Et vinbjerg i Danmark? Ja, i Vejle Ådal er der faktisk så stejle bakker, at de kan blive til egentlige vinbjerge. Og sådan et bjerg har vi efter lang tids søgen fundet og fået lov til at dyrke (stor tak til de fantastiske mennesker i Egtved, som gør dette muligt).
Bjergets ene side vender stik syd, er usædvanlig stejlt og har aldrig været dyrket. Der går af og til kreaturer på de dele af bjerget, som er mest tilgængelige. Jordbunden er istidsaflejringer, dvs. ler blandet med grus og kalk (mergel).
Marken summer af et væld af insekter, og der er mange vinbjergsnegle også. Sneglene lever, hvor jorden er kalkholdig og ren.
Alt i alt den perfekte lokation til at dyrke biodynamisk hvidvin af høj kvalitet. Og det er netop målet. Vi laver top kvalitet hvidvin og rosé uden brug af sprøjtemidler eller kunstgødning. Rammerne er perfekte, og årgangene 2016, 2017 og 2018, synes vi selv, beviser det! |
|
Hvem vi erNogle gode kammerater som i 10 år har snakket om at dyrke vores egen vin.
Kristoffer Gellert har arbejdet indenfor vinens verden siden 2003, det meste af tiden i Bordeaux.
Nikolaj Strømkjær har aldrig arbejdet indenfor vinverdenen, men mener selv at vide det meste...
Flemming Egebjerg er tredje deltager i projektet og ved mindst om vin, men til gengæld lidt mere om at bestille noget - formet af sin hårde opvækst på Langeland. Han er den rette komponent til at afbalancere de førstnævnte to drømmere.
Endelig er Lars Henrik Jensby trådt til i sommeren 2015. Han er særdeles ferm med et pælebor og lige så arbejdssom som Flemming.
Tjek gerne vore profiler på LinkedIn.
|
|
Hvordan vi vil gøre detVi har indsamlet, hvad vi selv mener, er de optimale sorter at dyrke på bjerget (se mere under "Fakta --> Vinsorter på Bjerget").
Indtil videre har vi en blanding af nogle gamle stokke fra 2007 og så 125 nye stokke, som kom i jorden 1. maj 2014.
Det er vores ambition hele tiden at holde jorden sund efter biodynamiske principper, hvilket giver os mange timers arbejde i marken (men det kan vi jo godt lide). Vi lader mere eller minde græs og ukrudt være, men holder dog jorden fri lige rundt om vinplanterne og trimmer græsset. Det gør, at det er dejligt levende inde i marken, med alle mulige slags planter og insekter.
Vi er netop ved at forberede os til høst her i 2019 og går og holder øje med sukkerindhold, generel sundhed m.v. Se mere under "Billeder".
Vi har en ambition om at lave masser af forsøg og indsamle masser af data - som forhåbentlig også kan bruges af andre vinavlere under nordlige himmelstrøg (klik på overskriften "Fakta")
'Stay tuned' her på siden og kontakt os gerne for mere info - via LinkedIn eller kontaktformularen. |
|