Et familietilhørsforhold er og bør være ethvert barns ret. Det er familiemedlemmernes betingelsesløse accept af hinanden, som er helt afgørende for et barns udvikling af den grundlæggende selvværdsfølelse, der senere i livet gør at individet kan holde sig selv ud – og kan udholdes af andre! Men det er så langtfra tilstanden i alle børnefamilier i dagens Danmark.
Familiens situation anno 2010
Rigtig mange børn er underlagt familiers opløsning (skilsmisser) og gendannelser (2., 3. og n’te ægteskab). I disse gendannelsesprocesser er barnet afmægtigt, og det kan i bedste fald være heldigt at få nye søskende, som accepterer det – eller i værste fald blive en Askepot, som det kræver et eventyr at genoprette!
Det ’seje’ skilsmissebarn har måske opgivet drømmen om at få en ny familie, og holder derfor godt fast i sin tilknytning til forældren med forældreretten. Det modarbejder derfor denne forældres indgang i nye relationer med jalousi, negligering og ensidig kritik af ’den indtrængende fjende’.
Selvfølgelig kan et barn ikke forskånes for sådanne tildragelser undervejs. Men det bliver en del af barnets erfaringsverden og ballast mht. at indgå i sociale relationer for resten af livet. Flg. grundlæggende antagelser om indgåelse af relationer kan fx blive livsvarigt tankegods:
· man skal behage andre mennesker for at vinde deres tillid
· man skal bøje af for konflikter og give andre ret
· man skal gøre andre afhængig af en med alle tænkelige midler, hvor både
trusler, gaver og gyldne løfter kan indgå i bevaringsstrategien
· det er sikrest at have mange venner eller partnere
· man skal ikke gøre sig afhængig af andre.
En skolefamilie
Skolefamilien kan pga. sin varighed (hele den skolepligtige alder) blive en væsentlig basisoplevelse for barnet, som for mange børns vedkommende vil kunne overskygge dårlige relationserfaringer i familiesfæren.
Og børn kan opleve ægtefællers manglende accept af hinanden og brudte relationer til bedsteforældre og far- og morforældre. Og de kan lære om falskhed og beregning i sociale relationer, når ’husets venner’ dårligt er ude af døren før de bagtales eller latterliggøres.
I en bredere tidslig og samfundsmæssig sammenhæng kan man sige, at barnet har betalt en dyr pris i selvrealiseringens halve århundrede, hvor de voksnes pardannelse følger forbrugersamfundets brug-og-smid-væk model.
Det har aldrig været skolens opgave at være barnets familie, og skolen har altid forudsat eksistensen af en forældre- og opdragerrolle i hjemmet. Skolen har da også gennem årene gjort meget for at udbygge skole-hjem samarbejdet – både gennem skolebestyrelsen, gennem forældremøder på klasseplan og med skole-hjem samtalerne omkring den enkelte elev.
Men for at gøre en lang historie kort – så lykkes det i det danske samfund at sikre at flere og flere børn kommer gennem børne- og ungdomsårene uden at opleve en længerevarende, betingelsesløst social forankring i en stabil og tidsaktuel familie. Det ’tidsaktuelle’ aspekt er familiens repræsentation af den samme virkelighed, som barnet og den unge møder i skolen, i medierne og i kammeratgruppen. Den repræsentation er ikke nødvendigvis tilsikret i fx misbrugerfamilien, indvandrefamilien, familien med begge udearbejdende forældre eller i forældre-barn relationer, der omfatter delt forældreskab, hvor barnet måske overfodres med materielle kompensationer for tabet af et uafbrudt familiemedlemskab.
Folkeskolen
Man kan nu spørge, om den samfundstilpasning, som folkeskolen har undergået gennem en stribe af lovrevisioner siden 1958, egentlig har skabt den løbende fornyelse af skolen som samfundets fundament mht. at udvikle fagligt kompetente, socialt fungerende og samfundsengagerede borgere?
Skolen har med en vis succes formået en løbende evaluering, og ret hurtig tilpasning, mht. børnenes faglige formåen, mens de sociale funktioner pr. definition udvikles i verdensklasse i netop den danske folkeskole. De synlige værktøjer i den proces er dels elevrådene, som er en god forskole, for nogle få selvbestaltede klasserepræsentanter, til senere deltagelse i demokratiske institutioner . Hertil kommer de mindre formaliserede processer, som fx projektorienteret undervisning, dygtige klasselærere samarbejde med ansvarlige forældre. Men det er svært at dokumentere, at skolen bidrager målrettet til at udvikle det store flertal af børnene til velfunderede personligheder, der er i stand til at skabe, indgå i og bevare sociale relationer over længere tid.
Måske bør skolen se sin rolle som opdrager i et nyt lys ved at tilbyde barnet en plads i en stor søskendeflok – en skolefamilie. Her er barnet unikt – og accepteret – alene ved at være den eneste på netop sin alder i familien. Da hvert barn i skolefamilien har nok at se til med al den undervisning, som det deltager i på sit eget niveau, så vil der være en helt naturlig ’fælles omverden’ for den aldersintegrerede familie, hvor børnene, på bedste søskendevis, kan hjælpe hinanden med lektier, kærestesorger osv. – og kan være stolte af at ’være i familie med’ de større eller mindre familiemedlemmer, som klarer sig særlig godt på sportspladsen eller i læseprøven.
Det burde være en fantastisk spændende opgave for pædagoger og socialpsykologisk orienterede lærere at tage ansvar for en eller flere skolefamilier – nu tager det ikke længere ti år at opleve en klasseårgang komme gennem systemet – nu kan man følge nogle enkelte børns udvikling år efter år, og have et helt nyt pædagogisk værktøj til at skabe sammenhæng og kontinuitet i deres skoletid – deres gode skoleliv.
Fagfabrikkens idegrundlag
Hvor retten til en familie burde være sikret alle – så er retten til et arbejde faktisk grundlovssikret i Danmark! Og hvis denne ret ikke skal sende flere og flere unge danskere i beskæftigelsesprojekter, eller på invalidepension efter en arbejdsprøvning, så må den unge dansker altså have noget at tilbyde det til enhver tid eksisterende arbejdsmarked.
Allerede børnehavebarnet er nysgerrigt og videbegærligt. Når det handler om sprog- og læsefærdigheder og eksaktviden skal skolen ikke kun imødekomme barnets umiddelbare behov, men også stimulere og tilskynde barnet til at forfølge sine talenter. I folkeskolen skal barnet nå at opleve og erfare, at talenter ikke bare er noget der udvikles til konkurrenceformål (dvs. for at få gode eksamenskarakterer), men også til anvendelsesformål. Det sker gennem projektarbejde og i de kreative fag, hvor barnet kan opleve at skabe noget unikt – sit eget produkt, sit eget arbejdsresultat.
Fagfabrikken sætter faglæreren i centrum. Den er forberedt til den nye læreruddannelse, som alt andet lige udvikler lærere med færre, og dybere funderede, specialer. Den muliggør at ’loftet kan hæves’ i en række af fagene – men også at enkelte elever i princippet kan have gennemført skolen op til diverse afgangskrav før de har nået 16-årsalderen. Det giver så nye udfordringer for gymnasiet.
Jo større skoler – desto mere effektiv fabriksvirksomhed. Det vil ikke mindst gælde fabrikkens specialtilbud til de elever, der har særlige vanskeligheder med de traditionelle tilegnelsesformer. Jo flere, der har de samme problemer, jo bedre et tilbud kan gives, og jo mindre behøver det enkelte barn at føle sig anderledes!
Balancen mellem familieliv og arbejdsliv indbygges hermed i selve skolens dagligdag – og måske vil begrebet ’skoletræthed’ stille og roligt forsvinde fra sproget, fordi fænomenet bliver ret sjældent.
Tilsammen
Tilsammen er familie og fabrik en enhed. På mange måder er de hinandens modsætning - en antitese - men sammen kan de ses som en uadskillelig enhed. Ligesom arbejde og familieliv er det 'ude i samfundet'. Set i det lys er den årgangsdelte skole et umoderne historisk levn, som er blevet forsynet med så mange lapper, at processerne er blevet helt uoverskuelige og ikke specielt formålsopfyldende.
Den stiftende generalforsamling tænkes afholdt medio 2010, en lørdag eftermiddag og tidlig aften, med 1-2 timers indledende foredrag med efterfølgende gennemgang af foreningsvedtægter, kandidatrepræsentation, bestyrelsesvalg og afsluttende middag for alle fremmødte.
En nærmere procedure bliver udkastet først på foråret 2010 - betinget af den omtale og interesse som projektideen da har opnået.
Det antages at den todelte skolestruktur kan indføres på den enkelte skole inden for rammerne af den eksisterende folkeskolelov. Ud fra en mål-middel tankegang kan der vist ikke være tvivl:
Folkeskolens formål i henhold til Lov om folkeskolen af 9.6.2006:
§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.
Stk.2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.
Stk.3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.
Derfor er en foreningsdannelse fundet velegnet til at skabe engagement og udbredelse af ideen om en todelt skolestruktur, da skolebestyrelserne vil være det naturlige sted for den overordnede projektstyring på den enkelte skole. I det hele taget vil bred forældreopbakning være en forudsætning for succes. Bestyrelsen skal kunne holde fanen højt og have opbygget en fælles indsigt og vision med den todelte struktur. Og bestyrelsen skal følge levende med i de procedurer og spilleregler, der naturligt udvikles på den enkelte skole. Og lærere og pædagoger skal føle medvind fra bestyrelsen - ligesom børnene skal føle den ....