Om / Foreningen / Festival historie

Festival historie

Et lille tilbageblik på Tunø Festival

Hvordan var det nu det var?

Når man færdes i Århus og på Tunø blandt folk, der kender Tunø Festival eller har været involveret i den undervejs, kan man få indtryk af, at der var flere hundrede bagmænd til ideen om at lave festival på Tunø. Går du tilbage og prøver at komme så tæt på fakta som muligt, er historien lidt anderledes.

Ernst Hornslet og P'sen får ideen

I 1986 sker flere ting. Ernst Hornslet er med Arosia på Femø Festival og bliver inspireret til, at sådan en festival skal der også være i det østjyske. Samme sommer tager en gruppe personer initiativ til at lave et havnearrangement på Tunø. Anledningen er indvielse af den første ny bro, og daværende havnefoged Ole og konen Lis, Ingeborg fra Mejeriet samt Tunø Byorkester, Mac P'sens, får stablet et arrangement på benene. De to ting forenes med P'sen og Ernst Hornslet som centrale figurer.
 
"Tunø Festival er min og P'sens festival", kan velorienterede kilder citere Ernst for at have udtalt. I hvert fald blev festivalforeningen stiftet samme efterår.

Musik for enhver smag

Næste sommer, 26.-28. juni 1987, var der første gang festival på Tunø (bemærk kun tre dage!). Det musikalske udgangspunkt var en blanding af jazz og folkemusik. I de første år mente nogen, at det mest skulle være en jazzfestival, og andre foretrak mere folk. Hen ad vejen blev programmet en harmonisk kombination af begge stilarter, og nye stilarter kom til. Et var alle enige om. Det skulle være god musik, og det gjorde heller ikke noget, at det var både glade, festlige og underholdende orkestre.
 
Den første festival havde Chris Barber, Mc Calmans, Trille, Finn Ziegler, Poul Dissing, Fuzzy og Paul Banks som nogle af de kendte navne, der var hentet uden for det østjyske. Resten af musikprogrammet var i høj grad baseret på lokale kræfter fra århus-området. Blandt husorkestrene fra 1987 er kun Mac P'sens og Arosia med på den 20. festival.
 
Festivalforeningens musiktilbud det første år omfattede ikke kun teltets store scene, men også musik på Det gamle Mejeri, i forsamlingshuset og på Tunø Mini Golf.
 
Siden er det blevet til et væld af oplevelsesrige festivaldage.

Vidste du …

  • at der blev solgt 1000 billetter til den første festival i 1987.
  • at for at få momsfritagelse skulle evt. overskud gå til et velgørende formål. Man besluttede, at det var menighedsrådet på øen, som skulle bruge pengene på orglet. Den første festival gav et mindre underskud.
  • at der boede 80 personer på Tunø i 1987.
  • at der også det første år var koncert i Tunø Kirke om søndagen. Hans Magnussen, Vagn Pedersen, Ulrik Spang Hansen og Per Folke stod for musikken i kirken.
  • at samtidig med den første festival blev den ny nordre havnebro og to pontonbroer indviet.
  • at allerede andet år var festivalen udvidet til fire dage.
  • at hele festivalbudgettet i 1988 var 500.000 kr.
  • at børnene fik deres eget telt allerede i 1988.
  • at der var 160 aktive fordelt på 17 udvalg involveret i festivalen i 1988.
  • at Tuborg Fonden i 1987 gav 5000 kr. til Tunø Festival! Samme år gav Ceres omkring 30.000 kr. i sponsorstøtte. 
  • at Tunø Festivals plakat 1988 blev kåret som Danmarks bedste blandt 50 indsendte festivalplakater.
  • at Ernst Hornslet var den første formand og P’sen den første kasserer i festivalforeningen.
  • at konferenciers på den første festival i 1987 var Jørn Okbo og Lars Borup.
  • at den 10. festival blev markeret med musiknavne som Pasadena Roof Orchestra, Lillian Boutté, Phil Mason, Mc Calmans, Gypsy Lacey, John Mogensen-holdet, Nulle og Polkageist – og de tre som var med helt fra starten: Arosia, Mac P’sens og Intercity (som ikke eksisterer længere).