29. april 2008.
Tirsdag er jo DKK-aften i Skive. Så vi drog glade afsted - i nærmest silende regn. Det våde vejr betød et reduceret fremmøde, men træningen var veltilrettelagt, så vi fik en masse ud af det alligevel.
Træneren hedder Merethe Andersen, og hun havde i aften planlagt 4 stationer: stå, fælles dæk, stillingsskift og spring. Vi roterede mellem stationerne, og det fungerede rigtig godt. Alle hunde fik gennemført øvelserne flere gang inden vi sluttede af med tandvisning, mere fælles dæk og indkald. En krævende og god træning for Molly.
Jeg synes, der er ved at komme lidt mere facon på lydigheden, men vi er afgjort for uskarpe! Fx er "plads" ofte det som andre vil kalde "vinkelparkering"!!
Fælles dæk var sidste år vores største udfordring, men det går heldigvis bedre. I aften blev hun liggende det fulde minut, selvom der var 2 andre hunde, der lettede og helt forlod scenen. Dejligt at se at Molly kunne ligge og betragte tumulten uden absolut at skulle blande sig i begivenhederne.
27. april 2008.
Søndagsudflugten gik med fiskestang og dummy-taske til Vile strand ved Sallingsund. Det var et herligt mildt forårsvejr, og vi var helt alene på stranden.
Hans Henrik forsøgte at fiske, men Molly syntes, at den fiskestang med blinket for enden af linen var uhyre interessant! Hun kredsede ophidset omkring fiskeriet, og gjorde det mere eller mindre umuligt.
I stedet fik jeg overtalt fiskeren til at agere kaster. Der var et lidt sumpet engområde, og vi prøvede først med 2 enkeltmarkeringer på ca.30 m.. Det gik overraskende godt, så jeg fik selvfølgelig mod på mere og bad om en dobbeltmarkering lidt længere ude.
Det gik både godt og skidt - skidt på den måde at Molly døjede gevaldigt med at finde den anden dummy. Faktisk fløjtede jeg hende ind - men hun ville ikke komme uden dummyen, så hun fortsatte til den var fundet. Hun samlede den hurtigt op og galoperede ind for fuld fart. Så jeg vælger at synes, at det var godt at hun var vedholdende, og at hun blev ved at søge, til hun fik gevinst.
Ja, træningsmæssigt har vi afgjort noget at arbejde med! Men der skal jo også være tid til bare at nyde - og det var der rig mulighed for på årets første stranddag. Både for hund og mennesker.
26. april 2008.
Fredagsturen gik i går til Flyndersø - prægtigt naturområde, som stærkt kan anbefales! Vi havde medbragt duer, for at komme i gang med vildttræningen...der er vist ikke andet for end at komme ud af starthullerne med det.
På vand er der ingen problemer med opsamling, og i går var Molly bedre end sædvanligt til at aflevere efter vandgang. Jeg kunne i går stå 4-5m fra vandkanten, og Molly gik fint på plads uden at smide duen eller ryste sig.
På land er vi lidt i problemer med hensyn til opsamling af duen. Det går - men det er med hiv og sving. En del opfordring og overtalelse og belønning i form af godbidder er nødvendigt.
Vi sluttede af med nogle dummy-markeringer i meget skiftende terræn og hvor dummyen landede nedad en skråning og nedslagsstedet derfor var skjult for Molly. Det klarede hun fint, så der var masser af velfortjent ros til hundebassen!
En herlig tur i skøøønt, mildt vejr. Der er mange sidegevinster i form af naturoplevelser ved at træne hund.
25. april 2008.
Modet stiger!
I går trænede vi lidt ved et vandhul (ca. 30 kvm). Vi stod 15 m. fra vandet og Molly skulle passere en grussti og løbe lidt ned af bakke inden hun skulle springe i vandet, og hente dummyen. Det plejer der ikke at være problemer med - derimod plejer jeg at skulle modtage hende ved vandkanten for at undgå drop/flugt/rysten etc.. Men i går blev jeg bare stående, og tænk den kære hund svømmede ud og hentede dummyen, kravlede op af vandet, løb over grusstien og helt hen til mig, hvor hun satte sig og afleverede pænt. Jeg sagde selvfølgelig pænt tak, hvorefter Molly rystede sig og gik på plads!
Der var jo flere succes`er i den historie: dels hundens adfærd og dels at jeg overhovedet kunne ramme vandet!
Vi prøvede et par gange mere med samme resultat og så vil mere jo have mere, så jeg kylede for fuld kraft dummyen afsted - og den landede på den anden side af vandhullet. Men tænk, den hentede hun også, omend lidt mere tøvende. Hun valgte ikke at svømme over efter den men sprang over en tilløbende bæk både frem og tilbage. Så det var ikke den lige vej - men alligevel en svær opgave med flere terrænskifter. Fin hund!
23. april 2008.
På forhånd var der i dag ikke lagt op til megen hundeaktivitet: sent hjem fra arbejde og møde igen kl 19 i aften. Og så løste det sig alligevel ved, at jeg valgte at tage Molly med til mødet og gå derhen. Det gav mulighed for en omgang let træning undervejs på Dyrskuepladsen.
Vi var heldige, at der var en anden hund på området - en stor hvalp af ubestemmelig race blev luftet uden line, så jeg fik mulighed for at se, om Molly kunne arbejde med den distraktion. Det gik heldigvis fint, hun lavede huskedummy og 2 markeringer uden at forlade scenen eller afvige fra opgaven.
Bagefter forsøgte jeg med dobbeltmarkeringer i noget højt græs.....og jeg håber ikke, at der var nogen, der så det!! Mine kast var en katastrofe af hidtil usete dimensioner! Det er fuldstændig vilkårligt, hvor dummyen lander. Men det vigtige var selvfølgelig, at Molly løste opgaverne alligevel. Solidarisk hund, som ikke lod sig mærke med noget!
Efterfølgende var det en lidt træt hund, der kunne hvile under mødebordet i et par timer, inden vi spadserede hjem igen.
21. april 2008.
I det her vejr er der vist ingen undskyldninger! Det er rigtigt hunde-aktiverings-vejr.
Havde fri fra arbejde til middag og skyndte mig ud i haven, så snart jeg kom hjem. Gemte 5 dummies til et lille søg i det nederste af haven og gik ind og hentede Molly. Hun fandt dem fint og hentede dem til mig - dog uden nogen særlig entusiasme. Bagefter arbejdede vi med dirigering i 15 minutter, og det synes hun tydeligvis var sjovere, for der kom straks mere fart over feltet.
Belønningen til hunden blev foder smidt i græsplænen og iskoldt vand. Belønningen til mig blev en glad hund!
Senere på dagen var det tid til dyrlægebesøg og vaccination. Molly tog det i "stiv arm" og med knusende ro - hun faldt faktisk i søvn i venteværelset. Dyrlægen kunne konstatere, at Molly er sund og rask og i fin form, så det var jo herligt. Derudover bemærkede hun Mollys dejligt rolige temperament.
Herefter svævede vi ud i bilen igen!
19. april 2008.
Vi har i dag en dødtræt Molly-toller!
En konfirmation i hjemmet er afgjort en udfordring for en ung hund. Først alle forberedelserne, hvor alle vaner er brudt op, borde og stole flyttes og arrangeres og der er en evig rumsteren. Så selve festen med børn, mad, klapsalver, leg, sang, gavepapir og højrøstet tale.
Men Molly klarede det hele rigtig flot! Hun var så heldig at få fat i en lækker tartelet allerede inden middagen. En uopmærksom køkkenhjælp havde sat kassen med tarteletter på gulvet - hvilket Molly ikke var sen til at observere og drage fordel af!! Haps.
Heldigvis var vejret rigtig flot, så børnene kunne lege ude. Det indebar selvfølgelig også en masse boldspil, så jeg måtte lige være opmærksom på, hvad der skete. Molly var aktiv og deltagende, men hun gik ikke i "over-gear", som hun tidligere har gjort. Ingen springen op, hylen og gøen - bare leg.
Iøvrigt også fint at konstatere at Molly bliver på matriklen, selvom hun har alle muligheder for at fordufte i løbet af dagen.
Jo, i sandhed en anstrengende dag for Molly, som lige nu ligger på ryggen i sin stol og flader helt ud! Selvom terrassedøren står vidt åben, og der er masser af aktivitet udenfor.
Der er dømt hviledag for hunden!
15. april 2008.
Der er en konfirmation i farvandet! Yngste skud på stammen skal hyldes på fredag, så hele familien er i gang med forberedelserne.....på nær Molly. Hun ligger og ser undrende på os, mens vi rumsterer. Så det er blevet til skammeligt lidt træning.
I dag fik jeg dog tilgodeset hunden med en god gå tur med indlagte øvelser. Det var rigtig dejligt, og lige hvad vi trængte til. Jeg forsøgte med lidt længere enkeltmarkeringer - men jeg er rasende ringe til at kaste med en dummy, så den lander højst 30m væk. Forsøgte i stedet at løbe ud på 50m med den og løbe tilbage igen. Det virker, men det er noget rod.
Lavede et lille søg i skovbunden. 3 dummies ca. 20m væk. Det var rart og roligt og uden problemer
På vej hjem mødte vi en kåd 4 mdrs. golden hvalp - den var meget lækker, legesyg og pågående, så Molly måtte lige finde de advarende toner frem. Man er vel blevet 2 år!
13. april 2008.
I dag er det Mollys 2 års fødselsdag! Det er blevet behørigt fejret med ekstra godbidder og jordbærtærte til Mollys mennesker.
Fødselsdagen giver selvfølgelig anledning til lidt status-tanker. Først og fremmest tænker jeg, at toller-racen var det helt rigtige valg for vores familie!
Jeg er vild med, at Molly er ivrig, glad og legesyg og altid frisk på en omgang leg eller træning. Hun har vist sig at være lærenem og opmærksom, og begrænsningen i hendes træning ligger afgjort hos ejeren.
Familien har også nydt, at Molly er kærlig og kontaktsøgende. Hun æææælsker at hygge og blive kløet på maven! Så hvis man har lidt omsorg til overs, kan man altid komme af med det hos Molly Aackmann!
Molly er nysgerrig og alligevel ikke verdens mest modige hund. Hun standser forbløffet op på gåturen, hvis vi møder en blafrende plasticpose eller noget andet ukendt eller uforudset. Store, sorte og udfarende hunde kan også gøre kål på Mollys mod.
Mens hun endnu var hvalp, mødte vi en dag en vinbjerg-snegl på stien. Molly stod på stive ben og betragtede sneglen, som havde kurs direkte mod os!! En uhyggelig oplevelse, som fik Molly til at vige udenom og haste videre!
Molly lægger ikke op til konflikt med hverken hunde eller snegle og går altid udenom ballade.
At have en toller i huset, har jo også givet den sidegevinst, at vi er blevet medlem af Toller-klubben, og at vi deltager i kredsens aktiviteter. Det har jeg lært rigtig, rigtig meget af og jeg glæder mig stadig til hver eneste fælles træning. Jeg har virkelig fået øjnene op for, hvor omfattende en opgave det er, at fremtrylle en lydig hund!
Når jeg ser mig omkring på træningspladser og på internettet, slår det mig, hvor langt andre hundeejere er nået med tollere, som ikke er ældre end Molly. Jeg synes, det er imponerende, hvor meget folk arbejder med deres hunde, og hvor dygtige hundene bliver! At vi ikke er nået helt så langt, betyder ingenting - mine ambitioner ligger ikke så meget på konkurrencer som på det daglige samvær med hunden. Men derfor kan jeg sagtens nyde at se på eller læse om en toptrænet hund, der bare kan det hele!
Det har været en helt igennem god ting at have en Molly-Toller i huset! Og en nydelig velvoksen dame er hun blevet.
(Se billede "Molly og familie")
11. april 2008.
Så er det, at man holder allermest af sin hund!
Når man i timevis har gjort rent, skuret og skrubbet, pudset og poleret - og den kære hund så kommer styrtende ind i stuen, dyngvåd og beskidt efter en aftenløbetur ved siden af cyklen.
Jeg ved ikke, hvad andre hunde gør i den situation - men vores hund spurter rundt mellem og under møbler, glider på tæpper og ryster sig fra den ene ende til den anden, inden den pludselig falder om, drager et suk og falder i dyb søvn!!
Jo, kærligheden bliver fra tid til anden sat på prøve :)
9. april 2008.
LP-træning i går aftes - med 18 hunde på holdet blev det endnu en tiltrængt udfordring for Molly. Ikke mindst fordi det denne gang foregik på en "langhåret" græsplæne, hvor andre hold havde været i gang før os.
Således kunne Molly så øve sig i at arbejde sammen med mange forskellige hunde på et underlag fuld af færter. Det gik okay.
Vi arbejdede med næseprøve, spring og indkald. Ved næseprøven er den kære hund stærkt tilbøjelig til at tygge i pinden, men hun finder den rigtige uden problemer. Aflevering af trofæet er også en vanskelig ting.
Spring-kommandoen troede jeg egentlig var på plads, men i går sad Molly bare og så undrende på mig, og havde glemt alt om den slags, så.......
Ja, det er uden ende med det hundetræning - men sjovt er det. Men man kan jo altid forsøge at blive klogere: læste en rigtig fin artikel i det nyligt udkomne Tollerbladet om tollertræning. Glæder mig til at læse de næste artikler, som vist kommer i de næste blade. Godt initiativ.
6. april 2008.
Efter et par træningsfattige dage var det igen tid til smugtæning ved Birke Sø. Måske var det det gode vejr, der spillede ind - i hvert fald var vi dejligt mange deltagere i dag. Det gav nogle udfordringer i forhold til struktur og organisering, fordi det naturligt nok gav en masse uro med mange hunde og megen snak. Det må vi have lidt bedre styr på næste gang.
Molly og jeg arbejdede både i skoven og ved og i vandet i dag. Hele tiden havde vi fokus på at kunne apportere i nærheden af og mellem andre hunde, og vi fik god hjælp og nye ideer af de andre deltagere - herligt. Efter apportering gennem korridor anbefalede Leif fx, at vi sluttede af med en apportering i modsat retning, så Molly kunne gå fra øvelsen med noget let og noget kendt. Sikkert het rigtigt set.
I øvrigt synes jeg, at Molly var dygtig i dag. Hun var i dag god til at blive siddende hos mig, mens de andre hunde skulle arbejde. Hun var god til blive, når hun skulle det og god til at apportere, når hun skulle det. Sidste halvdel af dagen var linen helt gemt væk, og jeg følte hele tiden, at jeg kunne bevare kontakten til min hund. Så det var jo en dejlig afveksling i forhold til tidligere tiders galop!
Vi arbejdede enkeltvis ved vandet, og det gav som sædvanligt anledning til lidt hyggelig toller-hylen! Det er dog noget nemmere at bevare kontrollen over foretagenet, når der er god plads mellem hundene.
Molly kan nu holde numsen i jorden i 3-5 sekunder inden hun får apportkommandoen, så det fungerer efterhånden fornuftigt. Aflevering er derimod noget vi skal arbejde meget mere med. Molly vil egentlig helst løbe forbi mig med dummyen, så jeg er lige nu nødt til at møde hende i vandkanten. "Ryste" -kommandoen skal vi også have ordentligt indarbejdet.
En god træningsdag med solskin, kager, dygtige hunde og inspirerende hundesnak!
2. april 2008.
I går var det igen tid til den ugentlige lydighedstræning i DKK, og da vi var færdige slog det mig, hvor langt Molly er kommet siden efteråret, hvor vi sidst var til lydighed. Hun er generelt langt mere rolig og koncentreret. Sikkert især fordi hun er blevet ældre.
Færdighederne er også bedre på plads - fælles dæk, stillingsskift og stå fungerer uden problemer, selvom det er noget upræcist.
Sidste år var fælles dæk altid en temmelig anspændt affære - Molly lettede ved den mindste anledning! Vi havde dengang adskillige episoder med hund spurtende rundt i terrænet.
Vi benyttede også lige anledningen til at transportere en dummy rundt mellem de andre hunde - det er jo med at udnytte situationen, når muligheden byder sig!
30. marts 2008.
Det har været trænings stille dage siden tirsdag. Molly har været med på cykletur hver dag og ellers øvet lidt i det små, på vores gåture. Fredag var vi heldige at have en makker med, som kunne hjælpe som kaster. Derved kom markeringerne ud på 50m og det gik faktisk fint, selvom vi sjældent er så langt ude. Til gengæld har vi et hængeparti omkring terrænskift. Dybe traktorspor fx. får Molly til at tøve og indimellem stoppe helt op.
I dag har vi mødet Pepsi og fru Gitte ved Birkesø. De havde medbragt en super dejlig golden hvalp, Murphy, med sin ejer Helle.
Murphy var imponerende dygtig - han er ½ år og allerede ganske ferm til både fri ved fod og diverse apportering.
Molly skal stadig arbejde mere med at passere tæt forbi andre hunde, når hun har en dummy i munden - så det gør vi så! Pepsi er helt frisk til den disciplin og arbejder i det hele taget rigtig godt!
Vi prøvede også et lille frit søg i skovbunden i dag. Havde lagt 3 dummyer ud (20x20 m) inden vi gik i gang med træningen, og Molly skulle så hente dem 1 time senere. Det gik fint ,og jeg tror, at hun nu forstår, hvad søg går ud på.
Og således gik endnu en søndag eftermiddag på bedste vis!
25. marts 2008.
DKKs lydighedshold i Skive startede op i aften - og vi var selvfølgelig på pletten trods både isnende kulde, mørke og sne!
Det viste sig at være et pænt stort hold med 12 meget forskellige hunde. Der var bl.a. rottweiler, bomuldshunde, bulldogs, diverse spaniels, terrier, labrador ...og en undrende Molly. Hun virkede lidt desorienteret over alle de små hunde og lyse kvindestemmer, der overalt kvidrede "dygtiiiig...nej, hvor er du fiiiiin!" En ganske anden træningsform end vi har praktiseret i løbet af vinteren.
Hundene var også niveaumæssigt meget forskellige, men det er heldigvis en dygtig og rutineret træner, som forstår at tilpasse træningen, så der er noget for alle.
Udover lydighedsprogrammet, tror jeg især sådanne aftener er gode for Molly, fordi vi kan øve os i koncentration og ro - også når der er meget postyr, og pølsestykkerne drysser ud af hundeførernes hænder og lommer!
23. marts 2008.
På denne påskevinterdag havde vi så besluttet at lave ekstra smugtræning ved Birkesø. Vejrudsigten gjorde et fælt indhug i antallet af deltagende ekvipager - men 4 hunde trodsede sne og slud og mødte frem med deres mennesker.
Og vi fik faktisk 2 timers rigtig god træning ud af det!
Vi valgte at arbejde i skoven i stedet for i nærheden af vandet. Dels gav det lidt læ for vinden, men vigtigst af alt gav afgrænsning og dermed ro for hundene. Vi trænede på forskellige smalle skovveje både med lydighed og apportering. Vi var alle vældig imponerede over hundene, for de kom pga terrænet til at gå meget tæt sammen, og det klarede de bare så flot!
Apporteringsøvelser lavede vi på forskellig vis. Nogle med lang line og nogle uden. Molly klarer sig efterhånden godt uden linen - hun var i dag meget ferm til at holde rumpen i jorden, løbe direkte ud og hurtigt hjem igen.
På et tidspunkt var hun på vej tilbage til mig i fuld fart med dummyen i munden på den smalle skovsti, da Freja løber direkte i mod hende (Freja kunne ikke længere undvære Christina, som var kaster, og løb op til hende). Men selvom de løb lige mod hinanden og måtte passere tæt forbi hinanden, satte Molly ikke farten ned eller ændrede løbebane. Hun fortsatte lige hen mod mig og afleverede i fin stil.
Den oplevelse var god at få! Jeg tolker det på den måde, at hun nu efterhånden er ved at være tryg ved at arbejde sammen med og tæt ved andre hunde - og at hun kan holde koncentrationen, selvom der sker noget uventet.
Da der jo ikke er nogen "rigtig" træner til stede ved smugtræning hjælper vi hinanden efter bedste evne - og det er vist ikke så ringe endda. På denne måde bliver vi lidt kreative og finder på nye øvelser, som passer til det niveau, vi nu hver især er på. Vi bliver tvunget til at tænke os om, og derved bliver smugtræningen et meget positivt supplement til den mere formaliserede træning, vi deltager i.
Glæder mig allerede til næste gang!
19. marts 2008.
Dejlige solrige dage her i starten af påskeferien! Vi har derfor været endnu en tur ved Birke Sø for at minde Molly om, at en hund godt kan arbejde og tage det roligt i nærheden af vand!
Så vi lavede en masse fri ved fod på græsset ved søen og faktisk helt ned til vandkanten - og det gik fint. Kun en enkelt gang gjorde hun mine til at forlade sin plads. Meget bedre end i søndags, hvor hun spurtede rundt. Men ved den lejlighed var der jo også foruden en dejlig sø en del andre hunde, så det var måske lige svært nok.
Bagefter smed jeg en sten i vandet, sagde "nej" da den landede og satte mig ned. Det er en svær øvelse for Molly! At der smides noget i vandet, som hun ikke skal hente. Vi prøvede forskellige variationer over det samme tema "ting i vand, som ikke skal hentes" - og der er nok ingen tvivl om, at det er hård træning for den lille hund.
16. marts 2008.
Smugtræning ved Birkesø - endnu en herlig hundeoplevelse. Stille, mildt vejr, behageligt selskab og dygtige hunde. Hvem kan ønske sig mere på søndag i marts?
Vi valgte at træne på græsarealet helt ned til søen. Ved fælles hjælp gik det rigtig fint med at finde relevante øvelser og udfordringer. Og vi må sande - det er svært at gå fri ved fod så tæt på vandet! Skive-tollers Molly kan i hvert fald ikke! Hun må narres lidt - så går det bedre. Det vil sige, at når man lader linen hænge løst fastgjort til selen, så går det lige.
Efter kaffepausen (som var god og lang og med kage og klogt hundesnak!!) gik vi en tur i skoven og arbejdede hver især med korte enkeltmarkeringer. Det går efterhånden hæderligt for Molly. Vi kunne træne tæt ved de andre hunde, uden at det påvirkede hendes arbejde, så det var jeg svært tilfreds med.
Lidt snak om tolling blev det også til. Thomas har trænet det med Crash, som er blevet helt ferm til det. Det så spændende ud og Crash var meget opmærksom.
Vi sluttede dagen med at arbejde ved og i vandet. De andre gæster i området fik virkelig lov at opleve vand-glade tollere, for arbejdet foregik ikke uden hyl og hundeskrig. Molly er meget, meget, meget tændt på vandarbejde, så jeg var glad for at se, at vi trods alt er kommet så langt, at hun ikke knalder hver gang.
Og før vi fik set os om, var der gået 3 timer......
13. marts 2008.
I dag har vi til en afveksling endelig fået tid til at køre en tur til Flyndersø. Bevæbnet med diverse skind- og lånedummyer stod vi ud af bilen - for at konstatere at området var spækket med hunde og hundeluftere. Bestemte alligevel at gå en tur med indlagte apporterings prøvelser.
Jeg valgte at satse på, at jeg kunne holde Molly tæt på mig, selvom der var løse hunde i farvandet. Det lykkedes uden problemer, men jeg sørgede også for hele tiden at holde en afstand på mindst 50 m..
Vi prøvede først et par ivrige vandmarkeringer - totalt kaos! Hund og vand i alle retninger og ingen styring fra den forbløffede hundefører! Så vi gik videre og lavede markeringer på land - heldigvis med noget større succes.
Derefter igen vandmarkeringer et nyt sted. Og så gik det pludselig helt godt.....efter min målestok, forståes! Nåede frem til at kunne stå 5 m fra vandkanten og kaste dummyen i vandet. Ingen knald og ingen hundehyl overhovedet. Aflevering ok, selvom hun går næsten helt i stå, når hun kommer op af vandet. Går i hvert fald uendelig langsomt op mod mig og afleverer byttet.
Men tilfreds var jeg og tænkte, at vi kunne da også lige lave huskedummy ud i lyngen. Det gik fuldstændig i kuk! Og selvfølgelig kunne jeg efterrationalisere og hurtigt finde frem til, at det drejede sig om, at jeg ikke fik stoppet mens legen var god. Jeg havde glemt at se på min hund, som var træt og ikke kunne koncentrere sig mere. Stakkels dyr.
Så vi sluttede af med et par små nemme ting og fri Mollygalop i terrænet - herligt!
11. marts 2008.
Har her til aften forsøgt at overbevise min hund om, at det kunne være sjovt at apportere en frossen and. Mildest talt ingen succes!
Molly væmmes over anden og overlæben nærmest dirrer i afsky, når jeg beder hende om at holde anden i munden.
Så det bliver nok forfra og forfra og om igen, hvis det skal lykkes!
10. marts 2008.
I de sidste dage har vi ligget lidt på den lade side med hensyn til træning. Vi har luftet dummyerne et par gange i haven, hvor vi har lavet forskellige mere eller mindre strukturerede apporteringsopgaver. Molly er glad og ivrig og helt med på at arbejde for tiden - det er en fornøjelse at se! Hun er opmærksom og veloplagt (grænsende til det ulydige!) og kan efterhånden koncentrere sig i længere tid af gangen.
Forleden forsøgte jeg med et af de lange "tøffe-spor" rundt i haven. Et stykke ost i en snor, som jeg trækker efter mig - denne gang vel nok 70 m. med et enkelt blødt knæk. Det går over stok og sten og uden at hun løfter næsen en eneste gang. Hun ryger sommetider en meter ud til den ene side, men er straks tilbage igen. Hun er typen, der forstår at værdsætte et godt stykke ost - også selvom det er blevet slæbt igennem kviste, jord, blade og græs!
Til gengæld for den manglende hjernegymnastik har Molly fået masser af fysisk motion. Hun er med på husherrens cykletur hver dag. De napper 2-4 km af gangen, og meldingen lyder, at Molly efterhånden er supergod til at trave ved siden af cyklen. Hun afpasser sit tempo og er opmærksom på retningsskift.
Faktisk virker det umiddelbart som om, hun bliver bedre til at gå i line af at være med på cykelturene!??
4. marts 2008.
Vi har fået luftet dummyerne lidt både søndag og i dag. Vi har øvet huskedummy og frit søg, og det går i runde tal rigtig godt .......efter vores målestok! Jeg er helt klar på, at der er mange hunde på samme alder, som har nået et helt andet og højere niveau, men det forstyrrer ikke min fornøjelse ved at arbejde med Molly og se at hun udvikler sig! Lige nu synes jeg, hun er sååå dygtig.
I dag har vi øvet frit søg i skoven. Jeg lagde 5 dummyer ud i skovbunden mellem træer og krat - 20 m ud til den fjerneste. Hun fandt dem alle og kom tilbage med dem, selv om hun skulle forcere diverse små forhindringer. Hun mangler absolut fart i foretagenet, og et par gange slap hun dummyen. Men hun fik ros alligevel, fordi det var for hende svært og nyt terræn og tillige "svære" dummyer.
Jeg brugte nye sælskindsdummyer og dummyer venligst udlånt af andre hunde. Molly har været ret utilbøjelig til at ville tage dummyer, som ikke er hendes egne, men det går altså meget bedre nu.
Godt så - men vi har skam oså forsøgt os udi sportræning:
Vi har i går lavet et lille slæbespor i haven. Jeg har ingen forstand på spor, så måske griber jeg det forkert an.
Men i dette tilfælde bandt jeg en skive spegepølse i enden af en snor og trak den efter mig 40 meter. Jeg "tøffede" afsted, så jeg trådte græsset godt ned, men lagde ikke godbidder i sporet. Sporet fik lov at hvile i godt en time. Duften af spegepølsen var nok - hun gik med næsen helt i jorden og uden afbrydelse, selv om sporet drejede. Belønningen var selvfølgelig spegepølsen for enden af sporet.
Jeg mangler bl.a. at finde ud af, hvordan jeg afslutter et spor - altså hvordan jeg viser Molly, at nu er det slut. Hun ser ligesom lidt desorienteret ud og søger videre i græsset.
1. marts 2008.
Den blodige del af Mollys løbetid er efterhånden ved at ligge bag os. Det er rigtig rart, fordi den unge dame har en udtalt modvilje mod at være iført bukser/ble. Hun flygter, klynker og klager bare ved tanken, så vi har haft et vældigt arbejde med at tørre op efter hende!
Vi har i dag været på besøg hos Kennel Wildmountain i forbindelse med et møde om en folder til nye hvalpeejere. Det har været en dejlig dag, som både har budt på masser af super-interessant hundesnak og et træningspas med Lars Hago som træner. Og han synes heldigvis, at Molly har udviklet sig rigitig meget, siden han sidst så hende i december. Hun er blevet bedre til at koncentrere sig og holde kontakten, selvom hun bliver distraheret af andre hunde og stormvejr!
Dagen har på bedste vis bragt ny inspiration til det daglige hunde-arbejde. Dejligt at blive enige om, at det til enhver tid vigtigste må være glade, afbalancerede og initiativrige hunde, som nyder indlæring og samarbejde. Den lydige men kuede hund, er ikke det, jeg ønsker mig.
28. februar 2008.
Vi har jo været så heldige, at vi i weekenden fik lov at låne en godt brugt dummy af både Daisy og Gizmo. Disse har så småt været i brug indendørs i ugens løb, og i dag skulle de så i arbejde udendørs.
Til min store overraskelse, var der slet ingen problemer i det. Molly var endda hurtigere til at samle op, end hun plejer at være. Mystisk!
Vi lavede en dobbeltmarkering - for så vidt, som det nu kan lade sig gøre, når man kun er een person. Bagefter lavede vi h/v dirigering. Det gik så fint, så fint. Eneste minus var, at hun ville ruske lidt i Gizmos kanindummy - den er bare for lækker.
24. februar 2008.
Efter et par dage med voldsomt vejr stilnede det heldigvis af i dag inden smugtræningen ved Birke Sø.
Dejligt mange hunde mødte frem - særlig fint at hilse på en ny lille hund, Beauty, og hendes ejer, Mai Britt. Beauty klarede træningen rigtig godt - måke hun ville imponere far Gizmo??
Beuty og Molly er begge i løbetid, så det satte sit præg på begivenhederne. Fox, Santos og Gizmo blev sat på en koncenrationsprøve af de svære, men klarede det faktisk imponerende flot. Efter opvarmning delte vi dog gruppen i 2, så hanhundene kunne få lidt arbejdsro.
Efter i dag føler jeg, at Molly og jeg igen er ved at være på rette vej. Jeg har hende bedre under kontrol, hun er mere sikker i diverse dummy-øvelser, hun kan nogenlunde apportere en due, og frem for alt kan hun nu igen arbejde sammen med og i nærheden af andre hunde.
Vi har et hængeparti i forhold til fremmede dummyer. Molly er noget tilbageholdende med at tage andres dummyer i munden, så vi har været så heldige at få lov at låne et par dummyer, som vi kan øve med i den kommende uge.
23. februar 2008.
Vi kom jo selvfølgelig ikke til DRK-træning i dag. Kom i tanke om, at der vist er en regel om, at tæver i løbetid skal blive hjemme - så det gjorde vi så.
Tog i stedet en træningsrunde på plænerne bag Skive Stadion. Havde fra formiddagen lagt et spegepølse-slæbespor på ca. 40m med et enkelt knæk til højre. Molly blev forvirret over knækket, men ellers tog det ikke mange sekunder at komme fra den ene ende af sporet til den anden.
Bagefter 1x h/v dirigering og 1x huskedummy. Ingen problemer der, så det tog heller ikke lang tid. Øvede derfor lidt fri ved fod og gik tilbage mod stadion. Kom på vejen om ved en lav afspærring, hvor vi kunne øve spring. Det havde Molly til gengæld glemt alt om, så der blev rigelig brug for de medbragte godbidder!
Det er efterhånden ved at være nogen tid siden, jeg har haft brug for linen i den daglige træning - så jeg er grundigt spændt på at se, hvordan hun reagerer overfor de andre hunde til smugtræning i morgen.
20. februar 2008.
I dag tænker jeg, at vi muligvis har verdens dygtigste hund!!
Molly har lavet højre/venstre/bagud dirigering helt uden fejl! Dummyerne var lagt ud 15 m. på hver side af hende, og hun blev sendt ud efter dem i en vilkårlig rækkefølge. Vi lavede også et lille søg (20x30) med dummy - og tænk, det gik også uden svinkeærinder!! Jamen altså....den stille jubel ville ingen ende tage, og jeg var så stolt af den lille hund. Stod der helt alene midt på en mark og frydede mig.
Sært, som en hund kan få både det bedste og det værste op i én! Måske situationen bliver en anden, når vi skal til DRK-træning lørdag formiddag!
19. februar 2008.
Har trænet ganske lidt i går og i dag - og jeg tror, vi starter hvor vi slap før ferien. Måske har Molly ligefrem haft godt af en lille pause. Hun er i hvert fald vældig ivrig og hurtig.
Min mission omkring tydelig kommunikaton ser ud til at virke. I går gjorde hun mine til at løbe væk med dummyen, men stoppede op ved lyden af et rungende "nej!". Og så er det jo med at huske den lyse stemme, når hun bagefter skal roses for at komme tilbage.
I aften har vi trænet i buldrende mørke i haven. Hun hentede den langhårede skind-dummy og gulvtæppe-dummyen uden tøven. Indenfor lavede vi et lille søg i tørre-rummet (20 kvm). Jeg gemmer dummies på gulv og i ½ m højde, og Molly kender og elsker legen!
Vi må lige hænge lidt i med træningen de næste dage: der er kreds-smugtræning på søndag, og så gælder det jo om at se godt ud!
17. februar 2008.
Hverdagen for mennesker og hund begynder at ligne sig selv igen!
En formidabel flot skiferie i Østrig ligger bag os, og vi er vendt hjem til en træt Molly. Hun er jo blevet passet herhjemme og har tilsyneladende haft det rigtig godt. I hvert fald har hun fået, hvad hun kunne spise, for hun er blevet lidt rundere.
Molly er også som forventet kommet i løbetid. Hun er åbenbart ret præcis med sin cyklus, idet løbetiden de første gange er indtuffet efter nøjagtigt 6 mdr.. Hvis dette fortsætter, kan vi regne med den næste løbetid medio august, og det er jo interessant i forhold til, at vi regner med, at hun skal parres til den tid.
Den forløbne uge har også givet svar på PRA-testen. Molly er B, så vi skal altså på jagt efter en flot A-fyr til hende.
Træningsmæssigt ved jeg ikke rigtigt, hvor vi står lige nu. Vi må ud og luftes lige om lidt, så vi kan få gendannet et overblik over situationen!
5. februar 2008.
Skiferien i Østrig lurer lige om hjørnet, og vi er i fuld gang med forberedelserne. Det inkluderer også at lave mad til turen - og derfor stegte jeg forleden kyllingestykker i ovnen. Efterfølgende skulle disse køle af på terasse-bordet....og her var det så at Mollyhunden meldte sig på banen!! Jeg lukkede hende som sædvanligt ud i haven og tænkte slet ikke på kyllingestykkerne. Men ak - da jeg så ud af vinduet, var fadet trukket ned og hunden godt i gang med sit første stykke kød! Så det var skønne spildte kræfter, for det hele røg naturligvis i skraldespanden. Det blev en ommer!
Vi har i familien fundet frem til, at Molly måske endnu ikke er helt parat til en uge på pisterne, så hun skal passes herhjemme. Hun er så heldig, at hundepasserne flytter ind medbringende egen hund. Det er en dejlig lille Yorkshire-han, som Molly er meget glad for. Vi håber blot, at løbetiden ikke indtræffer midt i ferien, som den gjorde sidste år. Det viste sig at være ganske vanskeligt for hundepasserne at holde ro på tropperne med en højløbsk tæve og en højspændt hanhund!
I dag er det blevet til lidt træning. Det gik okay uden at være prangende. Molly (og sikkert også jeg) sjusker lidt og er ikke helt koncentreret. Smider indimellem dummyen og løber i buer. Men hun stikker ikke af, så i den forstand er vi nok på rette vej.
Forsøgte i dag at være mere tydelig med ris og ros (lys stemme/mørk stemme), og der er ingen tvivl om, at det hjælper. Så det var et godt råd, jeg fik af Lis til smugtræningen!
Efterfølgende gik vi en laaang tur, hvor Molly fik lov at løbe frit. Hun elsker det, og tager uden tøven turen gennem vand og mudder i fuld fart. Hun er efterhånden god til at blive lige omkring mig og jeg kan kalde hende hjem, også når der er løbere og børn i nærheden.
Sådan en tur er en stor fornøjelse for os begge - Molly er bare en dejlig hund!!
2. februar 2008.
Formiddagen i dag bød på både solskin og retrievertræning.
Vi mødte op til lydighedstræning på DRKs træningsplads i Skive.......sammen med vel nok 25 andre hunde! Et kæmpe hold og som forventet ingen tollere udover Mollyhunden.
Formålet med træningen blev gjort klart: forbededelse til brugsprøve. Indholdet i dag var kontaktøvelser, lineføring og en enkelt apportering.
Molly fik desværre tilbagefald og lavede en dummy-galop efterfulgt af et dummy-drop!
Jeg forklarede træneren sammenhængen mellem andre hunde og Mollys spændingsniveau. Han mente dog, at det i stedet drejer sig om generelle tolleregenskaber: høj byttedrift og ingen behagesyge. Hhmmmm. Der faldt så en bemærkning om, at man skam havde en line - som blev brugt til hvalpetræning! Den sad!
Under alle omstændigheder en god mulighed for at øve sig i at være sammen med (mange!) andre hunde.
Senere på dagen forsøgte vi igen med dummyen i haven - ingen problemer.
31. januar 2008.
Vi har ikke haft meget gang i dummy træning siden i søndags.
En enkelt tur på marken blev det til i tirsdags - men det gik så til gengæld også rigtig godt. Altså, efter vores målestok! Molly lavede huskedummy med 3 dummyer på hhv. 10,20 og 30 m.. Hun hentede dem uden tøven og gjorde ikke mine til at stikke af, selvom hun ikke var i line.
Vi øvede også lidt frit søg: 4 dummyer i et lille område (10x10). Jeg sendte hende 3 gange og hun kom fint tilbage med byttet.
En lille træningsseance - men glad var jeg! Måske der er lidt fremgang at spore?
I dag har Molly næsten ikke været ude....stormvejr, regn, slud og et atletikstævne har sat sit præg på dagen. Men den heldige hund fik alligevel overtalt manden i huset til en cykeltur inden sengetid!På lørdag får vi mulighed for at føre os lidt frem igen. Jeg har tilmeldt os lydighedstræning i DRK i Skive. Det forlyder fra folk, der har prøvet det, at det måske er lidt kedeligt - men vi prøver alligevel. Det jeg håber Molly får ud af det, er øvelse i at slappe af og arbejde i nærheden af andre hunde.
27. januar 2008.
En dejlig solbeskinnet søndag med indlagt smugtræning ved Birkesø.
I aktivitetskredsen har vi besluttet at sætte lidt ekstra fokus på muligheden for fælles træning. I kredsen har vi fastlagt træning 1x månedligt med træner Jørgen Christensen - og derudover vil vi nu forsøge os med en ekstra gang "smugtræning" også 1x om måneden. På den måde bliver det nu muligt at tollertræne hver 14. dag.
Da den sædvanlige kredstræning foregår i den sydlige ende af kredsen, vil vi henlægge smugtræningen til den nordlige ende formentlig oftest ved Birkesø.
Første omgang smugtræning foregik i dag kl. 14, og der var 5 heldige hunde i aktion.
Vi startede med lidt veltilrettelagt lydighed. Derefter gik vi over til enkelt-, dobbeltmarkeringer og frit søg efter behov og evne. Vi er helt klar på forskelligt niveau: Chili og Daisy er meget længere i deres udvikling end resten af den lille flok.
Wildmountain havde medbragt vildt, som de gæstfrit lod os andre bruge. Molly tog og hjembragte en due flere gange, men kaninen......bvdr! Der er lige noget vi skal have trænet på. Men der var andre hunde, som kunne vise vejen: ud af øjenkrogen lagde vi mærke til den små Pepsi, som glad greb om kaninen og stolt bar den hjem.
Molly arbejdede hele tiden med den lange line på, og det gik i runde tal helt fint. Der er tydelig fremgang at spore i forhold til at kunne bære på en dummy foran de andre hunde. Det virker hun efterhånden mere tryg ved. Hun kan selvfølgelig ikke stikke af med dummyen - men hun forsøger faktisk heller ikke på det.
En helt igennem herlig smugtræning med udveksling af gode ideer og forslag til det videre arbejde.
Jeg fik det fortrinlige råd, at være mere tydelig med min stemme. Det er helt sikkert rigtigt, at Molly kan have svært ved at tolke mit toneleje, for det er næsten ens, uanset om jeg riser eller roser. Det vil jeg med det samme prøve at ændre. Og så kan jeg jo passende skæve til Christina, når hun arbejder med Freja. Christina er nemlig eminent tydelig og præcis i sin kommunikation.
Ja, der er nok at gå i gang med!
24 januar 2008.
En dejlig gåtur idag. Nærmest alle slags vejr indenfor en time.
Havde medbragt en gammel gennemtygget dummy til underholdning. Molly blev sendt tilbage efter den 2 gange. Ikke særlig langt, måske 20 m..
Senere lavede vi 3 enkeltmarkeringer også over forholdsvis kort afstand.
Det gik ok. Slet ikke blændende, men acceptabelt.
Fri ved fod og indkald på fløjten var også fint nok i dag. Måske især fordi jeg ihærdigt forsøger kun at lave få gentagelser og i det hele taget ikke spænde buen for hårdt. Det er faktisk ganske vanskeligt! Jeg er hele tiden fristet til lige at forsøge een gang til eller til lige at skrue sværhedsgraden lidt op. Men hun må styre sig må hun!
På lørdag er det så, at Molly skal have lavet DNA test. Det er jeg noget spændt på, fordi vi jo planlægger et kuld hvalpe engang. Om alt går vel måske sidst på året i år.
22. januar 2008.
Rolige dage med Molly - hun har været med ude at cykle lidt, fået sine obligatoriske lufteture og har en enkelt gang lavet lydighedsøvelser i en sen aftentime. Små søgeøvelser i stuen og en hel del sofa-træning!
Men vi har skam også forsøgt at introducere sit-fløjten. Så jeg har gået rundt med fløjten om halsen og ved enhver given lejlighed lavet et sit-fløjt til Molly. Det viser sig at være en ok ide - jeg tror hun er ved at fatte det. I hvert fald kan jeg nu få hende ned på 7-8m afstand. også udendørs men uden nogen form for distraktion.
I dag mente jeg så, at ferietilstanden måtte have en ende, så vi tog en dummy med på rundtur på engen. Jeg lagde dummyen ud 4 gange på 10/20/30/40 m og hun kom fint tilbage med den hver gang. Hun kunne vente på signal og knaldede ikke, så jeg var vældig tilfreds. Skyndte mig at stikke dummyen i lommen igen og fik stoppet mens legen var god - hvilket ellers ikke er min stærke side!
Havde i øvrigt en fin oplevelse - vi mødte 2 løse hunde, og jeg kunne begge gange kalde Molly til mig, selvom hun var på vej væk. Dejligt!
17. januar 2007.
Molly er ike blevet forstyrret med meget træning de sidste dage! Vi har arbejdet lidt med fri ved fod under de daglige lufteture, lavet små søgeøvelser indendøre og .............ja, det var vist det!
På gåturen i dag havde vi medbragt fløjten for lige at friske indkaldet op. Det har vi jo ind imellem hårdt brug for! Som sædvanlig går det vældig godt, når det kære kræ ikke distraheres af andre hunde.
Har som jeg plejer læst kredsens blog på Wildmountains hjemmeside i dag - og bliver derved opmærksom på, at jeg nok generelt skal have mere gang i fløjten, hvis Molly nogensinde skal kunne arbejde på afstand af mig. Lis har lavet en fin beskrivelse af stop-træning, som åbenbart starter med sit-træning - det vil vi så gå i gang med!
Har tilmeldt Molly til DNA-test den 26. januar, og er selvfølgelig spændt på udfaldet. Anne Marie Henriksen arrangerer - og tak for det! Havde ellers henvendt mig til de lokale dyrlæger, som var helt på bar bund i forhold til opgaven.
14. januar 2008.
I går var det igen blevet tid for træning i kredsen, og det blev som sædvanlig en sindsoprivende oplevelse for Molly og fører! Hund, der splintrede afsted under fri ved fod og var delvist utryg ved de andre hunde.
Løsningen blev at sætte den lange line på Molly, så hun ikke kunne få held af at suse afsted, og det virkede vældig godt.
Apportering op igennem korridor foregik også med den lange line og med støtte fra mig. Molly var især utryg, når hun skulle tilbage til mig med dummyen, men det gik da.
I stedet for kunne vi varme os lidt ved synet af de andre dygtige hunde. Især unge Pepsi er blevet dygtig - måske det kunne smitte lidt af på Molly?? Det vil vi i hvertfald forsøge, når vi mødes til smugtræning!!
I dag var vi en kort tur på marken med line og det hele. Det gik fint - også når linen blev afmonteret!
11. januar 2008.
Da vi jo savner at komme ud til noget organiseret hundetræning, tog vi i aftes til udvidet lydighed i DRK Skjern. Vintertræning indendørs i en lade med Jørgen Christensen som træner.
Og sikke mange dygtige hunde, vi mødte - ikke mindst Gizmo og Daisy viste fin form! Der var i det hele taget ganske mange hunde (20) på ganske lidt plads. Molly gik frisk til opgaven de første 10 minutter, men så var der også udsolgt! Hun blev meget utryg ved situationen. Hun blev svær at få kontakt med, ville ikke rigtig gå fremad og søgte hele tiden mod døren.
Jørgen anbefalede, at vi trak lidt ind mod midten for at skabe afstand til de andre hunde - og det hjalp også lidt.
På vejen hjem i bilen overjede jeg, om vi også fremover skal tage turen til Skjern 1 gang om ugen. Foreløbig er jeg nok kommet frem til, at det skal vi ikke. Der er ingen tvivl om, at Jørgen har ret, når han siger, at Molly har brug for tilvænning og, at det med tålmodighed nok skal blive bedre. På den baggrund ville jeg nok også fortsætte, hvis træningen foregik tættere på Skive - men jeg skal køre 90 km i hver retning til Skjern så......Det er nok mere realistisk at finde en anden løsning.
6. januar 2008.
Som aftalt mødtes vi med Jan og Santos til lidt træning og det blev til et par dejlige timer ved Birkesø. Santos er altså bare blevet rigtig god, han er både rolig og koncentreret samtidig med, at han på fornem vis henter det, han bliver bedt om.
Santos er måske ved at være klar til, at hans fører øger sværhedsgraden lidt??
Molly fik i dag udelukkende lov at arbejde med den lange line på. Så går det sådan set udemærket - i hvert fald i den forstand, at hun ikke stikker af. Der er ingen tvivl om, at hun ved, hvad hun skal og kender opgaverne. Men bortset fra det, så er hun vældig stresset og har ganske svært ved at holde koncentrationen. Hun er nærmest som en spændt bue, som kan skyde pilen afsted pludseligt og uden varsel!
Vi skal have fundet et sted at træne igen. Siden primo november har vi "kun" været til den månedlige tollertræning i kredsen - og det er ikke nok. Vi skal afsted hver uge!
4. januar 2008.
En iskold og derfor kort træningstur! Molly hentede pænt dummyerne i dag uden at stikke af. Tingene fungerer bedst, når dummyen ikke ligger for langt væk. Ud over 20 m tøver hun med at samle op og løber en omvej tilbage.
Vi har lavet træningsaftale med Jan og Santos (og hvem der ellers måtte have lyst) på søndag ved Birkesø - det kunne jo være godt, hvis Molly og fører kunne demonstrere bare en smule fremgang siden sidst!!
2. januar 2008
Molly kom fint ind i det nye år. Hun var faktisk ikke særlig følsom overfor fyrværkeriet og tog det hele med ophøjet ro.
Har været på marken i dag - det gik udemærket og uden dummy-galop. Vi legede lidt mere, end vi plejer, og det var faktisk helt rart. Prøvede bl.a. at belønne med leg med en stump gummi. Det var noget svært at styre, men dog en sjov afveksling.