Jeg er lige kommet hjem efter længere tids rejse i USA. Valget blev ivrigt debatteret og som dansker var der særligt én ting der slog mig: Langt de fleste som stemte på Romney, gjorde med begrundelsen at Obarma jo næsten var socialist.

”We dont need the goverment to tell us how to live!” lød parolen samstemmigt, uanset status, indkomst eller race.

Jeg kunne ikke lade være med spekulere over hvad de stakler dog ville sige til at leve under den danske formyndermodel.

For herhjemme reguleres alt. Man taler i flæng om innovation, driftighed og visioner, men høre næsten dagligt om nye tiltag der hæmmer borgernes bevægelsesfrihed. Man kvæler både handlekraften under bjerge af reguleringer, love og direktiver, og man lukker ned for den mentale bevægelighed og lyst til at udforske muligheder. Al tvivl eller mistanke om at noget enten kunne ligge samfundet til last eller gøre individuel skade, mødes med forbud.

Vi er efterhånden den mest fastlåste og mentalt handlingslammede nation i verden og gennem de sidste 30 år har skiftende regeringers fornemmeste virke været at kriminalisere så mange af deres borgere som muligt.

Og er det den vej vi skal gå for at komme ud af krisen?

Jeg tror det ikke.

Vi har hverken olie, mineraler eller andre naturlige produkter at faldbyde, vores høje skatter, afgifter og lønninger svækker globalt set vores konkurrenceevne, så hvad skal vi egentligt leve af?

Af knowhow, innovation og nye ideer, selvfølgelig.

Det er vi gode til, men hvor længe kan vi blive ved med at udfolde en økonomisk bæredygtig fantasi, når vi stadig bliver mere og mere regulerede?

I USA oplevede jeg overalt en driftighed, en lyst til at afprøve muligheder og skabe, herhjemme sørger systemet på enhver tænkelig vis for at alle reguleres til at passer ind i statens firkantede skabelon. Jeg har lavet projekter i både USA og Danmark og en af de helt store forskelle, er at i USA oplever jeg at kunderne spørger ”Hvad vi kan tjene hvis projektet går godt” mens man herhjemme vil høre ”Hvad det kan komme til at koste hvis det går galt”.

”The goverment that govents best, is the one that govent the least”, var der én amerikansk forretningsdrivende der fortalte mig og herhjemme har vi efterhånden kun friheden til at brokke os. Genistregen er naturligvis at holde os fede og velnærede nok til at tro på at vi hele tiden har mere at tabe end vi kan vinde ved et opgør med formynderstaten, men når love bliver love for lovens skyld, kan der ikke være meget plads til kreativ udfoldelse.

Jeg håber at vi danskere en dag begynder at udvise civil ulydighed når noget vedtages med det ensidige formål at kontrollere og kriminalisere, og at politikerne en dag begynder at forstå at de er ansat til at styre landet men ikke landets borgere. -------------------------

To syn på samme sag

Stalin sagde det, Kim Jung Il gjorde det, Enhedslisten forsøger, og Orwell skrev en bog om emnet, men mennesker Er ikke ens. Det burde være så simpelt at forstå, men når man har en fast overbevisning om et specifikt emne eller en tro, kan det være næsten umuligt at begribe at ikke alle andre deler dette synspunkt.

Og nogle vælger endda helt bevidst at fornægte muligheden, ved at kalde anderledes tænkende for afvigere eller vantro.

Men hvordan får man grupper af mennesker med diametralt forskellige livsværdier til at komme over ens? Laver man kompromisser, slækker man på sin egen påståelighed eller sætter man simpelthen et pigtrådshegn og et minefelt op mellem grupperingerne?

Jeg tror ikke der findes et endegyldigt svar, men den nye vredesbølge i de arabiske lande har (igen) fået mig til at tænke på om termen VI og DE nogensinde vil kunne blive til et OS.

I Vesten begriber vi ikke at ironi eller hån kan føre til optøjer og mord. I den arabiske verden fatter man ikke at nogen kan finde på at foretage en gudsbespottelse som er værre end mord.

Det er to poler af modstridende værdibegreber der her står ansigt til ansigt og at sige hvad der er mest logisk er lige så meningsløst som at påstå, at regnbuer er smukkere end kærlighed. Sammenligningen giver simpelthen ingen mening.

I Islam er Gud højere end individet og ære mere værdifuldt end livet, i vesten er ytringsfrihed og (selv)ironi en del af selvforståelse og kulturarv. Begge sider opfatter deres ståsted som ukrænkeligt, så hvordan finder vi sammen på midten?

Jeg tror ikke det nogen sinde vil kunne lade sig gøre.

Jeg ville ønske det, men jeg tror det ikke.

Herhjemme vil det være utænkeligt at en tegning af Jesus som barnemorder ville føre til pøbelopstand og drab, det ville nærmere ende i debatprogrammer og forargede læserbreve. Vi har ikke tradition for protestmarch (landbruget undtaget når 100 traktorer kommer til Christiansborg eller en flok autonome eller miljøaktivister går strækmarch gennem byen) og ambassadeafbrændinger virker på os fuldkomment vanvittigt. Men måske kunne vi faktisk lære en smule af det. Hvis den slags vitterligt kunne hænde i H.C. Andersens lille eventyrland, ville politikerne måske indse at ikke alt kan trækkes ned over hovedet på befolkningen uden at have konsekvens…

Men som sagt, hvad gør vi for at skabe sameksistens på en klode der har nok andre problemer end religionsbagateller at slås med?

Jeg tror at det det hele drejer sig om af definere spillereglerne og at de må komme fra Imamernes mund. Så dette er en opfordring: Fortæl jeres trosfæller at Gud er stor og ikke må hånes. Fortæl at dette straffes hårdt. Fortæl at denne regel gælder for alle muslimer. Fortæl at ikke-muslimere ikke skal blandes ind i jeres regelsæt!

For det er sådan det burde være. Melder man sig ind i en klub følger man spillereglerne, men man kan ikke forvente at andre følger trop. Spejdere gør gode gerninger, munke lever i cølibat, veganere spiser ikke kød, en gift mand (bør vel ikke) score til festen selv om singlevennerne gør det, og min pointe er, at ikke alle er med i samme klub.

Vi forlanger ikke at nogen æder svin eller holder jul, vi forlanger ikke engang at dansk lov og danske normer håndhæves uden for vores grænser.

Så Kære Imamer, fortæl jeres trosfæller, at før vi vantro køber VIP-pas til De Rettroendes Klub, gør vi altså grin med hvem vi vil, også os med selv. Vi er ikke efter jer, men det er vores natur.

…Og den har vi vel fået af Gud.

Kun ved at droppe offerkortet kan vi ende med at leve fredeligt på vores fælleds jord.

Har du ingen uddannelse, kan du jo altid blive politiker

Uddannelse, uddannelse, uddannelse. Det nye mantra i dansk politik. Alle skal uddannes, for der er færre jobs til de dumme og ufaglærte, ledige skal ikke sidde med hænderne i skødet og selv i fængslerne skal de kriminelle hellere bruge tiden bag skolebøger end med at udveksle karrierefremmende tips om indbrudsværktøj og fede fiduser.

Og tanken er jo god nok, både i og med at vi på den måde bliver en nation af supertænkere, samt at ledighedstallene jo falder hvis alle der ikke er i arbejde tager sig en uddannelse.

Men omvendt er det også skruen uden ende. Verden bliver mere og mere kompliceret, alle skal være eksperter eller specialister og for mange må det virke som et uoverstigeligt bjerg at skulle overvinde, bare for at kunne tjene nok til at opretholde livet og få en nogenlunde tålelig fremtid.

Erhvervslivet drukner i krav og bestemmelser. Det være sig lige fra arbejdsmanden som skal have et certifikat bare for at tøffe rundt på lageret med en gaffeltruck, til livredderen som skal gennemgå og vedligeholde diverse svømme- og førstehjælps kurser, og til direktøren der både skal indberette moms, skat og sukkerholdige vare, samt varetage diverse personaleregler og sikkerhedsprocedurer.

Det danske system kræver at alt bliver målt, vejet og reguleret, og her kommer så det virkelig paradoksale: For at ansøge om en posisition i det mest magtfulde erhverv herhjemme, kræves det intet!

Dybest set begriber jeg det ikke, men mens en bartender på en bodega hvor man tillader sig at have en toaster stående for at kunne gi sultne fulderikker en bid brød, skal gennemgå et hygiejnekursus, behøver en folkevalgt politiker absolut intet bevise forud for sit kandidatur.

Det eneste der fordres, er evnen til at gnubbe de rigtige skuldre, kunne lade være med at grine mens man lyver for åben skærm og så ellers magte at formulere en vision på en måde som sandsynliggøre, at man vil sit land det bedste.

Der er jo noget himmelråbende forkert her.

Med Pia og Willys afgang består samtlige partiformænd af rene teknokrater uden egentlig erhvervserfaring. De kender kun virkeligheden fra arkedæmiske skolebøger og diskussionsklubberne med ligesindede artsfæller. Hvordan i himlens navn kan nogen forestille sig at de kan lede et land bestående af rigtige, hårdtarbejdende mennesker med virkelige problemer? Der lige så idiotisk som at ansætte en blind farvelærer. Muligvis kender han samtlige farvekoder og kan i teorien forestille sig hvordan det ser ud når de blandes, men kan han virkelig male noget smukt?

Det burde være et folkekrav, en LOV faktisk, at enhver politiker som opstiller til en post hvor han/hun udtaler sig offentligt og hvis meninger har reel betydning for lovgivning og borger, at personen VED hvad han taler om. En forsvarsminister skulle have været soldat, en økonomiminister have været ansat i en bank eller lignende for at kunne opnå valg.

Og som minimum burde man her indføre en 24-års regel (ligesom med myndighedskravet for at kunne stemme eller få kørekort) samt se på anden kompetence end efternavn og kameratække.

Lad os kræve at politikerne gennemgår et kursus i sund fornuft, almen tale og samfundsforståelse før de slippes løs i Cirkus Borgen.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt at danskerne bliver mere og mere regulerede mens de som sidder på magten er de eneste som hverken skal fremvise ren straffeattest eller have nogen som helst forudgående kompetencer.

Den var sgu aldrig gået i erhvervslivet!

-----------------------------

Politiken 14/8 2012

Er tegnepædofili skadeligt?

Stik mod god moral og etik, er den officielle konklusion fra Sexologisk Klinik, at ”forbrug af fiktive billeder af seksuelle overgreb på børn ikke alene kan lede personer til at begå seksuelle overgreb på børn.”

Det var formodentlig hverken hvad Lars Barfod, eller det nypuritanske Danmark forventede at høre da undersøgelsen i 2010 blev bestilt af den daværende justitsminister, og dette er stadig en sag hvor hjertet taler højere end fornuften.

Faktisk kan man sige at man i højere grad overvejer at indføre et forbud mod dårlig smag, end at beskytte uskyldige ofre.

Men et sådan tiltag, uanset hvor moralsk sympatisk det end måtte lyde, vil uværgeligt medføre ikke alene et angreb på ytringsfrihed, kunst og fantasi, men også ende med at blive endnu en sag hvor man finder forbrydere uden at finde et offer.

Tanken om at indføre censur eller forbud mod tegnede figurer adskiller sig mærkbart fra den oprindelige pædofililov, som jo er indført for at 1) varetage børns tarv samt 2) at straffe forbryderne.

Så langt så godt, men hvem er forbryderne bag en tegneserie? Tegneren, forlaget, distributøren, køberen, eller kiosken hvor bladene sælges? Lad os for nemheds skyld sige det er tegneren. Har han gjort en forbrydelse? I så fald hvem er offeret? Meget spændende, skal den animerede figur så have rettigheder, bliver han/hun indkaldt som vidne i retssalen og kan han/hun kræve erstatning for svie, smerte og offentlig eksponering?

Vinder figuren retssagen, hvem skal så have erstatningen? Tegneren måske, han er jo trods alt hendes værge. Rent juridisk er der endnu et ganske sprængende punkt: En tegnet figur har naturligvis en fiktiv alder og den bestemmes alene af den sigtede tegner / ophavsretsmand og med mindre fjolset har skrevet direkte i teksten at hun er f.eks. 6 år, vil en forsvare til en hver tid kunne agitere for at figuren er 18 men bare ser meget ung ud.

Anklageren vil få betydelige problemer med at fremskaffe relevant dna eller andet der kan påvise den skadeslidenes præcise alder. Så man kan vel spørge sig selv om det hele ikke afhænger af øjnene der ser. Er det mon i virkeligheden de mest indædte fortale for en stramning af loven, der ser hvad de ønsker at se, er det i virkeligheden DEM som har et undertrykt behov?

Jeg tror generelt at forbud i langt de fleste tilfælde kun føre til endnu en indskrænkning af den personlig frihed og er lovgivernes måde at tæmme os på, men i dette tilfælde er det direkte latterligt. Man kan ikke forbyde noget man ikke kan lide, med henvisning til at det er krænkende. Krænkende for hvem, spørger jeg? For læseren naturligvis, ikke for offeret som ikke engang eksisterer.

Og hvad bliver det næste, at forbyde rock fordi man ikke kan lide teksterne? Du gode gud, Six Pistols sang om omstyrtning af samfundet, Black Sabbat om at tilbede djævlen og Nina Hagen om hundesex!

Næste tiltag kunne jo være at forbyde bilen, prøv at sammenligne hvor mange der bliver dræbt af kniv eller pistol med antallet af dødsofrene i trafikken...

Set i den kontekst, bliver smagsdommeriet om tegnet børnesex næsten grinagtigt.

Nej, lad folk få frihed og oplysning og mulighed for at vælge og lad så hammeren falde des hårdere hvis de ikke forvalter friheden uden at være til skade for andre.

Patrick Leis 2012

-----

I den litterære skammekrog

Jyllandsposten / Offentliggjort 02.06.12  kl. 03:01 

Gysere og science fiction er vor tids lokumslitteratur, i hvert fald i Danmark.

For få dage siden uddelte Statens Kunstfond sine statsregulerede overlevelsesrationer til værdige repræsentanter for det danske kulturliv. Svedige hænder åbnede mailboksen, og bitre eder udslyngedes over, at netop de ikke faldt inden for rammerne af »tilstrækkeligt kunstnerisk niveau«.

Se, det kan være en bitter pille at sluge, men personligt var jeg nu ikke overrasket over at (igen) blive henvist til den litterære skammekrog. Jeg skriver nemlig gysere og science fiction.

Og se, netop disse to genrer er vor tids lokumslitteratur, i hvert fald i det gode kongerige Dannevang.

Bruges selv af Nasa

I f.eks. England og USA har man for længst opdaget, at science fiction er andet end rumprinsesser, laserpistoler og modificerede støvsugere, der med lidt god vilje godt kunne ligne en robot. Man har både som læsere og anmeldere faktisk (om end lidt modvilligt) taget genren til sig og lavet store priser samt købt nok eksemplarer til, at forfatterne kunne overleve.

Herregud, selv rumcentret Nasa har taget flere science fiction-forfattere så alvorligt, at det har implementeret deres visioner i forskningen.

Men i Danmark er det fortsat biografier, socialrealisme og nu også krimier, der storhitter, mens tungtraumatisk og nonforståelig poesi honoreres med legater og fine titler.

Fantasy ind i varmen

For nogle år siden led både kriminallitteratur og fantasy under samme trange kår, men heldigvis fik en række amerikanske og ikke mindst svenske forfattere (og det efterhånden ganske prominente Danske Kriminalakademi) løftet krimien op fra rendestenen, og det samme skete for fantasygenren, efter at bl.a. J.K. Rowling kom på banen og forenede unge og gamle i eventyrlig magi.

Men for gyserforfatter og science fiction-skribenter er de bonede gulve stadig lukket land, og det forekommer mig, at vi bliver mere genrebedømt end kvalitetsbedømt.

Helt forkert? Næh, for selv om mine egne skriblerier ganske vist har fået vældig fine udtalelser fra bibliotekernes lektører (og tak for det), har de fleste anmeldelser alligevel endt med: »Glimrende bog, hvis man ellers er til gys.«

Dansk Horror Selskab

Jeg håber dog på bedre vinde i dette sprog-og-potentielle-læsere-maginaliserede land og har derfor sidste år været medstifter af Dansk Horror Selskab, hvor de efterhånden fleste af landets bedste gyserforfattere er repræsenteret.

Vi uddelte i foråret prisen for årets bedste gyser, og en dygtig og uafhængig jury tildelte prisen til Steen Langstrups roman ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”.

Er vi ude i smagsdommeri?

Og nu vi taler om juryer…

Kriterier for kunstnerisk værdi kan ikke afgøres på samme måde som ved et 100-meterløb. Der findes ingen målfoto i smag. Så man har nedsat et par eksperter i Statens Kunstfond og Statens Kunstråd til at gennemgå ansøgninger og finde de værdige modtagere.

Men hvem er disse folk, og hvordan kan det være, at den samme håndfuld mennesker år efter år modtager de eftertragtede legater på trods af skiftende udvalg? Er der virkelig kun så få dygtige skribenter i Danmark, eller er vi virkelig ude i noget, som kunne forveksles med smagsdommeri eller nepotisme?

Fik 27 legater

Den nyligt afgåede formand for Statens Kunstfond, Pia Juul, modtog selv ikke mindre end 27 legater fra netop Statens Kunstfond mellem 1986 og 2010, herunder endda den livsvarige ydelse i år 2000. Så at hun blev valgt som formand for komiteen, overrasker vel ikke?

Nu er der så kommet en ny jury, men her sidder f.eks. Helle Helle, der mellem 1995 og 2011 modtog legater 11 gange, herunder også den livsvarige ydelse.

Jeg ved ikke, om det er tilfældigheder, men undertegnede fornemmer visse konspirationsteorier om ærtehalm-symbiose trænge sig på, og jeg tvivler oprigtigt på, at uddelingerne rammer bredere i fremtiden.

80.000 kr. til Nørlund

På musiksiden har der omvendt været en vældig palaver om den unge Nikolaj Nørlund, der til trods for et noget mangelfuldt cv alligevel formåede at tilrane sig 80.000 gode, danske skattekroner. Forargeligt for nogle, et forfriskende pust ifølge andre.

Jeg skal ikke være den, der dømmer, men jeg så gerne, at det er kvalitet og ikke genrer, der fremover bliver belønnet. Det vil vise sig, om det bliver bedre, når og hvis Statens Kunstfond og Statens Kunstråd bliver slået sammen til ét enkelt organ.

Men hvorfor skal der overhovedet uddeles statsstøtte, spørger mange - hvad der ikke kan flyde, bør vel synke. Korrekt, men dansk er et minisprog, hvis udvikling og raffinering først og fremmest varetages af forfatterne, og sammenlignet med f.eks. landbrugs- eller innovationsstøtte tager kulturen en næsten usynlig del af kagen.

Og de fleste sætter vel i grunden pris på en god bog?

Herregud, den kunne jo ende med at blive filmatiseret.

  -----------------------

Ligestilling for enhver pris

Patrick Leis, Allersgade 18, 4. København- Offentliggjort 30.04.12  kl. 03:01 

Ekstrabladet 4/4 2012

 ------

http://jp.dk/aarhus/meninger/breve/article2740806.ece

»Vi er for fred«, siger de og knytter næven

Patrick Leis Allersgade 18, 4. København N - Offentliggjort 03.04.12  kl. 03:01 

Det skærer i øjne og ører, når den radikaliserede venstrefløj bekæmper vold med vold.

Jeg kan ikke altid få tingene til at passe sammen. Det har sikkert noget med manglende IQ at gøre, men sommetider oplever jeg noget, som simpelthen vender hele mit verdensbillede 179 grader.

Der var demo i weekenden, også i den grad.

Smilet blev en smule anstrengt i Aarhus og omegn, og man kan med rimelighed sige, at slagsangene endte med mere slag end sang. »De højreorienterede kommer!« råbte man fra tårne og gadehjørner, »og vi ved jo godt, hvad den slags altid ender med!«

Engelsk, dansk, norsk, moldavisk, marsiansk Defence League (eller hvad de nu end kalder sig) går strækmarch gennem vore hyggelige brostensbelagte gader og spreder deres racistiske og ganske givet også nazistiske galde over fredselskende bys- børn, gjaldede megafoner og mobiler i behørig angst.

Folk rustede sig til ballade, for hvor disse ideologibøller end viser sig, medbringer de vold og nedrig tale. Alle 80 af dem.

Så vi ruster os til krig, hundredvis af vrede bysbørn.

Moddemonstration i gåsegang (ikke strækmarch, mind you!) hele byen rundt for tolerance og kærligt menneskesyn. Fascisterne i Mølleparken har ganske vist hverken medbragt skydevåben eller foretaget indoktrinerende kidnapninger, men alligevel står de der, nok så frækt, og misbruger de demokratiske spilleregler ved offentligt at agitere for deres absurde synspunkter.

Én ting er hooligans

Og her er det så, at kæden hopper en smule af for undertegnede, for selv om jeg langt fra sympatisere med Defence League (dansk eller marsiansk), var det jo en lovligt anmeldt demo. 

Jeg kan til nød forstå, at nogle unge hårdkogte muslimer taber besindelsen (det er jo trods alt dem, der direkte bliver vingeskudt i højrefløjspropagandaen), men at venstrefløjen også griber til vold, er i min optik topmålet af hyklerisk dobbeltmoral.

Retten til ytring er jo kun noget værd, hvis det også gælder dem, man er imod.

Én ting er, når rockere og hooligans griber til vold. Det kan jeg forstå. Vold ligger for dem lige til højrebenet (eller måske nærmere højrehånden), og de har aldrig lagt skjul på, at magt skal tages og ikke fortjenes. Det har jeg en sær respekt for, da jeg i det mindste ved, hvad jeg skal forholde mig til i forhold til de klaphatte.

Men det skærer mig simpelthen i øjne og øre, når den yderliggående (eller skulle man måske kalde dem den radikaliserede) venstrefløj bekæmper vold med vold.

Bekend kulør

»Vi er for mangfoldighed og tolerance«, siger de, mens næverne knyttes, og dobbeltmoralen er lige så tyk, som når nogen ytrer, at de kun hader to ting: indvandrere og racister.

Jeg synes, de enten skulle bekende kulør og indrømme, at de er lige så fascistiske som højreekstremisterne, eller begynde at forstå, at vold er vold, lige meget hvem man slår på.

Og jeg ser det faktisk som værre, når man forsøger at overbevise omverdenen om sit hippieelskelige humansyn, mens man banker løs på sine ideologiske modstandere, end at man bare er en afstumpet voldsmand, der hader hele verden.

Og fra alle jer fredselskende autonome vil jeg gerne høre, hvor ofte højrefløjen har afbrudt en af jeres eller muslimernes fredelige bymarcher?

Nej, der er noget, der er helt vendt på hovedet her.

--------

http://jp.dk/arkiv/?q=patrick+leis&tekst=on&nyheder=on&kultur=on&opinion=on&avis=on&fra=&til=

Politikerne lovgiver sig ud af borgernes ret til at begå dumheder, mener kronikøren.

På gaden, lige uden for mit vindue, jogger en pige frejdigt af sted. Hun har halstørklæde, træningsbukser af bevægeligt spandex og ergonomiske løbesko på, og en hvid ledning fra hendes øregange vidner om motivationsstimulering via iPod eller mobiltelefon.

Hun ser anstrengt, rødkindet og målrettet ud og er sikkert overbevist om, at hun lige netop nu er i færd med at forlænge sit liv.

På de 100 meter jeg kan følge hende, før hun drejer om hjørnet ved Ægirsgade på Nørrebro i København, bliver hun passeret af fire biler, og jeg formoder, at hun lige så godt kunne have siddet derhjemme og røget et par smøger. Nå ja, men i hvert fald taber hun sig vel ...

Den ene af bilerne standser nede på hjørnet. Føreren har sikkerhedssele på, men taler samtidig i mobiltelefon.

Det homogene samfund

Og det opsummerer på en måde, hvad der i stigende grad slår mig: Nemlig hvordan lovgivning og modeetik forvaltes ud fra stadig mere populistiske værdier.

Jeg lever i en livmoder af kernedemokrati, i et kongedømme, hvor selv den svageste bliver hjulpet, hvad enten han vil det eller ej. Danmark er en ministat, og hvad vi ikke kan fremvise af slagkraft, må der i sagens natur kompenseres for på andre måder.

Vores uofficielle nationalbranding hviler på homogenisering og grænseoverskridende medmenneskelighed. Vi måler vor højkonjunktur i antallet af rosende ord fra andre statsledere og hjælpeorganisationer samt i antallet af synkronafrettede borgere.

Vi har udviklet os til degenererede kloner, hvor en ridse i en bildør giver anledning til krisehjælp, og lykke er et synonym for sanseløs købekraft samt fordringsløs ensretning besynderligt, at Etisk Råd stadig værger sig ved udsigten til kloning, det er jo praktisk talt kun en håndsbredde fra det stadie, vi nu befinder os på; men måske har de problemer med at finde den mest velegnede original at kopiere fra?

Der lovgives om alt

Det klogeste, jeg længe har hørt, kom fra en udsendelse på DR, hvor en tyrkisk journalist spurgte en dansk kunstner, hvad danskhed egentlig var. Kunstneren svarede, at vi i Danmark havde friheden til at kede os!

Og jeg skammer mig, når jeg høre politikernes tale om reguleringer og harmonisering.

Jeg troede naivt, at lovgivning handlede om at hjælpe de svage, at forhindre miljøsvineri og sikre ejendomsret samt værne om den enkelte borger.

Et af grundlovens fundamentale principper er, at mindretallet bør sikres mod flertallets magtudøvelse, men jeg fornemmer, at vi bliver lullet ind i en moralistisk glidebane, hvor lovgivninger i stadig stigende omfang sigter mod at gøre os til små robotter.

Der bliver lovgivet om alt: Du må ikke fyre kanonslag af, rygning bliver forbudt, man skal køre med styrthjelm, og hovedspring er forbudt fra badebroer.

Jamen, hvad i himlens navn er det for en formynderstat, vi lever i, hvornår blev det sneget ind i grundloven, at vi ikke må slå os!?

Jeg har hverken sympati for christianitter eller brugerne af Ungdomshuset (der er langt mere fascistiske end politikerne: Bare forsøg at bygge et hus i Fristaden, eller trop op i Ungeren med jakkesæt, og du vil opleve, hvad virkelig snæversynethed er), men jeg græmmes over, at der ikke også kan være plads til disse måske sidste virkelige oprørere i vort åh så liberale samfund.

Skadelige cowboybukser

Vi værner med grundlov og flammesværd om frihed i både ord og handling, men med en tilsneget omskrivning af, at alle dyr er lige, men nogen mere lige end andre, må man efterhånden konkludere, at alle danskere hermed tilstås friheden til at opføre sig ordentligt!

Den største politiske genistreg har været at lade os blive selvfede og magelige. Vi orker ikke endnu et studenteroprør, når vi har plasmatv og villa, når kartoflerne, rødvinen og steaken lægger bunden efter en givtig arbejdsdag, og vores velbetalte job danner rammerne om vor identitet.

Men hvorfor er der aldrig nogen, der har spurgt, hvad politikerne egentlig må lovgive om?

Hvad hvis regeringen pludselig fik ondt i sulet over folk, som gik i jeans eller drak kaffe? Ville der så blive nedsat en kommission til udregning af de skadelige virkninger, som cowboybukser har på mænds sædkvalitet eller potentielt kvindeundertrykkende kropssprog?

Og hvad hvis man pludselig mente, at noget musik var af en så samfundsnedbrydende karakter, at det skulle forbydes?

Der er mobbelove, ophævelse af revselsesret og påbud om, at hashrygning er forbudt. Man diskuterer rigtigheden af prostitution og forbyder ukontrolleret hasardspil.

Vores politikere er ved at forvandle sig til evangelister, og jeg har oprigtig talt svært at finde den beføjelse, der giver dem ret til at forvalte den enkelte borgers ret til at være tåbelig.

Så længe en handling kun har konsekvens for den, som udfører den, og ikke ansporer direkte til landsskadelig virksomhed, kan det efter mit bedste skøn aldrig være statens opgave at forhindre den.

Betaler for egne fejl

Måske er rygning skadelig, måske er det i sidste instans bedre, hvis bilisten, der kørte galt, virkelig havde haft den sikkerhedssele på, men kan det virkelig være rigtigt, at vi skal lovreguleres ud af muligheden for at drage egne erfaringer?

Jeg synes, det aspirerer til det kriminelle, at man kan lovgive om sager, der ikke har ofre.

Det er uanstændigt, menneskeundertrykkende, diskriminerende og umyndiggørende formynderisk, at lovgiverne har bevæget sig fra at være retfærdighedsvogtere til smagsdommere.

Jeg ville synes, at det var i orden selv at skulle betale merprisen for min kræftoperation, hvis jeg ryger 20 smøger om dagen, eller at selvrisikoen for mit kirurgiske indgreb blev forhøjet, hvis jeg nægtede at køre med styrthjelm på min motorcykel. Men ved gud i himlen, det er mit liv, min krop, og jeg vil selv bestemme, om jeg må komme til skade!

Jeg savner en åben debat om politikernes egentlige kompetencer.

Jeg ville ønske, at man ville indse, at både demokrati og samfund stadig vil kunne bestå, selv om ikke alle folk gik mentalt klædt som en vestlig version af formand Mao.

Slapsvansenes børn

Det har længe undret mig, at vi som de stolte efterkommere af vikinger og stærke folk bare lader stå til, mens politikerne trækker den ene moralisering efter den anden ned over vores hoveder og slipper af sted med det ved at give os friheden til at udtale os kritisk fra pladsen i den bløde sofa.

Det har virkelig forbavset mig, at vi bare lader stå til, men pludselig gik det op for mig, at der jo er en forklaring på det meste.

Nok nedstammer vi fra de vilde danere, men, mine damer og herrer, vi er jo efterkommere af dem, der blev hjemme.

Dem, der turde, drog på eventyr, resten af os klamrede os til trygheden ved harmoni og lod jeget ændre sig til vi.

Individualismen blev ofret for sikkerhed og jantelov, vi er slapsvansenes børn, og vi har lært at være tilfredse bag stokroser og ligusterhække.

Hvor er det dog egentlig sørgeligt.

-------------------------------------------

Af Patrick Leis, Allersgade 18, 4., København - Offentliggjort 05.06.07  kl. 03:00 

Dengang man talte om en ”Jesper Olsen", vidste man endnu ikke, hvad virkelig dumhed var.

I PLAYERS Lounge i TV 2 lørdag var den mest præcise udtalelse ordet ”dominoeffekt”, for på sin vis (uden at gå helt tilbage til Gorm den Gamle og dengang fodbold blev spillet med oppustelige svineblærer på de engelske landeveje) væltede den første brik allerede i spanienskampen.

En tv-producer kunne ikke have skabt et bedre drama, vores evige nemesis skulle besejres, og alle danske tropper struttede af beslutsomhed og vilje.

Kampen begyndte som et rødt/hvidt stormvejr, man troede på, at sensationen ville indfinde sig, og så kom den famøse rødkortskendelse, der med et slag ændrede alt.

Både kampen og Olsens hoved blev tabt, og til trods for, at den spanske træner også havde svært ved at holde sig inden for sin boks, blev kun den danske træner udvist.

Det satte om noget tingene på spidsen mod svenskerne, hvor både spillere og tilskuere var under pres.

Og så tilbage til det famøse 89. minut, efter en Davids kamp mod Goliat, hvor dansk fodbolds værste 25 minutter var blevet vendt til en drejebogslignende triumf. 11 rød/hvide superhelte havde gjort noget, som ville have virket ganske urealistisk i en amerikansk baseballfilm, og selv om kampen måske ville være endt uafgjort, var aktierne i fodboldglæde steget betydeligt og den nationale pr-værdi astronomisk.

Vi havde alle chancer for at komme videre i kval'en med løvehjerter og oprejst pande.

Men så var der jo lige Poulsen.

Dengang man talte om en ”Jesper Olsen", vidste man endnu ikke, hvad virkelig dumhed var.

At man, endda tyve meter fra boldbesidderen og i sidste minut, mens man står i straffesparkfeltet, kan glemme, at man er fodboldspiller og ikke bokser, overgår simpelt hen min forstand.

Manden har en årsløn, som ligger et pænt stykke over sultegrænsen, og med de mange penge, som betales for faglige kvaliteter, burde også følge et ansvar.

Om ikke for dansk fodbold og tilskuerne i almindelighed, så i hvert fald for holdet.

Efter at Bjarne Riis har vist, at præstationer opnås bedst med stoffer, og Poulsen demonstrerer, at vold er løsningen på irritationer, må man vel overveje, hvorvidt sportsfolk mon egentlig egner sig til rollemodeller, men skandalen standsede jo ikke her.

Uforståeligt straffespark
Hvad i alverden, der får dommeren til at pege på straffesparkspletten, begriber jeg mildt sagt ikke. Bolden var stadig i spil, den befandt sig tyve meter væk og var ikke inde i feltet? Et rødt kort, naturligvis (og gerne permanent) men straffespark?

Kendelsen var mildt sagt uforståelig, og så var der jo lige ham idioten, der ville sikre sig de berømte 15 sekunder.

Ham anser jeg egentlig bare for en tomhjernet taber, men der kan vi jo lige så godt stille spørgsmålet videre til Parkens bestyrelse, som stadig tror, at danskerne er et velopdragent lilleputfolk, og at vi som snart det eneste nationalstadion i verden ikke behøver at sikre banen mod psykopater.

Og til en vis grad kan jeg forstå (men ikke acceptere) tilskuerens opførsel. Øl, kammerater, ophidselse, over hele verden mister tilskuerne lejlighedsvis besindelsen og udviser en primatlignende adfærd, og selv om det aspirerer til en Darwin Award, burde optrinnet vel ikke komme som den store overraskelse.

Men forskellen fra Poulsens genistreg er til at få øje på. En idiotisk fan handler på egne vegne, og modsat spillerne er han hverken bundet af et fairplay-kodeks eller repræsenterer nationens ære.

Det er spilleren derimod, og da Poulsen jo nok så eminent demonstrerede, at vold kan løse de umiddelbare problemer, er der vel ikke noget at sige til, at en eller anden kødhjerne følger hans gode eksempel.

Så spørger man mig, hvem der er den virkelige idiot, må svaret være klart: Når rollemodellen i nationalfarver giver fanden i ære og regler, hvordan i alverden kan man så blive overrasket over, at pøblen følger trop?

Med magt følger forpligtelser, og hvis politikere snyder i skat, eller politifolk sælger hælervarer, burde det naturligvis straffes hårdere, end hvis menigmand gør det samme.

Det samme burde gælde sportsfolk, hvor personlig irritation må undertrykkes for kollektivets bedste, og med fare for at lyde som en læresætning fra Maos Lille Røde, må atleter som agerer på et hold og endda på nationens vegne, lade personlige konflikter vige for den overordnede plan.

Naturligvis er vindermentalitet og temperament en nødvendighed for at blande sig med de bedste, men Poulsens skurkestreg er alligevel i en klasse for sig selv.

Nogle mennesker besidder et job, hvor selvdisciplin er vital, og personligt er jeg da ganske lettet over, at Poulsen ikke valgte at blive pilot.

Mamma mia, tænk hvis han fik en dårlig dag i 10 kilometers højde.

Forhåbentlig bliver han ekskluderet fra de udvalgtes rækker, og hvem ved... Hvis Poulsen kommer til at se fremtidige landslampe fra tilskuerrækkerne, er det måske ham, der næste gang slår en dommer ned?

Man må veloverveje, hvorvidt sportsfolk mon egentlig egner sigtil rollemodeller.

Når rollemodellen i nationalfarver giver fanden i ære og regler, hvordan i alverden kan man så blive overrasket over, at pøblen følger trop?

-----------------------------------------------

Hvorfor jeg pludselig tabte lysten til at sætte kryds

Patrick Leis, Allersgade 18, 4., København - Offentliggjort 04.09.11  kl. 03:01 

Jeg hører debatter, valgtaler og ophidsede talkshows, Jeg læser blogs, kampagneannoncer, meningsmålinger samt endeløse ekspertudtalelser, mens øjnene bliver tunge, og apatien sniger sig frem i hjerne og sjæl, for alle de mange meninger mudres sammen til meningsløs mumlen, en jeremiade af nissernes uforståelige sprog. Jeg hører om personangreb og dommedagsprofetier, men ingen genkendelige ord.

Alt er blevet overflade og slogans og rækker af modeord, der faktisk intet betyder. Man vil ikke længere vejlede, men vildlede, ikke med løgn, men med omsvøb, og jeg forstår ikke, at medierne lader sig kue.

Jeg kunne ønske, at politikere skulle sværge at fortælle sandheden, kun sandheden og hele sandheden og blev taget i ed, før de fik tildelt magtfulde poster.

Jeg kunne ønske, at tv- og radioværter indførte et karantænesystem, hvis spørgsmål ikke blev præcist besvaret.

»Tak for ingenting, De kan komme tilbage om en måned.«

Jeg ønsker ærligheden tilbage i dansk politik, jeg ønsker ansvarlighed og tydelig tale, jeg ønsker lovgivere og hverken smagsdommere eller nye forældre.

Politik og valg burde dreje sig om retssikkerhed, frihed, velfærd og borgerrettigheder samt sikre et velfungerende sundhedssystem og ikke forbud og tvangsregulering i et samfund, hvor vi snart ikke længere må tænke selv.

Vi bliver lovgivet ud af enhver tænkelig situation, vi mister både evne og vilje til at lære af fejltagelser og glemmer at bruge den sunde fornuft.

Formynderi og overgreb

Politik er blevet til formynderi og overgreb mod retten til at begå fejl. Det er magt for magtens skyld og ønsket om et samfund, hvor mennesker tænker og handler som os; lad det ske via demokratisk mumlesprog og brudte løfter.

Så valgdagen er blevet en farce. Jeg kan stemme rødt og få et hav af nye love, forbud og reguleringer eller blåt og se økonomi være det endegyldige parameter for lykke, livskvalitet og glæde. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der er værst, og at lytte til de daglige debatter gør mig ikke meget klogere.

Tilsyneladende består det virkelige parallelsamfund mellem borgere og politikere.

Tænk, hvis det blev et lovkrav, at man skulle have erhvervserfaring for at kunne opstille, at man ikke kunne gå direkte fra skolebænk til Folketinget uden at vide, hvad det vil sige at arbejde?

Hvad hvis man forlangte, at forsvarsministeren havde været i hæren, at en socialdemokratisk leder skulle have stået på en fabrik og en socialminister levet et år af kontanthjælp?

Stilles til ansvar

Vigtigst af alt: Måske skulle man først og fremmest definere, hvad politikere reelt måtte lovgive om og stille dem til ansvar under straffeloven, hvis de førte deres vælgere bag lyset.

Men hvem ville dog fremsætte et sådant forslag? Hvem vil frivilligt afgive sin magt og faktisk begynde at arbejde for folket og for landet?

Ikke nogen af dem, jeg umiddelbart kan finde på stemmesedlen, tænker jeg trist og slukker for både min radio og tv'et.

15/9 bliver endnu en sort dag, lige meget hvem der har talt bedst for sin sag.

-----------------------------------------------------------------------------

SVAR:

http://jp.dk/morgenavisen/meninger/article2541286.ece?ncc=1

Kort sagt

Offentliggjort 11.09.11 kl. 03:01

En præcis beskrivelse

Kære Patrick Leis. Du skal havde en rigtig stor tak for dit læserbrev 4/9. Du sætter ord på, hvordan jeg tror, at mange har det med dette valg og den politiske situation.

Sten Rohr Sørensen, Søndre Tobølvej 40 B, Hjerting, Esbjerg V

-----------

http://jp.dk/opinion/breve/article2705588.ece

Længe leve finanskrisen

Patrick Leis, Allersgade 18, 4. København

JYLLANDSPOSTEN 25.02.12  kl. 03:01 

Man kan dårligt tænde sin computer, sit tv eller radioen, før man hører de fordømtes mantra: Det hele er finanskrisens skyld.

Fra den græske tragedie til stigende afgifter og kravene om at spænde livremmen ind - alt skyldes finanskrisens altfavnende svøbe. Borgere frygter for deres job, politikere vasker hænder i faldende obligationsafkast og trygler os alle om at gøre lidt ekstra. Men for hvad?

Med al respekt for dem, som krisen har ramt hårdest, er jeg faktisk glad for, at børserne krakkede, boligboblerne viste sig af samme materiale som it-illusionen, og gassen gik af samtlige vækstballoner.

For prøv at tænke bare en fire-seks år tilbage. Alt gik godt, der var penge til endnu en udbygning på sommerhuset i Nordsjælland og til endnu en bil i garagen.

Men respekten for livet, Jorden og hinanden ophørte gradvist med at eksistere.

Parametrene for lykke blev målt i succes, etik blev gradvist forvandlet til investering, og moral blev lig udbytte. Nu skal jeg hverken lege Buddha light eller agitere for, at vi vender tilbage til Frøstruplejrens 68'er-logik, men det er da påfaldende, at mængden af selvmord, salg af antidepressiver og mistrivselen steg simultant med vores rådighedsbeløb. Folk pralede af materielle goder og karrierehop frem for at glæde sig over personlig udvikling, kreativitet og oplevelser, og jeg tror, at det mest læste stykke litteratur gennem de seneste år må være netbankens ugentlige updates.

Et liv i overdreven luksus

Så da krisen sneg sig ind ad bagdøren til parcelfæstningen og krøb op under dynen som en tyv om natten, vendte vantro sig til panik. Jeg hørte skrækslagne stemmer hviske om, at »nu var de måske nødt til at sælge huset«, men ingen spurgte sig selv, om det fra begyndelsen overhovedet havde været nødvendigt at bo to mennesker på næsten 300 kvm?

Vi er på mange måder et overforkælet folk, hvor fattigdom består i at måtte vente med at købe mærkevaretøjet, til det kommer på udsalg, og faktisk tror jeg, at finanskrisen var både god og nødvendig. Vi fik, for måske første gang siden industrialderens begyndelse, øjnene op for, at hverken naturen eller Jorden byder på ubegrænsede ressourcer. Fremskridt og forbedret levevis er fint, men hvor ville det dog være ønskværdigt, hvis lykke kunne måles i andet end materiel velfærd.

Jeg siger ikke, at det enkelte menneske er ansvarligt for verdens tilstand, men i Vesten er idealborgeren det lykkelige og medgørlige individ i den sunde krop, som fører en ansvarlig og produktiv tilværelse uden at råbe for meget op.

Vridemaskinen i fuld gang

Den forrige regering gjorde alt for at ensrette os, den nye har en liste med afgiftsmuligheder, hvor man ganske uigennemtænkt tager punkt for punkt og ser, hvor man kan vride penge ud af borgerne.

Afgiften på udenlandske blade er blot det seneste tiltag, som kommer efter fedtafgift og (foreløbig kuldsejlede) betalingsringe, og man kan vel næsten forestille sig, at det næste bliver en elevatortakst på en krone eller to, fordi du hellere burde tage trappen.

Jeg siger ikke, at det er lykken at være flad, men påfaldende er det, at kun få politikere og åbenbart de færreste af deres vælgere tilsyneladende forstår, at lykke ikke nødvendigvis er synonymt med opsparing eller forbrug.

Nej, så jeg er på sin vis glad for, at finanskrisen kom; den har i hvert fald fået mange til at standse en smule op og sætte pris på, hvad de har, og ikke tænke på, hvad de måske kan få.

Og så vil jeg til slut bede alle politikere glemme denne artikel hurtigst muligt, da jeg nødig så, at den skulle resultere i en ny lykkeskat.

--------------------------

10/3 2011 JYLLANDSPOSTEN 24/3/2012

Kære Manu Sareen

(Du som er på Christiansborg)

Det er med åbne øjne og opadvendte håndflader jeg gør knæfald over den endelige og fuldstændige udvanding af den danske folkekirke.

Denne sejlivede institution som så nådesløst betvang den oprindelige folketro og fordrev Aser og Vaner fra den kollektive bevidsthed har så sandelig fået sin retfærdige bekomst.

Dette sidste nutidige og velmenende anslag mod nedrig overtro, cementere én gang for alle, at over guder og forkyndere står altvidende politikere, hvis magt og indsigt må sammenlignes med en kaptajn på en skib i høj sø.

Intet over, intet ved siden af.

Som din statsminister så ofte ynder at sige, ”Intet er helligt”.

Ikke den bibelske skrift, ikke de århundrede år gamle trosbekendelser.

Det glæder mig usigeligt, at der en gang for alle tones rent flag og den politiske elite hamre den endelige dom over eventuelle fritænkere i jorden med syvtommersøm. ”Vi alene vide”, burde der stå over indgangen til Borgen, for i det alfavnende hensyn til nu & samtid og i frygt for individet eller mishag med ukontrollerbare instanser, gør vi alt til mærkesager og afretning.

”Der var også oprør da man valgte at lade kvinder indtage præstehvervet” siger du med et vindende smil, men er det ikke at rode begreberne sammen? Der står mig bekendt intet i biblen om at sognepræsten skal være en mand, men ordret at Mand og Kvinde skal føjes sammen.

Jeg er overbevist ateist, udmeldt for 20 år siden af det jeg mener er en uvidenskabelig og overtroisk institution. Jeg mener det skulle være forbudt at missionere offentligt for sin tro (Ligegyldigt hvilken tro!) og at man skal holde skæg for sig og snot for sig.

Men de mennesker som af et åbent hjerte (eller fordi de ikke ved bedre) bekender sig til overjordiske væsner, mener jeg ikke man kan træde under fode med politisk populisme. Jeg har hele tiden ment at homoseksuelle bør have samme rettigheder og vilkår rent juridisk som hetroer, både hvad angår adoptivmuligheder, skattefradrag og ægtepagt. Men når så mange tror på en guds ord og ser Biblen som deres sandhed, hvordan kan man så træde så hensynsløst på dem?

Jeg forstår at vi som samfund må bevæge os med tidens strøm, men hvorfor dog gøre sig til dommer over hvad en tro diktere? Skal man i ligeberettigelsens navn opfinde en søster til Jesu, skal man begynde at bede til M/K i Det Høje?

Ja, jeg fatter som sagt ikke nogen tror, men når det stærkeste karaktaristika i et demokrati er retten til at følge sin egen overbevisning, kan jeg simpelthen ikke forstå at man som politiker kan stille sig over troendes bibel.

Men når det så er sagt vil jeg gerne takke for at der endelig tones rent flag. Alt skal med lov bestemmes, ligestilling frem for tradition. Det næste bliver vel tvungen kvote på antallet af nyfødte, hver anden barn skal være pige ellers vanker der dagbøder eller tvangsindgreb?

Så kære Manu, du som forstår at intet er over De Folkevalgte, vil du så i med lige så højt løftet pande bede Imamerne sørge for ligestilling i landets moskeer, vil du lovgive om at halvdelen af landets Mullahaer skal være kvinder?

…Eller var dit forslag blot endnu et spark til de danske tradtioner fordi man hverken frygter voldelige protester eller Fathwaer fra de fromme, danske lam?

Patrick Leis, Forfatter

------

Svar:

Kirken burde skamme sig

Benthe Bach, lektor, Mølleparken 258, Billund

Offentliggjort 26.03.12  kl. 03:01 

Stor tak til Patrick Leis for indlægget 19/3 om politikernes respektløse nedtromling af folkekirken i ligestillingens navn.