Fra alle os til alle jer (på Borgen)
Nu går året på hæld og der tælles ned. Ikke til nytår eller til de lyse dage kommer, men til enden på det demokratiske Danmark.
Vi ligger i toppen af skalaen over mindst korrupte lande, hvor folket efter sigende er lykkeligst og vi gør mest for vore syge, gamle og fattige.
Men vi er også nummer to på listen over europæiske landes forbrug af lykkepiller, vi har det højeste skattetryk og er verdensmestre i afgifter og nye regler og bestemmelser for vore medborgere. Vi har, i modsætning til f. eks Tyskland og USA tvungen ID og bankforbindelse, her i kongeriget kan ingen leve uden for myndighedernes søgelys.
Men hvem overvåger dem som laver de mange love?
Ingen, når den nye Mørkelægningslov træder i kraft. Så hvor længe kan vi blive ved med at toppe listen over mindst korrupte lande? Til evig tid velsagtens, for fremover vil løgn, snyd og magtmisbrug ikke længere kunne afsløres.
Jeg havde oprindeligt kun et enkelt juleønske, at der ville komme anstændighed i dansk politik. At de folkevalgte ville komme tilbage til vores verden og forstå konsekvenserne af deres indgreb. Folk KOMMER til at sulte på den nye kontanthjælpsreform, der ER mennesker der ikke kan integreres, vi VIL skabe splittede familier med den nye forsørgerpligt, uagtet at det fra et matematisk / arkædemisk synspunkt ser fint ud på bundlinjen i statistikken og i udlandets og EU’s øjne.
Men dette ønske har jeg, ifølge aftale med julemanden, nu skrottet og jeg har kun en mildere bøn tilbage: Drop offentlighedsloven!
Modstanderne sagde allerede under udformningen at det sikkert ville forringe end offentlige indsigt i svindelstreger, mens tilhængerne svarede at det ville betyde netop det modsatte. Alt var kun teori… Indtil nu. For allerede FØR loven træder i kraft, har man kunne påvise mindst tre tilfælde af urent trav der med sikkerhed ville blive fejet ind under gulvtæppet hvis det først var sket efter 1/1 2014: Lykkes rejsesag, Wilhelmsens milliongave og Bødsgårds E-mailsspionage ville aldrig være kommet frem i lyset.
Så kære politikere: Hvordan kan I gennemføre en lov som allerede nu har bevist at den er i strid med hele grundtanken om et gensidigt tillidsforhold? Vi borgere er nogen af de mest loyale i verden, vi truer ikke med revolution eller attentater, vi stemmer og diskuterer og betaler vor tårnhøje skat med glæde… Men er takken virkelig at I vil have et hemmeligt rum til at holde ulovligheder og umoralske tiltag skjult?
Jeg synes I burde skamme jer.
Jeg ved at de fleste af jer aldrig har prøvet at arbejde, at være fattig eller har oplevet almindelige menneskers hverdag, og jeg ved at magt korrumperer. Det er forståeligt at man i det store perspektiv kan vælge at ofre et par bønder for at nå frem til dronningen, men dette her er rigtige levende mennesker der skades, ikke brikker i et spændende og strategisk spil.
Loven må være lige for alle og spillereglerne må være ens. Så hvis I ikke vil tillade at blive kikket i kortene, hvordan kan I så forlange at vi skal lægge alt frem? Denne lov vil kunne blive startskuddet til at den sidste rest af politisk tillid forsvinder, til at vi borgere ikke længere gider spille efter de demokratiske regler… Er det virkelig det I vil?
Jeg tror ikke for alvor på at dette juleønske nytter noget, men vil fortsat forsøge at se mig som en del af det danske maskineri… Men jeg føler ikke længere at jeg skylder jer eller staten så meget og med tiden kan følelsen helt forsvinde. Jeg håber det ikke, men det handler om tillid. Og jeg vil ikke bare give uden at få noget igen.
Så kære Julemand: Hvis jeg ikke får dette ønske opfyldt, må jeg så ikke nok få en ny cykel?
--------k
Indsendt til Nationen /Ekstrabladet 27/11/13 og skabte lidt af en debat.
Sagsnr. 2013-12203
Doknr. 187523
Kære Patrick Leis
Tak for din henvendelse vedrørende konstitueringsforløbene i kommunerne efter kommunalvalget den 19. november 2013. Du foreslår på den baggrund en række ændringer af valglovgivningen herunder dels, at der indføres en række regler for, hvordan de politiske partier og kandidater må føre valgkamp, dels, at opnåede stemmer skal følge partiet og ikke den enkelte politiker, der ved partiskift mellem valgdag og endelig konstituering mister sine stemmer og sit mandat.
For så vidt angår indførelse af regler for, hvordan de politiske partier og kandidater må føre valgkamp, er det ikke noget, der traditionelt har været reguleret i valglovgivningen, og det mener jeg fortsat ikke, at det skal være. Det må stå de enkelte partier og kandidater frit for, hvordan de vil gøre vælgerne opmærksomme på deres politik, det være sig via opsætning af valgplakater, omdeling/uddeling af pjecer eller andet, oplysning på partiernes hjemmeside, facebook, radio og tv-indslag mv. Det mener jeg ikke, at lovgivningsmagten skal regulere ud over, hvad der allerede følger af lovgivningen.
Desuden er det i et demokrati først og fremmest vælgerne og ikke domstolene, som politikerne skal stå til ansvar overfor med hensyn til udmøntning af deres valgløfter.
For så vidt angår partiskift synes jeg, det er forståeligt, at det af nogle kan opfattes som et demokratisk problem, at en politiker fra et bestemt parti efter valget vælger at skifte parti.
Der har fra nogle sider, blandt andet din, været peget på, at vi bør indføre lovgivning, der tager højde for denne situation.
Men uanset om vi måtte forbyde partiskift i konstitueringsperioden eller ændre reglerne, så man ved partiskift mistede sit mandat i kommunalbestyrelsen (som du foreslår), alternativt alene bevarede mandatet, hvis man kun var valgt ind på personlige stemmer, ville et sådant – eller andre lignende - tiltag ikke afhjælpe problemet.
De politikere, der i dag vælger at skifte parti, ville blot kunne undlade at skifte parti, men fortsat på det konstituerende møde pege på en anden borgmesterkandidat end den, deres parti peger på. Det ville man ikke kunne hindre dem i, da man i givet fald ville bryde med det grundlæggende princip, at enhver politiker alene er bundet af sin overbevisning og ikke ved nogen forskrift fra deres vælgere. Dette princip gælder såvel for folketingsmedlemmer – hvor princippet er grundlovsfæstet – som for kommu-nalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer.
Endvidere kan der også være tilfælde, hvor et kommunalbestyrelsesmedlems partiskift er begrundet i netop et hensyn til de vælgere, der har indvalgt den pågældende, f.eks.
med den begrundelse, at vedkommende ikke politisk kan stå inde for sit partis konstituering med andre partier i kommunalbestyrelsen.
Ovennævnte princip er endvidere årsag til, at man ikke kan stille krav om, at partierne på forhånd og bindende tilkendegiver over for vælgerne, hvem de danner alliancer med, samt hvem de peger på som borgmester. Partierne kan netop ikke hindre deres medlemmer i at stemme efter deres overbevisning – også selvom dette måtte indebære, at enkelte medlemmer stemmer anderledes end resten af partiet.
Man bør desuden huske på, at selvom der også denne gang i enkelte kommuner har været nogle forløb, som har givet anledning til kritik, så har forløbene i langt de fleste kommuner været helt udramatiske. Også af denne grund vil det efter min mening ikke være hensigtsmæssigt at søge at indføre regler i lovgivningen, som har til hensigt nærmere at regulere den politiske beslutningsproces i kommunerne efter kommunal-valg.
Jeg kan endelig oplyse, at jeg selv og daværende formand for KL, Jan Trøjborg, i 2012 opfordrede samtlige kommunalbestyrelser til at udarbejde et lokalt forankret kodeks for god konstitueringsskik.
Med venlig hilsen
Margrethe Vestager
-------------------------------------
De sidste frihedskæmpere
Jeg bryder mig ikke ubetinget om læger.
Medicinbranchen og dens hær af griske lobbyister har tonsvis af uhyrligheder på samvittigheden og lægers indbringende dobbeltrolle som både helbredsprofeter og special-brand-promotors, er mildt sagt kritisabel.
…Og alligevel må jeg bide i det velsmagende æble (som min egen doktor naturligvis har ordineret) og bøje hovedet i ydmyg respekt. For den samlede danske lægestab har den senere tid udvist et næsten historisk mod: De er gået imod regeringen!
I de seneste år har vi som danske borgere været vidne til hvordan Staten langsomt men sikkert ruller vores ret til selvbestemmelse baglæns og hvordan der lovgives i et ganske uhørt omfang. Alt bliver dikteret, reguleret eller overvåget af Staten, i et omfang der næsten tåler stalinistiske sammenligninger. Senest er PET er blevet underlagt mere kontrol, SKAT har efterhånden fået samme bemyndigelser som politiet og nyligt blev Forsvarskommandoen udslettet og hæren lagt ind under forsvarsministeriet. Staten kræver at have en finger med i hvert enkelt samfundsmæssige hjørne og er det ikke regeringen der udnævner sig selv til formynder, deler man overvågninger og kontrol med regionerne. Tendensen går hele tiden samme vej, mod mere statskontrol og mindre privat frirum.
Paradoksalt nok gælder der helt andre regler for de folkevalgte politikere, hvor den nye Mørkelægningslov er designet mod alt andet en åbenhed.
Et af de nyligste overgreb foregik mod folkeskolen hvor lærernes magt og ansvar blev givet til regionerne og opmuntret af succesen gjorde vor mest nidkære forbudsminister Astrid Krag så klar til at foretage samme suverænitetsamputation mod landets praktiserende læger. Det burde vel være endnu en walk in the park, et hurtigt armvrid og lovning om symbolsk kompentensation, og så kunne man også bestemme her.
Men Nej, sagde de danske læger i kor og en noget sammenbidt og klædeligt overrasket sundhedsminister måtte for åben skærm forklare at ”lægerne jo helt havde misforstået hendes lovforslag”. De ville skam beholde deres selvbestemmelse, og Nej, de ville ikke blive kikket over skuldrene eller pustet i nakken af rationaliseringseksperter eller i lægelig henseende inkompetente embedsmænd som pludselig vidste mere om lægernes arbejdsdag end både læger og patienter.
Men den hoppede lægerne ikke på.
Naturligvis er de fleste praktiserende læger væsentligt mere økonomisk velpolstrede end folkeskolelærerne, men mere rygrad har de også. ”Vi siger op!” sagde de kollektivt og dermed lukkede de reelt ned for endnu et politisk overgreb.
Tænk hvis folkeskolelærerne havde gjort det samme. Tænk om danskerne i fælleds flok kunne løsrive sig fra sofa & fjernsyn når noget blev for meget og udviste civil ulydighed når en lov helt åbenlyst stred mod sund fornuft.
Jeg vedkender mig fordele ved en overordnet strategi når et samfund skal styres, men hvornår forstår politikere, hvor mange er ganske uden relevant uddannelse eller tilstrækkelig livserfaring, at man ikke pr. automatik bliver et orakel bare fordi man besidder en ministertaburet?
Man bør lade dygtige, ærlige og kompetente mennesker passe deres liv og arbejde, og kun lovgive når det behøves og giver mening.
Ellers kan det i sidste ende give bagslag, for tænk hvis alle danskere pludselig knaldede hælene i jorden som lægerne gjorde og sagde NEJ!
-----------------------------
Der kom to meget forskellige reaktioner på dette læserbrev, for pro / con klik her:
Mod: http://piopio.dk/laegernes-falske-frihedskamp/
Med: http://www.jonatanforsberg.net/2013/06/om-magtfuldkommenhed.html
Vældigt underholdende, specielt i betragtning af at jeg ingen særinteresser har i lægekonflikten men blot gør indsigelse mod at staten atter forsøger at lægge sin dødsklamme hånd på et delvist privat erhverv. Men døm selv :)
------------------
Det danske forår
8/9/13
Danskerne har altid været en nation af høflige klynkere. Vi råber ikke højt, men vi brokker os. Over vejret, over skattetrykket, priserne og politikerne. Men vi gør sjældent andet end at brokke os. En smule regn får os til at vælge fjernsynet frem for demonstrationen og det er sjældent vi truer med paladsrevolution eller sultestrejke uanset hvad der bliver budt os.
For vi har det jo trods alt meget godt.
Men alligevel oplever jeg oprøret ulme og den kollektive politikerlede har sjældent været større.
Jeg tænkte over det på grundlovsdagen og forsøgte at forstå hvad der forgik i vores samfund.
De seneste par år er sager om politiske overgreb eksploderet og man ved dårligt hvor man skal begynde at rydde op. Med VKO-regeringen så man statsløsesagen, sygehusskandalen og et stadig mere arrogant hold af ministre og ordførere som nærmest ikke engang længere orkede at forklare borgerne hvad lå til grund for deres beslutninger og nye tiltag. Det kan ikke undre noget at venstrefløjen sejrede ved valget i 2011, men blev det så af den grund bedre?
Bestemt ikke.
Nu har vi en regering som ingen tillid har til hverken danskerne eller erhvervslivet kan tænke selv og af al magt forsøget at implementere Staten i hver en krog af det danske folk og rige. Alt skal måles, vejes og kontrolleres, personlig frihed kommer der vel også snart afgifter på.
Men bliver det så bedre efter næste valg?
Formodentligt ikke, forskellen vil nok bare være at vi ikke opdager magtmisbrug eller borgerovergreb i lige så stor udstrækning som nu. Mørkelægningsloven er nemlig også blevet vedtaget af den efter meningsmålingerne at dømme kommende regering. Vi ved med noget nær 100% sikkerhed at den politiske spændetrøje ikke bliver løsnet uagtet hvem der kommer til magten, så hvad er i det hele taget formålet med at stemme?
Jo, formålet er håb. Håb om at noget vil ændre sig, at der faktisk vil komme nogle politikere til roret som vil Danmark og danskerne det bedste. Men hvem skal man vælge? Langt de fleste af vore politikere er enten stokkonservative levebrødspolitikere eller unge idealister uden anden ballast end utopiske illusioner og evnen til at fremføre dem i tvivlsomme vendinger. Og alle har de det til fælles at de ikke længere ser sig som almindelige borgere. Der er kommet et stor og usympatisk skel mellem os og dem, og det er måske det som er grunden til den spirende politikerlede. Der findes ikke længere ”En mand af folket” men blot teokrater og håndlangere for embedsmænd og DJØF'ere. Mørkelægningsloven er det mest groteske eksempel på at politik har distanceret sig fra folket og hvor man tidligere har tordnet om ”Danmarks skrantende omdømme!” i vor behandling af f.eks. indvandrere og Muhammedtegninger, lukker man nu effektivt ørerne over for både omverdenens bekymring over vort lukkede, politiske system, samt det faktum at der blev gjort mere end 85.000 civile indsigelser mod offentlighedsloven.
85.000 utilfredse vælgere er næsten ¼ af alle stemmeberettigede og det vidner om næsten diktatorisk foragt at lade hånt om så mange bekymrede danskere. De eneste tre partier som i min optik udviste nok anstændighed til at stemme Nej til loven var LA, EL og DF, hvilket reelt gjorde at de er de eneste jeg ved næste valg vil overveje at sætte X ved. Men ville det blive bedre for Danmark hvis et af de tre partier kom til magten? Ikke nødvendigvis for historien viser med al tydelighed at magt korrumpere.
Nej, det vi har brug for er et helt nyt system, en oprydning i dansk politik hvor de folkevalgte forstår at de er sat til at tjene os og ikke omvendt.
For at vi genvinder bare en smule af tilliden til de danske politikere bør følgende tre anstændighedskrav implementeres og stadfæstet i folketinget:
1) Ingen love, regler, undtagelser, rettigheder eller forskelsbehandling må eller kan vedtages som gældende for politikere eller ministre alene. Det være sig specielle goder som pension, skattefordele, arbejdsforhold, eller undtagelse fra almindelige myndigheder som skat og politi. Enhver gældende regel for borgere, må og skal være ens for alle, herunder også offentlige og private krav om aktindsigt og oplysningspligt.
Note: F.eks. bør en ministerpension følge de almindelige pensionsregler. Har man været minister et år får man grundydelsen og den stiger proportionelt efter hvor længe man har bestridt sit erhverv, og der udbetales hverken ekstraordinær kørselsgodtgørelse eller er minumsgrænse for hvad man behøver at oplyse for skattevæsnet.
2) Som folkevalgt politiker skal der (for at kandidaten kan tildeles en position som partipolitisk talsmand, ordfører eller minister med beføjelser som kan indebære rettigheds- eller lovbestemte ændringer i almindelige borgere hverdag eller liv), kunne dokumenteres en relevant og færdiggjort uddannelse, ren strafattest, samt nødvendig livserfaring for at kandidaten kan skønnes egnet til at bestride et så betroet arbejde.
Note: Man kan ikke få en ministerpost eller indgå i partiledelsen uden at være kvalificeret til jobbet. Der bør indføres en egnethedstest og en eksamen lige som alle andre steder, før man kan få sit politiker-diplom.
3) Ethvert lovforslag som tvinger borgere, erhvervsliv eller specifikke befolkningsgrupper til suverænitetsafgivelse eller begrænser deres nuværende råderum som frit individ, forening eller erhvervsdrivende, og /eller overdrager resurser, bemyndigelse eller selvbestemmelse til politiske instanser, kan kun gennemføres efter anbefaling af uvildige eksperter eller fagfolk og må derefter aktivt anbefales via folkeafstemning hvis forslaget skønnes at vedrøre den almene befolkning.
Note: Et job som politiker giver ikke særstatus i forhold til almindelige borgere og der bør indføres kontrakt som holder en politiker personligt ansvarlig for sine handlinger og udtalelser. Svindel, løgne eller meningsændringer bør lige som i andre jobs føre til afskedigelse. Dette gælder både for komunal- og landspolitikere, som ved partiskift taber sit mandat, personlige stemmer og eventuelle poster.
Men hvem ville dog save sin egen gren over? Jeg tror ikke nogen ville stemme for at mindske sin egen magt eller indtjening, men hvis der en dag kom en helt ny politiker på banen og gjorde det til en mærkesag at gøre op med den nye folketingsadel og gøre politikerne til rigtige mennesker igen, ville jeg afgjort stemme på ham.
De andre fortjener det ikke.
----------------------------
7/11/13
http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/ECE6218642/vi-gider-bare-ikke-stemme/
Vi er ikke dovne, vi gider bare ikke stemme
Kære kommunal (og lands-)politikere
De seneste uger har man via aviser, tv, net og radio hørt på en forpint klynken over at ingen gider stemme til det kommende kommunevalg. Hvis grunden til denne mangel på engagament ikke er indlysende, bør I, kære håbefulde borgbaroner, finde jer en anden hobby.
”Vi gider simpelthen ikke!”
Se, det var da ikke så svært vel? Og er der stadig nogle blandt de opstilede som ikke helt fangede den, skal jeg gerne uddybe: I er nogle snydetampe som ikke følger hverken moralske eller demokratiske spilleregler og som borger er jeg dødtræt af at høre om den ene skandale efter den anden.
Studehandler om borgmesterkæder og udvalgsposter er noget af det mest skamløse jeg endnu har oplevet i dansk politik og hvorfor overhovedet stemme på en kandidat når man ikke ved hvilke parti han ender med at tilhøre når gnavebenene skal fordeles?
Forstil jer at en fodboldspiller pludselig begyndte at spille for modstanderholdet midt i kampen. Ikke særligt sportsligt, vel, men det er sådan de fleste af jeres vælgere ser på jer. Og værre bliver det kun efter den endelige fordeling af posterne, når man i lange baner læser om misbrug af skattekroner, løftebrud og nepotisme. Man opgiver simpelthen troen på systemet. I kunne ikke engang overholde gentlemanaftalen om opsætning af valgplakater før I begyndte at snyde.
Faktisk burde man forbyde alle de forfærdelige valgplakater, og lade partierne præsenterer deres valgprogram, valgløfter og mulige samarbejdspartnere i en juridisk bindende og husstandsomdelt pjece i stedet. Så fik alle partier, uanset økonomi og medietække, samme muligheder. Man burde lave et fælles katalog hvor hver kandidat eller parti hver fik præcis én A5 side til at præsentere deres ideer, program og hvem de ville pege på samt gå i forbund med efter valget. Så kunne vælgerne i fred og ro kunne sammenligne på fair vis og alle ville vide præcis hvad de kunne forvente af deres kandidat.
Men det ser jeg som ren utopi. Der ville ikke være nogen gevinst for jer ved at spille med åbne kort og I har vel lært de fleste af fupnumrene af Kongerne fra Christiansborg. Heller ikke her ved man længere hvad man skal gøre. Nu havde rød blok gennem de sidste to år givet en fabelagtig opvisning i svindel og bedrag og lige som man bedst troede at det kun kunne gå bedre efter næste valg, viser Venstres formand med al ønskelig tydelighed at intet vil forandre sig efter et eventuelt regeringsskift.
Vi føler os fremmedgjorte, magtesløse og ligegyldigt hvem der ender med at sidde på ministertroner eller rådhuse, vil svælget mellem borgere og beslutningstagere stadig være dybt og endeløst.
Vi trænger ikke til valg eller genvalg, vi trænger til nye, hæderlige politikere og en seriøs gennemgang af hele vort semidemokratiske system.
Det ville jeg med glæde stemme for!
-----------------
13/11/13
Populisme før retsikkerhed
Jeg bor i et af de lande i verden som har det største skattetryk, den højeste moms og de fleste afgifter. I et af de mest gennemregulerede steder på jorden, hvor selv den mindste afvigelse fra normen eller forsøg på initiativ resultere i uhørt mange blanketter og kontrol fra de relevante myndigheder.
Jeg acceptere dette som et nødvendigt onde, i en velfærdsstat der er bygget op som et sindrigt og komplekst system hvor alt griber ind i hinanden og almindelige borgere måske ikke helt er i stand til at forstå de bagvedliggende bevægegrunde.
Men sommetider kan jeg alligevel ikke lade være med at forundres over hvor forskelligt jeg og politikerne ser på samme sag.
Og de sidste dages mediestrøm om udvisningen af den blot syvårige pige Im og hendes mor, forekommer mig at være lige så bureaukratisk som hjerteløs. Hendes far dør, tilknytningen til Danmark forsvinder. Måske lyder det rigtigt på papiret, men virkeligheden er en helt anden. Her er tale om en velintegreret skolepige, der taler dansk, har venner og tilværelse her i landet og ikke lægger samfundet til last. En som har potentiale til at blive en god borger, eller sagt på politisk: Som kan komme til at bidrage positivt til vor økonomi.
Hvis der nu var en ægte konsekvens I vort lands udvisningsregler ville jeg nok ikke havde tænkt mere over den historie, men samtidig læser jeg også om andre der er i fare for udvisning. Forbrydere, voldsmænd og svindlere. Forhærdede kriminelle som intet respekterer, som foragter vort land og traditioner.
Men deres udvisninger bliver ofte dømt betingede. Senest var der sagen med fire palæstinensiske mænd der i en sag om ære torturerede og urinerede på deres offer som uheldigvis havde forelsket sig i den ens lillesøster. Straffen lød på tre år og en betinget udvisning.
Og der er professionelle tyvebander som kun rejser herop med det eneste formål at tigge og begå lommetyveri, der er bunker af utilpassede unge stenkastende mænd uden direkte tilknytning til landet som får chance efter chance og både klubhuse og bliver sat i specialtilbud, og endelig har vi jo også Ahmed Omar Mohamed som voldtog to mindreårige piger, men alligevel endte med at få tålt ophold.
Nej, der er noget helt galt når man lader forbryderne blive og beder de anstændige og velintegrerede rejse hjem. Politiet ved det, borgerne ved det og inderst inde tror jeg også af fleste af politikerne ved det … Men alligevel bliver chancerne givet til de forkerte.
Jeg tror ikke på at lovgivningen bliver lavet om. De ansvarlige embedsmænd, jurister og politikere aner ikke hvad det vil sige at leve i det virkelige samfund og menneskeskæbner er for længst blevet udskiftet med statistik. Men det er et sørgeligt signal at sende, både til danskere og til omverdenen: ”Den bedste chance for at få opholdstilladelse og statsborgerskab her i landet, er at blive kriminel. Når du har udstået din straf træder stat og kommune til med alverdens tilbud om hjælp og penge. Opfører du dig ordentligt vil vi skide dig et stykke”
Jo, der har været tider hvor jeg har været mere stolt over at være dansker end lige netop nu, men historien slutter jo som bekendt slet ikke her. For med den ekstreme medieopmærksomhed, støttegrupper på de sociale medier og et kommunalvalg lige om hjørnet, vendte justitsminister Bødskov på en terlerken og erklærede, sammen med et næsten enigt folketing, at nu kunne man pludselig godt lave en særlov med tilbagevirkende kraft.
At trække afgørelsen tilbage er på papiret en smuk tanke (som kun DF stemte imod) men har nogen gjort sig klart hvad et sådan tiltag vil kunne medføre?
Den rigtige måde at rette fejlen om hjemsendelse på, var at se på hele loven, lave de justeringer der skal til for at lappe den slags huller og DEREFTER lade hendes mor søge om ny opholdstilladelse og hastebehandle den med positiv særbehandling, grundet tilknytningen til Danmark mv... Laver man "bare" en særlov vil konsekvenserne være uoverskuelige og hver eneste slyngel, voldsmand eller røver der helt fortjent er blevet udvist, vil med god ret kunne bede om at få sin sag genoptaget. Jeg tør slet ikke tænke på hvilke juridisk og økonomisk efterbyrde det vil medføre... Men igen, vore politikere er så dårligt udannede at de næppe kan overskue følgerne af deres egne love.
Det er en lappeløsning af astronomiske dimensioner, politisk håndværk når det er værst. Sagen rejser utallige spørgsmål og vil kunne danne præcedens på en hel række andre områder. Hvad med hundeloven, kan vi også få trukket den tilbage og genoplivet alle de aflivede kæledyr, skal vi genoverveje medlemskabet af EU og kan vi få endnu runde om Mørkelægningsloven?
Morten Bødskov må uden tvivl være den mest inkompetente justistminister dette land endnu har haft og det er beskæmmende at se retssikkerheden blive forvaltet så lemfældigt. Havde pressen ikke taget sagen op ville intet være sket (og jo, op til et valg kan politikerne pludselig godt finde ud af at handle) og det er måske hele kernen... Guderne må vide om dette (og hvad ellers) som vil blive fortiet når Mørklægningsloven bliver fuldt implimenteret...
Retssikkerheden er virkelig sat på prøve, tænk hvis de næste gang finder på at sætte grundskylden op med 200% eller kræver at borgerne har foretaget visse handlinger med tilbagevirkende kraft. Denne ny praksis gør det faktisk muligt at give bøder for ting vi intet anede om at vi skulle have gjort og konsekvenserne er uoverskuelige.
Velkommen til den politiske tidsmaskine!
---------
Jeg vil også være perker!
Med lige dele undring, overraskelse, glæde og bekymring har jeg fulgt de sidste ugers mediebrunst over Yahya Hassans kometagtige opstigning.
Sagen er interessant af flere årsager, men måske mest fordi det udstiller et flerstemmigt hykleri af ganske uhørte dimensioner.
Både vore politikere, mediemonguler og ikke mindst det evige kor af bedrevidene og politisk korrekte litteraturpinger har i samlet strækmarch vendt ryggen til deres evige frygt for mulitkulturel kritik.
Man har klappet Hassan og hinanden på ryggen og næsten enstemmigt udtalt, at ”Det var dog modigt gjort!”
Og jeg kan ikke helt lade være med at tænke på hvad der ville være sket hvis det havde været en etnisk dansker der havde skrevet noget tilsvarende. Hele den nationale front af kulturværnere overfaldt jo bogstaveligt talt JP og de berømte Muhammedtegnere, man gav næsten Lars Hedegaard og Kurt Westergaard skylden for at blive mordforsøgt, og både Glistrup, Kjærsgaard og Karen Jespersen kaldes både udanske og fremmedfjendske. Jeg har selv for nylig fået udgivet den kritiske samfundsroman Kafkalatte, men den var der sjovt nok heller ingen der turde, ville eller gad anmelde… men måske ville det havde været anderledes, hvis jeg havde været nydansker, fodboldspiller eller reallitystjerne?
Vi har alt for længe defineret succeskriterierne for indvandrere ved ”At de ikke laver ballade” og når der endelig er en som faktisk formår at tilføre samfundet noget ægte og kulturelt, tildeles han omgående både roser og priser. Naturligvis skal vi være stolte af en digter som Hassan, men smager det alligevel ikke en smule af positiv særbehandling…?
I hvert fald virker det påfaldende, at hvis en etnisk dansker ytre sig kritisk om islam, mulitkulturen eller tabet af danske traditioner, bliver han enten trynet eller tiet ihjel, men når kritikken kommer fra en nydansker, er der pludselig ingen ende på begejstringen.
Og spørgsmålene melder sig i flæng, mest presserende er overvejelsen omkring om det er muligt at udøve racisme mod sine egne? For kan man egentlig lovligt gøre det? Hvis en hvid amerikaner bruger det forbudte N-ord er fanden løs, mens sorte rappere frit kan synge om Nigges. ”Det kommer jo fra dem selv” lyder forsvaret, men jeg tvivler på at det er alle velfungerende afroamerikanere der ønsker at sammenligne sig med Gangstas og bor i In the Hud.
Jeg har heller ikke hørt mange kritiske røster fra venstrefløjen over at vor muslimske mindretal i den grad er blevet overfaldet, og de plejer da ellers ikke at holde sig tilbage. Og måske er Hassan den stemme folk har ventet på, det som de selv tænkte men ikke kunne sige højt?
Hans digtsamling har opnået høje salgstal og det er bestemt fortjent. Men er det også god litteratur og fortjente den virkelig debutantprisen? Personligt synes jeg det ikke. De afsnit jeg har læst af bogen indikere ikke at vi her har at gøre med en (ny)dansk Günter Grass eller Immanuel Kant, og værket fremstår I mine øjne nærmere som et læserbrev, et råb om at blive hørt eller et personligt anklageskrift. Stemmen er magtfuld og fortjener at blive hørt, men er det virkelig stor kunst…? Jeg er ikke helt enig med anmelderne og vover det ene øje ved at sige, at det ikke så meget handler om sproget men om forfatteren… Eller sagt på en anden måde, havde Yahya Hassan været etnisk dansker, var han ikke blevet båret til de hellige haller, men bare blevet hængt ud som en fordomsfuld racist.
Men fortjener han så ikke at blive hørt? Jo for pokker da, han og ganske få andre, som f.eks. Firoozeh Bazrafkan og Nazar Karder, har givet de selv de mest naive smagsdommere et ordentligt og tiltrængt hak i tuden og det er en befrielse at høre, at der faktisk stadig findes nogle som tør sige de politisk korrekte meningsdommere imod. Alene af den grund bør Hassan hædres. Måske ikke med en litteraturpris, men med løvehjerteordnen og et diplom for at være en mand!
Læserbreve 1 Læserbreve2 Læserbreve3 Læserbreve 4 Læserbreve 6
