Jesper Grønkjær som munk i Himalaya
Jesper Grønkjær, medlem af De Berejstes Klub, er vendt hjem fra sidste ekspedition, hvor han endte som munk i Tibetansk kloster i Himalaya og optrådte til ligbrænding ved den hellige flod.
Jeg elsker eventyret og det uforudsigelige i mine rejser. Jeg har med tryllekufferten som rejsemakker set og hørt folk skrupgrine, uanset om det har været stammefolk i junglen, inkaefterkommere i Andesbjergene, cowboys i Texas, indianere i Sydamerika, eller folk i verdens største byer som f.eks. New York. Nu var turen kommet til munke i klostre og templer i Himalaya.
Kaotiske Kathmandu
28 timer efter at have forladt mit hjem i Danmark stod jeg pludselig midt i det vanvittige og kaotiske Kathmandu, der er hovedstaden i Nepal.
Nepal er verdens 8. fattigste land, og markant anderledes end det, man kender her hjemmefra: busser med passagerer der ligger på taget, små tuk-tuk knallert-taxier, rickshaws, farvestrålende hindu-optog og buddhistiske munke, aber der kravler i træerne, store dynger af ligegyldigt henkastet affald, faldefærdige lastbilder, folk der råber, samt biler der dytter i vildskab.
Faktisk talte jeg på en tilfældig taxatur, at chaufføren dyttede gennemsnitlig 34 gange pr. minut. Alt imens går de hellige køer ligegyldigt rundt på vejen, hvorfor problemstillingen med hunde-bæ på danske fortove bliver sat i perspektiv! Men var jeg en hellig ko som ingen havde lov at rører, så ville jeg da også være ligeglad med at skide åbenlyst på gaden, om så jeg stod foran en fortovsrestaurant!
På dette eventyr ønskede jeg at møde folk, der har viet deres liv til deres tro. Munke i de nepalesiske og tibetanske klostre er en modsætning til de mennesker og det publikum, jeg tidligere har mødt på mine ekspeditioner. Så om det i det hele taget var en mulig udfordring for mig, at få tilladelse til at komme indenfor i klostrene og dernæst få muligheden for at optræde, var jeg langt fra sikker på. Man er vel godt naiv, hvis man uden videre går op til et munkekoster og spørger om man må komme ind i de hellige gemakker, for at hive en kanin op af hatten.
En ting er man med garanti vil blive smidt på porten, noget andet er at møde de lokale med den respekt de fortjener.
Kronraget som munk
Ikke langt fra Mount Everest og med udsigt til Himalayas sneklædte bjergtinder gik drømmen i opfyldelse. Ved et lokalt tempel, hvor farvestrålende bedeflag blafrede i vinden, aberne legede i træerne, røgelsespindene osede, og munkene studerede de hellige skriftsteder, blev jeg for en tid optaget hos den lokale Lama.
Han hørte om min mission, og fandt hurtig interesse for min tryllekuffert, der er påklistret fotos af mit publikum fra hele verdenen. Fra stammehøvdinge til drag queens.
Da han så mine fotos fra shows på nogle af klodens mest ufremkommelige steder, tilbød han selv at være behjælpelig med en forestilling for drengene og mændene i klosteret. Han førte mig op på et lille plateau, hvor de yngste munke sad og studerede de hellige skrifter. Jeg var nu inde i det helligste af det helligste og dermed optaget i inderkredsen.
Normalt gør jeg en indsats for at integrere mig med de lokale og dermed optræder jeg, hvor jeg kommer frem, iført de lokales outfit. Da jeg optrådte hos kannibalerne i Irian Jaya, var det med penisfutteral, mens det var som drag queen i New York.
Hurtigere end en bedemølle kan dreje om sin egen akse, fandt Lamaen kniv og barbergrej frem, og snart efter havde han kronraget mig og iklædt mig det orange munkeornat.
Således gik det til, at bøn til Buddha kort efter blev afløst af vilde grin og skrig, da de hellige mænd så deres første trylleshow. Glemt var for en tid opnåelse af nirvana, for med ét handlede det om dansk tryllestøv, da en munk fik tryllekunstnerens sværd stukket igennem halsen, papirstykker forvandlede sig til pengesedler, ting svævede rundt i luften, – alt imens der blev formet ballondyr i alle bedeflagenes farver.
Når man på denne måde giver et stykke af sig selv, så åbner folk både deres hjem og hjerter for én. Således blev jeg også efterfølgende budt indenfor på Lamaens værelse inde i klosteret.
Det var ca. 4 x 4 meter og indeholdt en madras på gulvet, hvor Lamaen sov, et lille kogesæt så han kunne lave lidt mad, et lille bedested, samt plakater på væggen af Buddha…samt af det popgruppen Boyzone og en fodboldplakat!
Trylleshow til ligbrænding
En af de mere makabre oplevelser var, da trylleeventyret endte med at optræde til ligbrænding. Udenfor tempelmurene blev der dagligt afbrændt lig langs den hellige flod. Overalt stod folk og kiggede. De pårørende sørgede, andre ofrede gaver eller iklædte sig de traditionelle kjortler, mens byens øvrige borgere nysgerrigt stod og fulgte seancen. Flere steder blæste hornorkestre de døde på vej, mens hellige mænd sad og håbede, at turisterne ville lade en skilling falde af.
Da jeg kom til et par af de hellige hindu mænd, og de rakte hånden frem for lidt penge, så kunne jeg ikke nære mig for at trylle en pengeseddel frem til dem. De blev tydeligt forbavsede, og ville gerne se mere. Tryllekufferten blev åbnet på klem, og et par listige tricks blev hevet op. Snart efter stod der en kødrand rundt om trappen der udgjorde en lille scene, hvorpå de hellige mænd sad på første parket.
Egentlig var det en grotesk oplevelse, at stå og optræde for en hujende menneskemængde, mens luften var fuld af røg fra de lig, der lå tæt derpå og brændte helt udækket. Herhjemme har den mest makabre trylleoplevelse vist været at optræde til en indvandrefamilies ”omskæringsfest”, men dette var fuld på højde med dette.
Det forbudte Tibet
Fra kaotiske Kathmandu skulle rejsen fortsætte videre mod Tibet, som skulle krydses i landcruiser. Flere måneder forinden var de nødvendige tilladelser indhentet og alle omkostninger betalt. Derfor kom det som noget af et chok, da vi blev nægtet indgang til landet.
Få timer før vi skulle krydse den kinesiske grænse, hvor et område med ”ingenmandsland” skiller Nepal og Kina, som Tibet jo er en del af, blev vi nægtet indrejse. Vi var meget uforstående, da vi igennem flere måneder havde undersøgt forholdene og hver gang fået bekræftet, at der ingen problemer ville være. Jeg havde læst og researchet på landet og glædet mig vanvittigt, så jeg var både frustreret og ked af det. Under normale omstædigheder ville jeg have revet mig selv i håret af ærgrelse, men dette var ikke let, da jeg var kronraget efter mit show hos munkene i klosteret. Jeg ville gerne ville have en fornuftig forklaring på problemet, men myndighederne så ingen grund til yderligere uddybning, så vi fik blot oplyst at vi kunne forsøge igen dagen efter. På den måde blev det igennem flere dage til fast rutefart op til det ene afslag efter det andet. Både morgen, middag og aften, men intet kunne vi stille op.
Imens vi fik det ene afslag efter det andet, så var der andre, der med et smil fik deres indrejsetilladelse på få minutter. Kunne vi så have fået en fornuftig begrundelse, var det til at forstå, men hele tiden var det en arrogant holdning fra ambassaden, der lod os forstå, at vi ikke var velkomne, og at de i øvrigt var fløjtende ligeglade med os. At vi havde de rigtige papirer og i øvrigt betalt tusindvis af kroner, var ligegyldigt. Selv om vi fik en direkte kontakt til regeringen og til flere meget højtstående embedsmænd, så måtte vi til sidst indse, at Tibets hovedstad Lhasa i denne omgang levede op til sit navn ”Den forbudte by”, siger den ærgerlige tryllekunstner.
Fra fattigdom til overflod
I samråd med en rejseagent ønskede jeg blot at komme videre ud i verdenen. Men uanset hvor jeg ønskede at rejse hen, så var flyene overbookede eller visumtilladelserne svære at opnå.
Pludselig kom en opringning fra agenten, der oprevet sagde, at vi skulle være klar med pakkede rygsække, da vi ville blive hentet ti min. efter, og et fly stod klart. Jeg spurgte forståeligt nysgerrigt, om vi skulle til Kina, Indien, Burma…eller evt. Danmark. Jeg vidste på daværende tidspunkt intet, men sad snart efter i flyet på vej mod Bangkok, hvor kontrasterne til det fattige Nepal blev sat i perspektiv.
Rejseagenten ville jo råde bod på den uheldige oplevelse med Tibet, så da jeg ankom til Thailand, var det til overdreven luksus. Direkte fra Nepal, der er verdens 8. fattigste land, og hvor alle forsøger at få penge ud af dig, hvor de lokale spiser og bor temmelig usselt. Nu var kulissen i stedet et kongeligt hotel, hvor der overalt løb tjenere rundt for at åbne ens dør, putte servietten på dit skød ved det store middagsbord og hælde glasset fuld, hver gang du havde taget en slurk.
I Himalaya boede vi i små faldefærdige hytter, hvor der midt i rummet var en tønde med åben ild, mens vi sov på stenhårde senge under vinduer, der ikke passede til hullet i muren. Toiletterne var et hul i jorden, mens der til tider kravlede tusindvis af mider rundt omkring det. Nu sov jeg i en himmelseng så stor, at der kunne have boet en mindre landsby, mens der lå orkideer spredt ud sengen, og hvor der til tider stod 3-4 tjenere ved dit bord. En ting var, at det var sjovt at opleve denne luksus, men kontrasterne til fattigdom få timer derfra var ubehagelig.
Girafkvinderne
Fordelen ved at rejse til Thailand frem for Tibet var, at dér kunne en anden stor drøm gå i opfyldelse.
Jeg har jo et brændende ønske om at møde forskellige befolkningsgrupper. På min top 5-liste har altid været de såkaldte ”girafkvinder”, der, med ringe omkring halsen siden de var små piger, har udviklet absurde kropsbygninger. Nu var muligheden for at besøge dem og optræde i deres landsby indenfor rækkevidde, så efter fem dage sad jeg pludselig i en lille motordreven træstamme-agtig jolle, der fragtede mig og min tryllekuffert ned af floden på grænsen mellem Thailand og det borgerkrigshærgede Burma.
Efter en smuk sejltur med jungleagtig og frodig beplantning dukkede i det fjerne nogle små skæve træhuse op. De stod lidt faldefærdige på flodbredden. Allerede inden jollen fik lagt til, fangede mine øjne den første langhalsede kvinde, der kom spankulerende af sted. Inde på land sad de første og tog imod, og var i øvrigt alle søde og imødekommende, om end oplevelsen også havde en bagside.
Disse kvinder pryder sig på denne måde af tradition, men bestemt også for landsbyens overlevelse. De tjener penge på deres deformiteter, og for nogle kan det opleves, som om de besøgende går rundt i en zoologisk have og kigger på dyr. Faktisk havde jeg glædet mig til at studere deres halse og udsmykninger, men da jeg først stod overfor dem, blev jeg forlegen på deres vegne, og kunne i starten kun have øjenkontakt med dem frem for at glo på deres halsringe.
Til gengæld oplever jeg på mine rejser, at forskellige stammefolk netop syntes, at jeg er en sjov og spændende fremmed, fordi jeg jo netop lader DEM glo på MIG, når jeg først åbner min tryllekuffert og laver et show.
Således også her på floden, hvor både børn og voksne snart stod samlet hylende og grinende omkring det de syntes var den skøre tryllekunstner, der lod den ene mærkelige ting trylle frem efter den næste. Penge blev tryllet frem, der blev boret hul i maven på en pige, én fik et sværd igennem halsen, en dreng med jakke endte pludselig med at stå i bikini osv. De, som ikke havde været med fra starten, kom løbende til gennem landsbyen, da tilskuernes høje grin havde fortalt med tydelig overbevisning, at der denne dag skete noget uventet, som ville gå over i historien.
Med deres farvestrålende tøj og kropssmykning, lattermilde sind og store smil var dette et fantastisk sted at besøge. Selv om de er meget fattige, så kom de efterfølgende med gaver og takkede for oplevelsen. Jeg nægtede at tage imod, men som de sagde, så havde jeg givet dem glæde fra bunden af mit hjerte, så disse gaver var deres form for gengæld. De fortalte de aldrig havde set noget tilsvarende, og altid ville huske dette besøg. Jeg sejlede glad og beæret derfra, og huskede på ordsproget, der siger: ”fremmede mennesker er blot venner, du ikke har mødt endnu…”…
