Danske smil i De Forenede Arabiske Emirater
Efter at have rejst og optrådt i det meste af verdenen,
valgte vi på denne rejse at udforske lidt af Den Arabiske Verden. Vi drog på
turné i Mellemøsten, for at se om der var modtagelighed for at smile over dansk
humor, i kølvandet på Muhammed-tegningerne.
Med musik, magi og dansk humor optrådte vi hos både rige
sheiker i De Forenede Arabiske Emirater og hos beduiner i ørkenen i Oman.
Ingen tøj i kufferten
En af vores små “dogmeregler” for rejserne er, at vi ikke skal have andet
tøj med, end det vi rejser og optræder i. I stedet skal vi på ankomstdagen ud
og “konventere” til de lokale klædedragter. Selve den happening med at gå i de
lokales dragter, hvad enten det er med penisfutteral hos stenalderfolket eller den
såkaldte “dish dash” i De Forenede Arabiske Emirater, skaber hver gang så tilpas
megen opmærksomhed, at vi på få sekunder kommer i samtale med dem vi møder på
vores vej.
De kan se, at vi ikke blot er turister, men at vi gerne vil give lidt igen.
Og ved disse snakke er det oplagt at vise fotos fra vores ‘smilespredning’ over
hele verden, så de lokale hurtigt forstår konceptet og kan forundres over
verdens mangfoldighed. Herefter viser Jesper lidt magi fra sin medbragte
tryllekuffert, hvorefter folk samles rundt om duoen på gaden, på
markedspladsen, i barbershoppen, på hoteller, hospitaler eller hvor vi nu
befinder os.
Vi landede i Dubai og brugte de første døgn dér. Alle studsede over vores
lokale påklædning og blev dybt forundrede når vi optrådte. Positive var alle,
trods vi fortalte vi er fra Danmark. Direkte adspurgt om de lokales kendskab og
syn på vores land, kom deres snak dog desværre hver gang ind på den nævnte
Muhammed-sag og deres opfattelse af en generel provokation fra Danmarks side.
Men en af formålene med rejsen til netop den arabiske verden, har netop været
at nedbryde fordomme – både muslimernes fordomme om danskerne, men også
danskernes fordomme om muslimerne. Vores ønske var at kunne vise de lokale, at
ikke alle danskere sympatiserer 100% med Muhammed-sagen. Selvfølgelig går vi
ind for ytringsfriheden, men syntes måske ikke dialogen skulle foregå igennem
gentagende provokationer. Tilsvarende kender mange af vores landsmænd kun til
den muslimske verden igennem medierne, og tror måske fejlagtigt at alle brænder
flag. Vi ønskede at kunne komme hjem og berette, at størstedelen af dem vi
mødte, omvendt var søde og imødekommende mennesker, som tog godt imod os og
vort show.
Skoleundervisningen stoppede.
Hurtigt lejede vi en bil og pløjede os igennem De Arabiske Emirater. Vi
stoppede op i små landbyer, hvor vi
uplanlagt gav en gratis forestilling.
På rejserne er det en regel, at vi aldrig modtager honorar for vores show,
ligesom vi ikke vil sponseres af firmaer i Danmark. På den måde er vi frie og
uafhængige og kan gøre hvad vi selv ønsker.
Vi optrådte på en lille markedsplads, hvor folk hurtig stimlede sammen. Der
blev højlydt råbt og grint, når brændende cigaretter blev tryllet væk i de
lokales tørklæder, små røde kugler forsvandt fra Jespers hånd og over i deres
hænder, uforståelige korttricks blev udført osv. Hver gang kom det næsten til
turmultagtige scener, når ballondyr blev uddelt – ikke blot til børnene som
herhjemme, nej også til de unge og til de voksne. Alle ville være med.
På skoler kørte vi tilfældigt ind og tilbød et show. Folk er forståeligt
nok en smule skeptiske, når der ankommer et par fremmede fra et fjernt land. Og
når landet har en kedelig hovedrolle i en verdensomspændende kendt
problemstilling, så er det klart at vi som danskere først skulle udspørges:
hvem er i, hvem har sendt jer, hvad har I i kufferten, hvad vil I have til
gengæld, hvad er Jeres bevægegrund osv, lød spørgsmålene igen og igen?
Når vi hver gang kunne berette, at vi ganske enkelt optræder af egen fri
interesse, og at vi tilsvarende er fri af religiøse, økonomiske, firmamæssige
relationer osv. så stoppede rektoren undervisningen på drengeskolen og lod sine elever se et dansk show, hvor
tilskuerne fik sværd stukket igennem halsen og gaver blev tryllet frem.
Blandt de danske kulturelle indslag lærte eleverne blandt andet at synge
med på temaet fra noget så dansk som Olsen Banden…
Efterfølgende var lærerne endnu mere interesserede i at komme i dialog med
os, og selvfølgelig kom snakken ind på deres respektive syn på den omtalte
tegning.
100% enige blev vi ikke, og det havde ingen af parterne heller ikke
forventet. Men vi fik i høj grad skabt dialog, og kom dermed et skridt nærmere
en gensidig forståelse. Et besøg på skolen i Wadi Al Helo, endte sågar med
rektoren ærede os med overdragelse af skolens flotte statuette.
Synspunkter om Muhammed-tegninger på
slottet
Ikke blot børn og unge kom vi ind under huden på. En særlig oplevelse var
det da vi flere aftener i træk, optrådte for rige arabiske business- og
embedsfolk i deres “mandeklub”. Deres arabiske gæstfrihed og ditto høflighed
var ikke til at tage fejl af.
Vi tilbragte flere aftener med dem, og alle ønskede at blive underholdt.
Tilsvarende ville de som en selvfølge give os deres mobilnumre, eftersom de
alle ønskede at invitere os hjem til deres private hjem og familier. Men idet
de fleste havde 2-4 mobiltelefoner på sig, var vi til sidst ved at svømme over
af telefonnumre. Èn af vores nye bekendtskaber insisterede for eksempel på at
være vores vært, trods hans nevø var død i en bilulykke samme morgen, hvorfor
manden nu skulle have ansvar for de efterfølgende tre dages sørgen, hvor der
ville komme omkring 6000 mennesker til familiens hjem.
Vi endte istedet med at tage imod invitationen fra Mr. Al-Shamsi, en af Dubais
indflydelsesrige forretningsmænd, der stammer fra en af De Forenede Arabiske
Emiraters mest kendte familier. Deres slægt går flere hundrede år tilbage og er
i dag en fremtrædende klan i landet. Mr. Al-Shamsi selv har boet og studeret
knap ti år i Storbritanien, inden han fik sin erhvervsmæssige toppost i Dubai.
På hans store borglignende landsted udenfor byen, boede vi bag de høje
fæstningsmure med det påsatte EUA-flag, der blafrede i vinden. På borgen var
der spir, kanoner, og tjenestefolk. Det blev til mange seriøse snakke om de
ting der til tider skiller vores respektive verdener: religion, kultur,
kvindesyn, sex, penge, magt og ikke mindst frihed – både som ytringsmiddel og
generelt…… og meget andet.
Han indrømmede at det havde vækket harmfulde følelser hos såvel ham, som
alle de øvrige forretningsfolk og embedsmænd, da vi præsenterede os som værende
fra Danmark. Alle havde negative forventninger. Det var manges opfattelse af
danskerne, at det er et folkefærd, der har det mål for øje at provokere og nedgøre
andre. Men ikke desto mindre tøede de alle op, og fandt samværet spændende og
berigende. Tidligt i vores bekendtskab udtalte den magtfulde forretningsmand,
at han ALDRIG ville sætte sine ben i Danmark. Men som timerne skred frem og
samtalerne blev dybere, endte han faktisk med at invitere sig selv med til
Jespers bryllup til sommer. Ja han glædede sig endda til at skulle i en dansk
kristen kirke!
Både han og de øvrige i
forsamlingen kunne heldigvis se, at vi blot var individer som dem, og at
nationaliteter ikke er det afgørende for venskaber.
Det berigende for os var, at trods alle deres holdninger, der ikke mindst
kørte på den danske regerings manglende undskyldning og dermed en generel
opfattelse af danskerne som værende provokerende og uden hverken forståelse
eller empati, så omvendte de fleste af de lokale sig i deres udgangspunkt.
Modsat deres egen forventning, kom det personlige kendskab til os som rejsende,
til at vægte mere end vores nationalitet. Dermed optog de os som en del af
deres “familie” og var både beskyttende, særdeles hjælpsomme og faderlige
overfor os. Vores nye gæstfrie ven valgte således at aflyse et særdeles vigtigt
møde en tidlig morgen, for at være vores vært, og så vi det meste af natten
kunne udveksle glæder og sorger fra hver vores liv.
Prisoverrækkelse
På hver rejse medbringer
vi en særlig skulptur. Det er symbolet på den pris vi overrækker til en person
vi har mødt, som i særlig grad har åbnet sit hjem og hjerte for os, eller som
på anden vis har formået at sprede glæde omkring sig. Denne “Smiling Globe
Award” er tidligere blevet uddelt til så fornemme folk om en af verdens mest
berømte tv-personer, den amerikanske talkshowsvært David Letterman. Dette skete
under vores turné i USA for få år siden.
Skulpturen er skabt af
den danske kunstner Søren Brynjolf, og er formet i kobber og sten. Den viser
smilende ansigter fra forskellige verdensdele. Disse er samlet som i en slags
jordklode, for dermed at vise, at uanset nationalitet, så har vi et fælles
sprog som alle kan tale og forstå: smilet.
Vi valgte på denne turné
at give vores pris til denne Mr. Al-Shamsi, som lige fra første sekund var meget
åben overfor os.
Han havde hurtigt taget
os under sine beskyttende vinger . Han mødte os med et åbent sind og en
nysgerrighed for at høre mere om vores liv. Han berettede selv stolt om sin
familie der for generationer tilbage drog ned fra bjergene og bosatte sig byerne hvorfra de siden har opnået stor
succes. Desuden fortalte han om sine politiske, religiøse og filosofiske
synspunkter, og indviede os sågar i sine egne helt personlige glæder og sorger.
Samtalerne kom
selvfølgelig også ind på Muhammed-sagen. Både der og i diskussioner om vores
respektive religioner, formåede vores vært at være åbenhjertig og selektiv, så
synspunkterne kunne anskues fra begges sider. Sidst på rejsen valgte vi derfor
at overrække Mr. Al-Shamsi prisen sammen med et mindre show for den meget
stolte æresperson og hans nærmeste venner. På den måde åbnede vores show ikke
blot op til hans hjem, men helt op til hans hjerte
Kamelshow
Af og til er det de
uplanlagte shows og oplevelser der er sjovest. Det ved erfarede vi atter efter
vi imellem to forestillinger kom kørende af de små landeveje og passerede en
mindre landsby. Pludselig valfartede det til med kameler fra alle sider. Flere
hundrede kameler med deres ryttere på ryggen.
Uden vores viden var vi
endt i en by, der nærmest var befolket med kameler og deres trænere.
Det var en gigantisk stor
lejr – ja nærmest som en indhegning, hvor der givetvis boede flere tusinde kameler.
Vi ankom til byen, på en dag, hvor adskillige af dem skulle på træningstur på
den store bane, hvor der jævnligt foregår “kamel-race”. Folk kom ridende til
fra nær og fjern, og der var et eksotisk virvar af dyr og mennesker, der råbte
og hujede, imens vi fik lov at følge optoget rundt på den 10 km lange bane.
Som en selvfølge ville de
vide hvem vi var og hvorfor vi pludselig stod hos dem, i vores flotte røde show-jakkesæt.
Da de hørte om vores turné blev vi hurtigt inviteret med dem hjem. Og det blev
starten til et uplanlagt show for en flok kamelryttere. Mellem kamelmøg og
primitive telte blev der tryllet og sunget som aldrig før. De lokale ryttere
bor blandt deres dyr, så for dem var vores show et friskt pust på en ellers
lang og triviel hverdag.
Det aldeles primitive
show fik hurtigt mændene til at grine og råbe på mere. Men kamelerne skulle
trænes og vi skulle videre på vores færd.
