Citat.
Hvert fjerde barn bor kun sammen med en af forældrene. Omkring 310.000 børn er i dag genstand for samværsret, idet de kun bor med den ene af deres forældre.
Fyrre procent af alle ægteskaber opløses ved skilsmisse. Hvert tredje barn i dagens Danmark vil på et tidspunkt komme til at leve i en brudt familie, hvor far og mor er gået fra hinanden. Hvert fjerde barn bor kun sammen med en af forældrene. Omkring 310.000 børn er i dag genstande for samværsret, idet de kun bor med den ene af deres forældre.
Jeg er rystet over de sager, hvor systemet »belønner« de forældre, der modarbejder børnenes kontakt til den anden forælder. Med systemet mener jeg statsamterne og Familiestyrelsen.
Derfor finder jeg det helt uantageligt, at Udvalget vedrørende forældremyndighed og samvær slet ikke kommer med forslag til, hvordan samværssabotage effektivt kan begrænses og forebygges.
Samværssabotage kan i sagens natur kun udøves af bopælsforælderen.
Opskriften på at sætte samværsforælderen ud af spillet er såre enkel: Bopælsforælderen skal blot producere konflikter om alt mellem himmel og jord: skiftetøj, juleaften, samværshyppighed, nye partnere - og eventuelt også fremsætte udokumenterede beskyldninger af passende grovhed om den anden forælder.
Når gryden med konflikter blot holdes i kog, så vil systemet med ret stor sikkerhed »belønne« den konfliktproducerende bopælsforælder. Så vil statsamtet reducere eller helt ophæve børnenes samvær med den anden forælder. Begrundelsen vil lyde:
»På grund af konfliktniveauet« og »ud fra en skønsmæssig helhedsvurdering«.