Pil gennem struben
Skrevet af Bjørn Axelsen
11-03-2010
Hvad gør man, når ens holdkammerat vil have, at man skal knække en pil med struben?
Dagen igennem havde jeg fået e-mails og sms'er fra Per om, at der ventede en grænseoverskridende oplevelse ved aftenens træning ("så er mig og udfordringen på vej..."). Så der var lagt et eller andet i ovnen til mig.
Udfordringen viste sig at være en pil i træ, ca. 70 cm lang, som skulle knækkes med struben. Den anden ende af pilen holdt Per op mod en træplade, og så var det ellers at kaste sig fremover i et bestemt, hurtigt ryk, og knække pilen med struben.
Og hvad så, hvis den går gennem struben? tænkte jeg. Ja, så måtte det være Pers problem. Som sagt, så gjort: noget modvilligt kastede jeg mig fremad, og pilen knækkede. Jeg tror ikke engang, der kom et blåt mærke på min strube.
Det var en god lille øvelse i at komme ud af komfortzonen og prøve noget grænseoverskridende, at stole på sine holdkammerater og at kontrollere frygt.
Udmattelseskamp i tøsne
Skrevet af Bjørn Axelsen
28-02-2010
Denne weekend har der - lige som sidste weekend - været langdistance orienteringsløb i tung sne. Det var i Stenholt Vang ved Hillerød. Og i modsætning til almindelige orienteringsløb er det med samlet start - så man hele tiden kan se, hvem der ligger forrest og kæmpe mod hinanden. Sådan er orienteringsløb ellers ikke, da det giver mulighed for at fysisk stærke løbere kan drage fordel af andre løberes orienteringsevner. Men vinterens langdistanceløb er en gentlemandisciplin, hvor man ikke nasser på hinanden, med mindre man er nybegynder, og det er da i orden.
Alligevel bød løbet på rendyrket fedtspilleri under den første tredjedel. For hvem har lyst til at træde sporene for de andre og vise, hvor posterne er? Det er jo nemt at se fodsporene i sneen. Og samtidig var flere af os trætte fra sidste weekends løb, og accepterede stiltiende en blød start.
Da det endelig lykkes Tim Falck og jeg at skabe et lille hul ned til resten af feltet, bliver vi stoppet ved en jernbaneoverskæring, og feltet samles igen.
Men kort tid efter kommer der tempo på. Tim skruer op for blusset, og vi kommer op i rigtigt konkurrencetempo. Altså sne-konkurrencetempo, for det er slidsomt at løbe i tung tøsne. Og pludselig er det orienteringsløb mand-mod-mand. Vi er begge rutinerede o-løbere, som selv vil være med på kortet og vælge det bedste vejvalg, så vi vælger forskellige vejvalg undervejs.
Hen mod slutningen skaber jeg et lille hul ved at løbe marginalt hurtigere. Jeg bliver nervøs. Det er let at skrue tem
<
1
2
3