SKOLEFAMILIEN

Stiftende generealforsamling - forventes afholdt medio 2010

Der findes endnu ikke (medio 2011) en foreningsdannelse omkring 'skolefamilien' - men initiativet genoptages, når en interessentkreds på omkr. 10-15 personer har vist interesse.

Brug kontaktfunktionen til at vise interesse for at deltage i en stiftende generalforsamling lørdag den 26. juni 2010 i Odense.
  Sted, indhold og varighed fastlægges afhængigt interessen, men hvis der ikke inden da kommer forøget opmærksomhed omkring initiativer ser det ud til at der måske er basis for at danne en bestyrelse blandt de fremmødte. Den kan så give den energi, der skal til, for at få en udbredelse af tankergangene om især skolefamilien sat i spil.
 
Nedenfor er vedtægtsudkastet, som du meget gerne må kommentere på (også gerne i småtingsafdelingen), så vi har noget brugbart til eventuel vedtagelse som et arbejdsgrundlag.
 

Ebbe Folmann

24. maj. 2010

Side 1 (3)

 

Udkast til:

Vedtægt for

Landsforeningen ’Skolefamilien’

 

Idegrundlag

 

Det er foreningens opfattelse at grundskolen fra 0. – 10. undervisningsårgang har en væsentlig indflydelse på barnets udvikling af funktionel viden, selvværd og samfundssind. Det er endvidere vor opfattelse at et grundlæggende selvværd, og en positiv indstilling til sin omverden, styrker barnets evne og lyst til at lære, til at tage initiativer og til at se sig selv som en medansvarlig borger.

 

Vi mener endvidere

-           at den viden der i dag eksisterer om børns sociale og intellektuelle udvikling

-          at det samfundsbillede, der tegner sig for et fortsat velstående velfærdssamfund i en globaliseret verden, og

-          den familiesituation, som flertallet af danske børn vokser op i,

ikke matcher en fortsat udvikling af en folkeskole alene med kendte midler som

-          bedre læreruddannelse

-          flere målrettede eller specialiserede undervisningstilbud og

-          mere niveaudelt undervisning.

 

Vi mener at skolen i langt højere grad skal udvikle barnet til at kunne fungere i et netværkssamfund, hvor viden, samarbejde og relationsdannelse bliver basis for opgaveløsning i et højteknologisk samfund, hvor rutinearbejdet er mekaniseret.

  Men vi mener også at et samfund ikke kan fungere som et reelt demokrati, hvis flertallet af indbyggerne ikke har den grundlæggende følelse af samhørighed, som vi tror på etableres gennem opvæksten, og som i voksenlivet modnes til samfundssind. Med tidens mange forskellige familiestrukturer (herunder problemer omkring skilsmisser, tosprogethed, dobbeltsocialisering mv.) mener vi folkeskolen må påtage sig opgaven som samfundets socialt inkluderende institution – ikke kun af navn, men også af gavn.

 

En skolestruktur, der skaber disse muligheder for det enkelte barn, er tredelt:

-          en aldersintegreret (6-16 år) skolefamilie, hvor barnet er i et trygt og søskendeagtigt forhold gennem hele sin skoletid under en kyndig skolelærers tilstedeværelse

-          kursusundervisning, som er målbeskrevne undervisningsforløb - såvel obligatoriske som valgbare

-          et projekt, som er en vedvarende aktivitet for barnet gennem hele skoletiden mhp. at udvikle egne talenter og/eller udføre opgaveorienteret videnanvendelse.

 

Individuelle læreplaner er skolens værktøj til at målrette, motivere, følge op og planlægge – både for den enkelte elev og for skolens samlede virksomhed.

 

 

§1 Formål

 

Det er landsforeningens formål i perioden 2010 – 2020 at virke for gennemførelse af en dansk grundskole i overensstemmelse med foreningens idegrundlag og den til enhver tid politisk vedtagne formålsparagraf for den danske folkeskole.

 

Foreningen fungerer som et projekt med tre hovedmål:

-          at informere om den tredelte grundskole i alle interesserede fora

-          at støtte enhver form for forsøgsvirksomhed der realiserer skolefamilietanken

-          at dokumentere funktionen som ’skoleforældre’ som en specialiseret lærerrolle mhp. at udvikle de samværsformer i skolefamilien, som udnytter det potentiale, som alene børnenes forskellighed i alder, talent, personlighed og social baggrund udgør.

 

 

§2 Organisation

 

På en årlig generalforsamling vælges en bestyrelse, som året igennem skal virke for foreningens idegrundlag gennem et handlingsprogram.

  Handlingsprogrammet fastlægges som mål- og indsatsområder på generalforsamlingen efter forslag fra medlemskredsen og bestyrelsen.

  Generalforsamlingen skal indkaldes med mindst 6 ugers varsel.

 

Det er ønskeligt og forventeligt at alle medlemmer selvstændigt, og under eget ansvar, arbejder for at realisere formålet.

 

På generalforsamlingen vælges en bestyrelse med minimum 6 og maksimum 10 medlemmer.

  Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær, kasserer og intern revisor.

  Bestyrelsen holder 3-5 årlige møder – hvor formand, næstformand og sekretær fungerer som ’forretningsudvalg’ uden særskilt kompetence.

 

Lokalbestyrelser kan oprettes og fungerer da regionalt i foreningens navn og ud fra dens vedtægter – også mht. egen økonomi og kasserer.

 

Vedtægtsændringer og tvistigheder om foreningens virksomhed afgøres efter urafstemningens princip. Dog er alene de fremmødte på en lovligt indkaldt generalforsamling beslutningsdygtige.

 

§3 Økonomi

 

Kontingent besluttes på generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling.

  Kassereren varetager alle økonomiske transaktioner af art og omfang, som er fastlagt af bestyrelsen.

  Det er hovedprincippet, at medlemmerne arbejder ulønnet med refusion af foreningsrelaterede omkostninger. Eksterne ressourcepersoner honoreres efter klare aftaler med dem.  Intern revisor har fuld tilgang til transaktionerne og kan til enhver tid indbringe tvivlsspørgsmål om økonomien for bestyrelsen.

 

 

§4 Opløsning

 

Med sit idegrundlag med den tredelte grundskole opløses foreningen automatisk med udgangen af år 2020.

  Foreningens derværende medlemskreds kan naturligvis (gen-)oprette en forening.

  Inden da kan foreningen opløses ved urafstemning.

 

 

 

 

 
Skolefamilien.dk