Juli - sept 09

30.september 2009.
I går var vi en tur forbi dyrlægen med Maggie. Anledningen var, at hun i løbet af den sidste uges tid har udviklet meget hævede brystkirtler. Da det jo ikke er så længe siden hun var i løbetid, blev jeg bekymret for, om en lysten hanhund kunne have haft held til at forcere indhegningen til haven - men en relaxintest afslørede heldigvis, at ungmøen har sin uskyld i behold :)
Til gengæld blev jeg opfordret til at holde øje med, om denne falske drægtighed udvikler sig yderligere. I givet fald kan der evt. blive tale om medicinsk behandling.
Ellers fint at opleve, at Maggie er tryg ved dyrlægen, og at hun villigt finder sig i håndtering og blodprøvetagning.
 
27. september 2009.
Ved dagens smugtræning havde både Molly og Maggie fået lov at komme med, så de kunne "komme i ilden" på skift.
Jeg synes egentlig, at Maggie gør det fornuftigt, hendes unge alder taget i betragtning. Hun var nem at få kontakt med på trods af mange nye dufte og færter og gik fint fri ved fod. Frit søg har hun endnu ikke helt forstået, men hun bringer altid villigt, det hun finder hen til mig og afleverer pænt. Hun bliver i opgaven selvom hun ikke kan finde ud af den.
Men Molly - hun er ude af form. Hun sjusker med markeringerne og glemmer nedslagsstederne. Selv på 20m markeringer, må hun ind imellem søge for at finde dummyen. Fri ved fod er temmelig fri, og indkald opfattes vist som et forhandlings-oplæg!
Så forude venter lidt genopdragelse :)
 
24. september 2009.
Check lige Eddies nye fine hjemmeside på www.eddies.dk
 
23. september 2009.
I dag har hundetræningen bestået i, at vi gik ned på stadion. Her var de damer først med til ergometer-roning og styrketræning og derefter et 2 timers møde. Det gik fint, og hundene får meget ros for at være rolige og lydige (hi hi - folk skulle bare vide :)). Men de ser også rolige ud, når de ligger der i motionsrummet og daser, mens fruen pukler rundt!
 
I går havde jeg en lidt kedelig oplevelse: på gå-turen mødte vi en dreng, som luftede en 5 måneder gammel pointer. Hunden havde en retrieverline med kvæl om halsen - og den trak og trak! Da vi mødtes, var linen så stram, at man ikke kunne presse en finger ind mellem linen og halsen, hundens øjne virkede helt udstående og tungen hang langt ud af halsen. Det var lige til at blive dårlig af at se på! Jeg snakkede med drengen om tingene og håber, at han forstod lidt af det.
Episoden fik mig til at lede efter en mail, som jeg fik for længe siden og som blev gemt pga. sin vigtighed:
 

Fra Alpha hundeadfærdscenter.

Mail sendt til ut. (på opfordring) som en opfølgning på Apporterings kursus i Stakroge, juni 2007.

 

”En sele vil til enhver tid være at foretrække - mest af alt for hundens skyld.

 

Hvis hunden har tendens til at trække eller man træner noget, hvor det er svært at undgå stram snor ind imellem, vil en sele ikke forårsage samme smerte som et halsbånd. Den ligger trykket på brystbenet (og evt. skuldrene). En endnu ikke udvokset hund må kun bruge en sele, der har et stykke ned mellem forbenene. De kan ikke tåle at få lagt for meget pres på skuldrene, da skelettet stadig er blødt.

Et halsbånd giver, hvis hunden trækker, kvælningsfornemmelser og smerte på struben.

Ved kvælerhalsbånd er det selvsagt endnu værre; her snører man så at sige struben helt sammen indtil hunden ikke længere kan trække vejret. Det kan give langvarige skader på hundens luftrør.

Ved ryk og træk er der meget stor risiko for at hunden pådrages nakke- og rygskader. Vil man vide mere kan man evt. læse en bog af Anders Hallgren ang. nakke- og rygskader hos hunde. Jeg husker ikke lige den præcise titel, men det er en lille håndbog over nogle relevante undersøgelser.

I følge hundekiropraktorer skal et halsbånd dække mindst 2 nakkehvirvler, for at mindske skader mest muligt. Men det hjælper ikke noget hvis man tænker på strube/luftrør.

Endvidere vil det i mange tilfælde hjælpe at sætte en sele på en hund, der trækker meget. Det tager smerterne væk fra halsen og giver en mulighed for at kunne arbejde med at gå pænt i snor.

En stresset hund trækker ofte meget i snoren og har svært ved at koncentrere sig. Derfor skal en stresset hund have sele på - smerter og ubehag, f.eks. i form af et stramt halsbånd, vil øge stresset og dermed risikoen for at hunden bare trækker mere og mere, samt pådrager sig flere og flere skader."

 

 
20. september 2009.
En dejlig søndag med tollertræning. Molly var med til træningen i dag - og jeg tror, hun nød det! Hun har på det seneste været henvist til at blive hjemme pga løbetid, så det var dejligt for hende at blive "løsladt".
Dagens træning var spændende og god for hundene og rigtig hyggelig for deres mennesker; man bliver i godt humør af sådan en omgang.
Molly gjorde det udmærket omend iveren resulterede i lidt knalderi.
 
På hjemmefronten har der været et gennembrud i dag: Maggie formåede at fastholde retten til sit bideben overfor Molly! Sædvanligvis kan Molly med et stift blik presse Maggie væk fra ethvert tyggeben, legetøj eller lignende - men ikke i dag! Det bliver spændende at følge med i, hvad der sker, når Maggie for alvor begynder at gøre Molly rangen stridig....
 
På Sjælland har der vist været hvalpetræf for afkommet i dag - man glæder sig til måske at høre nyt og se billeder :)
 
16. september 2009.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
På billederne ses Milo og Elisabeth til Kreds Nordjyllands cirkusarrangement. Elisabeth fortæller, at det var en dejlig dag - og at artisten Milo blev så træt, at han skulle bæres til fotografen :)
 
Maggie og Molly har i dag været vd Birkesø for at pudse formen af. Jeg udfordrer situationen ved ikke at tage line og halsbånd med - det betyder, at den eneste måde jeg kan få træningen il at lykkes på, er ved hjælp af omtanke :) den ene hund skal vente i dæk, mens den anden hund arbejder. Det virker faktisk rigitg godt, for når jeg har lavet et forkert "set up" går det hele i fisk. Så jeg er tvunget til at tænke mig grundigt om! Pyyhh...
 
10. september 2009.
Man kan konstatere det gang på gang.....time flies! Vi har haft gode men travle dage, hvor hundene virkelig får øvet disciplinen "at forholde sig i ro på stadion". De træner også en del "at være til møde" og "ophold i bil".
 
Heldigvis melder Tollerklubben sig ind i mellem med træning, så vi også får lavet noget "rigtig træning" :)
Sidst vi var afsted var i søndags, og det var endnu en herlig træningsdag! Vejret artede sig rigtig flot, og Jørgen havde planlagt et spændende program med 4 poster.
Da Molly stadig er i løbetid, var det Maggie der havde fornøjelsen af at deltage, og hun gjorde det vældig godt. Vi lavede blandt andet en test-DRK-brugsprøve og den havde hun ikke de store problemer med. Dog skal vi have luget godbidderne helt væk inden det virkelig gælder.
Maggie fik også mulighed for at lytte til en masse skud, og det tog hun i stiv arm. Blandt andet fik hun lov til at overvære Daisys arbejde med skud og hele molevitten ved søen. Dels for at hun kunne vænne sig til situationen og dels fordi jeg tænkte, at hun måske kunne blive inspireret af den dygtige Wildmountain-dame.
 
Og så fik vi taget billeder til kredsens nye hjemmeside. Den er tænkt som et supplement til Tollerklubbens officielle site.
Den nye kreds side findes på www.midtvest-tollere.dk
 
5. september 2009.
I onsdags var Maggie på træningsvisit hos Milo i Ålborg.
Milo (læs: Søren) bød først på lækker aftensmad, så vi med fulde maver kunne være friske til lydighedstræningen.
Træningen foregik på en dejlig plads med både udsigt og en lille sø. Ca. 10 hunde mødte op og efter fælles dækøvelser blev vi delt ud på hold alt efter, hvad den enkelte havde ønske om at træne. Vi trænede mest sammen med Esben, som havde medbragt Ziri og Zulu. Vi arbejdede med forskellige apporteringsøvelser og det var rigtig hyggeligt. I det hele taget er det en fin oplevelse, at se hvad der sker på andre træningspladser - ikke mindst når man bliver taget så godt i mod, som vi blev i Ålborg. Det er flinke folk, de nordjyder :)
Maggie klarede udfordringen helt fint - når bare man har lidt pølsestykker i hånden kan hun altid overtales til at give kontakt og samarbejde.
 
Og et lille kuriosum: idag på gåturen fandt vi en nyligt død lille spurv - og sørme om ikke Maggie var villig til at apportere den! Molly så undrende til, hvorefter hun vendte sig bort i afsky...
 
2. september 2009.
Dagene suser afsted i Skive. For hundenes vedkommnede har et af højdepunkterne givetvis været, at de i søndags havde besøg af hele 4 tollere til smugtræningen. Det var en dejlig søndag eftermiddag med træning, snak, kaffe og hundesamvær. Det var godt at se, at hundene på helt fredelig vis kunne være sammen uden at der blev knurret eller markeret - fine hunde!  
Molly er i løbetid, så hun måtte undvære træningsdelen, men Maggie var i hopla og deltog i højt humør. Hun er vel nærmest det man kan kan kalde "lalle-glad" :)
Og hun skal ud og lufte vingerne i dag igen: til aften kører vi op til Milo i Ålborg. Han har nemlig inviteret os med til lydighedstræning i kreds Nordjylland, og det glæder vi os meget til.
 
28. august 2009.
Weekenden blev skudt i gang med en strandtur til Grønningøre - friskt blæsevejr, solskin og flot vand. Begge hunde var i vandet og jeg bemærkede med glæde, at Maggie efterhånden er blevet mere frygtløs. Hun svømmede uden tøven ud i fjorden trods bølgegang og larm fra vandet. Hun er også ved at svømme lidt bedre og plasker ikke nær så meget som tidligere.
Senere på turen viste hun sig også fra den modige side, da vi passerede en mark med køer. Molly gik i vanlig stil bagom mig, hvorimod den lille gik udfordrende frem mod køerne og gøede af dem! Så har man set det med..:)
 
23. august 2009.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Molly forlader det tumlende afkom.                            Milo den fine.
 
På denne smukke søndag kørte vi en tur til Horsens for at aflevere blodprøver til Tollerklubbens spændende sundhedsprojekt og samtidig følge især Milo på hans første udstilling.
Han gjorde det rigtig flot og fik Good og blåt bånd. Dommeren syntes vist, at han manglede fylde og en mere agressiv udstråling - men ellers en fint bygget hund. Det han selvfølgelig ikke kunne vide, var jo at Milo var den sødeste af dem alle sammen :)
 
 
 
Kredsdamerne havde også rigtg medvind i dag - Exellent til både Freja og Pepsi!
Jamen altså!
 
18. august 2009.
Man har taget en udfordring op: løbetur med 2 hunde i snor. Det går faktisk fornuftigt - Molly og Maggie løber ved siden af hinanden på min venstre side. Der er tale om en kort tur (officielt for at skåne Maggies led, uofficielt fordi jeg ikke kan holde til mere :))
 
På træningsfronten arbejder jeg lidt med at sætte hundene af ca. 3 meter fra hinanden, kaste 2-3 dummies et par meter væk og lade dem hente dem på skift. Molly ser ud som om hun keder sig bravt, men Maggie skal anstrenge sig voldsomt for at blive siddende, når jeg sender Molly. Men det går stille og roligt fremad, og hyggeligt er det.
 
16. august 2009.
Så er hvalpen formelt på vej over i voksentilværelsen - Maggie er gået i sin første løbetid. Hun er blevet introduceret for Gittes fantastiske løbetidsbukser, og i modsætning til Molly er hun ret ligeglad med dem. Til min store lettelse....konstant gulvvask er ret belastende.
Ellers har også denne weekend stået i atletikkens tegn. Sidste weekend vandt Lasse sølv ved DM i mangekamp (ni-kamp) og denne weekend har vi været på Tårnby Stadion til DM for hold - hvilket gik aldeles strålende! Skive Atletik- og Motionsklub løb med mesterskabet for både junior drenge og junior piger. Vi er helt vildt stolte af atleterne, så for en enkelt gangs skyld prydes dagbogen af et billede uden relation til hunde :)
 
 
12. august 2009.
 
 
Vi har i dag haft besøg af Deva og Karen - det er herligt at kunne følge lidt med i, hvordan Mollys første kuld udvikler sig :)
Deva er som sine søskende en fin hund! Karen beskriver hende som en samarbejdsvillig og "nem" hund, der trives godt i hverdagen.
Sammen med Molly og Maggie viste hun sig som en opmærksom hund, der godt ved, hvor hun vil have skabet til at stå. Jeg tror, at hun er den hund i kuldet, som tydeligst markerer sine grænser - hvilket iøvrigt sikkert passer godt med at hun var den mest nysgerrige, da hun var helt lille. Deva var fx den første til at gå udenfor og den hvalp der først søgte langt væk.
Deva er uvant med systematisk apporteringstræning, men hun var alligevel helt spontan til at samle en dummy op og bære rundt på den. I hjemlige omgivelser vil hun vist også godt aflevere den igen :)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
De to søstre var med på travetur på engen - og de hyggede sig gevaldigt!
 
11.august 2009.
Man skal da lige love for, at hverdagen ruller ind over os! Gøremålene står allerede i kø og timerne er for få - så alt er ved det gamle.
Hundene har det godt og skiftes til at få opmærksomhed og træning. Dagens træning tilfaldt Maggie, som har været med på stadion til løbetur og miljø- og mødetræning. Det går fint med langsomme og korte løbeture ved siden af mig - jeg glemmer helt at hun er der. Jeg synes også hun e skrap til at opholde sig på stadion, i den forstand at hun ikke stresser over alle aktiviteterne og menneskene. Molly i samme alder var meget påvirket af løbere og bevægelse.
Til sidst 1½ times møde med en sovende Maggie under bordet :)
 
6. august 2009.
Hvis smugtræning før har været godt, så må man sige at det i går var SUPER godt!
Maggie mødtes med Pepsi, Chili og Daisy ved Gudumkær shelterplads lidt uden for Herning, og i dagens anledning havde Gitte sørget for bålmad til de fremmødte...
 
 
....og det smagte fantastisk! Mums.
 
På hundefronten havde Team Wildmountain forberedt 2 gode markerings øvelser, som vi gennemførte på skift. Gode øvelser, som var enkle og nemme at tage i anvendelse.
Efter den velsmagende middag lavede vi et frit søg i skoven med 9 dummies i 2 rækker.......og heldigvis havde vi nogle uundværlige markeringsklemmer med :), så vi kunne følge med i hundenes arbejde.
Jeg synes, at Maggie klarede opgaverne fint - jeg mærker, at jeg kan stole på hende, og at hun ved, hvad arbejdet drejer sig om.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Chili og Daisy.                                                            Pepsi og Maggie.
 
4. august 2009.
Sidste ferieuge er i gang og vejret viser sig fra sin bedste side :) Det giver en dejlig afslappethed i dagen, når dørene kan stå åbne og hundene selv går ud og ind.
 
Træningsmæssigt laver vi en lille smule her og der og jeg synes, at begge hunde langsomt bliver bedre til det, de nu skal blive bedre til. I aften har vi igen været ved Flyndersø og Molly lavede super dobbeltmarkeringer. Op ad bakke, ikke synligt nedfaldssted, højt lyng/græs - og alligevel ingen slinger i nogen vals!
Maggie lavede veloplagt huskedummy og helt korte dobbeltmarkeringer. Hun er dygtig, synes jeg - og stadig f.......irriterende, synes hendes mor. Maggie vil helst lege hele tiden, og det vil Molly helst ikke!
 
30. juli 2009.
Et træningsknald fra i går :)
 
 
29. juli 2009.
 
 
Dagen i dag har budt på diverse ferieaktiviteter - blandt andet en træningstur med Molly.
Vi fandt et helt nyt og uprøvet sted blot 3 km hjemmefra. Et engområde langs Karup Å.
Molly var helt vildt oplagt, hun virkede simpelthen så glad, så glad. Det var så påfaldende, at vores medbragte kaster, Lasse, også lagde mærke til det :) Vi arbejdede med enkeltmarkeringer over et lille vandløb og dobbeltmarkeringer på land. Molly har fortsat problemer med den anden dummy, når terrænet skifter og vegetationen er høj.
Senere lavede vi et lille søg med 6 dummies i et 30x30m felt. Det gik i strakt galop men egentlig uden problemer.
 
Hjemme igen forsøgte vi at stille Maggie op til foto - men det må jeg erkende, at jeg simpelthen ikke har forstand på!! Hun sætter sig og hopper rundt omkring og er i det hele taget svær at få styr på. Så jeg endte med nærmest at holde hende i begge ender :):
 
 
28. juli 2009.
Trods det ustadige sommervejr er humøret højt i Skive.Vi nyder ferien!
I søndags var den officielle tollertræning aflyst, men den ihærdige Skive-afdeling kunne ikke helt holde sig i ro. Freja, Aslan, Eddie og Maggie mødtes på dyrskuepladsen i Skive og havde 3 dejlige timer med både træning, leg og den obligatoriske kaffe:)
Faktisk var hundene i topform og gjorde det rigtig godt. Ikke mindst lille Eddie, som spontant samlede een af de tunge skinddummies op og afleverede til hånd!! Vi var lige ved at trille bagover i begejstring alle sammen.
Maggie arbejdede med huskedummy og det gik bedre end tidligere, omend det er tydeligt, at den 3. dummy er lidt vanskelig for hende at huske.
Mor Molly ligner ikke sig selv for tiden - hun har fældet grotesk meget og ligner en forpjusket, mager fugleunge. Til gengæld er huset nu foret med et godt lag underhuld i møbler og på gulve!!
 
 
24. juli 2009.
 
Maggie og Milo.
 
I går havde vi den store fornøjelse at besøge Milo hos sin familie i Ålborg. Milo har det godt! Også han bor hos en dygtig og opmærksom familie, der gør deres yderste for at lave et godt hjem for en ung toller. Han trænes, motioneres og opdrages med kærlighed og omtanke :)
 
Milo er en dejlig og harmonisk hund. Han virker som om han hviler i sig selv og har et afslappet forhold til verden. Familien fortæller, at Milo er mild, rar og let at omgåes i hverdagen - og det er jo bare "guf" for mig at høre.
 
Milo og Maggie legede, legede og legede på helt fredelig vis. En dejlig dag!!
 
22. juli 2009.
 
Vi har haft et par dejlige dage i sommerhus på vestsiden af Salling - ved Vendal. Et dejligt og uspoleret område, hvor vandkvaliteten er helt i top. Så det er blevet til masser af badning og sejlads for både 2 og 4-benede.
 
Vi har virkelig fået øje på adfærdssforskelle hos Molly og
Maggie. Molly stresser let over badeliv, børn og sten der ryger i vandet. Maggie derimod tager det ganske roligt. Hun siger ikke en lyd og kan sagtens lægge sig roligt ned og nyde livet ;)
 
Og så har hun lært at flette de lange ben og se yndig ud:
 
 
 
 
 
19. juli 2009.
 
Det her er Eddie - han var til smugtræning ved Flyndersø i dag sammen med sine nye ejere. Han er 9 uger og så lækker, at det var vanskeligt at holde fingrene for sig selv :)
 
Eddie hilste venligt og nysgerrigt på Pepsi, Molly og alle deres dummies. Han klarede det rigtig flot og er helt sikkert en fin hund.
 
 
På træningsfronten gik det faktisk helt godt for både Pepsi og Molly. De apporterede til højre, venstre, oppe, nede på land og i vand. Vanddelen gik endda bedre end vanligt - der var nogenlunde styr på knalderiet, selvom hundene fik markeringerne lige efter hinanden.
Molly skal arbejde mere med dobbeltmarkeringer i højt græs. Den anden markering glemmer hun og er nødt til at søge længe efter.
 
17. juli 2009.
Uha - ferie er en god ting! Man nyder at have god tid til alting.
Hundne har det godt - trods indespærring :) Vi er nemlig krøbet til korset og har indhegnet en del af haven. De damer havde fået den uvane at gå på idelige visitter i omegnen, vistnok motiveret af indbydende madrester tiltænkt hønseholdet hos naboen. Nu er der kommet styr på tingene og hundene har stadig ca 1500 kvm at boltere sig på, så de har ingen grund til sure miner. Men trods det, virker de nærmest fornærmede...de gider næsten ikke gå ud!
 
Og så har vi hørt fra Milo i dag - og vi er skam blevet inviteret på besøg i næste uge. Det bliver spændende at hlse på den unge mand, vi glæder os allerede!
Og der er flere gode stunder i vente: på søndag er der planlagt smugtræning ved Flyndersø.
 
14. juli 2009.
Opdatering af hundenes mål og vægt:
Molly: 21 kg.
Maggie: 17,1 kg. og 49 cm.
 
12. juli 2009.
 
På billedet er mor og datter i fri havedressur efter Maggies hjemkomst fra tollertræningen i Haunstrup.
Jørgen havde planlagt en fin dag med 3 forskellige poster: liniemarkering, huskedummy og enkelt/dobbelt markering. Jeg synes egentlig at Maggie gjorde det godt - hun er ikke kræsen med hvad hun skal samle op og hun er fint koncentreret om opgaverne. Vi skal arbejde videre med huskedummy, fordi den øvelse indeholder mange af de elementer, som Maggie skal træne. Fx. evnen til at løbe igennem et område med fært fra dummyer, som allerede er samlet op. At det var problematisk var tydeligt ved liniemarkering.
I dag var der 9 hunde til træningen og det fungerede rigtig godt. Vi blev delt op på 3 hold og Allan kunne træde til som hjælpe-træner - og det er han god til :) Vi er faktisk ret priviligerede, at vi kan trække på flere rutinerede kræfter til træningen.
 
Efter hundetræningen havde vi aftalt at hygge os med resterne fra Working Weekend, så Leif havde medbragt både grill, kul og kød. Til kødet serverede Gitte en lækker kartoffelsalat og Lis delikate tomatbrød - hvor heldig kan man være??!
 
10. juli 2009.
Så er der dømt ferie! 4 uger til hele familien Aackmann!
Og så kan man jo passende starte med at slappe af med det sidste nummer af Tollerbladet, hvor Elisabeth så flot, så flot fortæller om de første måneder som nybagt toller-mor til Milo. Man bliver helt varm om hjertet :) Først og fremmest fordi jeg nyder tanken om, hvor fine hjem Milo og de andre hvalpe har fået - men også fordi det er superskønt, når medlemmerne af Tollerklubben bidrager aktivt både på træningspladserne og i bladet.
 
Det er i ugens løb begyndt at dæmre for mig, at Maggie faktisk snart har nået en alder, hvor jeg skal til at kræve lidt mere af hende. Jeg har egentlig forestillet mig, at hun skal til brugsprøve ved kredsens traditionelle juleafslutning i år, og hvis det skal føre noget godt med sig, må vi hellere komme i gang med noget målrettet træning. Maggie lever endnu en pjattet hvalpetilværelse, hvor vi hele tiden bærer over med hende "for hun er jo så lille" - men den indstilling kan vist godt indhente os lidt indenom, for hun er faktisk ikke så lille mere. Så på søndag skal hun alene og uden mor Molly med til træning i Haunstrup.
Jeg tror bl.a vi skal arbejde med afsætning - det er lidt svært for os at nå ud på de krævede 50m.
 
5. juli 2009.
 
Lottes mere end lækre M-parfait-is. Et chokolade M for hver hund....
 
Så oprandt dagen igår, hvor Molly og Maggie (+ et par stangspringere) blev pakket i bilen, så turen kunne gå til Sjælland. Vi skulle jo mødes med Milton, Malta hjemme hos Mingus i Hørsholm.
Vi havde glædet os rigtig meget til at se, hvordan de unge hunde havde udviklet sig og det var meget positivt at hilse på dem igen.
 
De 4 kuldsøskende, som var repræsenteret, har mange temperamentsmæssige fællestræk: de er fredelige, omgængelige og meget legesyge. De er nemme at få kontakt med og holder af berøring, kæl og klap. De er tillidsfulde men ikke frembrusende. Snarere lidt afventende overfor nyt. Familierne beskriver, at deres hunde aldrig er indblandet i klammeri med andre hunde. Malta beskrives som en umådelig sød og forsigtig hund, som trækker sig så snart der er optræk til ballade eller konflikt. Miltons familie oplever at han er glad og altid tror på det bedste i andre folk og hunde. Mingus beskrives som rolig og særdeles tilpasningsdygtig i forhold til familiens hverdag.
 
På eksteriørdelen er hundene så forskelige, at man ikke umiddelbart skulle tro, de er søskende. Maggie og Milton er de langbenede, som måske får svært ved at holde sig indenfor standarden. Malta og Mingus er lidt lavere og har efter min vurdering en perfekt højde. Milton og Mingus har den mørkeste kulør, Maggie er en anelse lysere og Malta er helt lys i pelsen. Mingus har arvet sin fars kulsorte næse, aftegninger og øjne, de andre har lagt sig efter mor Molly.
Desværre fik jeg ikke taget særlig mange billeder, der kan illustrere ovenstående, men lidt blev det da til:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Karina, stående Milton og liggende Mingus.   Liggende Malta.
 
Alle 3 sjællandske søskende-hunde træner i Tollrklubbens kreds Sjælland og der berettes om fin træning, dygtige trænere og store udfordringer. Vi fik en god snak om, hvor vigtigt det er, at kredsenes træning rummer både konkurrencehundene og familiehundene.
 
Vi havde en dejlig, dejlig sommerdag i Hørsholm. Mingus bor i det skønneste område med rige muligheder for en hund og dens træningsivrige ejer. Der er både mark, skov og sø indenfor få minutters gang og vi fik prøvet det hele.
Og så spiser i de godt i hovedstaden! Der var blandt andet chokoladeovertrukne jordbær, grillede tiger-rejer, diverse salater og M-parfait-is!
 
Da vi sidst på aftenen vendte Renaulten mod Skive igen varvi fulde af indtryk. Først og fremmest meget glade for at have mødt 3 hunde med en herligt temperament - ambitionen om at lave hvalpe, som kunne blive gode familiehunde er absolut indfriet. Og så var det en STOR fornøjelse at opleve hundenes dygtige familier, som er SÅ opmærksomme på deres nye familiemedlem. De hundehvalpe er heldige! 
 
Vi glæder os allerede til næste møde, hvor Deva og Milo forhåbentlig også kan være med.
 
2. juli 2009.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vi svømmer i vilden sky ved Hostrup Strand!
Ulla Aackmann  | Tlf.: 61 66 20 83 | aackmann@mail.tele.dk