Smiling i Grønland

Jesper Grønkjær på sydspidsen af Grønland. Et kulturchok der fik betydning for livet. Læs de tre artikler herunder.


TV2 på strygebræt

Tilbage i 1995 stod jeg som en relativ ung knøs og var lige begyndt at leve som tryllekunstner. Publikum i Danmark syntes, det er sjovt at blive snydt af en professionel ”svindler”, men at jeg skulle få langt mere ekstreme reaktioner, når jeg rejste ud i den store verden, var jeg endnu ikke klar over. Første møde jeg havde med et anderledes publikum, var da jeg blev inviteret til sydspidsen af Grønland. I Nanortalik skulle der i sommeren 1995 være en kulturfestival, hvor jeg blev bedt om at deltage blandt andre kunstnere.

I snestorm i Kangerlussuaq blev vi alle gænget ind i en stor larmende helikopter, der mest af alt mindede om en bus med vinger. Med buldrende rotorer lettede vi slingende og fortsatte mod Narsarsuaq, hvor snestormen tog til i styrke, så også denne by blev genstand for en flok kunstnere og entertaineres uplanlagte ophold. Jeg havde set frem til at skulle optræde, så hvad var mere naturligt end at lave en lille improviseret præmiere her i Narsarsuaq?
Folk stimlede sammen, og snart efter vidste alle i byen, at der var besøg af en mærkelig mand, der både kunne trylle og forme ballondyr. Blandt delegationen fra Danmark var også rockorkestret TV2, der, som et absolut kendt topnavn fra Danmark, ville give koncert i byen. Under overværelsen af denne koncert opdagede jeg for første gang, at der kan være stor forskel på de forholde, man som optrædende bliver budt i Danmark kontra andre steder. Siden hen er kontrasterne blevet noget af det jeg elsker ved at rejse. I Danmark får man til tider tildelt en stor lækker scene med vindblæsere, lyd, lys og måske tv-skærme mens man ude bagved har store flotte omklædningsrum med oplyste spejle. Kontrastfyldt er så de rejser ude i f.eks. junglen, hvor man optræder i gummistøvler i en lysning i regnskoven eller hos en stammelandsby, hvor man står med bare tære i den griselort, der danner bunden på pladsen mellem de små hytter! Når jeg nævner dette, så er det fordi Steffen Brandt og hans band spillede i en form for ramponeret forsamlingshus, der indvendigt var beklædt med 70`er brune træplader på væggene, mens jorden var dækket af et ualmindelig slidt gulvtæppe, hvor pletterne var på størrelse med indlandsisen. Orkestret stod klemt op i den ene ende af lokalet, med et beskidt lagen hængt op som bagtæppe! Dét der var mest markant var dog ikke selve lokalet eller det faktum, at det kendte poporkester måtte nøjes med en samling lånte højtalere fra byens borgere. Nej, hovedet på sømmet var, at i mangel på et stativ til Steffen Brandts keyboard, måtte han tage til takke med et gammelt faldefærdigt strygebræt! Men drengene fra bandet, der blev tilbedt i hele Danmark, lod sig ikke mærke ét sekund med de skæve forhold, men gav der imod udtryk for, at de var superglade for denne oplevelse. Det var en professionel indstilling, jeg tit har tænkt tilbage på.


Kulturchok og frække tilbud
Senere landede vores helikopter i Nanortalik. Modtagelsen var en konge værdig, da vi ved heliporten blev modtaget af børn og voksne i flotte grønlandske nationaldragter. De 2500 indbyggere (og 70 biler) fordelt på et areal der er dobbelt så stort som Sjælland, levede, som så mange andre grønlændere på den tid, i et samfund, hvor der rent kulturelt ikke var meget at komme efter. Teatre, biografer, dyrskuer osv. var ikke hverdagskost, hvorfor vores team gjorde et stort indtryk. Har man ikke tidligere i sit liv mødt en tryllekunstner, så er dette selvfølgelig en særpræget oplevelse. Børnene blev lidt skræmte, men efter en tid kunne de se det sjove i det hele. Ja, de grinede endda, når der IKKE skulle grines. Men for en bette dreng er forskellen på en tryllekunstner og en åndemaner ikke stor. Derfra fik jeg mit navn som i daglig tale var ”Den Skøre Åndemaner”.
Men den største oplevelse fik tryllekunstneren selv: et kulturchok som kom til at få ufattelig betydning for mit liv. Jeg var ikke vant til at rejse, så med ét at opleve en anden kultur, natur, humor, mentalitet, ja, endda et andet menneskesyn var mere end almindeligt overrumplende for mig. Jeg så, at der var plads til alle typer mennesker uanset rang, køn og handicap, samt den opfattelse af, at hvad vi ikke når den ene dag, det når vi den næste. Vi kom jo på besøg i en tid, hvor byen var i partystemning, så man kunne roligt sige, at hver dag var en fest, med alt hvad dette indebar af forlystelser og ikke mindst fristelser. Det var i hvert fald ikke altid, at det var kaffe, der blev drukket når der blev inviteret til kaffemik!
På den måde fik jeg i løbet af fjorten dage betalt mine lærepenge til et voksenliv, som jeg endnu ikke helt havde udforsket, hverken alkoholmæssigt eller seksuelt. Jo, her skete sandelig noget andet end på det enlige diskotek, vi havde hjemme i Kjellerup! Blandt andet mødte jeg en ældre kvinde så fuld, at jeg tvivler på, at hun kunne se, hvad der var forrest og bagerst på en grønlandsk sæl. Jeg nærmest bakkede ud af lokalet, da hun pegede på sin hofte og sagde: ”Ovenfor dette sted er jeg 65 år, men nedenfor er jeg som en syttenårig. Vil du med hjem og se…?”


Ta`SÆL-bord og Indlandsis
Størst indtryk gjorde det dog at komme ud i de små bygder og efterfølgende til indlandsisen. I en lille båd ankom jeg til bygderne, hvor flere af indbyggerne levede et liv uden el, toilet eller rent vand.. Stort set alle steder blev man budt på ”ta`SÆL-bord”, når de villigt delte ud af deres råvarer. Et sted var jeg faktisk selv med på sælfangsten og fik da også skudt vores efterfølgende aftensmad. Dog er det kotume, at man straks efter man er kommet i land skærer sælen op og spiser den rå sællever. Ikke just min livret eller noget man kendte til i mit barndomshjem. Når vi derhjemme skulle spise fremmed mad, så var det vildeste vist, såfremt man tabte oregano ovenpå sine frikadeller!
En af sejlturene gik i en lille gummibåd ud mellem de betagende isbjerge, som have alle mulige smukke farver, når lyset spillede i isen: lyseblå, turkis, grønlig, sort og gulligt var bare nogle af de farver jeg blev overrumplet af. Men dette var intet at regne mod den oplevelse, det var første gang jeg satte min fod på selve indlandsisen. Gennem flere timer sejlede vi nærmere og nærmere denne uendelige store og kolde indlandsis, mens man i horisonten kunne iagttage, hvordan det kæmpe naturfænomen faretruende voksede sig gigantisk jo tættere vi kom på. Gennem århundrede har dette ekstreme sted haft en magisk tiltrækningskraft på forskellige eventyrer fra hele verden. En fascination der har kostet adskillige menneskeliv, når eventyrene er bukket under i bestræbelserne på at krydse det enorme område med dets vanvittige terræn og ekstreme temperaturer.
Nu stod jeg der pludselig selv. Jeg skulle godt nok ikke krydse isen men fik alligevel den dag en viden om, at rejseriet for mit vedkommende var noget, der ville få stor betydning, og at ikke alene ville jeg efterfølgende tilbage til både Grønland og indlandsisen, nej, jeg ville også ud og opleve så meget af verdenen som muligt. Som årene er gået, kan jeg gladeligt konstatere, at det hele er gået i opfyldelse. Jeg har nu været på besøg i dette fantastiske land flere gange, og har netop nu en ny rejse dertil under opsejling. Og tankerne om at skulle opleve meget mere af den store verden kom også til at holde stik. Trylleriet og rejserne er blevet en stor del af mit liv, og jeg kunne på forunderlig vis mærke det den dag. En dag som i øvrigt sluttede med, at vi sejlede hjem med et stykke af Indlandsisen ombord i vores gummibåd, så vi om natten kunne drikke ”whisky on the rocks” med is, der er mange hundredetusinde år gammelt!

The Smiling Fairytale Society