Mediesuppen der blev kold
(Bregvik 1)
Jeg er dødtræt af at høre om Anders Bregvik.
I snart et år har man dårligt kunne åbne en avis eller tænde for tv’et uden at høre om massemorderen fra Utøya og manden er efterhånden lige så meget i medierne som Sidney Lee og Amalie.
Og hvorfor egentlig, det var jo en ren tilståelsessag, morderen blev jo bogstaveligt talt fanget med den rygende pistol i hånden? Men dagligt vrides ligklædet over en mediesuppe af ekspertanalyser, close-ups af grædende efterladte eller Bregviks dæmoniske fjæs. Vi skal høre det hele, ikke en bloddråbe må overses, ikke en tåre være glemt.
Og jeg kan alligevel ikke helt lade være med at spekulere på hvorfor?
Der er folk som bliver myrdet hver eneste dag, selvmordsbomber og terroraktioner som kræver utallige dødsofre, og manden har jo egentlig ikke gjort noget som ikke er set før, altså ud for et mediemæssigt synspunkt. Han ville gøre opmærksom på sit manifest og den forfejlede norske integrationspolitik, men sagen havde været væsentligt mere interessant hvis han var taget til Rosengården eller Blågårdsplads og udtrykt sin frustration. Men nej, kujonen valgte i stedet at gå løs på en flok ubevæbnede teenagere, der engang muligvis kunne videreføre den nuværende politik. Det kan man da kalde avlsprogram i yderste konsekvens.
Men sagen giver mig en underlig bismag. Faktisk minder det mig om narkopolitiken i 80’nes Danmark. Hvilke narkotikapolitik? spørger den årvågne læser med rette. Der var nemlig ikke rigtig nogen. Narkomanerne var som oftest fra de nederste samfundslag og gjorde ikke megen væsen af sig. De junkede sig i smug og døde i baggårde og på trappeopgange, og kun de beboere på Vesterbro der opdagede ligene eller stak sig på efterladte kanyler kom med lejlighedsvise og let ignorerbare pip, og de få ildsjæle som forsøgte at råbe politikerne op, var hverken mange eller højtråbende nok til at gøre en forskel.
Næh, først da Extacy kom på markedet og Rungstedungerne blev afsløret i at være festjunkier og lejlighedsvist kollapse til havefester og på diskoteker, kom der politisk handling og medieinteresse omkring stoffer og narkomaner.
Og det er lidt det samme med Bregvik.
Massakren forgik lige her i vores baghave, rigtige, hvide mennesker som man næsten kendte eller i hvert fald lignede naboens børn, blev myrdet og så ruller mediemaskinen ud. De tusindvis af folk der mistede livet under Dafurkonflikten hørte vi næsten intet om, og ikke et eneste navn fra hverken ofre eller mordere ved terroraktionen i Mumbai, kan jeg med min bedste vilje erindre.
Men til gengæld er jeg næsten ved at O.D. i Bregvik-suppen, der efterhånden efterlader mig vamelkold og ligegyldig.
Og det er måske det værste ved hele historien.
2012-05-23
------------------
Alle anklagede er lige, men nogen…
(Bregvik2)
Der er ingen tvivl om at manden er skyldig. Der er billeder, indicier, vidner og tilståelser, selv fingeraftryk og tusindvis af både tekniske og fysiske beviser.
Men sagen mod Bregvik er endnu ikke slut og dommen endnu ikke afsagt.
Så dermed er han teknisk set uskyldig, om end ikke andet så for en kort tid endnu.
Jeg har tidligere skrevet om den konstante tæppebombning af sagen, at Bregviks mediecirkus oversvømmer forsider og sendeflader som en tsunami, der ikke efterlader Thailandskatastrofen meget at komme efter, og hvordan den tiltænkte forfærdelse og fordømmelse (i hvert fald for undertegnede) efterhånden vendes til kvalme og usympatisk ligegyldighed.
Men med den nordiske lovbestemmelse om at ”En sigtet er uskyldig indtil det modsatte er bevist” er der flere aspekter ved retssagen, uanset hvor grusomme mandens handlinger end var, der bekymre mig. Ikke for Bregviks skyld, men for min forståelse at et ukrænkeligt retssystem.
Først var der norsk tv’s forvaltning af sendingen. Man tillod transmission af vidner, dommere og advokater, men viste ikke offentligt Bregviks forklaring. Naturligvis er dette en tilståelsessag, naturligvis ville man forhindre at manden fik en platform til at udsprede sine forkvaklede ideologier, men er det alligevel ikke at forskelsbehandle folk, der teknisk set endnu ikke er dømt?
Dernæst var der dommerne. Den ene lagde kabale, og en anden græd og under en af domshandlingerne valgte hun at holde tidlig fyraften med begrundelsen at ”Vi har hørt på nok blodsudgydelse for i dag”. Er hun mon helt habil, eller vil hendes følelser stå i vejen for en professionel juridisk vurdering når dommen skal falde og straffen udmåles?
Og sidst var der det famøse Sko-attentat. Hjertet kan så udmærket følge skokasterens handling (guderne skal vide at jeg ikke ville have nøjes med et stykke fodtøj hvis det var en af mine søskende der nådesløst var blevet pløjet ned med det ene formål at manifestere en ideologi), men rent logisk var det en forkastelig handling. Dette burde ikke ustraffet kunne forgå i en ansvarlig retsbygning, uanset begrundelsen. Vil man ty til afstraffelse før dom, bør man gå tilbage til de gamle dyder som selvtægt, pøbelvælde eller nakkeskud uden rettergang, alt andet udvisker grænserne mellem skyld og retfærdighed.
”Men Bregvik er jo bare en hensynsløs morder” vil nogen sikkert mene. Det argument forstår jeg til fulde, men hvor går så grænsen? Må man i en vestlig retssal kaste strømper mod bankrøvere eller give en håndmad til en narkosmugler, ligger spytning indenfor bagatelgrænsen når det drejer sig om hustruvold, eller…?
Jeg finder det absurd at der er forskel på både den offentlige og lovmæssige måde at forvalte skokast i en retssal på, der må være lige lov for alle skokastere, ligegyldigt hvem der bliver sigtet på og jeg tror næppe han ville blive klappet på ryggen hvis han havde kastet fodtøj mod et af ofrene under vidneforklaringen.
Der er meget der forekommer besynderligt ved hele sagen, men naturligvis er det jo netop langtfra en almindelig retssag. Jeg tror den vil blive gransket i lang tid fremover, men jeg vil gøre mit bedste for ikke at følge med. Lad morderen rådne i glemsel i det mørkeste & dybeste hul, lad de efterladte bearbejde sorgen og vreden langt fra sensationshungrende pressefolk, og lad verden begynde at rotere om et andet sted end Utyoa.
2012-05-23
-------
Roskilde bank og andre finansielle gråænder.
Jeg kan godt blive en smule harm over at høre at de ansvarlige fra Roskilde bank-krakket stadig har råd til at købe dyre huse og leve livet på 1. klasse, mens så mange almindelige og (muligvis) godtroende småsparere med eet slag fik både deres økonomi og fremtid ødelagt.
Ledelsen af banken havde insiderviden nok til at se hvor det bar hen, og foretog alverdens juridiske krumspring for at undgå at blive draget økonomisk til ansvar for deres i bedste fald uhensigtsmæssige dispositioner.
Det jeg er forarget over er ikke hvad de gjorde, men at det overhovedet kunne lade sig gøre.
Der er en GRUND til at nogle folk vælger at satse på en karriere som bestyrelsesformænd eller topchefer og det er næppe idealisme som driver værket. Ambition, strategi, kolde kalkuler og rundsavsalbuer er nødvendige egenskaber for at nå til tops i et barskt erhvervsliv, andet er naivt at tro. De højeste stillinger bestrides ikke af folk som tror på lighed og social balance, det ville simpelthen være selvmodsigende.
Men vi vil alligevel så gerne tro det.
Staten har gjort det umuligt for borgerne at fravælge bankerne, ingen får længere deres løn udbetalt af en smilende økonomiansvarlig i en lille, hvid komverlut, alt går gennem lønkontoen.
Så vi må nødvendigvis have tillid til at cheferne for vores pengetanke er anstændige mennesker som passer godt på vore penge.
Alt andet er både katastrofalt for den enkelte, men på sigt også overordentligt nedbrydende i forhold til den kollektive loyalitet.
Vi har alt for ofte hørt om grådighed, fusk og skjulte gebyrer, men Roskildebankens krak var alligevel i særklasse den modbydeligste sag i lang tid. Ikke nok med at man øjensynligt pressede kunderne til at købe luftkasteller, men at ledelsen efterfølgende skyndte at dække deres personlige formuer ind, er intet mindre end svinsk.
Vi er som et åbent, demokratisk samfund nødt til at statuere et eksempel. Kald det syndebukke om du vil, men forventer myndighederne vores forståelse og samarbejdsvilje, må der gribes ind når de Store sparker til de Små.
Med fede lønninger og bonusser burde der stilles højere krav, med magt burde følge ansvar og magtmisbrugere bør stilles til ansvar.
Disse uanstændige spekulanter bør føle hvad det vil sige at miste alt og faktisk burde det slet ikke være så svært at gøre. En forholdsvis simpelt lovændring ville kunne skabe balance: ”I enhver økonomisk situation hvor et privat menneske, et bestyrelsesmedlem, virksomhedsansvarlig, eller medejer, har udvist grov forsømmelighed, medført økonomiske tab for andre eller handlet direkte ulovligt, erklæres hans/huns/deres efterfølgende økonomiske transaktioner for juridisk ugyldige, fra den dag hvor svindlen menes at have taget sin begyndelse.”
Eller sagt på en anden måde: Mener man i Roskilde Bank-sagen at nogen kendte til situationen, lad os sige 1/1 sidste år, kan alt hvad man efterfølgende udlægger som pengely, altså annulleres, selv om krakket først skete måske et halvt år senere. Det er lidt på samme måde som hvis en person ansættes i et job på falske forudsætninger. Måske når han at bestride jobbet i en periode, men når svindlen opdages bliver han fyret.
Så med andre ord: Alt hvad de ansvarlige i Roskilde Bank end måtte have fortaget sig af økonomisk relevans efter starten på svindlen burde en domstol få magt til at annullere, så deres formuer kunne blive uddelt til dem de har snydt.
Lyder det hårdt?
Nejnej, bare rolig, de stakkels mennesker skal nok finde nye og vellønnede job om kort tid mennesket VIL jo bedrages.
--------------
Må jeg godt blive behandlet et andet sted?
Når man som et almindeligt menneske, etnisk dansker, skal der i parentes tilføjes, læser om nogle patienters krav om at få skiftet sygehus eller behandlere ud på grund af tørklæder, er den første tanke naturligvis at ryste på hovedet.
Naturligvis fik jeg også selv morgenkaffen i den gale hals, men hen ad eftermiddagen begyndte jeg nu alligevel at overveje om der måske alligevel kunne være nogen fornuft bag et sådan krav.
Umiddelbart lyder forslaget som overspændt hysteri, men før man fordømmer patienter der udviser slige politisk ukorrekte holdninger, bør man alligevel medtage to væsentlige forhold, inden man lader racismestemplet falde: For det første har der i årevis været taget hensyn til patienter af anden etnisk herkomst. Det være sig lige fra hospitalsmenu uden svinekød til ønsket om specifikt køn på personalet, samt flere restriktioner angående berøring, håndtryk og bederum.
Det har vi fra dansk side altid efterkommet, så hvis vi ikke skal ligge under for omvendt forskelsbehandling eller berøringsangst efter svensk formular, må det vel egentligt være rimeligt at etniske danskere også kan stille krav.
Det tidspunkt man rent mentalt er mest udsat, er for langt de flestes vedkommende, når man ligger i en sygeseng, og for at sikre en hurtig og vellykket helbredelse, er det vel vigtigt at man koncentrerer sin primære energi om kroppen og ikke om sjælen. Personligt ville jeg som ateist derfor nødigt behandles af en person i præstekrave eller med andre religiøse symboler, da jeg rent psykologisk ville opleve det som en konflikt mellem mit helbred og sjæleliv.
Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men møder man som ateist, et menneske der bekender sig til én eller anden Gud eller djævelskab, kommer snakken altid til at falde på det emne, for uagtet om man er troende eller ikke, er religion noget man er nødt til at forholde sig til. Visheden om at det for nogle vejer endog meget tungt, skaber et behov for forsøg på forståelse eller diskussion (og her taler vi lige fra statsmagter til menneske & menneske imellem) og med andre ord ville jeg formodentligt få en snært af skyld eller i det mindste trang til at indgå i en teologisk diskussion, angående min levevis, i stedet for solvent at koncentrerer mig om det rent legemlige aspekt af min helbredelse, hvis min læge eller plejer, signalerede religiøs underkastelse.
I mange danskeres bevidsthed er religion, kva vor kristne nationalarv, indirekte forbundet med skyld, så symbolisme af åndelig karakter, ville i al offentlig regi give et forstyrrende og muligvis også uheldigt signal, og det kan være svært at føle at man står overfor en upartisk myndighedsperson, når man er klar over at religionens væsentligste funktion er at opdele folk i A & B-hold.
Den anden årsag til det specifikke ønske om en Vesteuropæisk læge, bør søges i genkendelighed. Alle har brug for at spejle sig i noget trygt. Overfor en dansk læge ved man at sproget er ens og uden nuancemæssige afvigelser, humoren er funderet i samme nationale baggrund og mest af alt kan man være nogenlunde tryg ved at en dansk plejer har samme kriterier for smerte, sorg og angst, som man selv har. Flere ville med rette kunne stille spørgsmål ved f.eks. en indisk læges alvorsforståelse (og her taler jeg af egen erfaring efter at have befundet mig i 2,5 år i Indien) angående tab af menneskeliv. Inderne er langt mere fatalistiske end Vesteuropæere, de accepterer døden som en reel mulighed hvor vi andre notorisk tror at den kun rammer naboen, og jeg har personligt store problemer ved at lægge mit liv i hænderne på en mand, som uagtet hans formodentligt upåklagelige faglige kunnen, tror på reinkarnation.
Med fare for at blive opfattet som fordomsfuld, vil jeg postulere at der er ganske store forskelle på dansk og f. eks Indisk patientbehandling, for de grundlæggende menneskesyn er ganske divergente. I Indien er en læge en myndighedsperson som har ubetinget magt. Patienten bør ikke bede om at han udviser forsigtighed, da smerte er en urelevant faktor i hans arbejde, og forholdet mellem læge og patient, på sin vis kan sammenlignes med lærer/elev-forholdet for 80 år siden. Man gjorde hvad man fik besked på, stillede ingen spørgsmål og overlod beslutningerne til de som vidste bedre.
Så igen, helbredelse af kroppen foregår bedst hvis sjælen er afslappet, og den sidste ting som måske er værd at fremføre, er et rent kulturelt betinget fænomen. Se jeg ved hvad jeg i kraft at (dårlig & plat) dansk humor ville kunne tillade mig at sig til en dansk sygeplejerske, jeg kender konteksten for venskabelig smalltalk og forstår til fulde de vedtagne, sociale spilleregler. Spørgsmålet er om jeg kender arabisk mentalitet lige så godt?
Alle har vel hørt om situationer hvor flokke af vrede familiemedlemmer pludselig er kommet anstigende bevæbnet til tænderne fordi en lærer har trykket hånd med en skolepige eller fordi en bygningsarbejder har piftet efter en indvandrepige, og jeg må ærlig talt spørge mig selv om jeg har lyst til at udsætte mig for lignende situationer, når jeg ligger i en sygeseng?
Hvad nu hvis en plejer med tørklæde spørger mig om jeg er okay og jeg klapper hende på hånden fordi min hals er fyldt af slanger og jeg ordløst vil forsikre hende om at hej har det fint, hvad hvis et pludseligt anfald af smerte for mig til at fægte med armene og jeg (Allan forbyde det!) kommer til at rive hendes hovedbeklædning af? Skal jeg så lige i frygt for at hun beretter hændelsen for sin mand eller brødre, misforstår min febervildelse og familien syntes at deres ære er krænket?
Jeg ved det ikke, men helt ærligt, vil jeg hellere koncentrerer mig om at blive rask end at ligge på stue 217 og bekymre mig om eventuelle tæskehold eller ikke vide om jeg muligvis uforvarent har fornærmet nogen på grund af kulturelle forskelligheder.
Problemet er at når det går galt, går det virkelig galt. Jeg har oplevet indvandrere som tikkende bomber, på en måde jeg aldrig helt har kunne forstå. Det går fint, lige til det pludselig ikke går fint, ægteskaber mellem kulturerne starter som kærlighed og ender i helvede, den venlige arbejder bliver fornærmet og splitter uden varsel hele kantinen ad, jeg tror aldrig helt at danskere har vænnet sig til det arabiske temperament.
Jeg tror også at der er rockere der er flinke mennesker, men jeg vil alligevel helst være fri for at have mere end højt nødvendigt med dem at gøre, og præsenterede min narkoselæge sig med HA-vest uden på kitlen er jeg heller ikke helt sikker på at jeg fordomsfrit ville lægge mig under kniven.
Jeg siger ikke at andre end danske hospitalsmedarbejdere gør deres arbejde professionelt og ordentligt, men for at blive hurtigt rask må man føle sig i trygge hænder og ingen politisk korrekthed kan ændre hvad det enkelte individ føler og tænker.
Vi har alle ret til både valg og fravalg, det er ikke politiske holdninger der står på spil, men noget meget mere dyrebart for den enkelte patient.
Det er dit liv.
-------------------
Nørrebro er et herligt sted at bo
Nørrebro er et festligt sted at bo hvis man hvis man sætter pris på multikulturelle fritidssysler.
Her i nat fik jeg endnu engang et indblik i morskab på arabisk, da fire ungersvende grinende forsvandt i mørket efter af have smadret både min & min kærstes parkerede motorcykler, som givetvis må have provokeret dem over evne.
Det er mig en gåde at vi til stadighed bliver ved med at tro på det bedste i menneskene, og på et eller andet tidspunkt må vægtskålen da vippe.
Jeg nære efterhånden kun et beskedent håb om at mine eventuelle børn ikke vil tage alle de fremmede kulturrigdomme til sig (så som at gå med kniv, at overfalde folk eller øve hærværk bare fordi man KAN), men et eller andet sted tror jeg at den næste generation af danskere hurtigt vil blive præget af de glade budskaber fra mellemøsten og lære at skyde før de stille spørgsmål.
Så sandelig en herlig verden at leve i, og må et fromt ønske gå til de velmenende radikale og barmhjertige venstreorienterede (der forhåbentligt har et sikkert aflukke til deres køretøjer og benytter skoler hvor deres børn ikke behøver at bevæbne sig), der stadig mener er integration er en mulig del af virkeligheden.
Og i sharwarmaland på nørrebro fejer vi som sædvanligt skårene op og bolter vores døre, i en helt anden verden som vist også hedder Danmark.
--------------
Til LÆSERBREVE 1 Til LÆSERBREVE 2 TIL LÆSERBREVE4 Læserbreve 5 Læserbreve 6
