En multikunstner på Tunø
Årets plakatkunstner hedder Jens Kobæk. Han er maler, billedhugger, keramiker, designer, håndværker, musiker, forfatter og skipper på M/S ANNE, der i dag har fast havneplads i Århus. Jens Kobæk sejlede ind til Tunø for første gang i 2004 og blev næsten omgående forelsket i øen, festivalen og ikke mindst Solveig, der bogstavelig talt blev blæst lige i armene på ham.
Det var den sommer, stormen truede med at lægge hele festivalen ned. Så galt gik det ikke, men Jens Kobæk faldt pladask for hele molevitten og fik en havfrue om bord. Forklaringen er, at Solveigs telt var blæst omkuld. Sjaskvåd af regn og rystende af kulde fik hun husly om bord på Kobæks skib. Og blev der.
Hvis du kigger dig omkring i havnen og ser et blåt sejl med påskriften ”Sea Gallery”, har du fundet Kobæks flydende atelier. Ser du det ikke, kan du gå efter lyden. Kobæk nøjes ikke med de andres musik. Han sidder måske i cockpittet og spiller på sin elektriske mandolin.
Jens Kobæk beskriver sit kunstneriske univers som en blanding af myter, guder, masker og varyler i samme Cobra-stil som Asger Jorn og Carl-Henning Pedersen. I maske- og firgurbillederne er der for beskueren rig lejlighed til at bruge fantasien. Værkerne rummer såvel genkendelse som gåder og er med enkelte undtagelser frit fabulerende.
En kunstner er sin egen arbejdsgiver og bestemmer suverænt, hvad han vil lave. Derfor var det en udfordring for Kobæk, da han blev bedt om at lave årets plakat. Nu kunne han nemlig ikke gøre helt, som det passede ham. Plakaten skal rumme følgende elementer: en ø, en bas og en måge samt årstallet. Men det har trods alt ikke været snærende bånd for kunstneren. Der er masser af muligheder for selv at digte med.
Jens Kobæk er fuld af humør, flittig og hitte-på-som. Den 1. juni holdt han sig egen Kobæk-festival og slog efterbrænderen til med hvidvins-springvand, fadøl ad libitum plus Mike Owens Big Band. Anledningen var, at selv samme Kobæk blev 70 år den 1. juni. Det blev fejret med en fest på Århus Havn.
Forelskelse får mennesker til at foretage sig mærkelige ting og kan flytte københavner-drenge og indfødte sjællændere til f.eks. Århus. Hvad der egentlig gemmer sig i den sindstilstand, kan vi nu læse ud af Kobæks plakat – den rundtossede havmand fanget i tåredryppende lykke, opstigende af havet omkring Tunø med hovedet fuld af musik.
Studsgade 40, 1. tv
8000 Århus C
26232166
www.aarhusartgallery.dke-mail:
jenskobaek@aarhusartgallery.dk