Fyldt musiktelt, glade gæster og omsætning over forventning. Tunø Festival fortsætter på anden dag – der er havefest på hele øen, siger formanden.
Tunø er på anden dag fyldt af festival og glade gæster. Fredag eftermiddag sang Pernille Højmark sine stille yndlingssange - ”Solitudevej”, ”Sådan er kapitalismen” og ”Ta’ og kys det hele fra mig” – for et musiktelt, der i heden var fyldt af lange bænke til det glade publikum.
Anderledes vildt gik det for sig torsdag aften, da tre koncerter med Lars Lillholt, Lloyd Jones & Shaky Ground og tøsebandet Gasoline også trak fulde huse til langt ud på natten. Forsanger Line Münster-Swendsen i Gasoline mistede ellers kortvarigt stemmen, men da de øvrige fire medlemmer af tøsebandet sammen med et dansende publikum tilsammen havde skrålet et par af de gamle Gasolin-numre hjem, var hun klar igen. Da festen var slut, tog måneskinnet og den gryende dag over.
Efter det første festivaldøgn, hvor hygge og god stemning præger overalt på festivalen, kan formand Jørn Kildall næsten ikke få armene ned:
- Folk ser glade ud. De hygge på teltpladserne og fylder musikteltet. Men ser gæster komme gående med barnevogne, ungerne leger på havnen og folk sidder i vejkanten og får en kold øl i varmen. Her er kort sagt højt til himlen og havefest på hele Tunø, siger han.
De behagelige varmegrader får både solcreme og tørst i gang blandt gæsterne, og det betyder positiv omsætning overalt:
-Vi er foran budget. Omsætningen er højere end sidste år – gæsterne spiser og drikker simpelthen mere. De har taget rigtig godt imod det nye, større gourmet-madsted, TUMAen, og sejlerne har i år markeret sig med at købe flere billetter - det gode vejr trækker folk til og gør dem tørstige og lækkersultne, konkluderer formanden.
Tunø Festival fortsætter fredag med Thomas Buttenschøn, The Last Waltz og festbandet Turn on Tina. Frem til og med søndag skal Tunø-gæsterne bl.a. også høre Oysterband, Clazz og Sko/Torp.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg