Kan man virkelig hygge sig uden regler?!
Jeg sidder nok så hyggeligt med en kold øl i hånden, på en strandcafe i Kroatien. Vandet er blåt, sommeren virker endeløs og både strand og hav er fyldt af glade mennesker. Der er flest lokale og mange af dem som står ude i bølgerne er vældigt engageret i boldspil. Man er to eller en hel flok, der skiftes til at slå en lille bold imellem sig og det er både unge og ældre samt unger i alle størrelser. Det er et holdspil, ikke en konkurrence og deltagerne samarbejder om at holde bolden længst muligt i luften. De virker ualmindeligt fornøjede og der er et vældigt leben på stranden. Folk spiller bold, snakker, drikker øl og hygger sig, og selv om det somme tider virker en smule hazaderet med fejlskudte bolde der dykker ind blandt solbaderne som projektiler, tager folk det bare med et smil, næste gang er det måske dem der spiller bold og andre der bliver ramt.
På Bellevue derhjemme boldspil på stranden garanteret have medført vilde protester og snart ville en alvorlig bademester komme anstigende med fløjte og strenge miner, alle med blå bold op af bassinet, tak!
Men hernede går det ligesom ganske af sig selv. Ingen hidser sig op, ingen udnytter friheden til at terroriserer.
Jeg bliver ganske interesseret, kan folk virkelig hygge sig uden overvågning og festpoliti?
Åbenbart, og der er også en anden slående forskel fra danske strande: Her er ingen fede mennesker.
Jo, bevares, en enkelt med lidt for meget på sidebenene, måske, men ikke fedtklynger af lyserøde hvalrosser som derhjemme.
Folk ligner ikke overtrænede helsefanatikere, men der er heller ikke nogen synligt anoreksitilfælde. De drikker øl, ryger smøger, masser af smøger, men der er heller ingen som ser specielt syge ud. Det er bare helt almindelige mennesker med helt almindelige former og helbred.
Men hvad er nu det for noget!?
Ingen reguleringer, ingen overordnet magt der diktere hvad de må og hvordan de må gøre tingene?
Hernede må man ryge på de fleste værtshuse, cigaretterne koster 23 kroner og kan man ikke lide lugten går man bare et andet sted hen hvor ejeren ikke har sat askebægere frem.
Jeg kan ikke helt forstå at landet for ikke så længe siden har været i krig. Nok gik det hårdere ud over Bosniere og Serbere da Balkankonflikten gik i luften, men kroaterne fik da også deres del af bomberegnen.
Men folk virker ikke synderligt traumatiserede. Jeg forsøger at forestille mig Danmark efter en krig. Kors, alle ville være på lykkepiller og modtage psykologhjælp i generationer. Vi skal have krisehjælp bare vi SER et trafikuheld, er vi selv involverede, berettiger det næsten pr. automatik til livslang, statslig omsorg.
Vi er blevet så vant til at staten tager vare på os fra vugget til grav, at det ikke længere er acceptabelt at have det dårligt. Vi skal fandensparke mig være raske, både fysisk og mentalt om det så skal koste os livet.
For man må jo ikke ligge samfundet til last.
Mantra nummer 1 i den danske Nyjantelov, for et søm der stikker ud af træværket skal straks bankes på plads. Og det bliver værre og værre, man hverken kan, vil eller må klare sine problemer selv, det er forbudt at være deprimeret, angst eller syg. Jeg skal bestemt ikke sige mig for god til at have haft en længerevarende seance i den bløde stol hos doktor Allezwisser, og det jeg var mest sur over, var at jeg overhovedet sad der. At jeg var blevet et så stort ego at verden brød samme fordi nogle relativt betydningsløse banaliteter gik mig imod, var næsten for meget. På min oldefars tid var jeg blevet sendt ud og hugge brænde til jeg var for træt til at være ked af det og så havde familien snakket med mig omkring aftensmaden. Men vi bliver stadig dårligere til at takle problemer og modgang, vi forventer et på alle måder smertefrit liv og hverken forældre eller stat gør noget for at få os ud af den vildfarelse. Tvært imod får vi hele tiden banket i hovedet at verden er et farligt sted og bliver bekræftet i at samfundet jo kun vil os det bedste.
Jeg har efterhånden både medicinalbranchen og psykologstanden mistænkt for at samarbejde med Christiansborg om at gøre borgerne til viljeløse robotter. De vil måske ikke engang have at vi får det godt, for frygtsomme eller medicinerede borgere er altid lettest at kontrollere. Og for hver generation bliver vi mere og mere afhængige af regler og lykkepiller, vi har sgu snart mistet de egenskaber der gør at vi kan hjælpe os selv.
Vi drukner i regler, love og forbud, tænk om lille Søren selv skulle finde ud af det gjorde ondt at falde ned fra et træ, næhnej, fra nu af er det Forbudt At Klatre I Træer!
Jeg tømmer min øl og kikker igen ud over stranden. Var det i Danmark ville solbaderne have hylet forarget op fordi nogen farede sådan rundt og boldspillerne ville ingen hensyn have taget. Vi er så vant til at lade os lede af en menneskelig eller lovdikteret fårehund at vi enten holder helt mund eller hyler forarget ved enhver lejlighed.
Hvor ville det være rart hvis vi danskere turde leve i stedet for bare at være i live.
Hvis vi ikke hidsede os op over alt hvad der ikke stod i Den Store Bog For Ansvarsbevidste Borgere, men til gengæld gjorde noget ved de ting som vi virkelig var vrede over.
Men nix, det højeste vi kan svinge os op til, er at gå i velordnet fakkeltog gennem byen, eller som jeg, skrive bitre læserbreve.
Og nede på stranden spiller de videre og hygger sig som om både sommeren og barndommen varede for evigt. Lidt uretfærdigt faktisk, for Kroatien er hverken medlem af EU eller fået indført fedtskat. Tænk at de faktisk kan finde ud af at leve, helt uden hjælp.
Patrick Leis 2012-05-23
----------------------
Fra Zum Biergarten til Zum Kindergarten
Drabet på endnu en storbyoase: Hvordan forklarer man sin egen samvittighed at det er i orden at nedlægge atten stillinger og en velfungerende arbejdsplads under en finanskrise, for at udleje de fredede bygninger til endnu et ugennemtænkt københavnsk prestigeprojekt?
Jeg har altid fået at vide at jeg bor i en by med højt til loftet. En metropol hvor handelen trives og indbyggerne er glade. Hvor borgerne har overskud, tolerance, drive og livsglæde, hvor der er plads til de fleste og hvor historiske bygninger er smukt integreret blandt driftige erhvervsfæstninger i glas og beton.
Realiteterne er nærmere, at jeg lever i en parallelverden, som det stumme H i den politiske sand*ed.
Jeg oplever ikke den samme virkelighed som bliver præsenteret i de politiske udtalelser om et lykkeligt sammenhold hvor problemer omtales som udfordringer og alt skal forstås i kontekst frem for enkeltstående hændelser eller tiltag.
I stedet for en demokratisk og sprudlende indtræden i fremtiden, oplever jeg derimod en stadig mere udtalt robotisering hvor individet og den frie vilje gradvist bliver reduceret til Retten Til At Indordne Sig.
Jeg oplever et København hvor alt ensrettes og afstemmes som en kassebon af lappeløsninger, hvor fristeder reguleres og hvor forståelsen af afvigelser dag for dag minimeres på trods af løfter om det modsatte. Jeg hører vores folkevalgte tale om visioner og nye spadestik, men ser de egentligt den samme by som os?
Somme tider tror jeg at indtrædelsen på den politiske scene må medføre en mental inplant, et ganske lille stik i hjernen, som gives når optagelsen i borger repræsentasionen, folketinget, eller borgmesterkontorernes hellige haller er en realitet, en injektion der forbyder fy-ord som simple Ja & Nej og udstyrer modtageren med et helt specielt syn på virkeligheden. Udnævnelsen som folkets repræsentant udløser formodentligt et behov for udødelighed, for at sætte sit personlige præg på samfundet, lovgivningen eller arkitekturen, som muligvis ikke er helt til at gennemskue for os, det dødelige valgkvæg.
Og jeg forstår som sagt ikke helt det store billede. Hvad vil man med København, og for hvilke pris?
Skal byen entydigt omdannes til en eksklusiv arbejdsplads hvor privattrafik besværliggøres og huslejer forudsætter millionomsætning eller uhæmmet skattespekulation, er planen at skabe én stor turistattraktion hvor borgerne fungerer som artige statister i et iscenesat rollespil med ouverture af Wonderfull Copenhagen, eller vil man have en hovedstad hvor almindelige mennesker også kan leve?
Jeg tror jeg kender svaret, men som indbygger i en by hvor mulighederne en mange og drømmene burde være flere, skærer det mig i hjertet at se de folkevalgte ensrette alt som blot minder om fri tænkning.
Jeg siger ikke at jeg sympatiserer med hverken Christania eller Ungdomshuset, jeg postulerer ikke at jeg dagligt besøgte Folkets Park eller Luftkastellet på havnefronten, men alene tanken om at den slags steder eksisterer i den by hvor jeg lever og arbejder, gør mig glad i sjælen (lidt på samme måde som når jeg støtter bevarelsen af truede dyrearter med en tyver, selv om muligheden for at jeg personligt støder på en frit levende tiger, nok må henlægges som tvivlsomt).
Alle ovenstående lokaliteter havde, deres forskellighed til trods, det til fælles at de
1) lå på ubenyttede grunde
2) repræsenterede en (på godt & ondt) livsbekræftende modpol til det etablerede ensretningssamfund og
3) at de alle i een eller anden forstand, blev ofre for politiske beslutninger om borgerlighed og normalisering.
Man kunne mistænke at dette fra politisk hold er en bevidst hetz mod grupper eller individer der formaster sig til at tænke anderledes, eller endnu værre, at den enkelte politiker eller forvaltning, sætter hensynet til eget eftermæle med tilhørende personlige kæpheste, højere end behovet for at gøre København til en bedre by for alle. Der er gennem de senere år blevet taget den ene bevægelseshæmmende beslutning efter den anden (så som lukningen af Nørrebrogade, rygeforbuddet og medieforliget to name a few) på bekostning af det frie valg og individuelle særpræg, og det næste tiltag i den københavnske ensretning er lukningen af ølstuen Zum Biergarten.
Baren ligger på en kulturhistorisk grund, har udeservering og bliver betragtet som en oase i en til tider alt for hektisk hovedstad, den er nabo til Palads og Pumpehuset, har specialiseret sig i udenlandsk øl og hyggelige omgivelser, og skal nu transformeres om til en børnehave.
Jeg formoder at dette ikke vil lyde specielt alarmerende for en beboer fra Hadsten eller Middelfart, eller for dem som alligevel aldrig har henslæbt en fredag eftermiddag med en fyraftensøl i hånden i gårdhaven på Københavns første vandværk, men som symbol er lukningen endnu en politisk udført amputation af en efterhånden noget medtaget hovedstad.
Jeg forsøger ikke at agiterer for bevarelsen af et hvilke som helst værtshus, men et sted som i kulturel form har samme betydning som D'angleterre, Nyhavn og Bakken, et sted som med sin unikke beliggenhed og hyggelige atmosfære er en vigtig brik i det københavnske bybillede, det fortjener en bedre skæbne end at blive endnu en gravsten i en kapitalistisk spøgelsesby.
Dette er en åndehul i byen, hvor der bliver afviklet arrangementer som Jazz Festival og Oktoberfester, holdt fester og receptioner, og i de snart fem år Zum Biergarten har eksisteret, har der hverken været brug for dørmænd eller politi, køkkenet har kun fået glade smileys og beværtningen har aldrig været anklaget for momssvindel eller suspekte forretningsmetoder.
Det er på alle måder en velfungerende arbejdsplads og et yndet sted at gæste, men alligevel vil man fra Københavns Kommune og teknikudvalget side opsige lejemålet og omdanne de fredede bygninger til børnehave.
Jeg kunne dårligt tro mine egne øre. Sidste år blev Ritt Bjerregaards forsøg på at omlægge ølhaven til et bibliotek heldigvis skrinlagt i 11. time, men nu har KE i stedet set sig lun på både grund & bygninger. Området på Axeltorv 12 er blevet erklæret Kulturminde og burde derfor være helt eller delvis omfattet af loven om offentlig tilgængelighed, men kommunen har åbenbart alligevel planlagt et snigløb: Jeg er bekendt med at Zum Biergartens ledelse i gennem en årrække forsøgte at gøre lejeaftalen permanent, men det blev gang på gang udskudt.
Man fristes til at tro at de kære embedsfolk simpelthen VILLE finde en undskyldning for at inddrage arealet (selvom det havde stået tomt i næsten ti år før baren blev åbnet) og man kan næsten få mistanke om at hele overtagelsen skyldes en slet skjult misundelse over at andre end KK og KE havde formastet sig til at udvikle en tom bygning til næsten fornuftige og rentable formål.
Og det virker mere end besynderligt at afslaget på lejeforlængelsen kommer netop nu, for set i lyset af at man fra kommunal side har påtænkt at bespare 46 millioner kroner på daginstitutioner, er det svært at se hvordan de skal skaffe beløbet til ombygning uden at tage midlerne fra andre institutioner. Men een eller anden kanin må der vel være gemt i borgmesterhatten, for ellers ville man vel ikke vælge at opsige en velfungerende forretning og gøre de 18 ansatte arbejdsløse midt i en finanskrise, i stedet for at bruge pengene på at understøtte de allerede eksisterende daginstitutioner eller finde egnede lokaler blandt steder der ikke allerede er optaget.
Eller ville man?
Hele ideen virker i bedste fald populistisk. Set udefra vil beslutningen naturligvis kunne fremstå som et skridt på vej mod at imødekomme kravet fra trætte forældre og overbebyrdede pædagoger, og da en protest fra 18 bartendere og tjenere næppe påkalder sig lige så megen offentlig opmærksomhed som når 6000 rasende børnemedarbejdere besætter rådhuset (og endda truer med at æde de folkevalgtes frokost!), så er vægtskålen overordentligt svær at vippe.
Men alligevel kan jeg ikke lade være med at kikke under gulvtæppet en ekstra gang for at se hvad beslutningen virkelig medfører, og igen må man korse sig over den politiske disposition: Hvordan kan man som et formodentligt både ansvarligt og anstændigt menneske vælge at gennemtrumfe et prestigeprojekt på bekostning af både økonomisk og menneskelige hensyn? Ingen vil vel benægte at hovedstaden fortjener flere velfungerende og centralt beliggende børnepasningsinstitutioner, men et hurtigt kik i oversigterne over ledige og velegnede lejemål ville vise at der på blandt andet Kødtorvet findes oplagte muligheder, og at de ville kunne tages i brug uden at henvise flere til arbejdsløshedskøen og uden at skulle frarøve både københavnere og turister et at de absolut hyggeligste frirum i en hektisk hovedstad.
Zum Biergarten er ikke det første sted der oplever at få trukket fundamentet væk under sig,
med henvisning til ”Helhed og overordnet infrastruktur” og det er formodentlig heller ikke det sidste. Jeg bifalder naturligvis målsætningen om flere centralt placerede institutioner, men alligevel kan det ikke helt lade være med at nage mig at miljø & teknikudvalget endnu engang sliber et hjørne af det der engang var et af hovedstadens kendetegn, nemlig individualisme og forskellighed.
Så med mindre en intelligent mand med de nødvendige beføjelser i sidste øjeblik formår at begære en benådning (eller julemanden alligevel viser sig at eksisterer), vil København atter skulle overgive en af sine unikke turistattraktioner til den store, grå ensretningsborgmester, og folk som ikke er målgruppen for diskoteker eller små, tilrøgede beværtninger vil have mistet endnu et af de allerede alt for få frirum, hvor hygge og livsglæde for én gangs skyld vejede tungere end effektivisering og politisk korrekte hensyn.
Og guderne skal vide at det i længden bliver trist at bo i et samfund hvor alle ligner hinanden.
Patrick Leis 09 / På vegne af Zum
-------------
LÆSERBERVE 1 Læserbreve s.3 Læserbreve 4 Læserbreve 5 Læserbreve 6
