Skive-tollernes efterår 2010
31. oktober 2010.
Molly i gang med morgenmaden: havregrød med indlagt kraftfoder - selvfølgelig serveret på sengen :)
Mælken er kommet - heldigvis. Det løber i hvide strømme og hvalpene labber det i sig.
6 af de små har ædt sig pænt forbi fødsels-vægten igen - 2 mangler 10 gram :)
Alle er fortsat friske og aktive og kommer allerede fint rundt i kassen.
Så der er nu ved at falde lidt mere ro over gemytterne.
Og så har vi fundet navnene til de 8 små.
Familien er i fællesskab nået frem til, at hvalpene skal have navn i alfabetisk rækkefølge. Altså første hvalp, der så dagens lys får et navn med A, næste med B osv..
Og det betyder, at hvalpene kommer til at hedde:
Alis (gul)
Betty (orange)
Cleo (rød)
Debbie (pink)
Elliot (blå)
Flora (hvid)
Gilbert (grøn)
Hannah (lilla)
30. oktober 2010.
.....og så er der da også lige en fødselsdag at fejre. Maggie og hendes skønne søskende fylder 2 år i dag!
Stort Tillykke til Deva, Milton, Malta, Milo og Mingus og deres dygtige familier :)
Og for at det ikke skal være løgn fylder også Rødhætten Movie år i dag - hun bliver skam 1 år!
I hvalpekassen har det sidste døgn været lidt for spændende.
Hvalpene fortsatte med at tabe sig i løbet af natten og Mollys mælk løb ikke i tilstrækkelige mængder.
Efter grundig overvejelse valgte vi at udsætte flaskefodring nogle timer, fordi mælkeproduktionen jo er noget afhængig af, at der er efterspørgsel.
I stedet delte vi hvalpene i 2 hold - de store og de små, for at skabe ro til arbejdet.
(på billedet er det de små der har travlt.)
Det hjalp, og i løbet af et par timer begyndte alle at tage på .
Dagen igennem har vi så siddet i kasse og lagt til på skift og her til aften er der 2, som er tilbage på fødselsvægt og 1 der er lige ved.
De andre er godt på vej, men har brug for lidt længere tid.
Molly behandler vi som en dronning: hun bliver håndfodret i kassen med alskens lækkerier, og vi lystrer hendes mindste vink. Vi sørger for ro og varme, så mejeriet får de bedste produktions-betingelser :)
29. oktober 2010.
Her går det godt.
Hvalpekassen er rolig og alle har det godt. Molly er forbløffende frisk og hvalpene er aktive og søde :)
Ved dagens kontrolvejning viste det sig dog at alle havde tabt sig ca. 20 gram. Jeg blev lidt urolig over det og kontaktede vagt-dyrlægen. Det var heldigvis "vores egen", og hun beroligede mig med, at det er helt normalt, at hvalpene kan tabe sig det første døgns tid. Når Mollys mælk løber ordentlig til vender udviklingen, siger hun.
For en sikkerheds skyld har jeg indkøbt modermælks-erstatning til hvalpene og noget energi tilskud til Molly.
Maggie har været på dagkoloni hos mormor og Tim, og i morgen skal hun med ud at træne ved Skånsø. Så helt glemt er hun ikke.
28. oktober 2010 (3).
Ja, det bliver jo en helt føljeton, det her :)
Fødslen er nu vel overstået. Alle har det godt, gulvet er vasket og affaldet båret ud. Mad har vi også fået.
Der kom faktisk en hvalp mere - endnu en lille tæve. Så vi endte på ialt 8 hvalpe.
De har fået bånd om halsen, så vi kan kende dem fra hinanden.
Kl. 12.02: tæve/gul/250 gr.
Kl. 12.30: tæve/orange/316 gr.
Kl. 14.48: tæve/rød/352 gr.
Kl. 15.10: tæve/pink/315 gr.
Kl. 15.17: han/lyseblå/357 gr.
Kl. 15.33: tæve/hvid/316 gr
Kl. 16.19: han/grøn/317 gr.
Kl. 17.07: tæve/lilla/310 gr.
Stort kuld med en pænt høj gennemsnits vægt. Alle ser sunde ud og arbejder allerede godt for føden :)
Molly har klaret fødslen flot. Man kunne tydeligt mærke, at hun denne gang vidste, hvad det gik ud på. Hun var god til at tage imod hvalpene, slikke dem og skubbe dem på plads ved mælkebaren. Stille og roligt.
Hun passer dem efter alle kunstens regler og forlader ikke kassen.
Mollys uro, pusten, roden og piben startede i går eftermiddags, og vi har ikke fået meget søvn. Så nu er vi glade, trætte og parate til at gå i seng. Lige måske undtaget Maggie - hun ved vist ikke rigtig, hvad hun skal synes om det her :)
28. oktober 2010 (2).
Man iler med en kort opdatering:
Molly har siden middag født 7 hvalpe - 2 hanner og 5 tæver (skal nok lige dobbelt checkes om lidt :) Jeg er lidt i tvivl om, om der måske er flere på vej.
Alt er gået fint - hvalpene ser fine og sunde ud.
Detaljer og billede senere.
28. oktober 2010 (1).
Her fødes!!!
Og det giver jo nogen ventetid, som blandt andet kan bruges til at opdatere hjemmeside.
Under "Hvalpe", "M-kuld 2008" er der i anledning af deres 2 års fødselsdag oprettet en side til hver af hundene.
Det vil være hundenes ejere, som laver teksten på siderne og opdaterer med nyt og billeder.
Karina har sendt beskrivelse af Malta.
24. oktober 2010.
Nu er vi nået til dag 58 (ca) i Mollys drægtighed og den stakkels hund vejer hele 27 kg! Så der er enten mange hvalpe eller store hvalpe ;)
Hun har det godt, men er begyndt at puste og knirke lidt - jeg tror, det er ved at være anstrengende for hende.
Vi er flyttet i kælderen sammen og Molly har taget fødekassen i brug som nat-logi. Så der ligger vi så og forsøger at sove, mens det gamle Salamander oliefyr arbejder på livet løs.
Maggie har været til tollertræning i dag ved Birkesø - endnu en herlig dag med hundefolket. Maggie var nogenlunde skrap og løste opgaverne på en meget direkte facon på alle 4 poster. Afslutningsvis tog hun en bette svømmetur i søen, så jeg var helt tilfreds med tøsen.
Og hendes søskende Milton og Malta har været til tollerbrugsprøve på Sjælland - desværre uden at bestå. Men lærerig oplevelse var det vist, man har lovet mig et lille skriv herom til hjemmesiden :)
18. oktober 2010.
"De spræller ligefrem!" ......som Emil sagde, da han lagde hånden på Mollys mave. Jo, der er liv i hunden i mere end én forstand.
Maggie er også fuld af liv! Hun var i går med til en dejlig smugtræning med 9 andre hunde - men hun var nu ikke i sit skarpeste hjørne. Hun var ukoncentreret og havde travlt med alt mulig andet end træning. Men der var da også lyspunkter: Det gik fx rigtig fint med at apportere den medbragte due. Frit søg er absolut også i bedring: hun blev sendt 6 gange og løb hver gang ud med stor energi, og fik også hentet i yderste række (knap 50m).
I dag har vi arbejdet ½ time med at apportere kanin - og det er Maggie faktisk blevet fin til. Man mærker at vildt "tænder" hende på en anden måde end en dummy. Vi arbejdede med tilbagesending, og hun var slet ikke tøvende i opsamlingen.
Maggies vandarbejde skrider også langsomt i den rigtige retning. Det har hjulpet gevaldigt, at jeg bruger en dummy beklædt med andefjer. Prøver også at skifte lidt mellem opgaverne og træningsstederne. I lørdags lavede vi lidt apportering over en bæk med stejle brinker. Det gik med hiv og sving - men okay.
Maggies søskende har også travlt på trænings-banerne: Malta og Milton forbereder sig på at gå til Tollerbrugsprøve den 24. oktober, og der trænes både med hundeprop pistol og det hele . Glæder mig hver gang over at høre nyt fra de aktive hundeejere :)
Maggie har alle dage været en "under-hund". Hun har underordnet sig alt og alle betingelsesløst. Men indenfor de sidste måneder er der sket en ændring. Hun ligger ikke på ryggen mere, når hun møder andre hunde, og hun markerer sig overfor andre hunde., når der er brug for det.
Hun er til gengæld også blevet skarp overfor de få hunde, som er "svagere" end hende. I går så vi det med Rødhætten Movie, som er knap 1 år. Movie er også en lidt usikker hund, og Maggie markerer sig voldsomt overfor hende med højlydt knurren - også når, Movie ligger på ryggen under hende. Movie er den eneste hund, som Maggie har den adfærd overfor - alle andre hvalpe og unghunde leger hun bare med, så måske handler det om at markere, at hun er klatret et trin op af rangstien i forhold til en enkelt hund?
12. oktober 2010.
Den vordende moder vejer nu 24,5 kg - så alt går planmæssigt.
I går hentede vi Wildmountains fødekasse. Den har sidst været brugt af Mariendals Red Nose - så der har boet mange fine hundehvalpe i den kasse :)
8. oktober 2010.
Og nu vokser Molly så pludselig rigtig meget! Hun er blevet lidt langsommere på gå turene og har fået en både adstadig og vuggende gang. Sådan lidt dronninge-agtig
Og når man lægger hænderne på Mollys mave kan man mærke ganske små bevægelser derinde fra :)
3. oktober 2010.
Molly vokser. Hun er nu synligt drægtig - hun ser lidt tyk ud og dievorterne har næsten fået dobbelt størrelse. Vægten viser også at noget er på færde: hun vejer i aften 22,6 kg..
Hun har god appetit og virker godt tilpas. Hun holder konditionen fint ved lige, og HH fortæller at hun på aftenens cykletur var helt fit for fight.
I dag har hun været med i Gindeskov Krat til smugtræning med Maggie og de andre hundevenner.
Faktisk en super omgang smug; hele 6 trænende hunde + 2 tilskuere (hvoraf den ene så var Molly).
Vi lavede en post med korte markeringer med svære terrænskift og en post med ligeud dirigering. Og det bedste var, at vi fik tingene bygget op, så alle hunde fik succes :)
Bagefter arbejdede vi lidt med at få nogle af hundene til at apportere and og kanin - og det gik vel egentlig over forventning. Maggie var i godt humør og bar rundt på begge dele.
29. september 2010.
Livet er ikke kedeligt i Skive - hverdagen er spækket med aktiviteter for både mennesker og hunde.
Søndag var Maggie med i Nr. Åby til Tollerdag på Fyn. Vi havde en hyggelig dag med et veltilrettelagt program. Hardy og co. havde planlagt nogle spændende færdighedsbaner og øvelser til hundene, og det var skønt at der hele vejen igennem var fokus på at belønne og opmuntre hundene.
Mandag var der afslutning på vores Intro til markprøve i DRK. Her var der annonceret en lille prøve med dommer og skud og det hele. Der var en post med 2 enkeltmarkeringer på land, en post med en vandmarkering, en post med ligeud-dirigering og en post med et frit søg. Maggie knaldede på den første markering og gik ikke i vand (!!) - men ellers gik det fint. Ros for samarbejde og afleveringer, og bagefter grillpølser og rabarberkage :)
Og i dag var Molly så lidt i fokus. Hun fik igen besøg af dygtige mulige hvalpekøbere, denne gang fra Grenå. Det er altid en fornøjelse at snakke hund i et par timer!
25. september 2010.
Nu er det så efterhånden 4 uger siden at Molly blev parret. Det betyder, at fostrene endnu er ganske små: ca. 3cm inkl. den omgivende væskeblære. Om en uges tid kan vi måske begynde at føle de enkelte fostre gennem bugvæggen :)
Da Molly blev vejet i tirsdags vejede hun 20,5 kg og her til aften vejer hun 21,1 kg.. Man kan faktisk godt mærke på hende, at noget er forandret. Hun er lidt mere stille end sædvanligt - forleden skulle hun fx overvære, at Maggie trænede vandapportering.....og hun sagde ikke en lyd! DET er usædvanligt :)
22.september 2010.
Det var jo Europa Cup finalen i B-gruppen for Junior klubhold vi var til i Italien - og det gik faktisk sådan at vores drengehold fra Skive blev nr. 2. Det betyder, at Danmark nu rykker op i A-gruppen til de store europæiske atletiknationer, og vores drenge kan med rette sige, at deres hold hører til blandt de allerbedste i Europa lige nu!
Men - det kommer jo for så vidt ikke hunde-situationen ved :)
21. september 2010.
Netop hjemkommet fra atletik tur til Italien - og så afsted med Molly til dyrlægen til scanning.
Og herlige nyheder: Molly er drægtig, så der er hvalpe på vej!
12. september 2010.
Ja, det er svært at vente på - men det er endnu ikke muligt at spå om evt. drægtighed hos Molly. Der er nu gået 14 dage sien hun havde sin romance med Micmaq, og der skal gå en god uge mere, før vi kan få en dyrlæge til at se på sagen. Så vi får vente og fortsætte med at holde øje.
Træningsmæssigt går det okay for den små Maggie. Vi arbejder på at frøkenen skal gå direkte og uden tøven i vand...også selvom der er siv og og stejle brinker. Det går fint nok, men jeg er lidt utålmodig og synes, det skal blive bedre NU.
5. september 2010.
Uploadet resultat-skemaet fra Maggies mentalbeskrivelse.
Og nu har vi haft den første lille succes med transport af kanin :)
4. september 2010.
Udfordringer er der nok af - men man kan jo altid tage én til: siden tirsdag har vi haft en ekstra beboer i huset. Han hedder Anton, er vist 5 år gammel og er en springer spaniel. Antons "mor" måtte med kort varsel rejse til udlandet, og af forskellige grunde, var det ikke muligt at få Anton i pension. Og så var det at jeg tilbød, at han kunne få ophold i vores kælder.
De første dage var noget hektiske fordi Anton kunne dufte en lækker Molly - og lækre Molly havde såmænd ikke noget i mod at få en ny herre-ven! Så det gav lidt hylen mod månen :)
Men nu er Molly ikke længere parringsvillig og det letter situationen betydeligt.
Jeg har altid været af den opfattelse, at mine hunde har max energi....men Anton har 10x mere! Du milde, for nogle lufte-ture vi har....lige til hjemmevideo :) Heldigvis er Anton ikke bare fuld af power og trækkraft - han er også en rigtig sød hund.
Overgangstræningen med Maggie i DRK går godt. Hun er ivrig og nogenlunde lydig, og overrasker mig lidt en gang i mellem. I onsdags havde vi markeringer med skud og vildt (duer), og det var både fine apporteringer og afleveringer. Efterfølgende skulle vi lave tilbagesending til en kanin...men der var grænsen! Så vi fik kaninen med hjem til fryseren og skal arbejde lidt med det inden næste gang.