Korrekt størrelse, velskåret hoved, pæne mørke øjne, korrekt bid, udmærket hals, acceptable skuldre, god overlinje, kunne have mere velvede ribben, god pels og god struktur, udmærket bevægelser set fra alle sider, godt temperament.
Milos familie har altid vidst, at de har en rigtig dejlig hund - og så er det jo bare skønt, når en dommer er enig
i den opfattelse :)
Endnu engang tillykke herfra
15. maj 2010.
Den flotte fyr på billedet er Milo .....nu med bestået Toller Brugsprøve! Stort tillykke til Elisabeth, som har arbejdet hårdt for at komme hertil :)
Prøven kom i hus ved Tripple arrangementet, som afvikles i Nordjylland i disse dage. Maggie og jeg var på en lille udflugt til Navnsø, for at følge begivenhederne og udover en dygtig Milo, fik vi også set skrappe hunde på jagtprøve i begynderklassen.
Efter besøget ved prøverne blev der tid til lidt smugtræning med Aiko og Movie. Det var som altid super hyggeligt og lærerigt.
Det går gennemgående fornuftigt med træningen for øjeblikket. Maggie er med til DRK træning hver mandag og det klarer hun fint. Jeg får mere og mere øjnene op for, at hun skal mere ud på egen hånd og møde verdens udfordringer uden sin mor på bagsædet.
Molly er vældig i hopla igen, og hun varmer op til Working Weekend i pinsen med lidt smug i morgen :)
9. maj 2010
Man fodres i haven.
Lige nu snorker begge hunde i sofaen. Det har været en god søndag for både hunde og mennesker, med både smugtræning og svømmetur i fjorden.
Molly var med i Gindeskov Krat til smugtræning og det gik heldigvis endelig godt:) Godbidderne er nu helt væk mens vi er i gang med en øvelse - og hun arbejder faktisk ligeså godt uden. Det giver mere ro omkring os, synes jeg - men jeg har stadig en helt ufrivillig refleks, der får mig til at stikke hånden i lommen efter en godbid til den søde hund.
Maggie har været i fjorden her til aften - men ikke uden støtte. Ja, fruen måtte med ud på det dybe i HHs waders! Emil var med og han spurgte forståeligt nok: "Er det egentlig ikke meningen, at hun selv skal svømme ud??"
2. maj 2010.
Vi har trænet lidt hver dag de sidste dage - og det går ikke ret godt. Jeg har bort-elimineret godbidderne og det bevirker, at Molly virker helt umotiveret. Træning ender nemt i alt for meget negativitet, så man må lige re-tænke det hele!
27. april 2010.
I søndags gik der en bette prås op for Mollys hundefører......godbidderne er timet forkert! Det er ikke hunden der går i baglås - det er føreren, der ikke tænker sig om.
Jeg har belønnet Molly for at gå på plads alt, alt, alt for længe. Det betyder, at når jeg ind i mellem ikke giver en godbid mellem 2 markeringer - ja, så løber Molly kun 2 meter frem, før hun vender sig om og kigger på mig......for vi glemte jo noget!!! I det hele taget er hun nok sommetider lidt for opmærksom på mig og mine lommer til at hun kan koncentrere sig ordentligt om opgaverne.
Ja, vi lever for at lære..:)
25. april 2010
21. april 2010.
Molly har været i træningsilden de sidste dage - jeg kunne ikke rigtig fordøje hendes indsats til træningen i søndags, så vi har trænet 30m dobbeltmarkeringer mandag og tirsdag. Hun klarer det uden problemer, selvom det faktisk bliver noget sværere af, at jeg selv skal agere kaster. Det betyder jo at hun skal vente på at jeg går de 30m frem og tilbage. Det er selvfølgelig godt, at hun viser, at hun magter opgaven - men jeg er træt af, at jeg ikke kan gennemskue, hvad det er der sker, når hun "går i baglås" som i søndags.
18. april 2010.
Nu må de da være tilfredse, de hunde! Smugtræning i Havredal fredag med Maggie og tollertræning i dag med Molly.
Smugtræningen var spændende med introduktion til Rally. Jeg tror, det bestemt kan bruges til at styrke kontakten mellem hund og fører. Maggie samarbejdede fint - cocktailpølser kan næsten få hende til at slå kolbøtter :)
Dagens tollertræning var rigtig god: der blev skruet lidt op for sværhedsgraden, så der var masser af udfordring.
Molly var ikke skrap i dag: hun så ud som om, hun overhovedet ikke kunne huske den anden dummy i en dobbeltmarkering, og skinddummyerne fik en slem rusketur...... SÅ - der må arbejdes!
13. april 2010.
Så har vi prøvet det igen - lydighedstræning i DRK. For et par år siden prøvede vi med Molly, men da blev jeg noget fornærmet på træneren, som ikke kunne se kvaliteterne i min fine hund. Han udtalte efter få minutters træning, at jeg nok var nødt til at indstille mig på, at Molly ikke ejede "will to please". Han syntes ikke, hun havde et træningspotentiale. SÅ blev jeg sur og kom ikke igen.
Nå, men i går drog jeg så afsted med Maggie, og det gik rigtig fint. Flinke trænere og masser af hunde. Niveauet ligger på træning til brugsprøve, så det er i hvert fald ikke for anstrengende for Maggiduddi. Men jeg tænker, at hun godt kan bruge en ekstra omgang lydighed :) Og så er der jo den ekstra gevinst at Eddie træner på det samme hold, så racen er godt repræsenteret.
Maggie tog i øvrigt fusen på mig forleden - hun sprang efter Molly ud i åen og svømmede til den store guldmedalje. På trods af stærk strøm, stejle brinker og koldt vand.
Og ..nåh ja...så er det jo i dag Molly bliver 4 år. Vores søde og dejlige hund er vist blevet rigtig voksen :)
9. april 2010.
Fremgang i svømmehallen. Vi var i dag i Lilleris hundesvømmehal på Mors for 8. gang, og nu er der endelig ved "at gå hul på bylden": Maggie sprang uden tøven selv i vandet efter en dummy :) Hun svømmer rigtig fint og plaskeriet er næsten ophørt.
For et par dage siden havde Hans Henrik og Molly en rigtig kedelig oplevelse på cykleturen: en kamphund kommer farende ud fra en indkørsel og uden varsel går den til angreb på Molly. Den går efter hendes hals, men får heldigvis ikke fat. HH beskriver meget malende lyden af hundens kæber, der klapper sammen om ingenting. Ejeren kommer ud, men kan ikke kalde hunden til sig - og virker iøvrigt selv bange for at nærme sig hunden. Efter nogen tumult, gøen, snappen, knurren, hylen og råben får han alligevel fat i dyret og siger "det plejer den da aldrig at gøre..."!
Molly har ikke lidt fysisk overlast og virker heldigvis heller ikke psykisk berørt. Vi opsøgte "gerningsstedet" i går igen og Mollys adfærd var helt som den plejer.
6. april 2010.
Molly var forbi dyrlægen i dag, for at få lavet en relaxin-test, der kan afsløre evt. drægtighed, og den var desværre negativ :( Så scanningen i sidste uge var pålidelig nok - der er ikke hvalpe på vej.
4. april 2010.
Godt at have påskeferie - man har kastet sig over alskens hundeaktivitet! Vi har været i svømmehallen med Maggie 2 gange, og det går godt fremad. Sidste gang satte hun selv af fra rampen og hentede en dummy i vandet.
Vi har været på lange traveture og der er blevet trænet ved stranden og i skoven. Molly er meget tændt efter have haft en rolig periode de sidste 4 uger, Maggie er sit sædvanlige lalleglade jeg :)
I går blev det til en lille kort smugsmugtræning sammen med Eddie. hvor vi arbejdede med ligeud-dirigering med udgangspunkt i "Jørgens firkant".
Molly ligner stadig en smådrægtig ung dame, så efter påske får hun taget en blodprøve.
31. marts 2010.......en ØV - dag!
Molly er blevet scannet i dag, og dyrlægen er 99% sikker på, at der ikke er hvalpe i vente. Det er utrolig ærgerligt, vi havde glædet os meget til dette kuld.
Så desværre må vi skuffe hvalpekøberne, som havde reserveret en hvalp. Ak ak ak...
Min første tanke var, at dyrlægen måtte tage fejl. Jeg synes, Molly viser små tegn på drægtighed og ved scanningen til Mollys 2008-kuld fandt dyrlægen kun 50% af hvalpene. Men hun kunne altså ikke finde et mindste lille bitte tegn på graviditet denne gang, så vi må hellere indstille os på, at sådan er det. Ak ak ak....
30. marts 2010.
Så blev det vist tid til opdatering fra søndagens hvalpetræf, som var et behageligt mix af hygge og træning.
Vi havde 2 træningspas. I det første arbejdede vi med korte enkeltmarkeringer, og vi havde fokus på ro (hos både hund og fører), tydelighed i kommandoer og håndtegn, kontakt og afleveringer. Og hundene var lærenemme og opmærksomme: de var selvfølgelig lidt i tvivl om, hvad det hele drejede sig om, men de fangede det hurtigt. Alle var glade for at apportere, samlede hurtigt og spontant op og var villige til at aflevere til hånd.
Over middag gik vi ned på engen og lavede "huske-dummy" (ligeud-dirigering) på en sti langs bækken. Igen imponerede den lille hundeflok med arbejdsiver og opmærksomhed - og alle fik faktisk gennemført øvelsen med 3x dummy. Det var karakteristisk, at hundene virkelig forsøgte at regne ud, hvad deres førere ønskede af dem, og de blev i opgaven indtil den var løst!
Det var en helt igennem dejlig dag - det er så rart at mærke, at hundene er vigtige i deres familier, og at de har udviklet sig til venlige og arbejdsivrige tollere :)
På Mollyfronten er der ikke afgørende nyt - men det vil der være i morgen! Vi har bestilt tid til en scanning i morgen eftermiddag, så vi kan få spændingen udløst...
29. marts 2010.
Flere gode nyheder - Milos HD resultat kom i dag. Milo har B-hofter, så også han er klar til at fortsætte i højeste gear :)
28. marts 2010.
Maggie, Malta, Milton og Milo
Malta holder øje Elisabeth og Milo venter på tur
Milton i venteposition ....og Milton i arbejde
Milo henter og bringer Yndige Malta!
26. marts 2010.
Dejlige nyheder fra Milo i Ålborg: han er blevet HD/AD fotograferet i mandags og AD-resultatet kom i dag - det blev et fint 0 :) Spændende, om hofterne er lige så fine.
I Skive nyder vi foråret med lunt vejr og lyse aftener. Bare det at havedøren kan stå åben ....uha hvor godt!
Vi var til dejlig smugtræning med Maggie i onsdags. Vi havde fornøjelsen at møde hele 3 nye tollere: Mischa, Mikkel og lille bitte Rufus. Det var dygtige hunde, som var helt ferme til at apportere.
Og med hensyn til Molly, så studerer vi hende indgående flere gange om dagen. Hvis hun er drægtig er hun omkring 22. dagen nu. Hun virker lidt doven, Maggie snuser hende ofte bagi, brystvorterne er muligvis vokset lidt.......jo, vi holder øje!!
Og mens vi holder øje glæder vi os til søndag, hvor vi får prominente gæster på besøg: Malta, Milton og Milo kommer til Skive til træning og hygge :)
21. marts 2010.
Det bliver gradvist til mere træning - i torsdags var Maggie med en tur i Århus, hvor Lasse skulle træne (stangspring, forståes). Maggie og jeg benyttede ventetiden til at træne lidt i Risskov og gå tur ved vandet. Maggie var frisk til at hente dummyer i vandet, omend jeg aldrig kastede så langt ud, at hun fik brug for egentlig svømning:) På stranden fandt vi en edderfuglog en anden ubestemmelig svømmefugl. Maggie var noget forbeholden overfor at snuse til dem, men hun overvandt sin skepsis og gav dem et grundigt gennemsyn.
Herhjemme holder vi stadig nøje øje med, om Molly udviser tegn på at være gravid. I givet fald, er hun nu i gang med 3. uge, men der ingen sikre tegn. Godt nok kastede hun lidt op i morges - men det er set før :)
17. marts 2010.
Hvor er det dog skønt, at det er længere lyst om eftermiddagen! Det er reelt muligt at gennemføre lidt træning for de trængende hunde. I dag var vi på marken med dummyerne - og vi nød det vist lige meget alle 3.
Maggie har så meget brug for at få pudset sine færdigheder af: hun knalder så det er en lyst, og er i det hele taget en kende ulydig. Jeg fryder mig nu alligevel i mit stille sind, når jeg ser hendes arbejdsiver og apporterings-glæde. Hun arbejder med lige højt fart både ud efter og hjem med dummyen - hun er klar til forårstræning :)
14. marts 2010.
Tollertræningen var for første gang i laaang tid ikke aflyst i dag - så Maggie blev pakket i bilen sammen med dummyer, markeringspinde, fløjte, pølsestykker, klapstole, varmt tøj, madpakke, kamera, kaffe og kage. Ja, det er noget af et projekt at komme ud af døren til vigtig hundetræning.
Maggie var en kende overstadig og omkringfarende, men hun klarede opgaverne fornuftigt nok. Hjælpsom er hun også - hun henter uden opfordring de andre hundes dummyer, hvis hun kan komme til det. Hun vil også godt hjælpe til med at spise de andre hundes godbidder......hun kan faktisk selv finde dem i bilerne :)
Hun trænger i den grad til en fast træningshånd og nye udfordringer!
Molly holdt søndag herhjemme. Man spejder intenst efter tegn på drægtighed: hun virker lidt ugidelig, men ellers ligner hun vist sig selv.
8. marts 2010.
Så er vores DM-arrangementer i Skive vel overstået, og vi er så småt ved at kunne få luft igen. Hundene mærker det på den måde, at aktivitetsniveauet er steget og gå-turene er blevet længere. På søndag står den på tollertræning igen for første gang i lang tid - det glæder vi os helt vildt til :)
Molly og Balto fik 2 fine parringer onsdag og torsdag i sidste uge, så nu er der kun tilbage at vente og vente og vente.....
3. marts 2010.
Good news på flere fronter:
- Parringen lykkedes i dag! Molly var igen i dag uden skam i livet, og for første gang blev Balto helt tændt på forplantning :)
- Miltons albue-svar er kommet - det blev et fint 0. Godt for ham og familien at vide at både hofter og albuer kan "tåle mosten" for han er en aldeles aktiv ung mand.
2. marts 2010.
Uha - det er en travl tid i Skive. Vi arrangerer atletik i vilden sky for øjeblikket, og det optager næsten al vores tid.
De indledende parringsøvelser for Molly og Balto er også gået i gang. Molly har været på besøg, men foreløbig uden held. Vi tager en optimistisk tur til Støvring igen i morgen :)