Resultatlisten efter 10 år i skolebestyrelsen
I dag er det ti år siden jeg blev indvalgt i Skollingeskolens forældrebestyrelse, og nu – efter min udtræden før sommerferien – vil jeg gøre status. Vi gjorde os dengang tanker, som påfaldende ligner nogle af de diskussioner, som i foråret 2013 har ført til den nye heldagsskole. Vi erkendte, at datidens folkeskole hverken var et optimalt tilbud til særligt talentfulde børn eller til børn med behov for specialindsats. Vi var også omkring indvandrerbørn, børn af brudte ægteskaber, børn af misbrugerfamilier – kort sagt børn, der havde øget risiko for mangelfuld socialisering i forhold til at kunne indgå i senere, mere krævende, sociale sammenhænge så som videreuddannelser, nære venskaber, foreningsliv og stiftelse af familie.
Efterfølgende diskussioner gik meget på forældresvigt og bandekriminalitet, mobning og hærværk på skolen. De løsninger, der blev foreslået, handlede kun om straf og sanktioner mod børn og ressourcesvage forældre. Jeg orkede ikke den diskussion, som den udviklede sig blandt os, os de frelste. Så lidt uforvarende fik jeg hele bestyrelsens udelte opmærksomhed, da jeg provokerede med bemærkningen: ”Kort sagt – skydning eller deportation ved myndighedsalderen, når vi erkender, at den unge er uden for terapeutisk rækkevidde og har spildt 10 år i folkeskolen.” Og så fik jeg bolden tilbage af en enig bestyrelse: ‘Har du måske noget bedre?’ Det havde jeg åbenbart!
På et følgende møde fik jeg mit eget dagsordenspunkt, hvortil flg. enetale var forberedt:
”Det er den årgangsdelte skole der giver de aktuelle problemer. Årgangsdelingen er en hellig ko, som vi smålapper på med samlæsning, projekter, holdundervisning, specialindsatser, en ugentlig morgensamling og en årlig idrætsdag. Men i og med ’ årgangstænkningen’, så er scenen sat til en konkurrence mellem deltagere i omtrent samme vægtklasse. Udskilningsløbet starter måske allerede i børnehaven, med svigt af de sprogsvage børn. Men hos os starter det i første klasse, og i årtier har vi accepteret konsekvenserne med diverse taber- og vindergrupper, som går til specialundervisning, ryger på produktionsskoler, for lov at ’sidde med’ på bagerste række eller flyttes til mere elitære privatskoler osv., osv.. Samtidig oplever vi som forældre, mange af os i hvert fald, at vore børn tidligere og tidligere både fysisk og mentalt driver fra os: i kammeratgrupper, i computerspil, døgnlang sms-kommunikation (som kun lige var i sin vorden dengang, hvor facebook endnu ikke fandtes), fritidstilbud og hvad ved jeg. Vi undres over, at de sociale værdier, som vi selv medbragte fra vore forældre og skole, ikke genfindes hos vore børn. Vi er ved at skabe en rodløs egoistgeneration, som jeg personligt tror vil skabe et mere og mere fragmenteret samfund. Men jeg har faktisk tænkt tanken videre – så hvis I gider at høre …?”
Ingen protester, så jeg hastede videre:
”Jeg har prøvet at lave en vision - det er jo moderne med sådan no’en (rappede jeg for nu at bryde monotonien lidt). Den hedder skolefamilien. Her på vores skole afskaffer vi årgangsklasserne efter indskolingen – altså fra og med 1. klasse. Det enkelte barn bliver i stedet tilknyttet sin skolefamilie. En skolefamilie er på mellem 7 og 10 søskende, i min vision har jeg kaldt dem ‘skollinger’. En skolefamilie repræsenterer således samtlige alderstrin svarende til 2. - 10. klassetrin (klassetrin bør fremover kun eksistere som tværfaglige kanon med tilhørende tests!!). Hver skolefamilie har sin egen lærer eller pædagog - en ’skoleforældre’ - og ’familien’ er sammen én time hver dag – så vidt muligt i dagens første eller sidste time for den enkelte elev. I en skolefamilie er man ikke kun aldersmæssigt forskellige – men også mht. køn, etnicitet og talenter. Det giver skolefamilien alle tiders mulighed for at afspejle et mangfoldigt samfund (‘diversitet’ i 2013 termer), men en endnu vigtigere mulighed for at skabe et loyalt fællesskab af hjælpere, som man har kendt det tidligt i 1900-tallets store søskendeflokke. Skollinger hjælper hinanden med lektierne og i skolegården. De store kan legalt være lidt barnlige igen – og de små kan sole sig blandt de større. Kan I ikke se det for Jer?
Men jeg har også tænkt lidt videre. Helt ærligt – det er ikke alle vore lærere, der vil synes om at være skoleforældre. Familiestrukturen vil lave en skarpere opdeling mellem faglærere og så de, der vil påtage sig denne, det må vist hedde ‘socialpædagogiske’, opgave. Jeg har også tænkt – ja I kan forhåbentlig fornemme at jeg har tænkt – at vi måske skulle dele op i børnefamilier og teenagefamilier – men det frafaldt jeg igen, jeg følte faktisk, at jeg allerede var ved at ødelægge hele familieideen med disse tanker. Fy da Ebbe. Men den sidste skal I lige have med. Med denne skoleform åbner vi et væld af muligheder for helt nye tanker om niveaudelt undervisning, måske med mange kortere kursusforløb, avanceret brug af vore nye it skemalægnings- og lokalereservationssystemer og de målbeskrivelser og evalueringsværktøjer, som nogle af vore lærere er så vilde med, kan med tiden blive helt nødvendige, når den enkelte elev skal planlægge sin færd gennem vore fagtilbud. Men nu har jeg overskredet tidspunktet for kaffepausen, så måske skulle vi, med formandens tilladelse, tage den nu?”
Flere og flere gik ind i min tankegang under kaffepausen, og det var overvejende de positive perspektiver der fængede. Selv bestyrelsens brokkehoved fornemmede dette, da han, vist ganske uforvarende, vakte morskab med bemærkningen: ”Men så ser jeg jo ikke mine skollinger, når jeg skal til 25-års skolejubilæum”. Og deri får han ganske ret. Et særdeles fremsynet synspunkt!
Der var kun én mulig afslutning på mødet. Vi nedsatte en gruppe. Og vor skoleleder bakkede tanken op fra dag 1 og håndterede kommunalbestyrelsen og vor ansøgning om ekstrabevilling til forsøgsarbejde forbilledligt. Hun har aldrig fået den berettigede anerkendelse af det mod hun derved udviste – det vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige her 10 år efter.
For nu at gøre en lang historie kort, så gik vi i luften med ordningen fra næste skoleårs begyndelse i 2004. Efter en grundig orientering af forældrene om forarbejdet fik alle tilbuddet om at ens børn kunne komme i skolefamilie. Vi havde forventet en tilslutning det første år på ca. 50%, men der udviklede sig hurtigt et socialt pres fra børnene selv om at ’ville ha’ en skolefamilie’ som gjorde, at alle børn var i skolefamilie efter første år med ordningen. Der var da etableret 40 skolefamilier med 19 lærere som skoleforældre, så enkelte lærere måtte tage tre forældreskaber – heldigvis ikke mod deres ønske. Og ud over en sparet ’klassens time’ kunne de øvrige timer findes gennem nye faglige niveaudelinger og mere ’effektive’ holdstørrelser.
De følgende ni år har været en utrolig lærerig periode. Heldigvis har vi et logistisk geni i lærerkredsen, som sikrede at det ikke blev rent kaos. Inden vi gik i luften havde han udviklet et planlægningssystem, som sikrede at vi fra starten kunne give den enkelte elev sit eget kvartalsskema for de fag eleven skulle følge i perioden. Her skal jeg nøjes med at nævne nogle blandede erfaringer, der har rodfæstet sig.
• I løbet af de første år udviklede faget matematik sig til et niveaudelt forløb med i alt 22 delkurser, hvoraf de første 15 svarede til 10. klasses afslutningsniveau. I dag er samtlige fag færdighedsfag (dansk, matematik, sprogfag of dele af naturfag) niveaudelte, og forløbene udvikles fortsat af faglærerne. Orienteringsfag og idræt kører vi årgangsdelt.
• Det viste sig underordnet hvornår på dagen skolefamilien samledes – men med forskellige fordele og ulemper. Men først eller sidst på skoledagen var bedst. Især eftermiddagstimen var egnet til fælles ‘social læring’ ud fra dagens hændelser. Her kunne alle skollinger komme til.
• Mod enhver forventning blev lærelyst og faglig interesse måned efter måned mere og mere udtalt blandt eleverne. Det var blandt andet måleligt på biblioteksudlån og søgeaktivitet på internettet. Og vore faglærere blomstrer. Og vi ’genopfandt’ individuelle læreplaner som helt nødvendigt værktøj for at holde styr på den enkelte elevs udvikling.
• En lærer måtte frasige sig sin skoleforældre-funktion, fordi forældrerollen i hans skolefamilie blev stærkt infiltreret af en 16-årig pige, der uhjælpeligt havde forelsket sig i ’farmand’. Det var blot en af mange uforudsete, men i bakspejlet forudsigelige, hændelser, som affødte flere principielle diskussioner i bestyrelsen og skabelse af nye spilleregler for skoleforældre-funktionen.
• Vi måtte fastholde, at det er skolens ansvar at komponere skolefamilien. Forældre vil det bedste for deres barn – herunder se deres barn i det bedste selskab. Denne forældreegoisme var gift for familietanken. Så vi indførte ’det dobbelte forældreråd’, som er et møde mellem forældre, barnets aktuelle skoleforældre og skoleleder eller souschef. Også her skete noget uforudset. Vi har fået et værktøj med de 40 skolefamilier som et alternativ til skoleskift for børn, der er kommet for skævt ind fra starten. Man skifter skolefamilie.
• Allerede i det andet år med ordningen fornemmede alle en radikal ændring af hele elevkulturen.
I den enkelte skolefamilie udløstes et hidtil ubrugt potentiale af ‘de stærke hjælper de svage’. Det var såvel ved daglig lektielæsning – også uden for fællestimen – som ved eksamensforberedelse og projektarbejder. Igen og igen var vore skoleforældre rørte til tårer over den omsorg, der udløstes.
I skolegården var der et nyt potentiale for konfliktløsning. Når jævnaldrende kom op at toppes var det åbenbart helt naturligt, at ‘familieoverhovederne’ tog over og adskilte parterne. Den tendens fangede vi tidligt, og ved evalueringen af ordningen efter første år, lavede vi et fælleskursus for det nye skoleårs afgangselever (dvs. for alle ‘storeskollingerne’), som vi kaldte ‘Voksenkursus’. Kurset var, og er stadig, et øvelsesforløb, hvor det går grueligt galt, hvis ikke nogen tager ansvar i hver enkelt øvelse. For det skal følge med alderen: at tage ansvar!
• Nogle af avisoverskrifterne under og lige efter forsøgsperioden, inden vort udviklingsarbejde mistede offentlighedens interesse, var:
o Skolen tager omsider forældreskabet på sig
o Industrisamfundet ud af folkeskolen, informations- og integrationssamfundet ind
o Socialfaglighed – den nye helhedsskole
o Skole skabte ny rodzone for fremtidens samfundsborger
o Lille revolution blandt 375 elever
o Nye lærerroller – opdrager eller fagidiot
o Fremtidens skole er en matrixorganisation
o Gymnasium viser interesse for skolefamilier
o DPU erklærer skoleeksperiment dybt betænkeligt
o DL afventer evalueringsrapport
• De sidste par år har vi så taget afsked med elever, som har været i ordningen i en årrække. Især tilflytterbørn, og deres forældre, har mærket forskellen i den unges sociale bevidsthed, horisont og ansvarlighed. Generationskløften mellem den 6-12 årige og så teenagerne har antaget helt andre former, og specielt pubertetsbørnene synes at have fået et langt bedre grundlag for udviklingen af en identitet, hvor det at være ‘storeskolling’, og det at have oplevet en faglig fordybelse, har reduceret behovet for de mere uheldige selvhævdelsesformer. Specielt nørderne har det bedre hos os, fordi de er skolefamiliens fagspecialister.
Et af de mange nødvendige pædagogiske vedhæng, der har udviklet sig, er en årlig konsultation mellem familielærere og faglærere, hvor det drøftes hvilket, eller hvilke, fag, som en given elev kan have størst succes med. Ikke for at presse eleven – men for at realisere et fælles fagligt mål vi har, nemlig at alle, der går ud af vor skole, skal have oplevet personlig succes med mindst et skolefag.
• I de ni år med ordningen har 5 af de oprindelige skoleforældre (altså lærere på skolen) måtte opgive forældreskabet i utide. Det har bl.a. medført at vi for fem år siden indførte en bytteordning, hvor to lærere i 1-2 måneder kan ‘bytte skolefamilie’, for at vende tilbage igen med fornyede kræfter og inspirationer. Helt fra ordningens start lavede vi familielærer teams som fungerede som fora for gensidig støtte og inspiration, og det er gerne inden for teamet man bytter.
• Jeg vil også pege på en pædagogisk effekt af holdundervisningen: det er langt lettere at få ro og disciplin i et klasserum, som eleverne kommer ind i for at deltage i et fokuseret, fagligt forløb. Det er lærerens rum, som eleverne kommer ind i – ikke omvendt, som når en lærer træder ind på en årgangsklasses eget territorium.
• Når jeg ser tilbage på forløbet, så ville jeg i dag se skolens organisation som tredelt i forhold til den enkelte elev: Skolefamilien, diverse hold- eller årgangsdelte fagforløb og så et tredje ’ben’: ’Projektet’. Ideen med ’projektet’ skal være, at hver eneste elev, i hele sit skoleforløb, skal arbejde med noget interessebetonet. Det kan være de traditionelle manuelle eller fysiske fag, men også ’værksteder’ for både fysisk aktivitet (kunst, musik, sport) og faglig-abstrakt (videnopbygning, ’research’, journalistisk eller litterær produktion).
Jeg vil takke af med en slutreplik fra den afgangselev, der holdt tale på afgangselevernes vegne ved dimissionsfesten i sommer, som alle vore elever deltager i: ”Nu ved jeg, hvad det vil sige at være både lillebror og storebror. ….. og jeg er sikker på at I, mine skollinger, og dig Jørgen (dimittendens skoleforældre) har gjort mig til en bedre samfundsborger. Og det er vel også derfor vi har en folkeskole i Danmark”. Ikke et øje var tørt hos os, der havde været med fra starten.
Håbefuldt nedfældet i det herrens år 2023 – undskyld forførelsen, men sådan er det med visioner!
