Et kig
bag sløret
Efter at have optrådt med magi,
musik og dansk humor i De Forenede Arabiske Emirater, fortsatte vores turné i
Mellemøsten til Oman. Vi ankom til Arabiens perle, Muscat, hvor vi som taget ud
af 1001-nats eventyr blev betaget af den flotte bydel Muttrah.
Da vi optrådte i nogle af
verdens rigeste byer, Dubai og Abu Dhabi, var kulisserne de storslåede
skyskrabere, 5-7-stjernede hoteller, det hurtige og overdådige liv og smarte
businessfolk. Nu ankom vi til det Arabien vi havde glædet os særligt til.
Højhusene var nu skiftet
ud med små flade huse der ikke er mere end to etager. Alle guld- og glasfacaderne,
der sammen med blinkende pærer prydede hotellerne i Dubai, var gemt væk til
fordel for flotte oplyste buer, farvestrålende springvand, hundredtusindevis af
blomster, moskéer og Moské-tårne der strakte sig op over byens rolige liv. Nu
stod vi i det smukke Oman og var klar til de eventyr der måtte komme til os,
når først tryllekufferten blev åbnet og guitaren stemt.
Smil i Sur.
Efter få dage i
hovedstaden, kørte vi mod syd og kørte tilfældigt forbi byen Sur. Den
udfordring kunne vi ikke lade gå fra os – tænk om man kunne få folk til at
smile, selv om de bor i “Sur”.
Det vidste sig faktisk at
være en lidt vanskelig opgave. Ikke blot i denne by med det særprægede navn,
men tilsvarende i mange andre byer. For da flere af landene i Golfen gik fra
relativ fattigdom til pludselig at blive styrtende rige på grund af oliefund,
så har det medført økonomi og arbejdspladser i overflod. Dermed er mere end 90%
af de arbejdende importerede folk fra Thailand, Indien, Pakistan, Tyrkiet osv.
Disse gæstearbejdere alle
så høflige og underdanige, at de af respekt for os fremmede, ikke ville stille
sig op og grine af os, når vi uopfordret og uplanlagt startede vores show. Alligevel
fik vi hurtigt en kæmpe menneskeskare rundt om os, da alle skulle se hvad der
foregik. Og langsomt tøede de udtryksløse ansigter sig op. Først var de lokale
meget forundrede. Så begyndte de at smile. Til sidst var der grin og jubel og
folk masede for at komme tættere på og være med i showet.
De efterfølgende dage
blev det til masser af små listige tricks, når vi gik rundt i byen. Alle i Sur
havde nu hørt om de mærkelige fremmede der var på gennemrejse, og alle kom med
tilråb og opfordringer til at se lidt magi eller få et ballondyr.
Da de fandt ud af, at
Thomas er professionel idéudvikler, ville de pludselig have kreativ sparring
til deres største udfordringer i livet – en ville gerne fri til sin kusine,
hvilket var svært når han stort ikke havde adgang til at tale med hende. En
anden ville have idéer til, hvordan han kunne tabe sig markant, så han kunne
blive sanger i en Bollywood-film.
På den måde endte det med
at vi nærmest fik kultstatus i byen, hvor indbyggerne endte med ikke at leve op
til bynavnet, og ikke være så sure endda.
Blandt beduiner og kameler.
Vi fortsatte vores
eventyr og drog vi mod den 10.000 kvm store Wahiba ørken. Vi fandt en chauffør
i en 4-hjulstrækker, som kunne pløje os de første kilometer ud i den ellers ret
så barske ørken. Turen gik med rasende fart igennem sanddyner, op og ned af
stejle skrænter og med sandet sprøjtende efter vognen.
Vi blev sat af og gik nu
rundt i den glohede ørken, hvor der var sand så langt øjet rakte. Det var et
fantastisk sceneri og noget en kontrast til, at vi vidste der på samme tid var
snestorm i Danmark.
Samtidig var det også en
gigantisk kontrast til de andre rejser vi har foretaget, hvor det har været i
tæt jungle, fugtig regnskov, i New Yorks undergrundsmiljø, på tømmerflåde ned
af Amazonfloden osv. Hvor er verden dog forunderlig.
Hos en ægte
beduinfamilie, slog de dørene op for os – ja eller teltet om man vil. Familien
bestod af de gamle bedsteforældre, der med deres alder var dem der bestemte.
Dernæst i hierarkiet kom de to døtre, hvorefter de tre børn kom.
-Selvsamme rækkefølge
blev benyttet, når der blev serveret mad i form af ris og gedekød. Som gæster
var det os, der blev bespist først. Dernæst gik gryderne over til
bedstefaderen, der som manden i huset…som jo egentlig var et telt, var den
næste til at spise. Når han var mæt, fik kvinder og børn mulighed for at tage
for sig af resterne.
Manden var iført den
lokale klædedragt, den lange dish-dash og tørklæde om hovedet. Kvinderne
derimod gemte deres ansigter bag et særpræget slør.
Deres slør var mere en
form for sort maske. Mest af alt lignede det en bankrøvermaske, hvor der blot
var klippet hul til øjnene. Det fik kvinderne til at se både mystiske og
skræmmende ud. Der var noget uhyggeligt over deres udseende, og selv om det
ikke er velset at kigge på kvinder, så var det næsten umuligt ikke at gøre det.
Sultan Qaboos og et gedekid
I lejren var der flere
små telte og en mindre hytte af bambus. Indenfor var jorden dækket af flotte
persiske tæpper, der spredte sig fra den ene side af teltdugen til den anden.
Rundt langs kanten i deres hjem var store puder i alle former og afskygninger.
Disse fungerede som møbler da der hverken var sofa, stole, borde eller andet.
Dermed som en selvfølge heller ikke tv, computer eller lamper. Blot det nøgne
telt med tæpper og puder. På væggen hang der dog et indrammet foto af Sultan
Qboos, samt familiens søn i militæruniform.
Rundt om selve lejren var
der mindre indhegninger, hvor beduinfamiliens dyr holdt til. Der var en lejr
for gederne, hvor af den ene ged – et lille kid, nærmest fungerede som
familiens hund. Det prinsessesmukke barnebarn på fem år, slæbte bogstaveligt
talt rundt på geden, der hang i hendes favn, hvorend hun gik.
Desuden var der en
indhegning for kamelerne, som hver morgen gik deres egen rolige vej for at
finde frem til et sted med lidt beplantning de kunne spise. Ved aftenstid
vendte dyrerne hjem af sig selv, og pudsigt nok altid til den rigtige familie.
Forundring, forskrækkelse…og et løft af sløret
På et tidspunkt var det
blevet tid til et lille intimt show for familien. Guitar og tryllekuffert blev
fundet frem. Alle fulgte forundrede og nysgerrigt med.
Bedstemoderen var i
starten bange for hvad der skulle ske, så hun turde ikke komme med. Hun
overvandt dog sin egen frygt, men blev endnu mere bange da Jesper som et lille
trick ville trylle slik frem til publikum. Han satte nemlig ild i sin (trylle)gryde,
og hældte derefter lidt tryllesalt deri, så der stod store flammer op derfra.
Bedstemoderen røg nærmest bagover
af forskrækkelse og udstødte et lille skrig. Gryden var nu pludselig
fuld af slik, men den gamle kvinde ville ikke lade de andre spise det, da hun
åbenbart mente det måtte være forhekset.
Thomas slog tonerne an på
sin guitar og snart efter gyngede teltet af dansk sang og musik, akkompagneret
af beduinfamiliens ivrige klappen, der dog sjældent ramte takten.
Efter det lille show var
der pludselig åbnet op for en ny form for venskab. Nu skulle der snakkes med de
få gloser vi havde til fælles, der skulle vises familiefotos, spises dadler og
drikkes omansk kaffe. På den måde
kom vi hinanden et skridt nærmere, fordi vi ikke blot var rejsenede, men med
vores lille show også havde noget at give til dem.
Efter en nat under åben
himmel, hvor millioner af små stjerner skinnede ned over os i vores soveposer, så
bød næste dag på flere små samtaler om beduinernes og vores respektive familier
og hverdage.
Kvinderne bærer jo de
legendariske sorte masker, så vores forundring var meget stor, da de nu tog
disse af, og lod os se deres ansigter. Det var vi slet ikke forberedt på, men
følte at det var deres måde at vise os på, at de var trygge i vores selskab.
Det forunderlige var, at
da først de lod deres slør falde, så viste de sig selvfølgelig at være
almindeligt udseende mennesker inde bagved. Der var ikke længere uhygge at
spore hos dem, men i stedet lattermilde ansigter der grinede til os.
Når de bærer slør og
masker, fjerner de sine personlige særpræg og bliver på denne måde meget
udtryksløse. Det skabte en barriere og en afstand imellem os og dem. Men da
trylleriet og musikken fik åbnet op, og vi derved fik et glimt ind bag sløret,
så var det varme smil der mødte os – smil så varme som sandet i Omans stegende
ørken.
