde rigtig mange billeder. Måske oven i købet billeder af jer selv. De fleste billeder har Jørgen Carlsens stillet til rådighed, og for det skyldes han stor tak, idet de mange billeder har været en god støtte til hukommelsen.
Det har været sjovt for mig at lave en sådan bog – men jeg vil da ikke lægge skjul på, at det har været et stort arbejde både at indsamle stof, udvælge det og få det hele redigeret og skrevet på computer og klargjort til trykkeriet.
En bestemt ting – som jeg er meget glad for - har jeg fået ud af arbejdet med bogen. Jeg har fået en vinkelhage.
I gamle dage stod man på bogtrykkerierne med sådan en og satte de løse typer op med i hånden. Jeg er selv typografuddannet – håndsætter, med vinkelhage og det hele. Og da jeg står på trykkeriet, giver jeg udtryk for, at jeg er ked af, at jeg ikke engang ejer en vinkelhage som minde om min typograftid. ”Jamen, så ta’ du da en fra vores museum” – sagde de på Anthonsens Bogtrykkeri.
Øverst. Skoleskibet var omdrejningspunktet i skolegården. Nederst. Sæbekassevæddeløbet på den gamle skole i 1977. Lærerne med ryggen til: Svend og Jørgen Carlsen
