Et stigende antal enlige fædre føler sig tvunget til at betale tusindvis af kroner i børnebidrag, selvom de ifølge reglerne ikke burde betale en krone. Men de tør ikke andet.
faktaboks
Fædre med fælles forældremyndighed skal ikke betale børnebidrag, hvis der er en deleordning, hvor børnene bor og bliver forsøget hos far mindst seks døgn i løbet af 14 dage.
Fædre, der forsørger børnene halvdelen af tiden, kan søge Statsforvaltningen om at lade børnebidraget bortfalde. Og de får ofte medhold.
Børnebidraget (normalbidraget) er i 2008 fastsat til 1.094 kroner om måneden per barn. Beløbet er fradragsberettiget.
Kilde: Statsforvaltningen
Hver måned betaler tusindvis af enlige fædre et børnebidrag på mindst 1.094 kroner per barn - og ofte meget mere - til deres tidligere ægtefæller.
Et beløb, som de ifølge reglerne slet ikke er forpligtet til at betale, hvis de har en såkaldt deleordning, hvor børnene bor næsten lige meget hos far og mor.
Men ifølge Foreningen Far er titusindvis af fædre fanget i en fælde , hvor de frygter at miste den daglige kontakt med deres børn, hvis de ikke også betaler børnepenge.
De fleste får medhold
»Stadig flere fædre har i dag et hverdagssamvær med børnene, hvor de har nøjagtig de samme omkostninger til børnetøj, mad og boldklub som kvinderne, men de fleste føler sig alligevel tvunget til at betale børnepenge - nogle gange vilde beløb på op til 4.000 kroner om måneden - fordi de frygter, at børnenes mor ellers vil benytte det ultimative pressionsmiddel, trække dem i Statsforvaltningen med det resultat, at det vil begrænse deres samvær med børnene,« siger foreningens talsmand, Lars Hansen.
Statsforvaltningen bekræfter, at fædre med fælles forældremyndighed ikke skal betale børnebidrag, hvis der er en deleordning, hvor børnene bor og bliver forsøget hos far mindst seks døgn i løbet af to uger.
»Vi ser sager, hvor fædre søger om, at børnebidraget bortfalder, men det er ikke overvældende mange. Det interessante er imidlertid, at de, der rent faktisk søger, også ofte får medhold, hvis de bare kan dokumentere, at de har nogenlunde de samme udgifter til barnet som moderen. Og det behøver ikke engang være helt matematisk lige, fordi hun også typisk får børnecheck og børnetilskud fra det offentlige,« forklarer Hroar Kolmos, kontorchef i Statsforvaltning Sjælland.
Loven er forældet
Foreningen Far er imidlertid ikke tilfreds med fædrenes mulighed for at klage til Statsforvaltningen.
»Mange mænd kender udmærket reglerne, men vil hellere have ro og fred end en sag i Statsforvaltningen, hvor de risikerer at sætte det hele over styr. Problemet er, at vi har fået en ny forældreansvarslov med deleordninger, der slet ikke tager højde for de skilte forældres økonomi, som den ser ud i dag,« siger Lars Hansen.
Familiestyrelsen overvejer for tiden, om reglerne for børnebidrag skal justeres.