Udmattelseskamp i tøsne

Denne weekend har der - lige som sidste weekend - været langdistance orienteringsløb i tung sne. Det var i Stenholt Vang ved Hillerød. Og i modsætning til almindelige orienteringsløb er det med samlet start - så man hele tiden kan se, hvem der ligger forrest og kæmpe mod hinanden. Sådan er orienteringsløb ellers ikke, da det giver mulighed for at fysisk stærke løbere kan drage fordel af andre løberes orienteringsevner. Men vinterens langdistanceløb er en gentlemandisciplin, hvor man ikke nasser på hinanden, med mindre man er nybegynder, og det er da i orden.

Alligevel bød løbet på rendyrket fedtspilleri under den første tredjedel. For hvem har lyst til at træde sporene for de andre og vise, hvor posterne er? Det er jo nemt at se fodsporene i sneen. Og samtidig var flere af os trætte fra sidste weekends løb, og accepterede stiltiende en blød start.

Da det endelig lykkes Tim Falck og jeg at skabe et lille hul ned til resten af feltet, bliver vi stoppet ved en jernbaneoverskæring, og feltet samles igen.

Men kort tid efter kommer der tempo på. Tim skruer op for blusset, og vi kommer op i rigtigt konkurrencetempo. Altså sne-konkurrencetempo, for det er slidsomt at løbe i tung tøsne. Og pludselig er det orienteringsløb mand-mod-mand. Vi er begge rutinerede o-løbere, som selv vil være med på kortet og vælge det bedste vejvalg, så vi vælger forskellige vejvalg undervejs.

Hen mod slutningen skaber jeg et lille hul ved at løbe marginalt hurtigere. Jeg bliver nervøs. Det er let at skrue tempoet op, når man dyster tæt - men nogle gange skruer man det så højt op, at man laver fejl. Og tæt ved Frederiksborg Slot, kun godt en kilometer fra mål går det galt. Jeg overser, at der er en lille sti, der fører næsten direkte mod posten. Jeg får i stedet kæmpet mig gennem et buskads og hen over en ganske usikker tilfrossen grøft og mister orienteringen. I første omgang trækker Tim direkte efter mig, men han opdager, at den er gal. Vi opdager begge, hvor poster er, og Tim klipper den før mig.

De sidste par poster er helt ukomplicerede at finde, så nu gælder det kun om at få fyret op for efterbrænderen og løbe sig selv helt ud. Langt uden for komfortzonen - derud hvor det begynder at prikke i huden over hele kroppen, og hvor åndedræt og puls er helt oppe og ringe. Det lykkes, og jeg kommer først i mål, kun med sekunders margen.

For mig er vinter o-løbene en optimal træning forud for sæsonens konkurrencer. Man presser hinanden, både fysisk og på orienteringen, og får nogle gode terræn-kilometer i fødderne. Og så er det sjovt.