Jeg kom i lære på et moderne bogtrykkeri. Alligevel - når jeg sammenligner Handelstrykkeriets sætteri i Aalborg med Gutenbergs værksted i 1450, var den eneste forskel på Gutenbergs lokaler, nøgtern set, det elektriske lys. Jeg er kommet i samme bås som bødkere o.lign. Hvem kan bruge ”håndsætter i bly” – ja, hvad pokker er det for noget? Jeg kan i heldigste fald få arbejde på Grafisk Museum eller på Hjerl Hede. Faget som sådan, med alle dens sortekunster, fagbindinger og mangfoldige begreber og fagudtryk er totalt forsvundet. Faget er ...yt....totalt væk, intet er tilbage. Men jeg kan det alligevel.
Sætteriet. Brandts Klædefabrik i Odense
Som typograf kunne man være sætter eller trykker. Og der var verdener til forskel og dermed et meget skarpt skel mellem at være håndsætter og trykker. I en håndsætters øjne var en trykker bare en maskinarbejder – mens trykkerne kaldte håndsætterne for sømstavlere. Men der var også ånden til forskel. Tøjet. Måden at tale på.Trykkere var højtråbende – måske på grund af maskinlarmen - Mens håndsætterne fremstod som stille og tænksomme. Der har alle dage været særligt, noget kreativt, noget åndfuldt over håndsætterne. Måske gennem det at kunne "bogstavere" og sammensætte elementer til en "form". ”At kunne komponere".
Faget hed typograffaget, og både sættere og trykkere var fagstolte folk, der trods alt nærede stor respekt for hinandens arbejdsområder.
Det var et gammelt, stolt håndværksfag, jeg blev udlært i. "Vi er arbejdets studenter" - blev jeg belært om. Vi havde jo fingrene direkte i ordene - bogstav for bogstav - inden for så mange forskellige erhvervsområder - så selvfølgelig parret med en stor videbegærlighed, fik vi indsigt i mange ting - og hvad enten man ville det eller ej, så blev noget altså siddende i knolden.
Jo, vi stod op på vore ben i otte timer hver dag og "stablede søm" – Og vi skulle stå ordentlig på vores ben. En gammel typograf sagde, at hvis man ikke stod ordentligt, med vægten fordelt ligeligt på hvert ben, så kunne man risikere at kollegerne ikke kunne komme forbi en svend, uden at falde over hans åreknuder. Blyforgiftning skulle vi sørme også passe på. Ikke noget med at spise wienerbrød samtidig med arbejdet. Jamen, hvordan ved man, at man har fået blyforgiftning? "Det mærker, ligesom at være gravid" - sagde vores faglærer på teknisk skole. Lærlingeholdet bestod af 12 store knægte!
En gade i sætteriet
Stilheden, urets tikken på væggen, somme tiden var radioen i gang – ofte på program 1. Det blev vi heller ikke dummere af. Opgaven i en brun ordrekonvolut. En brochure. En begravelsessalme. En bogforside. Justering af vinkelhagen, knibning af satsen, håndens a-rytmiske bevægelser over skriftkassen. Hvorledes bliver det færdige resultat? - Undervejs i processen, var der mange små overvejelser. Vinkelhagen justeredes på 24 cicero. Skibet var placeret indenfor rækkevidde. Tenakelen var sat op. En enkelt svinesteg blev placeret i skibet – den skulle bare skydes. Korrigertang, kolumnesnor og ciceromål indenfor rækkevidde. Skriftstørrelser med mærkelige navne blev valgt til brødtekst og rubrikker: Nonpareille, Petit, Korpus, Cicero, Mittel, Tertia, Tekst, osv. Kursiv, fed, halvfed? Var der fisk i fagene? Teksten skulle også skydes. I skibet med formen. Klicheer monteredes. Klumnesnoren blev bundet. Der brugtes kloppetræ. Trækkes korrektur. I pauserne blev der spillet geviert. Der skulle hentes øl, tobak og aviser til svendene. Der blev kørt budkørsel med korrekturer.
Og således gik læretiden. Fast forkant og fast bagkant. Idag kan man med et simpelt tekstbehandlingsanlæg udføre de samme opgaver – ja, endda opgaver, der var umulige eller meget vanskelige med den stive blysats. Gutenbergs værksted er nu indsat i en computer. En kemigraf er også overflødig med den elegante billedbehandling, der kan foretages på en skærm. Men een ting er tydelig. Der er kommet mange fuskere på banen. Der laves meget øjebæ. Den kreative satskultur - æstetikken, er gået fløjten. Det kan kun den bedømme, som har haft sorte fingre i årevis, ja nærmest "blyforgiftning". Derfor ser man ofte amatøragtige og platte billigtryksager, præget af manglende proportionssans og manglende respekt for udformningen. At stavefærdighederne også oftest opleves som mangelfulde fuldender kun dette.
Typografering - håndsætterens arbejde er væk som fag - men det sidder alligevel i måden, man ser og fornemmer på. Og nogle gange den måde, man holder en bog på. Med respekt.
Handelstrykkeriet
Efter overstået realeksamen i 1966 startede jeg som arbejdsdreng på Handelstrykkeriet i Aalborg, hvor jeg så fra 1. oktober kom i lære som typograf - nærmere betegnet håndsætter. Jeg tænkte ikke så meget over, at allerede dengang var tiden med vinkelhage, løse typer og sættekasser ved at dø ud og blive erstattet af fotosats - idag computere.
Handelstrykkeriet var dengang et mellemstort bogtrykkeri, beliggende på første sal i den gule industribygning i Poul Paghs gade i Aalborg. Trykkeriet havde et fint ry med mange spændende opgaver for byens reklamebureuer - Lockeys, Nordjysk Reklamebureau, Soelberg & Villesen.
I stueetagen lå dengang Aalborg Maskinsætteri - et lille firma med en mand og en sættemaskine. I en sidebygning var der et andet lille bogtrykkeri med kun to ansatte, Kalstrup Bogtryk. En af de ansatte sprang senere ud som kunstner - Knud Erik Færgemand. På førstesalen i sidebygningen var der en lille grafisk tegnestue. I den del af bygningen, der vendte ud mod Kastetvej var Aalborg Klicheanstalt, der lavede alle vores billeder til klicheer, så de kunne trykkes. Det grafiske miljø i den gule Industribygning var således iorden.
Handelstrykkeriet på Lyngvej - Fra venstre: håndsætter Eriksen, trykker Nielsen og Kappel, bogbinder Pedersen, bogbinderassistenten, sætterærlingene Svend og Per, arbejdsdreng Torben og mester Ejgil Johansen. På billedet mangler trykkerlærling Svend Johansen.
I 1970 flyttede trykkeriet til større, nyopførte bygninger på Lyngvej, bagved Mariendals Mølle. Mester hed Ejgil Johansen, og han havde startet firmet sammen med sin far. Idag drives det af sønnen Svend Johansen under navnet "Infoprint, Aalborg".
I 1966, da jeg startede var der foruden mester, to svende i sætteriet, to i trykkeriet samt en bogbinder. Desuden var der tre lærlinge. To i sætteriet og en i trykkeriet. Jeg var den fjerde ansatte med navnet "Svend", så jeg blev bedt om at finde et andet navn. Det blev "Egon", som jeg så måtte hedde i 4 år.
Som læreplads var det et godt sted at lære faget. Mester var over os hele tiden, men vi fik lov til at prøve kræfter med mange varierede opgaver. Der blev stillet store krav til alle medarbejderne. Således var mester en af bedømmerne i svendeprøvekommissionen, så hans lærlinge skulle helst klare sig godt. Det gjorde de også!
Mit svendebrev
Udlært efter 4 år. Svend af navn, men ikke af gavn, som der blev sagt. Måske i ærgelse over, at der nu skulle betales 650 kr. om ugen istedet for 175 kr. - og det for den samme arbejdsindsats
Andre arbejdspladser
Efter lidt forskellige løse ansættelser fik jeg i 1970 job hos Burmesters Bogtryk på Bejsebakken til en fast ugeløn på 700 kr. Det lille trykkeri var nabo til Aalborg Zoo, hvilket betød, at der somme tider stod en påfugl og kikkede ind i trykkeriet. Jeg skulle være eneste svend i sætteriet, dog var der en 3. års lærling på Teknisk skole. I trykkeriet var der ansat en trykkersvend, mens mester selv gik til hånde med bl.a. opskæring og andet bogbinderarbejde. Et rigtig fint lille trykkeri, som levede af en række faste kunder - men samtidig prototypen på den slags små accidenstrykkerier i Aalborg, der måtte bukke under, da omsætningen ikke kunne bære til nødvendig investering i ny teknik. Mange små faste trykopgaver forsvandt også i takt med kopimaskinernes fremmarch i 70'erne og 80'erne.
Turen gik til Bak Larsens Bogtrykkeri i Gravene i Viborg. Igen et lille, meget gammeldags trykkeri placeret i et baghus. I forhuset ud til Gravene var der en lille, tilhørende bog- og papirvarehandel. Trykkeriet havde specialiseret sig i at fremstille stempler til diverse kontorer samt opsætning og trykning af de grønne Mostrup Vejvisere foruden almindeligt forekommende trykopgaver. Især vejviserne blev min opgave. Trykkeriet var ejet af to bogtrykkere, som dog mest holdt sig i baggrunden i forretningen. I sætteriet var vi to svende og en lærling - i trykkeriet var der en svend og en lærling. I kælderen var der papirlager samt "stempelfabrik" bestyret af en trykkeriarbejder. Bagerst i sætteriet var der en gammel larmende Linotype maskinsætter. Min fedeste tid som typograf tilbragte jeg i Viborg. Jeg boede dengang på et lejet værelse og spiste for det meste på KFUM.
Original Heidelberg til små tryksager
Aabybro Bogtrykkeri hedder det idag. Da jeg i en kort periode var ansat der, hed det vist Snerles Bogtrykkeri efter bogtrykker Snerle. Et lille, og også meget gammeldags bogtrykkeri - men et herligt sted at arbejde. Sønnen, Hans Christian havde overtaget forretningen efter faderen. Selve trykkeriet var placeret i et baghus i Vestergade. Fru Snerle boede selv i huset ud til vejen. Om morgenen startedes med kaffe og rundstykker i hendes køkken.
I sætteriet var vi 2-3 svende og en lærling. Trykningen stod Hans Christian selv for. Men mit indtryk var, at man ikke gik så højt op i, om man var trykker eller sætter. Man hjalp efter behov og evner. Således skulle jeg på en alene-aftenvagt betjene et gammelt uhyre til en sættemaskine efter en særdeles kort vejledning. Det gik heller ikke helt uden problemer.
Bogtrykkeriets primære opgave og det, der holdt trykkeriet igang og samtidig også det, jeg især skulle beskæftige mig med, var den lokale annonceavis, Aabybroposten, der udkom hver onsdag. Desuden beskæftigede jeg mig med det ugentlige program til Travbanen i Aalborg + de sædvanlige opgaver af små accidenstryksager. Der blev til tider arbejdet i en slags skiftehold - ofte skulle jeg møde kl. 16 og havde så fri omkring midnat. På dagturen arbejdede Christian Kjær, som senere overtog virksomheden og kom til at stå for at føre trykkeriet ind i nye tider med ny teknik, men også i helt nye omgivelser i nyt moderne trykkeri i industrikvarteret.
Jeg arbejdede altså stadigvæk i 1973 med vinkelhagen, men havde sideløbende efterhånden fået strikket en HF-eksamen sammen. Havde også søgt både AUC og Seminariet. Kunne selvfølgelig også bare fortsætte med det fag, jeg egentlig holdt meget af - og så blot opgradere mig selv. Men så kom brevet fra Aalborg Seminarium. Jeg ville lige prøve .... kunne altid vælge om ... men Aabybroposten blev det sidste, jeg fyldte i min vinkelhage.
En gang typograf - altid typograf. I 2005 fik jeg lejlighed til at prøve igen. Min arbejdsplads havde 25 års jubilæum, og i den anledning skulle der udgives en bog om skolens historie. Titlen var "Vestbjerg skole - 25 år på toppen".
Jeg kom til at stå for redigering af tekst og billeder til denne udgivelse - og fra første til sidste bogstav er teksten "sat" på min pc derhjemme. Ombrydning og færdiggørelse skete i samarbejde med Antonsen Bogtryk i Aalborg, som også forestod trykningen af bogen, der blev på 112 sider. Det var en tilfreds tidligere typograf, der stod med det færdige resultat i hånden.
Det bedste af det hele var, at efter endt arbejde forærede bogtrykkeren mig en rigtig vinkelhage med mit navn i løse typer.
Laver stadigvæk bøger - nu på min Mac. "Mads Buchs enke" er et lille slægts- og lokalhistorisk værk på 140 sider. "Drengene - en morfarbog" er en lille hyldest til mine børnebørn - tre friske drenge. En masse billeder og tekst fylder de 70 sider i stort format og desuden en lille bog, "Lykkebogen", til lillepigen Lykke - seneste barnebarn som gave til hendes barnedåb. Det er så sidehen også blevet til barnedåbsbog nr. 2: "Millebogen".
Senest har jeg lavet en slags erindringsbog med titlen "Rødder og vinger", som er et forsøg på at fastholde, hvad jeg på et givet tidspunkt kan huske om mine 25 første år. Bogen er på 170 sider og kan også læses som et tidsbillede af en opvækst i halvtredserne og tresserne. Lige nu er jeg ved at færdiggøre endnu en slægtshistorisk bog med titlen. "Jagten på farmor".
Fik en original, gammel sættekasse af en ven. Den er placeret i mit tobaksværelse - her i selskab med sætternissen
