Jeg har som Team Reelight atlet været lånt ud til et andet dansk hold, for at deltage i en Adventure Race World Series konkurrence i Ecuador. Konkurrencen var en 2-3 dages konkurrence med tilbagelægning af 280 km i disciplinerne MTB, løb, kajak, klatring og svømning.
En del af konkurrencen foregik i over 4000 meters højde i Andesbjergene, derfor var vi taget af sted nogle dage før start, for at akklimatisere i den tynde luft. Vi fik et par højdetilvænningsture i højder over 4500 meter og fra gang til gang kunne vi mærke forskellen.
Konkurrencen startede med en cykeletape tidligt om morgenen, hvor vi fulgte godt med fronten. Vi havde dog nogle mindre ”uheld” undervejs, som bevirkede at vi rykkede ned i feltet. Først tabte jeg min astmaspray som Thure måtte tilbage og hente. Efter en lang nedkørsel opdagede Bjarke, at kortet var blæst af, så han måtte cykle over en kilometer tilbage op ad bakken for at finde det. Kæden på min cykel satte sig grundigt fast imellem tandhjulene, og jeg er overbevidst om at Bjarke og Thure måtte bruge magt og vold for at få den fri igen. Vi havde én punktering, men heldigvis var det den eneste punktering under hele konkurrencen.
At der sker sådanne uheld i starten af en konkurrence påvirker min indstilling meget. At vi bliver rykket tilbage i feltet på grund af uheld er demotiverende. Jeg ved ikke hvordan de andre havde det efter denne etape, men min forventning til konkurrencen var dalet. At min forventning var dalet, tror (og håber) jeg ikke var synligt for de andre. Det er min overbevisning, at alt der ikke fremmer god energi, kamplyst, gejst, gåpåmod og lignende skal man holde for sig selv, så vidt muligt. Der kan selvfølgelig være ting vedrørende sikkerhed og fysisk velbefindende, som man bliver nødt til at delagtigøre de andre i, men først når det er tvingende nødvendigt, efter min mening.
Efter cykeletapen skulle vi ud på et meget langt trek i højderne med storslåede omgivelser, fra golde lavalandskaber, frodige sletter og til meget tæt plantevækst, der skulle forceres ved at kravle, krybe, mosle og mase sig igennem.
Det var på denne etape, at de største farer lurede i form af tyre og tordenregn. Hvis vi så tyre, skulle vi holde os samlet og gå langsomt væk. Men vi så ingen tyre, kun en masse køer med horn. Anderledes var det med tordenregn, som vi oplevede en del. Vi havde fået besked på at gå ned af bjerget, hvis der kom lyn og torden, hvilket der gjorde af flere omgange. Men så var tanken bare, om de var så tæt på, at det var nú, vi skulle gå ned fra bjerget, eller om lynene var for langt væk. Her tager konkurrencegenet nok en lille smule over i forhold til ens vurderingsevne. Ligeledes var spørgsmålet, hvor langt vi skulle gå ned ad bjerget for at være i sikkerhed. Vi valgte at gå nede på siden af bjergkammen, i håb om at det var nok (og vi blev da heller ikke ramt). Det var på denne etape at vi befandt os i de højeste meter under konkurrencen. Der var heldigvis ingen af os der havde højdesymptomer, men det var på denne etape at mange hold måtte udgå på grund af højdesyge og kulde.
Følg 2 del af løbsberetningen i næste uge, hvor vi blandt andet kommer tilbage i feltet og holder en top 3. placering rasten af løbet.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg