Jesper Grønkjær med Simon Drachmann som rejsemakker. Fra inkaerne i Andesbjergene til flodindianerne i Amazonejunglen. Læs de 3 artikler herunder.
Anstrengelserne i Andesbjergene
Turen gik i 2003 til Peru i Sydamerika med henblik dels på det sagnomspundne inka-tempel Machu Picchu, langt oppe i Andesbjergene, dels med henblik på en ekspedition ud gennem Amazonjunglen. Sidstnævnte var først mange dages vandring gennem selve regnskoven, efterfulgt af en rejse på tømmerflåde ned af Amazonfloden, for at komme ud til de små samfund hvor flodindianerne lever.
Første del blev flere døgn med et hold af bærere, hvor vi sled os af sted på Inkastien midt i Andesbjergene, der, med sine 7200 km., er verdens længste bjergkæde. Den knap 100 km lange Inkasti er betegnelsen for den rute, de tidlige inkaer kæmpede sig frem ad, da de for flere hundrede år siden søgte mod deres helligdom Machu Picchu. Vi lagde ud i inkaernes ”hovedstad” Cuzco, hvor jeg fik varmet op med et trylleshow, der samlede store dele af byen på et af de mindre torve.
I den legendariske sølvjakke, som har været benyttet til shows på store dele af kloden, blev jeg for en stund centrum for de lokales måbende møde med en tryllekunstner. For at camouflere mine hensigter så længe som muligt havde jeg fra start trukket en lama-poncho over den skinnende sølvjakke, således at forestillingen gik i gang iført denne ”nationaldragt”. Da jeg følte, at tiden var inde, smed jeg min poncho og blottede dermed min funklende jakke, som enhver dansker med respekt for god smag vil finde afskyelig! Men et sus gik gennem flokken, og et ”iiihhhh” bredte sig. De lokale syntes, den var SÅ flot!
Som showet skred frem, skiftede de lokale publikummers ansigtsudtryk. I starten var der, om muligt, endnu dybere fuger i deres mørkebrune læder-huds-ansigter, der er hærdet kraftigt pga. solen i bjergene, mens de til sidst var helt skæve i hovederne af grin. Særligt da jeg med min legetøjs-boremaskine borede et hul gennem kroppen på en pige og igennem en tragt hældte sodavand! Sådan havde ingen serveret et glas sodavand for dem før!
Fra Cuzco gik vi gennem hestepærer og lamalort op af den snørklede Inkasti, hvor vejen bl.a. bestod af gangsystemer mellem klipper, 2100 trappetrin, der til tider var over 70 cm højde, over floder, uvejsomt buskads i flere tusinde meters højde, hvorfor det kneb gevaldigt med at trække vejret, da ilten var for tynd. Særligt når man, foruden sin almindelige rygsæk, er så komplet åndssvag, at man også medbringer tryllekuffert, tv-udstyr, tunge lamaponchoer m.m.
For at kompensere for trætheden i den tynde luft havde vores førere såvel iltflasker med som coca-blade, som særligt bærerne ivrigt tyggede. Nætterne blev tilbragt i små topersoners telte, hvor en lugt af sved, sure sokker og æselrøv hurtigt meldte sig! For at undgå at vi, under en sød drøm, skulle komme til at savne pigerne derhjemme så meget, at vi i vores søvntilstand blev for kærlige overfor hinanden, så sov vi konstant med en rygsæk imellem os!
Skønnest var det, når disse overnatninger foregik ved de lokales hytter, så man kunne hygge med indbyggerne, forsøge at snakke med dem, eller i det mindste trylle for dem. Jo, den gamle tryllekuffert gjorde sig godt i 4200 meters højde!
Amazone-ekspeditionen
Hvad den gamle slidte tryllekuffert og min tilhørende sølvjakke efterhånden ikke har været igennem af strabadser, er næsten ikke værd at nævne.
Efter turen op af Inkastien var tiden nu inde til at skulle gennemføre ekspeditionen gennem Amazonjunglen. I ualmindeligt godt selskab med tre indianere kørte vi først i jeep gennem de bjerge, der omkranser Cuzco. Køreturen var adskillige gange ved at koste os livet, når regntiden lod bjergskred ramle ned foran os, eller det der skulle forestille veje simpelthen styrtede i afgrunden, mens vi kørte på det.
Efter knap et døgns kørsel ankom vi til en flodbred, hvorfra vi sejlede i en lille motorbåd, der, de kommende dage, skulle gøre det ud for vores hjem. Vi sejlede med strømmen fra landsby til landsby, og fik hvert sted lov at overnatte som modtræk for mit trylleshow.
De lokale indianere levede dejligt primitivt og gik dagligt på jagt i junglen med deres bue og pile. Hver dag, på nær når en dansk tryllekunstner kom på besøg! Disse shows foregik i gamle lader, på gårdspladsen mellem hytterne, ved flodbredden og andre hyggelige steder.
En dag havde jeg ”lånt” en levende ælling fra det lille samfunds dyreliv. En lille pige kom på ”scenen”, og jeg lod hende trylle denne frem af en umiddelbart tom gryde, hvori jeg først tændte ild, så der stod store flammer op af den. Da ællingen pludselig sprang op af gryden og vraltede bort, blev der først helt stille. Let efter skreg folk af grin. Dét var et nummer, de talte om i flere dage.
På et tidspunkt måtte vi forlade motorbåden for at fortsætte til fods gennem vildnisset i junglen. Strabadserne var hårde, når man kæmpede sig igennem den tætte bevoksning eller sump og mudder. Kroppen var ødelagt, og psykisk var man også mærket. Nætterne blev tilbragt i det fri, mens man, med alle lydene fra dyrene i junglen eller skrigene fra papegøjerne, kunne lade sig lulle i søvn.
Da vi efter en tid havde krydset en del af regnskoven, kom vi atter ud til Amazonfloden. Motorbåden var jo væk, så nu måtte vi klare os med, hvad vi havde fra naturens side. Af et fældet træ fik vi fire rafter, mens barken blev snoet til en stærk snor. På den facon fik vi flettet vores tømmerflåde sammen, og var nu klar til næste del af eventyret. Af sted på den rivende flod padlede vi os frem. Omkring os svømmede piratfisk og krokodiller, mens aberne svingede sig i træerne på flodbredden. Efter nogle timer var man ødelagt i arme af at padle, i benene af at holde balancen, i ryggen af at styre med stagen, eller i bagdelen, hvis man var den, der sad i midten af flåden for at hvile sig.
At vide at dette var eneste mulighed for både tilværelse og transport de kommende dage, var nok spændende men også skræmmende. Mest skræmmende var det, da tømmerflåden på flodens vilde strøm blev smadret ind i væltede træer på mere end 25 tons. Alt udstyr, – lige fra tryllekuffert, tøj, sovepose, til tv-udstyr fra Danmarks Radio endte på flodens bund, men blev af en indianer hentet op igen, således at ekspeditionen kunne fortsætte.
I trance hos Shamanen
Mens vi på et tidspunkt boede midt i Amazonjunglen, fik vi besøg af den lokale shaman, som nærmest kan betagnes som en spirituel leder i form af naturpræst eller åndemaner. Hans opgave var at få os i trance med sin drik, der, af indianerne, benyttes til at søge ind i sig selv, hvorved de får syn og hallucinationer, så de kan se deres indre stærke sider eller dæmoner. For nogle betyder det, at de mentalt forvandles til en ørn, jaguar eller andet.
I en fugtig hytte der lugtede råddent, og hvor kakerlakker og biller krøb omkring os, blev vi placeret på gulvet; Simon og jeg, vores tre indianer-bærere samt shamanen. Han hilste ærbødigt på os og iførte sig sin kappe. Alt lys blev pustet ud, og vi sad nu i bælgravende mørke. Ord var forbudt, så vi hørte kun dyrene i junglen, fuglenes skrig, frøernes kvækken og gekkoernes sang.
Imellem os stod to spande. Én med vores eliksir der hed ayahuasca, som skulle få os i trance. Den anden spand var til at brække sig i, når/hvis man skulle blive syg af eliksiren. En udhulet kokosnød blev dyppet i drikken og ført rundt. Simon smagte først, og jeg kunne høre han stønnede, og kunne ikke nærer mig for at spørge Simon, om han nu var blevet forvandlet til et dyr og i givet fald hvilket? Jeg grinede over mit eget spørgsmål, men shamanen tyssede, – der måtte INTET siges.
Jeg fik næste mundfuld og fik den ækle smag i munden af en drik, der smagte som en blanding af blod og tobak. Min mavemuskler snørede sig sammen, og jeg gispede. Det hele var ved at komme op igen. Drikken har en form for LSD-lignende virkning, og kan, har jeg siden erfaret, være ganske farlig.
Kokosnødden blev gentagende gange dyppet og sendt rundt, imens shamanen med monoton stemme messede en klagende bøn højere og højere. Jeg havde det elendigt: mit hoved gjorde ondt, min mave trak sig sammen, jeg kæmpede mod kvalmen, og jeg følte, at verden susede rundt og rundt i vanvittig fart med mig i centrum. Indianerne lagde sig ned, og Simon og jeg fulgte trop. Skallen med væske blev stadig sendt rundt, og vi lå bare stille på det beskidte gulv som i en slags meditation. Pludselig rejste Simon sig op på hug, famlede ud i mørket og fandt den tomme spand og tømte sin mavesæk derned i. Han brækkede sig i kæmpe stråler, og jeg smilte, fordi det ikke var mig! Men det var en stakket frist! For få sekunder efter eksploderede min mave. Ud mellem de sammenbidte tænder hvæsede jeg til Simon, at jeg skulle bruge spanden. Min mund var fuld af bræk med klumper, og min mave smertede. Jeg forsøgte at komme på benene, men havde ikke kontrol over min krop. Jeg væltede og kastede samtidig op i spanden med sådan en kraft, at Simons bræk blev skyllet op af spanden og ud over mig. Både i hovedet og på tøjet!
Shamanen tyssende på mig, og bad mig sætte mig roligt. Jeg var færdig i ”tranceland” og vaklede mod hyttens dør, mens jeg på dansk bad ham holde sin kæft. Sveden haglede ned af mit ansigt, og i det samme jeg trådte ud i den tiltrængte friske natteluft, blev jeg ramt af et stort. KLASK! Selv om det sjældent sker de rammer mennesker, så havde en flagermus ramt mig i hovedet. Jeg gav et skrig, og lod mig falde om på jorden. Dér lå jeg og kiggede op på millioner af funklende stjerner og syntes pludselig, at livet var fantastisk. Så skrupskørt og grotesk, så langt fra hvad der, i vores vestlige verden, betegnes som sund fornuft eller normalt. Men jeg var lykkelig og følte, at jeg levede!
Dét var endnu en af de oplevelser, som sådanne rejser byder på, og som beriger mit liv. Tænk at sidde, to gode danske venner, med tre jævnaldrende indianere samt en vanvittig shaman. Helt alene i mørket, midt i verdens største jungle. Dét er da en oplevelse for livet!
