20/12/2014
Om asylpolitik
Det stadig stigende antal asylsøgere er ikke noget man blot kan lukke øjnene for.
Uanset hvad levebrødspolitikere og eksperter end fortæller os om ”Særlige situationer” og ”Historisk store flygtningestrømme” byder fremtiden ikke på færre som banker på de Europæiske hoveddøre, i håbet om en bedre, eller måske bare tålelig tilværelse.
Vi er nødt til at afbalancere forholdene mellem de som virkelig er i nød, og de såkaldte bekvemmelighedsflygtninge.
Det siger sig selv, at vi i et demokrati på under seks millioner indbyggere, ikke kan rumme en hel verden. Ikke alene fordi det på sigt ville få uoverskuelige konsekvenser for integration og den harmoni der trods alt stadig hersker i Danmark, men også fordi alle statistiker desværre peger på, at indvandrere fra ikkevestlige lande ikke bidraget synderligt til vækst og erhvervsliv… Og der skal jo helst vedblive at være flere til at forsørge end til at modtage forsørgelse… Og når befolkningen i mellemøsten og Afrika fortsætter med at stige og når den ene konflikt tilsyneladende ikke når en afslutning før den næste begynder, vil tilstrømningen ikke formindskes, selv om Syrien bliver stabiliseret, selv om IS nedkæmpes eller Eieitrea efterlever alle demokratiske anbefalinger og bliver et demokrati.
Men hvad gør vi så?
Jeg tror ikke der findes nogen ensidig løsning, men hvis vi på sigt skal opretholde velfærdsstaten er vi nødt til at sætte nogle helt nye regler og standarder. Først og fremmest er vi nødt til at vurdere hvem der kommer på permanent besøg og hvem der kun skal have en midlertidig opholdstilladelse. Det burde være til at håndtere, selv for embedsmænd, og de som kun venter på at kunne vende hjem, skal naturligvis hverken spilde tid eller resurser på at opnå integration.
Men de øvrige, de som ønsker et statsborgerskab, må der stilles krav til. Et statsborgerskabsskifte er ikke en menneskeret, det er noget man skal gøre sig fortjent til. Naturligvis skal man hverken tvangskonvertere eller forsværge sit hjemland, men man skal acceptere samfundets grundlæggende værdier og i det mindste opføre sig ordentligt. Og jeg tror efterhånden at de fleste danskere begynder at sætte spørgsmålstegn ved vores pligt til at give og hjælpe, når vores ældre, vore egne børn, vore syge, hjemløse og kontanthjælpsmodtagere, ikke kan få den hjælp som de både behøver og har krav på, mens man samtidig høre om de mange penge der gives til flygtninge og Ulande.
Dobbelt så slemt bliver det, når man opdager at visse asylansøgere må betegnes som bekvemmelighedsflygtninge. Folk der ikke er i reel fare, men som betaler uhyrlige summer for at nå til vesten med det ene formål at tilrane sig vort samfunds goder og offentlige ydelser, for derefter at kræve familesamføring.
Og endnu værre bliver det når man læser, at asylansøgere, allerede før deres sag er blevet behandlet, begår kriminalitet. Det er ubegribeligt at nogle menneskers taknemlighed over for at undslippe sult og krig, er så ringe. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan takken for at blive reddet er at klage over forholdene i centrene, at demonstrere eller endda lave kriminalitet. Og hvis de allerede skaber problemer nu, hvordan skal de så gå hvis de faktisk får opholdstilladelse?
De seneste to sager om asylsøgere der forgriber sig på småbørn har virkelig krænket både min retsfølelse og troen på almindelig anstændighed. Specielt set i lyset af at Udlændingestyrelsen oplyser at ”de mulige voldtægtsmænd stadig kan ende med at få asyl i Danmark, da asylsagen kører uafhængigt af straffesagen”.
Det er på det nærmeste chokerende, og skader om noget vor tiltro til de som vitterligt både har behov for hjælp og virkelig ønsker at blive integreret. Vi ender med at skære alle over en kam, hvis der ikke snart sættes ind, så her er et par forslag til overvejelse og debat:
1) Samtidig med udfyldningen af asylansøgningen udfylder ansøgeren en gensidig tillidserklæring. Ansøgeren har herefter krav på kost og husly, men alle danske forpligtelser ophører første gang ansøgeren gribes i en forbrydelse, eller aktivt søger at modarbejde demokratiet (herunder at opfordre eller sympatisere med terrorisme, sharialov eller tilskynder til racisme eller kønsdiskrimination).
2) Ansøgning om statsborgerskab kan først ske efter en årrække og forudsætter en pletfri strafattest samt villighed til at følge de almindelige danske standarder for borgerrettigheder og pligter. Det fordres at ansøgeren er selvforsørgende, dansktalende og ikke vil lægge det danske samfund unødigt til last.
3) Til trods for at et statsborgerskab er opnået, er det kun til låns og vil ved grov eller gentagende kriminalitet blive ophævet og ansøgeren vil blive udvist , uagtet tilhørsforhold til Danmark, herunder familie, hjem og arbejdsplads.
4) Enhver form for kriminalitet skal retsforfølges i hjemlandet og afsoning skal (muligvis betalt af den danske stat) forgå der. 5) Hvis en udlænding på ”Tålt ophold” begår kriminalitet, skal han udvises med øjeblikkelig varsel eller deponeres i en FN/EU kontrolleret flygtningelejr.
Alternativt kunne man vedtage at der kun måtte søges asyl hvis man befandt sig uden for Danmark, eller gennemføre DF’s forslag om at oprettede flygtningecentre i nærområderne. Nogle at de overstående punkter, vil nogle måske mene, strider imod de internationale konventioner, men er det tilfældet, anbefaler jeg at man enten ratificere omtalte konventioner, eller simpelthen udtræder af aftalerne.
Meget er sket i verden siden menneskerettighederne blev præsenteret, og som vore politikere så ofte har sagt (om b.la. de fire EU-forbehold) man må jo følge med tiden og en verden i bevægelse.
Men hvor skal pengene så komme fra?
Jo, hvis man startede med at skære i lønningerne til statens embedsmænd og lod politikernes egne pension følge resten af befolkningens, kunne der sikkert blive råd til det hele. Men det kræver jo at også politikerne begynder at tænke på befolkningen og ikke kun på taburetten.
Lyder det hårdt? Ja, sikkert, men jeg vil til enhver tid lægge mere sympati hos de danske familier der ender som ofre for en udenlandsk overgrebsmand, end hos den stakkels, forfulgte flygtning der er blevet traumatiseret af sin fortid og fortjener tilgivelse. Vi må se i øjnene at der ikke kan være 100 mennesker i en redningsbåd der kun er beregnet til tolv, og derfor blive bedre til at sortere i hvem der behøver hjælp og hvem der er indstillet på at være samfundet til gavn.
Og indfører man en hårdere kurs mod bekvemmelighedsflygtninge, falske asylansøgere og kriminelle, ville flertallet af de etniske danskere måske begynde at vise sig meget mere positive over for de udlændinge som banker på vor dør.
24/05/2014
I anledning af valg til EUparlamentte og for eller imod den fælles patentdomstol:
Jeg er nødt til at komme med en opfordring... Om at stemme i morgen... blæse vær med eu-kandidaterne, men stem for hulen NEJ til patentdomstolen.
Okay, lige en forklaring, det kommer nemlig også til at påvirke DIG hvis Danmark tilslutter sig en fællesdomstol: Se det lyder jo som en god ide hvis man som opfinder af en lille dims kun skal søge patent et sted i stedet for at søge i hvert enkelt land, ikke sandt?
Jo, bestemt.
Men der er også en hage ved det som ingen rigtig har talt om: Se andre lande, som måske har en mindre etisk indgang til HVAD der kan søges patent på, får pludselig ret til at sætte et firmalogo på ting som vi aldrig kunne have forestillet os: Nogen vil måske kræve patent på hofteben, græs, drikkevand osv, inspirationen fra f.eks USA er enorm.
Det vil betyde at det ikke kun er produkter, men natur der kan ende med at blive patenteret. Det sker i udlandet, men fordi vi ikke er med i en fælles patentlov har vi heldigvis stadig lov til bare at ryste på hovedet hvis nogen siger at de har taget patent på menneskets bugspytskirtel, bananfluer til kemiforsøg eller håndtegnet for OK.
Men stemmer vi ja ELLER UNDLADER AT STEMME kan det pludselig blive virkelighed herhjemme.
"Undlader at stemme", hvad har det med sagen at gøre?
Jo, for grundloven (forklarer regeringen der er FOR patentloven) kan, i tilfælde af suverenitetsafgivelse, tolkes sådan at vi automatisk tilslutter os et ja hvis der er under 33% af de stemmeberettigede som sætter X i enten ja eller nej-feltet.
Så stem for fanden!
Du kan ikke sige at det ikke interesserer dig så du bare stemmer blankt, nej, stemmer du blankt stemmer du automatisk JA.
Men hvad så med de stakkels iværksætterne der i tilfælde af et nej skal slås med de mange regler? Bare rolig, nok er det en smule bøvlet, men sværere er det altså heller ikke. Man har altid fundet ud af det og det bliver ikke sværere end nu... tværtimod, for med en fælles patentlovgivning, skal opfindere ved et ja bruge masser af tid på at finde om DEL-komponenter som kan tænkes af indgå i deres opfindelse allerede er blevet patenteret som seperate licenser, og SÅ bliver det rigtig svært.
Så please stem, og helst et Nej på søndag.
NB: EU-valg og Patentafstemning 2:
Okay, noget helt ubegribeligt er netop gået op for mig!!!
Jeg sad og tænkte over at vi skulle stemme om at afgive suverænitet, ved at blive indlemmet i den fælles europæiske patentdomstol.
Min store betænkelighed er at det kan blive muligt at patentere natur og matematiske formler samt DNA m.m., hvis vi går med, og regeringen har endda opstille hele TO betingelser for at vi kan slippe udenom: 1) at der er flertal for et NEJ og 2) at over 30% af de stemmeberettigede stemmer.
Men HOV! Er der ikke noget helt galt her?
Kan det virkelig være lovligt at opsætte det på sådan vis?
Ja ifølge eksperterne, da der ifølge grundloven skal være mindst 30% som stemmer hvis et forslag skal forkastes og…
Men hør, stop lige der!
NEJ, vi burde slet ikke stemme om at FORKASTE et forslag om afgivelse af suverænitet. Snedige jurister har formuleret det på den vis og kan det virkelig være lovligt? Da grundloven handler om hvor mange der skal stemme før vi kan AFGIVE suverænitet bør det ikke betyde noget hvor mange der stemmer for at BEHOLDE vor suverænitet.
Fik I lige den?
Afstemningen skulle, hvis juraen skal følges, hedde: ”Skal vi TILSLUTTE os patentdomstolen”, og ikke som nu ”Skal vi FRAVÆLGE den”.
Var det sat juridisk korrekt op ville et JA kræve en stemmedeltagelse på 30% da forslaget ellers ville falde.
Fuck det er smart gjort, er der nogen der lige havde set den vinkel?
Jeg vil gerne høre fra en jurist om jeg har fat i noget her, for det virker som spind af absolut groveste skuffe!!!
23/05/14
For en gangs skyld et brev til politikerne der ikke drejede sig om brok!
I stedet denne fantastiske ide som jeg bad samtlige energiordførere fra folketingets partier og teknik &overborgmester i kbh kommune om at kikke på:
---l dfmikd@ft.dkvlacl@ft.dkandreas.steenberg@ft.dkmike.legarth@ft.dkper.clausen@ft.dkvillum.christensen@ft.dksteen.gade@ft.dkjens.joel@ft.dkborgmesteren@tmf.kk.dkoverborgmesteren@kk.dk
I dag kl. 5:18 PM
Denne mail er sendt til samtlige politiske energiordførere samt borgmester i Kbh's kommune:
----
Kære politikere.
Jeg faldt over dette link som jeg vil opfordre jer til at se.
http://loiter.co/v/why-are-we-not-funding-this-2/
Jeg kender hverken baggrunden, teknologien, eller udviklerne bag opfindelsen, og måske er det rent utopi... Men er det alligevel ikke værd at overveje, at forsøge at tænke ud af boksen og se efter grønnere, længervarende og mere økpmisk fordelagtigere løsninger end blot flere bussluser og krav om partikelfiltre på biludstødninger?
Jeg tror man kan finde fantastiske løsninger på både miljø og trafikudfordringer hvis man leder, og specielt hvis man ikke ensidigt lader sig dikterer af vanetænkning og mangel på visioner.
Venlig og politisk upartisk hilsen
Patrick Leis
------------
3/2/2914
I anledning af DONGsalget sendte jeg følgende skrivelse til DF og EL:
1/2/2014
Kære Kristian Thulesen Dahl (og hans sekrætær, naturligvis)
Tak for modstanden mod salget af DONG.
Jeg ved ikke om dette kan gøre en forskel, men muligvis er det en mulighed med tanke på al den ballade og overvejelser om folkeafstemning der finder sted hver gang der afgives suverenitet til EU. Grundloven siger at Danmark ikke uden videre kan lade udlandske interesser påvirke danske beslutninger, ikke sandt? Men hvad definere man Danmark som? Er det kun reel lovgivning eller kan man, rent juridisk også anføre andre beslutninger end lovgivende i samme kategori? For i så tilfælde kan man jo sige at DONG er statsejet og dermed en del af Danmark... Og burde man så egentlig ikke ved en domstol kunne kræve folkets opbakning til en suverenitetsafgivelse?
Venlig hilsen
Patrick Leis
--------------
Jeg modtog 2 dage (3/2/2914) senere følgende skrivelse:
Kære Patrick Leis
Mange tak for din mail og kommentarer som jeg naturligvis skal se til at Kristian Thulesen Dahl modtager til orientering.
Kapitaludvidelsen i Dong er en sag der optager rigtig mange. Det mærker vi tydeligt på alle de mails vi dagligt modtager om sagen.
Tirsdag morgen i sidste uge klokken otte – og fire timer frem – fik finansudvalgets medlemmer mulighed for at komme forbi i Finansministeriet og læse aftalen mellem staten og investeringsbanken Goldman Sachs om salget af aktier i Dong Energy. Det havde finansminister Bjarne Corydon ellers afvist et lille døgn tidligere. Men hans partifælle Mogens Lykketoft udnyttede sin position som Folketingets formand til at gå i rette med Corydon.
Efterfølgende var der et 4 timer langt samråd i Finansudvalget indkaldt af EL. Fra Dansk Folkeparti deltog Kristian Thulesen Dahl og vores finansordfører René Christensen.
Ingen af delene rykkede på Dansk Folkepartis holdning. Snarere tvært imod!
Det virkede som om det kun var regeringens stædighed, der stod i vejen for at undersøge pensionskasserne som alternativ til Goldman Sachs.
Desværre valgte man at tromle en afstemning igennem i Finansudvalget torsdag, trods det faktum, at finansministeren ikke havde besvaret alle spørgsmål endnu.
Salget blev således vedtaget. Kun EL og DF stemte imod.
Jeg vedlægger Kristians ugebrev fra mandag i sidste uge om sagen.
Med venlige hilsner
Anne Funk
Medlemssekretær for MF Kristian Thulesen Dahl (DF)
Christiansborg DK-1240 København K.
------
Kristian Thulesen Dahls ugebrev
- mandag den 27. januar 2014
DONG: Finansministeren (”damptromlen”) kan stoppes!
Nu må regeringstoppen stoppe sin stædighed. Se fordomsfrit på mulighederne. Tænke på, hvordan eftertiden vil vurdere dem. Invitere de danske pensionskasser på kaffe og se, om der er realiteter i deres tilbud om at matche Goldman Sachs i forhold til DONG. Om det så betyder, at det tager et par uger mere, før en konklusion kan drages, bør da være til at leve med for Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt.
Dansk Folkeparti sendte allerede i fredags et brev til finansminister Bjarne Corydon, hvor vi gjorde vores position helt klar: Vi accepterer ikke det nuværende grundlag for en aftale. Der er for mange alarmklokker, der ringer. Vi kan for eksempel ikke støtte, at Goldman Sachs har vetoret i forhold til sammensætningen af ledelsen, lige som vi er dybt bekymrede over oplysninger om, at købernes struktur er således, at man benytter sig af skattely på Cayman Islands. Det vil sige, at det, som regeringen ved andre lejligheder påstår, den knokler for at komme til livs, accepterer den med aftalen med Goldman Sachs.
I brevet gjorde vi det også klart, at Dansk Folkeparti er en del af forliget om DONG, og vi mener derfor, at der er tale om forligsbrud, hvis aftalen bliver gennemført, uden vi er med. Det er meget unormalt og højest overraskende, at regeringen ser ud til at være ligeglad med det. Hvilke andre forlig kan man så bryde midt i en valgperiode?
Regeringen modtog så i aftes en skriftlig henvendelse fra fire pensionskasser, hvori det lyder, at disse er klar til at ”matche” tilbuddet fra Goldman Sachs, og at man er villig til at forhandle i allerhøjeste tempo. Den skriftlige henvendelse kommer, efter at finansministeren ellers havde skudt pensionskassernes tilbud ned, idet det ifølge finansministeren kom ”for sent” og var for ”lidt konkret”. Nu er henvendelsen konkret, og det vil så vise sig, om regeringstoppen vil tage den nødvendige timeout for at forhandle med pensionskasserne.
Det vil selvfølgelig være yderst fornuftigt, men der er desværre ikke meget, der tyder på, at det kommer til at ske. For selv om det i vores og manges andre øjne vil være helt naturligt at afsøge mulighederne for et dansk alternativ, så har finansministerens og resten af regeringens ageren i denne sag været præget af en sjældent set kompromisløshed. Eller som TV2’s finansredaktør har udtrykt det: ”Corydon vil damptromle DONG-aftale igennem”.
”Damptromle” er da også et af de første ord, der falder én ind, når man tænker på den måde, regeringen har kørt denne sag. For eksempel da finansministeren affærdigede vores indvendinger med, at forligspartierne, herunder Dansk Folkeparti, allerede havde nikket ja til DONG-aftalen, og så var det dét, måtte man forstå. Finansministeren har ikke villet acceptere, at selvom vi var positive ved den første præsentation i ministeriet, gjorde vi det dengang klart, at vi havde nogle spørgsmål, vi ville stille. Det er jo helt sædvanlig praksis! Når man så er blevet betrygget gennem svarene, kan man nikke endeligt ja. I DONG sagen har det blot forholdt sig således, at jo mere viden, vi har fået, desto mere utrygge og bekymrede er vi blevet. Men da dette ikke passer med finansministerens politiske ønske, kan vi så bare blive smidt ud af forligskredsen. Nye toner på Christiansborg med Bjarne Corydon ved roret!
Indtil afstemningen på torsdag vil jeg dog tro på, at ”damptromlen” kan stoppes. Modstanden mod salget til Goldman Sachs har efterhånden vokset sig så stor, at regeringen eller måske Venstre og De Konservative besinder sig. Og det er ikke blot stadigt flere eksperter og politikere, der vender sig fra et salg til Goldman Sachs og mod alternativet fra de danske pensionskasser. Det er også danskerne mere generelt. En underskriftsindsamling på nettet viser således, at ganske mange danskere er meget optagede af at bevare kontrollen med DONG. Over 150.000 danskere har på meget kort tid sagt ”nej tak til statens salg af DONG til Goldman Sachs”.
Det er selvsagt af stor vigtighed, at vi fastholder kontrollen med noget så væsentligt som vores energisektor. For kontrollen her spiller en væsentlig rolle for enhver nation. Dansk Folkeparti har, i modsætning til for eksempel Enhedslisten, ikke noget imod, at nogle af statens selskaber i øget grad får privat kapital. Det er i vores optik slet ikke utænkeligt, at private aktører på en række områder kan løse en opgave bedre, end staten kan. Men vi skal tænke os grundigt om, hver gang vi gør det. Og da ikke mindst i forbindelse med salget af DONG-aktier. Det er jo netop derfor, vi har haft et særligt forlig i Folketinget om netop DONG. Og som betingelserne for et aktiesalg til Goldman Sachs ser ud, ligner salget altså en dårlig idé. Det bliver som sagt heller ikke bedre af, at meget tyder på, at salget i sidste ende vil betyde, at efterfølgende fortjenester på DONG-investeringen i væsentligt omfang vil havne i skattely i stedet for i den danske statskasse.
Ja, måske lidt overraskende har statsminister Helle Thorning-Schmidt faktisk selv ganske klart givet udtryk for det samme, som jeg netop har skitseret. I en bog fra 2007 skrev statsministeren følgende om Socialdemokratiets fremtidige position i forhold til privatisering: ”Partiet skal fremover være langt mere skeptisk inden fællesskabets værdier sættes til salg (...) Socialdemokraterne skal også være mere kontant i sin kritik af den grådighed, der kendetegner finanseliten og dens forsøg på at unddrage sig beskatning”.
I morgen skal Bjarne Corydon i samråd om aktiesalget, og selv om han efterhånden har slået fremstrakte hænder væk og sagt ”nej” så mange gange, at det vil være et større prestigetab for ham og resten af regeringen at ændre kurs, så håber jeg alligevel, at det sker. Vi så det jo, da regeringen droppede betalingsringen. Kritikken var for hård, og som Helle Thorning-Schmidt sagde: ”Til sidst kunne jeg nærmest ikke finde nogen, der var for den”. Hun sagde også i den forbindelse: ”Jeg har det rigtig godt med, at vi viser, vi er en regering, der lytter. Jeg har det rigtig godt med, at vi erkender, at den løsning, vi har lagt frem, ikke var noget, borgerne ønsker”.
Så altså: ”damptromlen” kan stoppes.
I DF vil vi gøre vores for, at det kommer til at ske, og jeg opfordrer alle andre til at arbejde for det samme!
Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl
-----------
"Er respekten forsvundet?"
Nu trækker det igen overskrifter at uskyldige borgere tilsvines i det offentlige rum og der debatteres om hvorvidt tilskuere skal gribe ind eller ej.
Man høre jævnligt om politi, brand- og ambulancefolk der bliver chikaneret og både politikere, borgere og en hær af ”eksperter” og sociologer spørger sig selv hvorfor.
Samtidig diskuterer man om skolebørn må have mobiler med i timerne og forsøger dialog i stedet for konsekvens når undervisningen bliver forstyrret.
Jeg tror ikke på Den Sorte Skole, men enhver opdragelse afhænger af både rollemodeller og en klar definition af hvem der har autoritet og hvem der bør høre efter. Det er ens for både patienten som er hos lægen, fodboldspilleren som får dessiner af sin træner og eleven kontra sin lære.
Og for den sags skyld også mellem borgere og ordensmagt.
Jeg tror at dialog kan løse meget, at belønning kan være bedre end straf, men de gode intentioner holder kun hvis der også findes konsekvens.
Og både politi og lærere har trange kår. Forældre vil bestemme hvordan netop deres barn skal undervises og eleverne ved at der reelt ingen repressalier findes for dårlig opførsel. Og jeg tror, at mange af konflikterne skyldes forestillingen om at dialog kan klare alle problemer. Sådan fungere den virkelige verden ikke.
Tonen og samfundet bliver stadig mere råt, og det virker som respekten for autoriteter ikke længere findes. Og hvorfor? Et svar kunne være at staten, set med borgernes øjne, har reduceret ordensmagten til en forretning der helst skal give overskud..
Politiets førsteprioritet skal være at bidrage positivt til statskassen. Alt hvad der kan udløse bøder og klares uden opslidende efterforskning og tonsvis af bilag (bortset fra rapporterne til rigsrevisionen, that is) skal have forret, sager som har med borgertryghed at gøre bør sættes på Hold, da man ikke er interesseret i at belaste fængslerne (og deres budget) mere end højst nødvendigt. Straffesager er en samfundsmæssig udgift, hvor imod bøderegn bidrager til statskassen. Opløsning af demoer, specielt dem som udfordre regeringsmagten og staten, samt storstilede eskortekørsler for prominente statsoverhoveder er naturligvis undtaget, da signalværdien kompenserer for den manglende profit.
Men hvis politiet ikke hjælper når man ringer efter dem, hvem skal så gribe ind?
Os selv naturligvis, men her er så den lille krølle, at vi selv risikere enten at blive stukket ned eller ende med selv at få en tiltale. Ingen tør længere blande sig, men måske ville Danmark blive et lidt tryggere sted at bo hvis man gjorde lovgivningen en lille smule mere tidssvarende så den der hjælper eller forsvarer sig ikke risikerer at komme bag tremmer selv. Det er i mine øjne helt forkert at staten kan straffe et menneske der siger fra. Nok burde man ikke gengælde en spytklat med slag fra et baseballbat, men lige som i USA går jeg (dog uden våben) ind for retten til "Stand Your Ground". Hvis det er DIG der bliver provokeret eller overfaldet har du ret til at forsvare dig og det er den som starter der har ansvaret. Der er masser af gråzoner, I know, men jeg tror ikke vi bliver bedre til at involvere os før voldsloven bliver revideret: Højere straf til den som begår vold, ingen til den som forsvare sig, det ville være et godt signal.
Og det hele hænger sammen. Forestillingerne om ”Den Bløde Mand” og ”Idealsamfundet Hvor Alle Er Lige Og kæmper Sammen For Den Fælles Sag”, har spillet fallit. Uden autoritet og rollemodeller med gennemslagskraft, ærlighed og evne til at inspirerer kommer vi ingen vegne. Dem der først burde tage et dybt kik indad bør være vore politikere, for dårlig opførsel smitter nedad.
Moderlig omsorg
Når man nu trisser en tur ned ad nørrebrogade, hvor fuglene dør i bilos og barnevogne let forveksles med sneplove, er det da dejligt at se, at der stadig findes gode, fornuftige og samfundsmessigt indpassede forældre, det lover godt for den næste generation af flinke robotter. I kender dem sikkert godt: Hende der køre på en rigtig damecykel i spraglede farver, som har en lille kurv med flettede blomster på styret og hvis tøjstil signalere målrettet, ansvarsfuld og ikke mindst fornuftig ung moder & karrierekvinde? Hende med den let slidte læderjakke og designstøvlerne... Og bagi, korrekt fastspændt i barnesædet, sidder så den lille Magnus, Aske eller Matthias og kikker på de forbipasserende med store blå øjne der stadig er facineret over verdens uendelige muligheder. Han er iført en mørkeblå flyverdragt og en sikkerhedsgodkendt cykelhjelm med smarte fartstriber. Han sidder sikkert og trygt i trafikken for hans mor passer godt på ham. Faktisk så godt at hun lige vil sende en sms til sin veninde der sidder på cafkalattebeværtningen og slikker den sidste rest af baristaomrørt skum af overlæben.
Så mens trafikken buldre forbi (og lille Matthias nyder de måske sidste øjeblikke af sit korte liv) kan hans mor, hvis guderne ellers er med dem, tekste færdig og derefter komme hjem i sit naturligvis røgfrie hjem og forberede en sund & nærende middag mens hun i sit stille sind tænker "at hun dog er en god mor og en rigtig mønsterborger", mens de fleste andre er uansvarlige idioter.
Jeg tror aldrig typer som hende vil forstå at der findes mange måder at være et godt menneske på, og at hun med samme ignorance som da hun, med næsen dybt nede i telefonen, drønede over for rødt lys, vil sidde til venindeaftnerne og skvadre op om hvor selvisk og uopdragen verden efterhånden er blevet.
Men igen... Det er jo sikkert bare mig der er fordomsfuld!
---------------
Dyresex og dyrisk debat
Jeg har gennem de sidste mange år undret mig mere og mere over hvordan man er begyndt at debattere. Ikke bare i medierne og blandt politikere, men også almindelige mennesker imellem.
Tidligere forekom det mig at en diskussion blev vundet med argumenter, velunderbyggede hypoteser eller facts. Nu virker det som om, at det vigtigste er følelser: ”Jeg synes du er dum fordi du mener noget andet end mig (og flertallet!)” lyder en af de svadaer jeg oftest mødes af, hvis jeg ytre mig kritisk om et givent emne.
Men siden hvornår er det blevet dårlig latin at stille spørgsmål?
Jeg ser samme linje gå igen når eksperter og politikere konfronteres på Tv og læser næsten identiske formuleringer når noget kontroversielt bliver opslået på de sociale medier.
Man vil ikke længere lade sig overbevise af kendsgerninger, men kun af de følelser man nu engang har omkring emnet. Hvilke som helst emne faktisk. Skat, afgifter, børneomsorg, hundelov og udenrigspolitik. For bare at tage et par tilfældigt udvalgte, og her kommer jeg endda slet ikke ind på tro. For med religion kan man hurtigt gå galt i byen. Det er et emne som ikke behøver at blive underbygget af et eneste faktum for at ende som sandhed.
Mærkeligt nok går denne sandhed kun den ene vej, for de fleste er enige om at en ateist ikke kan krænkes. Siger jeg at Gud, Allah eller Shiva er rent tankespind vil de givetvis få de fleste troende op i det røde felt, men omvendt er der ingen der tænker på at en påstand om at et overjordisk og alvidende væsen skulle findes, krænker min tro på videnskab, evolution og logik på nøjagtigt samme måde. Diskussioner gælder ikke længere om at lytte, lære, modargumentere eller udveksle synspunkter og information, men om at få ret. Det er lidt sørgeligt for jeg tror ikke det er noget der gør os klogere, bare mere selvretfærdige.
Et godt eksempel er det nye tiltag mod dyresex. Personligt synes jeg det virker mere end almindeligt usmageligt at kopulerer med en ged eller en hund og jeg har ganske svært ved at forlige mig tanken om erotisk samvær med noget der har pels eller gæller. Omvendt er jeg heller ikke bøsse, men bifalder alligevel åbenhed og rettigheder til homoseksuelle.
Og det fik mig til at undre mig over min egen stillingtagen til spørgsmålet om dyresex. Som jeg ser det, må man først opgive at tale om dyr som en enkelt, ensartet race. Der er, hvis nogen ikke skulle have bemærket det, stor forskel på både temperament, størrelse og instinkter, de forskellige racer imellem.
Jeg tror de fleste er enige om at et mindre dyr som en hamster eller markmus, dens vaginale omfang taget i betragtning, vil finde det overordentligt belastende at skulle lægge krop til en granvoksen sømands fysiske tilnærmelser, men hvad med f.eks. en hest? Lad et øjeblik se bort fra vore personlige præferencer og helt firkantet konkludere at en hoppe fra naturens hånd er vandt til at håndtere meget støre enheder end udstyret på føromtalte sømand. Det vil med andre ord ikke tilføre dyret nogen smerte.
Men hvad så med det psykiske overgreb?
Ja, vi ved at heste og tyre for den sags skyld bruger substitutter når de i avlssammenhæng tvinges til at afgive en ladning sæd. Racehunde som skal befrugtes får ført sæd ind af en menneskelig hjælper og det virker ikke som om de bliver permanent skadede af behandlingen. Unaturligt? Javist, men skadeligt for dyret… det ved jeg ærlig talt ikke.
Naturen selv kan jo finde på at skabe attrå forskellige racer imellem. De fleste mennesker har vel oplevet en brunstig køters spontane tilnærmelser på sit bukseben, aber har forgrebet sig på både hunde og katte, og der er endda blevet født unger som er blandinger mellem tigere og løver.
Jeg tror at vi i alt for stor grad spejler vor egne etiske og moralske værdier når vi vurdere om et dyr lider overlast eller ej, og netop overlast er vel det som et lovindgreb i bund og grund handler om. Men hvad så mod at lovgive om hvad dyr ellers udsættes for? Fugle der indespærres i bure, fisk der fjernes fra de uendelige have, katte som bor i lejligheder, heste og hunde der trænes mod deres natur… Skal vi gøre op med alle former for naturstridig dyreomgang eller taler vi i virkeligheden blot om signalværdi? Det er helt fair at vi blot lovgiver for at fremstå civiliserede i egne og omverdenens øjne, men i så fald bør Dan Jørgensen og hans støtter tone rent flag. Er man der imod ude på at optimere dyrevelfærden, må man først finde ud af om dyrene overhovedet tager skade af at blive seksuelt udnyttet af mennesker.
Det burde ikke være svært. Med modner udstyr kan man aflæse dyrets stressmønster i hjernen under et fingeret overgreb, og ad den vej få større viden. Man ville måske finde ud af at det kun var NOGLE dyr man var nødt til at beskytte, hvorimod andre enten var ligeglade eller, gud forbyde det, måske fandt testen stimulerende.
Og hvad med de kvinder der måske tænder på dyr?
Dem har man slet ikke haft inde over diskussionen, men uagtet hvor frastødende jeg personligt synes det måtte være at en myndig, selvstændig kvinde har lyst til at lade sig bedække af en hund eller hest, tvivler jeg oprigtigt på at det er dyret der ender som traumatiseret.
Jeg ved at det er et kontroversielt emne og vil som sagt ikke gøre mig til dommer over hvad der er rigtigt eller forkert; men dette virker endnu en gang som et eksempel på hvilke præmisser man diskuterer og lovgiver på i dagens Danmark.
Jeg ville ønske at man ville underbygge sine følelser med argumenter.
