Dec 09 - feb 10

25. februar 2010.
Skive-tollerne har været til dyrlægecheck og vaccination i dag. Begge hunde er i fin form og god pels, og dyrlægen var så venlig at bemærke, at de jo er helt perfekte. Og den slags er man jo tilbøjelig til at tro på :)
Begge hunde hopper villigt op på bordet og lader sig hejse til vejrs. De lader sig aflede med godbidder og giver ingen lyd fra sig, når de bliver stukket. Molly fik i øvrigt en lidt reduceret vaccine, som ikke giver problemer i forhold til evt. drægtighed.
 
Som et lille kuriosum kan nævnes, at Molly vejer præcis det samme i dag, som hun gjorde i august 2008, lige inden hun blev parret første gang.
 
22. februar 2010.
 
 
ZZZzzzzzz.....stadig ingen tollertræning....ZZZZzzzzzzzz
 
 
20. februar 2010.
 
 
Familien er hjemkommet efter en dejlig skiferie i Østrig - med alle lemmer i behold. Og det er en lettelse, når familien tæller unge snowboardere, som gerne prøver kræfter med stejle pister, som heder Kamikaze!!
 
Hundene er blevet fornemt passet herhjemme af mormor og morfar ...bedre pension findes vist ikke :)
Molly benyttede lejligheden til at komme i løbetid, 5 uger før beregnet. Så vi må snart have aktiveret Balto i Støvring. Hele hvalpeprojektet rykker pludselig frem i kalenderen.
 
Og endnu en dejlig nyhed: Milton har sendt besked om sit HD-resultat: Det blev et A, så nu mangler han kun omfotografering af albuerne.
 
11. februar 2010.
Nyt fra Milton i Gentofte: Milton er blevet HD/AD fotograferet den 3. februar - men desværre skal billederne tages om.
Lotte fortæller, at den gode Milton var alt for nysgerrig til at lade sig bedøve til fotografering - han måtte faktisk have noget der ligner dobbelt dosis for at døse hen. Og trods det er billederne altså ikke gode nok. Så dyrlægen får fornøjelsen af en livlig ungersvend endnu en gang. :)
 
9. februar 2010.
 
 
Karina har sendt dette fine billede af sin fine Malta - hun ser smuk ud, som hun står der med sin bold i sneen. :)
Malta er ca. 45 cm høj og vejer 19 kg.
 
8. februar 2010.
Skive-tollerne keder sig. De sidder i sofaen, hviler hovedet på ryglænet og kigger ud af vinduet, mens der fra tid til anden undslipper dem et stille suk.
Sneen ligger fortsat i vejen for noget "ordentlig" træning, men vi går nogle lange ture og pille is ud af poterne undervejs.
 
Maggie har tilmeldt sig forårstræningen hos DRK i Skive. Om alt går vel, kan hun følges med Eddie til lydighedstræning, så de gode DRK-folk får mulighed for at lære vores skønne race lidt bedre at kende.
 
Og så har vi hørt nyt fra søster Malta. Hun var lidt længe om at komme i løbetid i forhold til Maggie og Deva, som fik deres første periode i august 2009. Malta fulgte så efter i december.
Malta har det godt hos sin familie. Karina beskriver, at Malta stadig er lidt usikker på nye og ukendte ting, men at det stille og roligt bliver bedre. Selvtilliden stiger hele tiden :)
 
2. februar 2010.
I dag har Molly og Maggie været i på langtur i skoven. Det var en dejlig tur, hvor vi bl.a mødte en gruppe rådyr. Begge hunde faldt for fristelsen og stak efter dyrene, men de kom hurtigt tilbage igen..omend der måtte 2 fløjteindkald til! Rådyrene holdt derefter øje med os på 50m afstand. Hundene skulede også lidt i deres retning, men de blev hos mig :)
 
På gå-turene med line på, har man indført lidt "retrieven". Det betyder, at jeg har 2 x dummy med på turen, som hundene bærer på ind imellem. En bleg erstatning for al den træning vi ikke får lavet pga sneen, men de vænner sig i hvert fald til at holde dummyen i munden over lange afstande. Og faktisk kan jeg mærke, at de er noget mere trætte, når vi kommer hjem.
 
26. januar 2010.
Tænk, at man må skrive det igen....at det ikke bliver til så meget træning.
I søndags forsøgte jeg mig dog med huskedummy i en gammel tog-tunnel, og det fungerede helt fint. Bagefter ville den kloge hundefører belønne Maggie med en lang markering ind i tunnelen - igen en uklædelig mangel på omtanke: sådan en tung dummy giver et ordentligt brag, når den lander i en tom beton-tunnel, så Maggie var noget skeptisk overfor at blive sendt ind i mørket efter den larmende genstand. Men heldigvis overvandt hun sin skræk og fuldførte opgaven. Dum fører med en fin hund :)
Ellers står den mest på miljøtræning gennem gågaden, i bilen og til møder. Det sidste er begge hunde efterhånden temmelig meget vant til :)
 
22. januar 2010.
Det har været lidt hektiske dage i Skive; Lasse er kommet karseklippet hjem fra Sydafrika, har haft 18 års fødselsdag og rejser til Istanbul i morgen! Det er næsten ikke til at følge med til.
På fødselsdagen afprøvede jeg en ny taktik med hundene, da gæsterne kom. Molly og Maggie var i haven med deres aftensmad mens gæsterne kom, og da de kom ind blev de dækket af (hundene, altså) på deres plads i stuen. De fik først lov at hilse, da der var faldet ro over det hele. Det krævede at jeg opholdt mig indenfor et par meter hele tiden, men det var meget nemt i forhold til den tumult, vi ellers kan opleve i den slags situationer.
 
17. januar 2010.
Ak- det bliver til alt for lidt træning med hundene! Det er som ½ meter sne lægger en dæmper på det hele :)
Men så kan man jo lave så meget andet. I dag har begge hunde på skift været med Hans Henrik på en lille cykle-tur, og Maggie har fået "miljø-træning". I dette tilfælde var der tale om miljøtræning i et vægttræningslokale. Hun bliver dækket af i et fredeligt hjørne og skal så blive liggende, mens jeg (og 4 andre) træner. Der er vældig meget uro, men hun bliver fint liggende og faldt faktisk til sidst i søvn. Vi var igang i en time, så det var jeg helt tilfreds med.
Til gengæld var jeg ikke så tilfreds forleden dag: jeg bar en globus ind i stuen og det fik Maggie helt op i det røde felt! Hun gøede og rejste børster og kunne slet ikke overtales til at snuse til uhyret. Det har faktisk taget et par dage før hun nu tør gå forbi den.
 
11. januar 2010:
Vi har været på hyggelig visit for at besøge en toller. Tolleren hedder Balto, og han skal være far til Mollys næste hvalpekuld. Han er SKØN, og vi kunne ikke ønske os en finere hund til projektet :)
 
Han bor i Støvring sammen med sin familie, som tæller far, mor, to børn og en border collie.
 
Under "Hvalpe" findes flere billeder, beskrivelser og facts.
 
 
 
 
 
 
8. januar 2010.
Dynger af sne! Bjerge af sne! Det er så smukt, så smukt i Skive for øjeblikket. Og koldt.
Hundene synes vist det er vældig underholdende - de hopper rundt i dyngerne på deres lange ben og ligner næsten gazeller :)
 
Molly har idag været til øjenlysning. Det gik fint, "intet påvist". Hun har stadig en plet i det ene øje, som sikkert stammer fra en eller anden form for traume. Pletten er uændret siden sidste øjenlysing og giver hende ingen gener.
 
3. januar 2010.
Så er også den ferie slidt op - det er helt vildt, så hurtigt det går!
Feriens sidste dag har budt på træning for både Maggie og Molly. Maggie var med til smutræning sammen med Aslan, Eddie og Aiko. Det var en god og kold træning på et par timer, hvor vi trænede dobbeltmarkering og ligeud-dirigering (huskedummy med op til 5 dummies). Maggie ville gerne lege med tollerdrengene og skulle lige bruge lidt tid på at finde koncentrationen frem, men herefter arbejdede hun vældig godt. Klarede både markeringer og huskedummy bedre end sædvanligt.
I øvrigt dejligt at møde Aslan til træning. Aslan er på nær en uge ligeså gammel som Maggie, og han er en rigtig flot fyr. Egentlig træner han til redningshund, men Christina synes vist også, at lidt jagtræning kunne være godt for ham :)
 
Molly kom med på marken til lidt træning senere på dagen - hun var helt oppe på dupperne, super ivrig og præcis. En fornøjelse. Vi fik på et tidspunkt selskab af en 5 årig labrador-han, som er aktiv jagthund, og ham kunne Molly sagtens hamle op med. Ved en enkelt lejlighed løb de begge efter den samme dummy, og Molly kom først, afviste ham fuldstændig og kom helt hjem til mig og afleverede. Når man tænker på, at det er den samme hund, som engang næsten ikke turde bære en dummy forbi en anden hund, så er vi jo kommet ganske langt :)
 
1. januar 2010.
Ja, så sidder man her nytårsnat kl 01.15 med sin computer, og skal slå tiden ihjel indtil lille søn vender hjem fra nytårsløjerne. Store søn er på træningslejr i Sydafrika (!), så han fejrer nytåret langt væk hjemmefra!
 
Nytårsaften er gået helt fint for hundene. De lader sig ikke mærke med skyderiet, selvom det brager og glimter ind af alle vores store vinduer. Vi har valgt den strategi, at vi simpelthen forholder os helt roligt, når der er fyrværkeri. Vi slukker lyset og nyder det flotte syn, og hundene sidder faktisk i sofaen og kigger med :) De får hverken godbidder, kødben eller ekstra opmærksomhed - og tilsyneladende virker stategien godt :)
 
26. december 2009.
 
 
Vi har været på en lille juleferie ved havet. Vi har været i sommerhus ved Langehuse sammen med familien, og det har betydet aktive dage for hundene - ikke mindst fordi familien også tæller Yorkshire-terrier Tim og Jack Russel-terrier Victor!
Det er blevet til lange traveture på stranden og såmænd også 2 x træning i klitterne, så det er et par trætte tollere, som koger i sofaen i Skive nu :)
 
20. december 2009.
Det er skam blevet juleferie for fruen i huset....ikke ilde!! Hundene ser vist frem til nogle dage med tid til luft og træning i de lyse timer. De får faktisk pænt meget motion til daglig, fordi den slags kan klares i aftentimerne. Molly og jeg har fx i aften travet 8 km i nogenlunde højt tempo, og Hans Henrik er altid frisk på en cykeltur med damerne. Det kniber meget mere med egentlig træning med dummyer, kegler, pinde, klemmer og alt det andet uundværlige udstyr :)
 
Molly er begyndt at fælde igen. Hun taber håret i stor totter og støvsugeren er kommet på overarbejde - vi undrer og hver gang over, hvor mange hår der kan falde af en enkelt hund!
 
15. december 2009.
Julen nærmer sig - og vi er som sædvanligt bagud med alting. Men det går jo nok alligevel :)
I går var vi i hundesvømmehallen igen. I min uendelige visdom havde jeg medbragt begge hunde, idet jeg tænkte at Molly derved kunne få motion og Maggie kunne få inspiration. Dårlig, dårlig beslutning! Da Molly lige havde set forholdene an, gik hun direkte i overgear - hun fløj gennem luften og landede med kæmpeplask i bassinet. Maggie løb hylende frem og tilbage på rampen og kunne ikke bestemme sig til at gå hverken den ene eller den anden vej. Og Hans Henrik, som ellers er meget solidarisk overfor svømmeprojektet, slog våd og opgivende ud med armene, rystede på hovedet og sagde "for fanden da...". Hun selv - ja, hun stod midt i bassinet og forsøgte at dirigere slaget!
 
Det var et ringe træningspas - men både hunde og mennesker var meget stille i bilen på vej hjem :)
 
Mere opmuntrende er det at få hilsen fra Milo. Han har sendt nye billeder - 3 af dem findes i Hvalpegalleriet.
 
11. december 2009.
Milo, Malta og Milton sender hilsen. Heldigvis trives de godt og nyder tilværelse hos deres familier.
Milo har sendt billeder, som viser en smuk ung hund: (se også hvalpegalleri)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Elisabeth skriver, at han i mere en een forstand er ved at blive en stor hund. Fysisk er han foreløbig landet på 52 cm. og 25 kg.. Mentalt er han stadig den nysgerrige og legesyge toller, som efterhånden også viser at han kan sige fra overfor andre hunde og kan sætte sig i respekt. I dagligdagen fungerer han fortsat som klinik-hund i Elisabeths lægepraksis - til glæde for både ham selv og gæsterne :) Træningsmæssigt står den mest på hjemmetræning, og det forlyder, at han er en ivrig dummy-apportør. Når situationen kræver det, vil han også tage vildt.
Milo er kræsen med sin mad og spiser ikke hvad som helst. Han er ikke synderligt interesseret i godbidder - med mindre der er tale om fiskefrikadeller og han er i konkurrence med en anden hund.
 
Også Malta udvikler sig godt. Hun er af en eller anden grund endnu ikke kommet i løbetid, så det besvær er familien foreløbig blevet sparet for :)
Malta forbereder sig på at gå til LP1 prøve. Karina skriver:
"Jeg synes, at Malta er dygtig og hun er god til at komme når jeg kalder og forstå et NEJ og er i det hele taget rigtig "nem" at være sammen med."
 
Malta og Milton er så heldige, at de lejlighedsvis kan mødes og
træne sammen udenfor den organiserede træningstid.
Lotte fortæller, at Milton "viser tegn på forbedret opførsel" - ikke mindst når hundeføreren er tydelig med sin stemme. Jeg vil tro, at det har hun fuldstændig ret i :)
 
8. december 2009.
OBS: Hvalpegalleriet er ikke væk - det er bare flyttet hen under menuen "Galleri"
 
6. december 2009.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
En smule hundeaktivitet bliver det da til.
Maggie har for 3. gang været i svømmehallen, og det går ligeså stille i den rigtige retning. Vi arbejder med, at hun skal turde slippe fodfæstet på rampen og svømme ud efter en dummy - og denne gang lykkedes det til sidst.
Molly har været med til smugtræning i Gindeskov Krat i dag sammen med Aiko og Pepsi. Hun var overordentlig ivrig og fuld af fart! Hun viser rigtig gode takter og samtidig er hun indimellem alt for ukoncentreret. Formentlig takket være lav trænings-intensitet i dagligdagen....
 
4. december 2009.
Ja, man må gentage sig selv...det er ikke nemt at nå at komme og træne med hundene i denne tid!!!! Øv! Lønarbejde står i vejen for mange spændende ting :)
 
Faktisk tror jeg, at Maggie reagerer på den reducerede stimulation. Hun er igen blevet en kende irriterende: stjæler og findeler toiletrullen, snupper sålerne i vores sko, napper sin mor i ben og ører osv. osv. De sidste par aftener har hun fået en cykeltur sammen med Hans Henrik og det tager pynten og gassen af hende. Han mener, at hun er i super god form: hun løber længe og helt ubesværet - hun puster faktisk ikke engang.
Ulla Aackmann  | Tlf.: 61 66 20 83 | aackmann@mail.tele.dk