Patrick Leis er født i 1964. Udover at skrive bøger er han også professionel bodypainter, special effects-mager og illustrator. Patricks forfatterskab omfatter både horror, science fiction, fagbøger, rejsebøger, børnebøger m.m. Han er også en aktiv læserbrevs-skribent.
Patricks kreative løbebane startede med interessen for tegning, men udviklede sig efterhånden til at omfatte makeup, special effects, maskebygning, bodypaint og computergrafik, for derfra at sprede sig til brætspil-design og indretning. Han har arbejdet meget i udlandet med bl.a. spillefilm, mode og dukkeanimation, og har vundet både EM, VM & WAC (Masterclass) i bodypaint.
På sin hjemmeside fortæller Patrick om starten på skriveriet: ”Jeg var pænt dårlig stavende i skolen, grænsende til ordblindhed og har stadig et pokkers hyr med bogstavsammensætninger. Men jeg har altid godt kunne li projekter af enhver tænkelig art, samt at fortælle røverhistorier. Flere venner og bekendte fablede altid stolpe op og stolpe ned om at skrive en bog men det blev ligesom aldrig til noget og til sidst satte jeg mig for at gøre forsøget. 3 år og 700 håndskrevne sider blev det til og så betalte jeg en studerende for at skrive den ind på computer for mig. Jeg var vældig begejstret og sendte den til Gyldendal hvorpå jeg fik det mest sønderlemmende afslag i verdenshistorien. Heldigvis sendte jeg den til en andet forlag og Tellus påtog sig udgivelsen. Bogen [Bag masken] blev vældig godt modtaget og søreme om to ældre herre fra Det Danske Kriminalakademi ikke kom hen til mig på bogmessen samme år og oplyste mig at den var blevet indstillet til Glasnøgleprisen, som Peter Høeg dog vandt med ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Pokkers. Jeg havde faktisk ingen ide om at fortsætte skriveriet, men en dag sad en veninde og fumlede med nogle papirer og bukkede dem til en lille figur. Jeg syntes, det lignede en mund, og begyndte at spekulere over hvorfor alle pattedyr egentlig var symmetrisk og kradsede nogle sporadiske noter ned om tredelte væsner. Og før jeg vidste af det, var ”Jagtmarken” i gang and the rest is history.”
Om at skrive siger Patrick på Danske Horror Fans: ”Det kedeligste job i verden (udover at male midterstriber på autobahn), må klart være at skrive. Men fordømt også, er det samtidig fedt at fortælle røverhistorier. Man sidder der og tapper mellemfornøjet på en 28-29 bogstaver og et enkelt punktum mens verden og det virkelige liv passerer forbi ude på den anden side af de vinduer, man ved lejlighed burde vaske, og huden bliver grå og ældet af mangel på sollys… Men alligevel er det fedt at få lov at tage livet af ganske uskyldige teenagerdrenge og deres hamster, uden at politiet igen banker på døren og forlanger at tage et dna aftryk af samtlige køkkenknive.”
Bag masken
Patricks første roman ”Bag masken” udkom i 1995 og tog ham tre år at skrive. Historien handler om en ung mand, som forelsker sig og forlader alt for at følge kærligheden, men opdager at det ikke er så nemt alligevel.
Hovedpersonen Paulo er en god katolik, som stadig bor hjemme som 22-årig. Til en fernisering møder han den smukke Jenny og forelsker sig hovedkulds i hende. Da familien aldrig vil acceptere hende (hun er ikke katolik), flytter han hjem til hende og afbryder kontakten med forældrene. Og i starten er alt også godt, men Paulo lider voldsomt af jalousi, og Jenny er en fri fugl, som ikke bryder sig om at blive stækket. Efter et sidste skænderi går hun hjemmefra – og bliver kort efter dræbt i en bilulykke. Paulo er ulykkelig, men langsomt begynder han at tro, at Jenny måske alligevel ikke har forladt ham, for ind i mellem virker det, som om der er en anden i lejligheden, og lugter der ikke også af Jennys parfume?
”Bag masken” blev indstillet til Glasnøgleprisen, som den dog ikke vandt. Til gengæld fik bogen pæne ord med fra anmelderne. Lektøren kaldte den for en overbevisende debut, og mente at Patrick kunne give Dennis Jürgensen konkurrence. Mens Berlingske Tidende roser ham for at lade historien udspille sig med ”…isnende effektivitet og et par i ordets bedste betydning hårrejsende drejninger undervejs, uanset at den afsluttende pointe ikke kommer som den store overraskelse for dem, der kan huske den gamle franske gyserfilm Diabolique (”Rædslernes hus”). Patrick Leis ligner klart et gysertalent, man har lov til at vente sig meget af, og allerede her med debuten kan hente meget hos.”
For at skabe lidt mere opmærksomhed om bogen holdt Tellus en reception, hvor Patrick bodypaintede en smuk ung kvindes bare bryster, og det gav i hvert fald en omtale i BT.
Jagtmarken
Efter en psykologisk thriller skiftede Patrick skrivespor og i 1998 udkom ”Jagtmarken”, som er en blanding af horror og science fiction skrevet hæsblæsende og med masser af action.
Tre væsner fra en anden tid/dimension ankommer pludseligt ombord på et fragtskib med en 22 mands besætning. I ankomsten stopper de tiden og flytter også skibet ud af jordens dimension, selvom de ombordværende ikke mærker noget.
Væsnernes eneste formål er at æde, og da de hverken føler angst eller smerte, og da de kan ændre form samt dele sig i flere stykker og har overmenneskelig styrke, er besætningen i store vanskeligheder. En efter en får væsnerne fat i besætningen, men menneskene har dog en fordel – de kan tænke, og det kan måske blive redningen.
Lektørudtalelsen var vældig positiv, og mente at Patrick var inspireret af både Lovecraft-bølgen og “Aliens”-filmene: ”Jagtmarken er uhyre effektivt skrevet: der er rigeligt af gys, og de enkelte scener bygges så omhyggeligt op, at spænding holder hele vejen. Men det er ikke en bog for sarte sjæle: væsnernes ofre ædes stort set, mens de stadig er i live, og der er ikke sparet på hverken mængderne af sprøjtende, åbne pulsårer eller skildringer af lemlæstelser i øvrigt.”
Mht. inspirationen af Alien-filmene ligger Patrick da heller skjul på det, idet han lader sine personer hente idéen om at bygge en labyrint for at fange monstrene fra ”Alien 3”.
De kom fra Blodsumpen 2
Cineromanen ”De kom fra Blodsumpen 2” udkom i 2001 og var et samarbejde med Dennis Jürgensen. Bogen er en roman baseret på en ikke-eksisterende spillefilm, som er illustreret med still-fotos af Patrick. Bogen er én lang øvelse over b-film og splat, men er samtidig meget bevidst lavet og fyldt med ironi og satire.
Kemikaliefabrikken Toksinone har gennem mange år ledt sit spildevand ud i Blodsumpen, deriblandt resterne fra produktionen af et specielt kemisk EU-produkt, der nedbryder mineraler og vitaminer i madvarer. Desværre viser det sig, at stoffer i spildevandet er gået amok, og tilsyneladende har aktiveret dødt dna-væv så der nu findes muterede vampyrmonstre, der hærger blodsumpen med flere menneskeliv på samvittigheden. En ekspedition ledet af professor Knowitall drager ud i sumpområdet (som i øvrigt befinder sig mellem Ballerup og Ledøje) for at finde den første Blodsumps-ekspedition (hvis historie formentlig fortælles i den ikke-eksisterende ”De kom fra Blodsumpen 1”), men alt går naturligvis ikke lige som planlagt.
Hele fortællingen er bygget op som en indforstået genreleg med læseren, f.eks. er personerne navngivet efter deres rolle som ”den modige unge mand” og ”ham der dør først”.
Den første lektørudtalelse var temmelig negativ, og det virkede ikke, som om lektøren forstod humoren i projektet. En ny lektørudtalelse var væsentlig mere positiv: ”Dennis Jürgensen har denne gang forsøgt at forene sine evner som humorist og gyserforfatter. Det har han gjort ved bygge et actionpræget handlingsforløb op omkring en fiktiv splattergyserfilm… Historien er fortalt med ironi og blink i øjet. Her er mange gyserklicheer og indforståede og ironiske hentydninger til “gyselige” C-film. Teksten er ledsaget af et væld af stemnings- og actionfyldte fotos i stil med biografernes still-fotos. De mange flotte, kitschagtige og vistnok computermanipulerede fotografier er et stort plus for denne kitschede historie.”
Romanen fik også flere gode anmeldelser i avisen, hvor Aktuelt kaldte den for ”ekstremt underholdende”, og Berlingske Tidende fulgte trop med ordene ”sjov, underholdende læsning”.
Requiem
Patrick fortæller i forordet, at han var inspireret af Dennis Jürgensens zombi-roman ”Kadavermarch” fra 1991, da han skrev ”Requiem”, som udkom i 2003.
Romanen er første bog i Necrodemic-sagaen, og foregår i en verden, som er befolket af zombier, der overfalder alle levende, de kommer i nærheden af. Også fuglene er blevet ramt af smitten, og det betyder ekstra fare for de mennesker, der lever rundt omkring i små stærkt barrikaderede og stort set isolerede samfund.
En dag vakler en kvinde ind på Ferguson-farmen. Hun er eneste overlevende fra Havdrupgård efter et zombieoverfald. Svøben er kommet tilbage. Ferguson-farmen ruster sig, men da Påkalderen dagen efter dukker op, har han en zombie med i snor. Noget, der aldrig er sket før, og kort efter bryder helvede løs.
Denne gang var lektøren positiv og skrev: ”Hvis man er til splat, er dette ren underholdning, godt skrevet og godt og effektivt skruet sammen, her spares ikke på effekterne, men underholdende det er det.”
Mens Himmelskibet mente, at ”Requiem” var helt på højde med inspirationskilden: ”I Requiem kan man også genkende forskellige inspirationskilder, men denne gang er de meget bedre indarbejdet og styrker fortællingen. Der finder på et tidspunkt en kamp sted, som er som taget ud af Terminator, men da vi befinder os i et zombie-univers, har man ingen idé om hvem der bliver sejrherren i det opgør. Generelt er der masser af gode idéer, bl.a. tonstunge gensplejsede svin, der også deltager i kampen. Disse bæster er dog ikke på nogens side – de æder alt, hvad de kommer i nærheden af. ”Requiem” er ikke blot en bog der sagtens kan stå ved siden af ”Kadavermarch” på bogreolen, det er bog der bør stå der!”
Tunnelen
Samme år som ”Requiem” udgav Patrick også novellesamlingen ”Tunnelen”. Synd og ondskab er hovedtemaerne i denne udmærkede novellesamling med undertitlen Nemesis-noveller. Nemesis betyder skæbnens retfærdige gengældelse, og i novellesamlingen her forsøger Patrick Leis at komme ind under huden på ondskab og synd og de konsekvenser, det medfører. De seks noveller er en blanding af realistiske fortællinger og historier med et overnaturligt indhold uden andet til fælles, end at de kigger nærmere på det onde.
Lektøren var denne gang knap så begejstret og kaldte samlingen for klichéfyldt, og mente ikke at personer og plot var interessante nok til at læseren engagerede sig i historierne. Mens Scifisiden var mere positiv og skrev: ” Generelt set er der tale om en underholdende lille samling (man kunne måske godt have ønsket en enkelt novelle mere for at give den lidt fylde), og Leis breder sig over et bredt spektrum: fra direkte overnaturlig horror til psykologisk skæbnefortælling. Han har tydeligvis læst sin Stephen King og lært nogle tricks (men har dog en tendens til at gøre personbeskrivelserne lidt for systematiske) – og så foregår det hele på dansk grund, hvilket blot gør det hele lidt mere nærværende”.
Imitator
”Imitator” udkom i 2005. Hovedpersonen Jonas er flyttet til den lille fynske by Stillinge sammen med sin mor efter forældrenes skilsmisse. Moderen arbejder meget og har slet ikke blik for, at Jonas ikke er faldet godt til. I skolen bliver han drillet en del, og han har ikke fundet nogen venner. Der er dog Christian, som han ind i mellem taler med. Christian er også tilflytter, men han er sporty, klog og sjov, så ham er der ingen, der mopper.
En dag finder Jonas en stor tudse ude i skoven. Han tager den med hjem og gemmer den i kælderen, hvor han fodrer den. I starten spiser den kun insekter, men snart må Jonas bringe den levende mus og andre smådyr. Tudsen vokser og vokser, og også Jonas ændrer sig. Han bliver pludselig mere populær og begynder at ses med skolens populæreste pige, Stine. Men han får også sværere ved at styre sit temperament, og da de lokale rødder overfalder ham en gang for mange, får det fatale følger. Det viser sig nemlig, at tudsen er noget ganske andet, og dens påvirkning gør også Jonas til noget andet.
Heller ikke denne gang var lektøren udelt begejstret, men skrev dog at: ”Hvis man er til indvolde, som suges ud, blod som plasker over det hele og andre slimede splattereffekter, er dette den helt rigtige bog, for der er bestemt ikke sparet på detaljerne. Derimod er der sparet noget på personkarakterstikker og godt sprog, men store drenge fra 13 år, som er til gys og splat, vil helt sikkert føle sig godt underholdt alligevel.”
Anderledes begejstret var Politikens anmelder, som skrev: ”Er det ikke for meget? Nej! For under den traditionsrige høstfest går det rigtigt agurk. Kun skolens sprinkleranlæg sørger for, at alt ikke ender helt galt. I denne omgang. Hjemmevant færdes Patrick Leis ved landsbyens gadekær og i ondskabens hjerte. Det er en leg med dobbeltbund, som får de sære begivenheder til at glide umærkeligt ind i det danske landskab – og dertil et stille kys. Patrick Leis holder fortælletonen lige i munden til det sidste. Monsterslimets indlagte betragtninger er fortalt med kølig robotstemme. Imens blir Jonas hvid af vrede. Læseren får kun hjertebanken. ‘Imitator’ er cool som en isvaffel.”
Jydske Vestkysten var også glad og skrev: ”Effektivt og i fin fart fortæller Patrick Leis en skræmmende historie i et let læst sprog og med sans for, hvordan en god historie skal fortælles.” Og også BT stillede sig op i køen med roser og kaldte ”Imitator” for ”en født klassiker”.
Pax Immortalis
I 2006 kom efterfølgeren til ”Requiem” og anden del i Necodemic-sagaen, ”Pax Immortalis”.
Der er ikke mange personer tilbage fra den ”Requiem”, hvor vi første gang mødte zombierne, der overfaldt den ensomt beliggende Ferguson farm. Alligevel tager det ikke mange sider, før man er lige så opslugt af denne nye bog i Patrick Leis uhyggelige trilogi, der foregår 7 år efter første bind.
Løjtnanten er leder af rebellerne. Næsten tilfældigt fandt han og nogle kammerater for år tilbage Teknokraternes by C-city1, men før de kunne give sig til kende, opdagede de, hvordan byen brugte zombierne mod oplandet. Løjtnanten besluttede sig for at bekæmpe Teknokraterne, og i årene siden nedslagtningen af Ferguson farmen, har han oprustet en hær af rebeller, som vil gøre alt for at vinde friheden.
Det lykkes ham og rebelgruppen at overmande Påkalderen, en robot som Teknokraterne bruger til at overvåge farmene udenfor byens område, men alligevel har han svært ved at overbevise de øvrige småsamfund om nødvendigheden af at stå op mod C-city1. Først da den største by bliver angrebet, beslutter farmerne at gå med i kampen. Men Teknokraterne råder over næsten uovervindelige våben, og derudover har de også en flok zombier i baghånden.
Lektøren var denne gang positiv og skrev: ”Bogen er i sprog og stil tæt op af Requiem og spændende og medrivende som den med mange flot udpenslede detaljer, selvom enkelte krigsscener er lidt langtrukne. Historien er en mellemting mellem Stephen King og Dennis Jürgensen og vil mest blive læst af gyser/splatterfans i alderen 11-25 år.”
Thomas Winther sammenligner i sin anmeldelse på Sleazehound ”Requiem” og ”Pax Immortalis” med de to første film i Resident Evil-filmene: ”I den første film fra 2002, var det zombierne der udgjorde den største fare for hovedpersonerne, mens kampen i 2′eren, fra 2004, stod mod magten bag zombierne samt kloninger og mutanter. Pax immortalis er dermed også i højere grad en dyster science fiction-bog end en zombie-fortælling, dog med både horror- og splatterelementer, så der er stadig ting at hente for gorefans.”
Mens Politiken er glade for, at Patrick fandt inspiration i Dennis Jürgensens ”Kadavermarch”: ”Pax Immortalis er præcist så frygtindgydende som sin forgænger. Begavet splat med både filosofiske og politiske undertoner. Patrick Leis er en dannet mand. Læs ham! Men du skal ikke knytte dig til ret mange af personerne, for de bliver spist hele tiden.”
En anmeldelse i Folkeskolen var ligeså begejstret: ”Indholdet i bøgerne og de særdeles flotte forsideillustrationer viderefører på mange områder det univers, som eleverne kender fra computerspillene. Computerspillene kan føre os ind i en verden, hvor det mest utrolige kan ske – en verden, hvor man kan afprøve det, man ikke kan i den “virkelige verden”. Det samme gør sig gældende for Patrick Leis’ to romaner. Hvor spillene bruger grafik, bruger forfatteren sproget. Det bliver gjort så godt, at læseren i den grad får en visuel oplevelse af det læste, så hermed min anbefaling.”
Når Mørket kommer
I 2007 udgav Patrick ”Når mørket kommer”, en graphic novel som han naturligvs selv stod for både tegninger og tekst til.
Mia er på ferie med sine forældre, som er helt vilde efter at opleve en total måneformørkelse langt pokker i vold i en norsk skov. Mia ville hellere have været med til skolefesten, hvor den lækre Christian også kommer. Men i stedet er hun nu endt i en gammel hytte uden mobildækning eller tv eller andre moderne bekvemmeligheder.
Faderen Lasse forsøger at gøre Mia interesseret i naturen og måneformørkelsen, men Mia gider ingenting og går i seng. Og da Lasse noget tid efter kommer ind til hende, er hun væk, og vinduet er åbent. Hvor er hun? Har den gamle vagabond, som de mødte ved købmanden noget med Mias forsvinden at gøre? Og hvad er det for en sær musik, som pludselig indhyller Lasse, mens han leder efter Mia.
Historien er illustreret med mere end 120 billeder, og Patrick har lagt et stort arbejde i det grafiske udtryk. Siderne ændrer f.eks. farve undervejs i fortællingen, startende som helt hvide for at blive mørkere og mørkere i takt med at uhyggen breder sig, til de til sidst er helt sorte med hvide bogstaver. Illustrationerne er holdt i sorte, hvide og grå nuancer, og understøtter historien perfekt.
Lektøren bedømmer denne gang bogen som en børnebog, og kritiserer derfor opsætningen af teksten, fordi den nedsætter læsbarheden for målgruppen, men kun at tro at ”Når mørket kommer” er en børnebog, er efter min mening en fejl. Scifisidens anmeldelse er dog også væsentlig mere positiv og kalder bogen for: ”… en lidt pudsig udgivelse – en god blanding af grafisk roman, elver-eventyr, levende døde, action-horror og andet.” Og slutter med ordene: ”Når mørket kommer har fart på, næsten fra første side. Samtidig har Leis denne gang holdt niveauet ganske let, så det er en hurtigt slugt bog (også fordi den fænger ganske godt). Forfatteren kender sin genre, og bogen er ganske filmisk, især hen imod slutningen.”
Også Sleazehound (der i dag hedder Planet Pulp) slår fast, at bogen ikke kun er henvendt til de yngre læsere, og skriver videre: ”Det fine ved romanen er så, at man som ældre sagtens kan blive underholdt af historien, og det letlæste sprog gør blot, at tempoet bliver det højere. Bogens første del er den klassiske historie om en besværlig teenager og hendes forældre, der prøver at tackle de problemer, som det nu engang medfører. Det er ganske realistisk skildret, og både karaktererne og miljøet er enkelt og troværdigt beskrevet. Men der kommer andre boller på suppen, da Leis for alvor skyder gyserdelen i gang. Det bliver til en omgang teenageproblemer i X-Files-land tilsat elementer fra Invasion of the Body Snatchers (1956) for til sidst at gå over i en boldgade, der minder om Night of the Living Dead (1968). Og det er en rigtig god blanding, hvor ubehaget og desperationen langsom stiger, som vi nærmer os slutningen. Derudover får Leis præsenteret en deadline med måneformørkelsen, som blot gør det hele lidt mere spændende. Alt i alt en lille gyserperle, som bestemt fortjener et stort publikum.”
Politiken roser bogen for at ”være forrygende fortalt og godt fundet på”, og beskriver den som ”den gamle historie om de udødes rige og kampen om livet og lyset.”
Necropolis
I 2008 udkom så novellesamlingen ”Necropolis” som er en slags prequel til “Requiem” og “Pax Immortalis“, og også trækker linjer til Patricks science fiction roman “Psykonatuen”.
Den første novelle “Infektion” fortæller hvordan de første zombier opstod. En ny verdensorden så dagens lys, da supercomputeren IO blev nedkæmpet, men samtidig begyndte der også at blive født langt flere børn med Downs syndrom. For at helbrede disse børn forsøgte firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfundet kur – men kuren har en uforudset effekt.
De efterfølgende noveller fortæller om tiden efter infektionen brød ud. I “Udbrud” følger vi en gruppe nationalgardister, som bliver sendt ud til et boligkvarter for at bremse nogle uroligheder. Desværre for dem viser det sig, at urolighederne involverer zombier, og på dette tidspunkt i historien er man endnu ikke klar over den fare zombierne udgør, eller hvad de overhovedet er!
I “Spredning” fortæller Leis, hvordan regeringen nægter at se fakta i øjnene, og hvordan dårlig ledelse og indbyrdes skænderier om ansvaret er med til at give infektionen frit løb. I “Epidemi” er svøben løs, og man har opgivet at redde alle. I stedet forskanser en oberst sig på et hospital med sin deling, og her rydder de op blandt patienterne efter Darwins princip om survival of the fittest.
I “Pandemi” er en enlig overlever tilbage i byen. Han har barrikaderet sig og har overlevet svøbens første march. Men kan han overleve ensomheden? “Svøben” er næstsidste novelle, og den er skrevet som tegneserie. I et mix af naive stregtegninger og billeder som næsten ligner fotos, fortælles om hvordan verden langsomt genopstod efter svøbens hærgen. Og sidste kapitel “Necrodemic” er historien om, hvordan C-city samfundet, som vi hører om i “Pax Immortalis” opstår.
Lektøren var positiv og skrev: ”Som med de øvrige bøger af Leis vil denne også have sine faste fans med hang til drabelige effekter og science fiction-universet. Desuden vil historien om Necrodemic-universet være endnu mere fascinerende, jo mere det foldes ud, og der opstår en større og sammenhængende beretning.”
Også anmeldelserne var gode. Fyns Stiftstidende kaldte bogen for: ” En yderst saftig zombie-roman sender sin læser langt ned i et mareridt af levende døde, tragedier og frygten for mørket.”
Mens Fanzine.dk skrev: ”Det, der slog mig allermest, er faktisk, at ”Necropolis” fungerer bedst som et hele – den overordnede struktur fjerner måske nogle af overraskelsesmomenterne fra de enkelte fortællinger, men læser man den ud i ét (hvad man sagtens kan, for handlingen er som sædvanlig hæsblæsende), bliver helet altså større end summen af de enkelte dele. ”Necropolis” er en velfungerende omgang horror-action, der nok også kunne være et godt sted at stifte bekendtskab med Leis’ forfatterskab. Der er både splat, humor og spænding – og en enkelt gennemillustreret fremvisning af jordens undergang.”
Himmelskibet kalder ”Necopolis” for fuldt på højde med de to første romaner, og mener at: ”Det at fortælle begivenhederne igennem rækken af noveller fungerer godt, da det giver mulighed for at komme vidt omkring, både i tid og i handling.”
Politiken var dog knap så begejstrede denne gang, og selvom anmeldelsen kalder Patrick for en dreven fortæller som har skrevet ”Necropolis” med ildhu, så sluttes anmeldelsen dog af med ordene: ”Når disse syv nedslag i en syret tid alligevel kan virke lidt for perfekte med ansats til tomgang, så er det måske, fordi der er gået lidt for meget pedant i forfatteren. Rædslen har ikke ført krønikeskriverens hånd. Det har bogholderiet.”
Camp 41
Endelig i 2011 fik vi tredje bind af Necrodemic-sagaen, som var så omfattende, at den udkom i to bind ”Reservatet” og ”Heksehammeren”. Tidsmæssigt foregår “Reservatet” og “Heksehammeren” lige efter Svøbens udbrud og kort før C-byerne bliver anlagt, dvs. simultant med ”Necropolis” mellem novellerne ”Spredning” og ”Epidemi”.
Svøben brudt ud og menneskeheden er trængt. Hæren forsøger efter bedste evne at nedkæmpe zombi-hæren, men det er ikke en normal fjende, og hver gang man mister enten en borger eller en soldat, er der endnu en fjende at kæmpe imod. Civilbefolkningen bliver i et vist omfang flyttet til sikrede områder, og det er i Camp 41, at historien udspiller sig.
Vi følger en række forskellige personer, som er interneret i lejren. Teenagepigen Lomis, der mener, at man kun kan stole på én person her i livet – sig selv; kommandant Videkamp som efter bedste evne forsøger at få livet i lejren til at glide problemfrit; den lille pige Tilde med tøjbjørnen hr. Knut; Jason der klarer sig igennem livet i lejren med sin lille sortbørskiosk; den religiøse Ann Magret der anser Svøben som Guds straf over synderne osv.
Men livet i lejren er ikke let. Alle er traumatiserede efter sammenstød med zombierne, så overskuddet er ikke stort overfor hinanden. Oven i købet kommer der hele tiden flere og flere flygtninge til, samtidig med at forsyningerne udefra leveres mere og mere uregelmæssigt. Og da det for alvor begynder at knibe med plads og mad, falder civilisationens fernis hurtigt af de internerede.
Hvor zombierne i højere grad har været omdrejningspunktet for truslen i de tidligere bøger, ser Patrick denne gang nærmere på, hvordan mennesker reagerer, når civilisationen bryder sammen, og hvordan folk i stedet for at stå sammen om at løse problemerne vender sig imod hinanden. Selvom truslen burde være zombierne udenfor lejren, så er det de desperate medmennesker indenfor hegnet, der ender som den største trussel, ligesom vi så det i Stephen Kings lange novelle ”Tågen”.
Lektøren var positiv og skrev: ”En særdeles veldrejet gys og gru roman uden mange formildende omstændigheder. Man sover ikke godt om natten, mens man læser, og her er ingen happy end. Men der er rigtig mange ting i spil, og det vrimler med etiske og moralske dilemmaer, man kan tale med sin teenager om, når man har læst bogen sammen med ham.”
I Bøger kalder Steffen Larsen Patrick Leis for horrorens Lene Kaaberbøl og skriver videre: ”Uden at ryste på hånden blander han elementær spænding og malende myrderier med udvalgte hovedpersoner og et søskendepar, der ikke er af denne verden. Camp 41 rammes også af religiøst vanvid, mens kommandanten sætter flasken for munden. Udenfor svupper det. Det er en usædvanlig veldrejet og ’creepy’ historie. Mareridtene står i kø for at komme til. Sproget er effektivt, rapportagtigt og med klar tale om, hvor tyndt civilisationslaget egentlig er.”
Proxima roser Patrick for at hæve sig over genren ved sin skildring af ”normale menneskers” evne til at begå uhyrligheder under de rette omstændigheder, mens Bogblogger skriver: ”Patrick Leis kan både tegne og skrive så det rammer der, hvor det gør ondt. Hvis du ligesom mig syntes, at zombier er for seje og har stærke nerver, så er Camp 41 vejen til mange timers grufuld underholdning. Jeg skal i hvert fald have fat i resten af Necrodemic sagaen snarest.”
Himmelskibet tilslutter sig roserne og skriver: ”Allerede fra starten har man en god idé om hvordan dette ender, men det gør det ikke mindre spændende at følge begivenhedernes gang for at se hvordan historien kommer derhen.”
Sort vand
”Sort vand” udkom i 2012 og er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.
Historien udspiller sig i to spor. På skibsværftet Ringwall har nogle forskere ved hjælp af nanoteknologi fundet en smart måde at rense skibes olietanke på, men desværre sker der et udslip, som får uforudsete konsekvenser.
Det andet spor udspiller sig på den lille ø Barsø, hvor drengen Mike bor. Det er sommerferie, og hans kammerat Adrian kommer på besøg. Det samme gør den tidligere nabopige Laura, som begge drenge er lidt lune på. De tre tager på en badetur til en nærliggende klippeø, men det der skulle være en hyggelig sommereftermiddag, udvikler sig til et mareridt.
På øen finder de en forladt båd, der er drevet i land, men hvor er ejeren? Kort efter dukker en sort pøl op ude i vandet, som tilsyneladende fornemmer hvor de er, og som virker umådelig sulten. Og for at gøre ondt værre begynder det at regne.
Lektøren var positiv og skrev: ”Horrorfortælling til unge og lidt ældre, der sætter pris på en snigende historie om udslettelse af en hel ø. Sprogligt let at læse med mange velskrevne, klamme beskrivelser af en dræbende oliepøls-lignende identitet, der nedbryder alt organisk materiale, den støder på. God forside. Falder indenfor den del af forfatterskabet, der er horror og splatter.”
Weekendavisens anmelder var også vild med romanen og kaldte den for: ”En roman der sluger læseren ned og er meget svær fra sig, før sidste side er vendt. Den er skrevet så bogens personer virker levende, og når døden snapper dem i hælene, er man bare nødt til vide, hvordan de har tænkt sig at redde livet – hvis det overhovedet er muligt.”
Og Trauma Magazine skrev: ”Sort Vand er fra første side meget intens og energisk. Leis er effektiv i sit skriveri og han dirigerer sin pen, så bogen fanger den rette stemning af desperation. Hvert ophold forcerer læseren videre og det er flot at holde bid i underholdningen så længe.”
”Sort vand” samler mange af de elementer, der kendetegner Patricks fortællinger. Action, tempo, genremixing, splat, cadeau til andre inspirationskilder og et par samfundskritiske øjne. Her er det handlingen fremfor dybe personportrætter, der bærer historien frem i et som oftest hæsblæsende tempo, hvor der med stort overblik klippes mellem forskellige spor i fortællingen, så læseren sidder i konstant spænding for at få det næste med.
Patricks bøger anmeldes ofte i aviserne som børne/ungdomsbøger, hvilket jeg synes er ufortjent, for når man tjekker blogs og andre webanmeldelser er der ingen tvivl om, at han har en meget stor skare voksenfans. Jeg synes også altid, at der er noget at hente for den voksne læser i hans bøger.
Hvordan det hele hænger sammen
På sin hjemmeside fortæller Patrick lidt om sine ”røverhistorier”. F.eks. giver han et eksempel på, hvordan de fleste af hans historier enten overlapper eller referere til hinanden, og hvordan flere af personerne går igen.
I ”Bag Masken” optræder doktor Samuel, og han dukker også op i novellen ”Opløsning” fra Poe-antologien.
Harry Thomsen fra ”Imitator” og hans gamle makker Eriksen fra ”Sort Vand” optræder sammen i novellen ”Sorteper” i novellesamlingen ”Tunnelen”, hvor Harry bliver stukket ned.
Hvad der egentligt skete med Jenny fra ”Bag Masken” omtales i novellen ”Sne” fra ”Tunnelen”.
Mia fra ”Når Mørket Kommer” er taget til Norge netop i den weekend hvor hendes klasekammerater i Stillinge får ørerne i maskinen i ”Imitator”.
Navnet NEO i ”Psykonauten” blev opfundet i labyrintbogen ”Rejsen til Cyberdrome”.
Væsnet fra ”Imitator”, er en variant af uhyrerne fra ”Jagtmarken”.
Fowlerinstituttet fra ”Bødlen” har navn efter Norman Fowlers fra novellen ”Turisten”.
”Camp 41” bliver bygget under IO.
Jason fra ”Camp 41” er bror til Kantos Khan der starter modangrebet mod zombierne i ”Svøben” fra ”Necropolis”.
Tilde fra ”Camp 41” er “stam-moder” til Haudrupgård som udslættes 500 år senere i ”Requim”.
Væsnet Archie fra ”Camp 41” som hjemsøger Brian Waztac dukker første gang op i titelnovellen fra ”Tunnelen”.
Udvalgt bibliografi:
Sort vand / Patrick Leis. – Facet, 2012. – 230 sider
Camp 41: Heksehammeren / Patrick Leis. – Facet, 2011-. – 2 bind
Camp 41: Reservatet / Patrick Leis. – Facet, 2011-. – 2 bind
Necropolis / Patrick Leis. – Facet, 2008. – 249 sider, illustreret
Når mørket kommer / Patrick Leis. – Facet, 2007. – 158 sider, illustreret
Psykonauten / Patrick Leis. – Klim, 2007. – 196 sider
Pax immortalis / Patrick Leis. – Facet, eksp. NBC, 2006. – 466 sider
Imitator / Patrick Leis. – Klim, 2005. – 228 sider
Tunnellen : nemesisnoveller / Patrick Leis. – Tellus, 2003. – 143 sider
Requiem / Patrick Leis. – Carlsen, 2003. – 324 sider
De kom fra Blodsumpen 2 / Patrick Leis og Dennis Jügensen. – Tellerup, 2001. – 78 sider, illustreret i farver
Jagtmarken / Patrick Leis. – Tellus, eksp. Nordisk Bog Center, 1998. – 199 sider
Bag masken / Patrick Leis. – Tellus, 1995. – 360 sider
Noveller:
Utilsigtede bivirkninger / Patrick Leis i ”Fremmed stjerne”, Science Fiction Cirklen 2012
Babyalarm / Patrick Leis i ”Dystre Danmark 2”, H. Harksen Productions 2011
Loops / Patrick Leis i ”Den nye koloni”, Science Fiction Cirklen, 2011
Lad den rette trænge ind / Patrick Leis i ”Sølvbyen og andre Helsingør-noveller”, Siesta, 2011
Genfærd / Patrick Leis i ”Ingenmandsland”, Science Fiction Cirklen 2010
Opløsning / Patrick Leis i ”Poe – 4 makabre hyldester” 2 Feet Entertainment, 2009
Til min elskede / Patrick Leis i ”Den hemmelige dal”, Science Fiction Cirklen 2009
Infektion / Patrick Leis i ”I overfladen”, Science Fiction Cirklen 2008
Turisten / Patrick Leis i ”Lige under overfladen”, Science Fiction Cirklen 2007
Læs mere:
Patrick Leis’ hjemmeside
Portræt på Danske Horrorfans
Trauma Magazine: anmeldelse af ”Sort vand”
Himmelskibet. - Anmeldelse af ”Camp 41”
Bogblogger: anmeldelse af ”Camp 41”
Himmelskibet. – 2008/2009, nr. 19 Anmeldelse af ”Necropolis”
Fanzine.dk: anmeldelse af Necropolis
Himmelskibet. – 2005, nr. 6 Anmeldelse af ”Requiem”
Planet Pulp: anmeldelse af Når mørket kommer
Scifisiden: anmeldelse af Tunnelen
Tellerup: De kom fra Blodsumpen 2
Anm: Vådt gys (Weekendavisen, 08.06.2012)
Effektive ungdomsromaner er frygtindgydende læsning (Politiken, 08.04.2012)
Splat: Kadaverne marcherer igen (Politiken, 15.11.2008)
De dødes by (Fyensstiftstidende.dk, 05.10.2008)
For unge: Gru på grundfjeldet (Politiken, 11.10.2007)
Pax Immortalis / Requiem (Folkeskolen, 27.04.2007)
Gyser: Begavet splat (Politiken, 06.01.2007)
Børnebøger: Fyn er fin (Politiken, 12.07.2005)
Imitator (B.T., 24.06.2005)
En gyselig blanding på en god måde (JydskeVestkysten, 15.06.2005)
Kultbog for drenge (Berlingske Tidende, 24.03.2001)
Cineroman: Se bogen, læs filmen (Politiken, 11.03.2001)
Børnebøger: Sidste nyt fra Blodsumpen (Aktuelt, 26.02.2001)
Hollywood.online: Læs bogen, brænd filmen (Ekstra Bladet, 02.02.2001)
Bryster sig af ny bog (B.T., 14.10.1995)
Dæmonien klæ’r ham (Berlingske Tidende, 13.10.1995)
---------------------------------------
http://frasortsand.wordpress.com/
9. JULI 2014 · 07:17
Bogbekendtskaber: Patrick Leis
Patrick Leis tager ordet i denne udgave af Bogbekendtskaber.
Jeg tror ikke, at bloggens læsere behøver nogen nærmere introduktion til Patricks arbejde. Han er en af dansk horrors store veteraner, der holdt genrelitteraturens fane højt længe før, de mange små forlag, vi kender i dag, begyndte at udsende gys, fantasy og SF i store mængder.
Selvom Patrick har udgivet børne- eller ungdomslitteratur, udmærker hans bedste gys sig ved at være dystre, kontante og rettet mod et modent publikum. I den forstand har han været et kærkomment alternativ til bl.a. Dennis Jürgensens bud, grænsende til et monopol, på gysergenren herhjemme, før det store genrelitteratursboom kom.
Der er således løbende kommet flere genreforfattere til herhjemme, men ikke desto mindre står Patrick Leis stadig som en af dem, der har vist vejen og bevist, at det rent faktisk er muligt at udsende gys til voksne i Danmark. Han har uden tvivl været en vigtig inspirationskilde for mange, og det er derfor også spændende her at kunne lade Patrick fortælle lidt om en bog, der har gjort indtryk på ham: "The Wolfen."
"Der var vist nok engang, hvor man valfartede til den nærmeste biograf, når der hver anden måned blev skiftet program, og der var også en tid, hvor Internettet ikke engang eksisterede på tegnebrættet og fjernsynet kun havde en enkelt kanal.
Underholdning måtte man selv stå for (måske netop derfor blev der tidligere lavet flere børn end i dag?) og skulle man være en af de, som hengav sig til læsning, var boghandlere og biblioteker den eneste måde at få fat på bøger på. I dag er udbuddet af underholdning nærmest eksploderet, information blandes med fiktion, og det kan være svært at afgøre, hvor virkeligheden begynder og fantasien holder op.
Men er udbuddet så blevet bedre? Jeg ved det ikke, men jeg ser i hvert fald flere halve film end før og zapper hurtigere væk, hvis programmet keder mig. I mange tilfælde er kultur blevet en industri i stedet for et personligt udtryk, og det er både godt & skidt.
Flere mainstreamproduktioner men også nemmere tilgang til offentligheden via Nettet for en voksende undergrund. Alle kan komme ud med deres budskab, og det er så op til verden, om den gider lytte eller at lade være. Det er både blevet billigere at lave film, indspille musik og publicere bøger, og når kunst ikke behøver at gå via de få, velrenommerede institutioner, får vi et langt bredere udvalg end tidligere generationer har haft.
Og heldigvis for det, for hvad DU synes er lokumslitteratur, opfatter jeg måske som underholdning af guds nåde. I de fornemmeste litteraturkredse herhjemme (så som Statens Kunstfond der for længst har besluttet sig for, at Horror og Science Fiction ikke er det papir værd, det er skrevet på men med rund hånd uddeler legater til venner og kollegaer, der skriver på samme måde som dem selv) er der stadig visse genrer, der er mindre stuerene end Al Quida, og som ingen kendte forlag sådan rigtigt vil røre ved…
Men det har de nye, små og innovative forlag heldigvis ikke samme indfaldsvinkel til, og der bliver efterhånden udgivet en pæn portion smudslitteratur i det gamle Danevang.
Jeg selv har haft mine allerbedste læseoplevelser med netop de Underlødige genrer. Et eksempel er The Shining og Pet Sematary, der skræmte mig fra vid & sans da, jeg var knægt, men en anden og lige så god bog er den nok mindre kendte Skygger i Natten.
Den blev skrevet af forfatteren Whitley Strieber og udkom også i paperbackversion herhjemme med titlen Varulvenætter, og så skulle temaet jo ligesom være på plads. Jeg læste den første gang, da jeg var 14 og har siden haft et noget anstrængt forhold til ødemarker.
For denne bog handler ikke om mænd med lange tænder og Gillette-allergi, der transformeres til opretstående skødehunde, når fuldmånen stiger op. Der er heller ingen af Underworlds Teknovarulve eller moralske skrupler fra unge knægte, der bare leder efter den store kærlighed, og hvor ulvehammen er en metafor for bare at være en misforstået bølle.
Næh i The Wolfen, som er bogens amerikanske titel, er varulvene af en helt anden kaliber. De beskrives, så man tror på dem og faktisk overvejer muligheden af deres eksistens som en race, der lever og altid har levet side om side med klodens andre skabninger. Man får beskrevet, hvordan de lever i et kobbel og opfører sig næsten som ulve. Hvordan de har en alfahan, hvordan de jager, hvordan de afmærker deres territorier og hvordan de unge lærer at begå sig. Mennesket aner intet om deres eksistens… Lige indtil den dag hvor de to yngste i kuldet af vanvare dræber et par politibetjente. NYPD indleder jagten på politimorderne, men snart står de overfor en del mere, end de kan gabe over, og omvendt går varulveflokken til modangreb. Deres lugtesans er bedre end en blodhund, de arbejder sammen og kan med deres fingerledsformede forpoter åbne døre og klatre op ad bygninger.
Og som der, frit efter hukommelsen står, ”mens vi lukkede vores hoveddør for at (den almindelige) ulv ikke skulle komme ind, sneg den virkelige fjende ind gennem kælderdøren”.
De søde små væsner har andre kneb til deres rådighed, f.eks. lokkekaldet som er en høj men næsten lydløs tone, der næsten lyder som babygråd. Det er en af den slags lyde, som kun kvinder instinktivt opfatter, og den bliver nok så fint brugt, da ulvene vil skille et makkerpar (M/K) ad for at kunne nappe dem en for en. Det er en roman, jeg har genlæst op til flere gange og jeg, goddamnit, ville ønske, at jeg selv havde fundet på den.
Men det er ikke finkultur, og der er ingen dybe skildringer af en ung husmors personlige kvaler og efterfølgende udvikling. Nej, der er kun horror og gys, og efter endt læsning en mærkbar lettelse over, at det vist nok kun var fiktion. Men alligevel satte jeg i mange år hasperne ordentligt på vinduet, før jeg slukkede lyset i mit soveværelse.
-------------
http://www.litteratursiden.dk/blogs/jan-michael-johansen/20150522 22.05.2015 Nyere dansk horror – et vue gennem tiden
Merriam-Webster definerer horror som “a very strong feeling of fear, dread, and shock” - en stærk følelse af frygt, rædsel og shock sagt på dansk. Det dækker ganske godt den fornemmelse – eller de fornemmelser og følelser – man gerne skulle sidde med efter et godt gys.
Man kommer ikke uden om, at dansk horror i dag skylder Dennis Jürgensen en masse. Om ikke andet har de fleste mennesker i min alder i hvert stiftet bekendtskab med ’Grønne øjne’, ’Relief’, ’Tingen i cellen’ og andre af Jürgensens klassiske gysere. Gyset blev dog for alvor voksent med afdøde Grete Roulunds ’Setans Porte’ i 1995 og ikke mindst Langstrups ’Kat’ i 1996. Langstrup var da også den første modtager af Dansk Horror Selskabs nyindstiftede pris i 2011 for romanen ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’. En roman, der på mange måder, er repræsentativ for nyere dansk horror – den er hård, nådesløs og tager genren alvorlig … og så er den velskreven tillige. Det er også her, vi på dansk stille og roligt begynder at bruge det engelske udtryk ”horror” fremfor ”gys” eller ”gyser”, når vi beskriver genren. Horror signalerer rædselsvækkende litteratur for voksne, mens gys nu indikerer en noget yngre målgruppe.
Sideløbende med Langstrup dukkede Patrick Leis op med sin Necrodemic-zombiesaga fra Forlaget Facet. Leis formåede med sin ligefremme, handlingsdrevne stil at appellere bredt både til unge og voksne, noget Jürgensen i nogen grad også gjorde med sine to zombieromaner Kadavermarch og efterfølgeren Kadaverjagt fra hhv. 1993 og 2006. Leis har fortsat op gennem 2000’erne med at levere actionmættet horror, og til glæde for alle, så arbejder Valeta på at genudgive hele Necrodemic-serien. Udover det, så har Leis senest spredt sig ud til beslægtede genrer med gotiske krimier.
I det hele taget begyndte der for alvor at ske ting på den dansk horrorscene nogle år inde i 2000’erne, hvor blandt andet Henrik Sandbeck Harksen oprettede et forlag med henblik på at udgive dansk Lovecraft-inspireret horror, og Forlaget Valeta begyndte at udgive en hel stribe af bøger i de fantastiske genrer. Begge forlag virkede som grobund og i nogen grad inkubator for en række novelleskribenter, der kom til at præge nyere dansk horror både med deres noveller og i flere tilfælde også romaner. Her er Jonas Wilmann, Thomas Strømsholt, Amdi Silvestri og Christian Reslow værd at bide mærke i. De sidstnævnte evner som Leis at skrive handlings- og actionorienteret horror, hvilket de to Valetaudgivelser ’Pandaemonium’ og ’Kimæren’ er gode eksempler på. Selvom det er et fy-ord blandt seriøse horrorfans, så udviser Reslow nærmest Koontz-agtige kvaliteter i sin skrivestil, mens Silvestri tangerer King-lignende karakteristika med ’Pandaemonium’.
Tellerup lå i den periode heller ikke på den lade side og sendte en række antologier på markedet, hvor forfattere som Michael Kamp og Teddy Vork sprang i øjnene. Kamp med en næsten Jürgensensk stil og Vork med en sjælden evne til den stille, snigende rædsel. Vork ville senere gå hen at vinde Horrorprisen for novellesamlingen ’Sprækker’ i 2014, og som Leis bevæge sig ind i den gotiske krimigenre hos H. Harksen Productions.
I det hele taget udviklede dansk horror sig meget i 2010’erne, hvor både de mere etablerede forlag, men især de nyere forlag både udgav stærke romaner og noveller, men også formåede at fremavle en større gruppe velskrivende og kapable genreforfattere.
Sideløbende dukker der også kvindelige horrorforfattere op, hvor de mest prominente er folk som Anne-Marie Vedsø Olesen, Rikke Schubart og Carina Evytt. Horrorgenren synes i det hele taget at tiltrække talent fra begge køn. Sidste skud på stammen af forlag med fokus på horror er Forlaget Kandor med Nikolaj Højberg i front. Her udgav Vork f.eks. sin prisvindende novellesamling ’Sprækker’.
Kandor sendte også antologierne ’Vampyr’ og ’Varulv’ på gaden, hvor forfattere som Silvestri, Reslow, Wilmann og Martin Schjönning brillerer med nye vinkler på monstermyterne. I kontrast til Silvestri og Reslows mere farverige stil, så er Schjönning en forfatter, der formår at kombinere socialrealisme med horror på effektfuld vis. Højberg selv har i øvrigt skrevet flere noveller, der absolut også er værd at læse. Højberg tilføjer ofte et element af splatter i sine skriv, men har også - sammen med forfattere som Vork og Strømsholt - flair for det psykologiske og menneskelige element i genren.
Flere forfattere valgte også at starte egne forlag op, blandt andet for at få fuldt udbytte af e-bogsmarkedet, men også for at styre den kreative proces fra ende til anden. Her har horrorveteranen Steen Langstrup og den produktive Jonas Wilmann haft stor succes med hhv. 2 Feet Entertainment og Forlaget Kaos. Som herre over Kaos har Wilmanns rablende fortællegen fået frit løb, hvilket man især kan se i forlagets nyeste roman ’By’.
Langstrup har også udnyttet at være herre i eget hus, som set med Poe-tributten fra 2009. Her leverer Leis, Vedsø Olesen, Schubart og Langstrup selv en fremragende og passende hyldest til gotikkens store mester. Gotikken synes at have fået lidt af en renæssance de senere år. Ikke nok med, at den gotiske krimi er en undergenre i vækst, så har gotikken inspireret flere af nyere dansk horrors mest velskrivende og nytænkende forfattere. Her skal især Mikkel Harris Carlsen nævnes. Valeta udgav i 2013 den desværre lidt oversete ’Kakerlakmennesket’, hvor de gotiske elementer fremhæver uhyggen eminent. Harris Carlsen er foruden en dygtig skribent også særdeles produktiv på især e-bogsmarkedet.
Horrorens kår i Danmark fik yderligere et løft, da en gruppe af forfattere og forlagsfolk i 2011 trådte sammen og dannede Dansk Horror Selskab. Selskabet har til formål at promovere horror for voksne, og blandt virkemidlerne er den omtalte Horrorpris. Prisen uddeles årligt på Krimimessen i Horsens, hvor der også er sat tid og lokaler af til en serie af arrangementer centreret på horror og gys.
Udviklingen i dansk horror og bredden af genren træder med stor synlighed frem i tildelingen af Horrorprisen. Fra Langstrups hårde ’Alt det hun ville
