Her på siden finder du vores nyhedsarkiv, som ikke længere bliver holdt vedlige. Følg os i stedet på Facebook

Del 2 af 3 om Adventure Race i Ecuador

Skrevet af Sessel Elmstrøm
01-04-2011

Del 2 af 3 om Adventure Race i Ecuador

Vi kom godt ned fra bjergene og mødte vores supporthold og supportbilen som vi kravlede ind i for at få lidt varme, klæde om og hvile lidt. Dernæst havde vi en lang cykeletape ned fra højderne på asfaltvej, med politieskorte foran os, og vores supportbil bag os. Vi kørte denne etape tidligt om morgenen, så det var lidt køligt, derfor havde jeg mine gripgrab Raptor handsker på, som er både vind og vandafvisende, hvilket gav optimal beskyttelse under den lage nedkørsel.

Da vi var kommet ned i normale højder med almindelig luft, skulle vi til et O-løb med 4 CP, der skulle findes. Problemet var bare, at de poster, der var indtegnet på kortet, ikke stemte overens med de poster, der var placeret ud i terrænet. Så det vi stod med, var et kæmpestort jungleområde, hvor der et eller andet sted var 4 poster, så det var bare med at lede overalt. Under denne etape var jeg meget tæt på at sige, at nu kan det være nok. Jeg fandt det totalt meningsløst at løbe rundt på den måde, og jeg havde ingen overblik over nogetsomhelst. Men de andre sagde ikke noget, så jeg bed det i mig, for det skulle ikke være mig, det først startede tanken om at skippe et CP.

Under denne etape var vore fødder konstant våde, enten fordi vi skulle over en flod, eller fordi der var masser af mudder i junglebunden. Jeg havde et par Salomon XT wings løbesko på, og de må siges at have præsteret flot, for trods potentiel stor risiko for grimme vabler og lignende i det konstant våde terræn, har mine fødder ikke en skramme. At posterne på denne etape var tegnet forkert ind, var en fejl fra arrangørernes side, og derfor blev denne etape også efterfølgende slettet, hvilket er årsagen til, at vi på den officielle placeringsoversigt har stået som nummer 2 det meste af tiden, men er endt med en 3. plads.

Efter O-løbet i junglen havde vi en transportcykeletape frem til en fantastisk jungleløbsetape. Turen til fods igennem junglen var noget af det mest fascinerende med konstant fremmede lyde og anderledes beplantninger. I sådanne omgivelser kan man godt forstå, at nogen kaster sig over fotograferingens kunst, for at forevige noget af alt det unikke. Under denne etape, som foregik om aftenen og natten, begyndte det at regne kraftigt. Heldigvis havde jeg min Salomon regnjakke med, der ikke fyldte eller vejede meget i tasken, men ydede stor beskyttelse under Ecuadors vandmasser. To af de andre atleter havde ikke regnjakker med, men heldigvis er det en regel, at man har et survival blanket med til sådan en konkurrence, så der var ingen, der gik kolde.

I bunden af denne sektion var der en sti med et lille vandløb, som vi skulle krydse for at komme op på vejen hvor CP (checkpoint) lå. Men grundet den store mængde regn, var stien blevet omdannet til en kæmpe flod, og da det oprindeligt var en sti og et lille vandløb, var der ingen broer over. Vi gæve danskere vælger at tage hinanden i hånden i en lang kæde, og sende den største fyr ud først, og mig i midten, og på den måde forcere floden. Vi kommer alle helskindet over, men jeg føler, at jeg udelukkende klarede mig over ved at holde fast i de andre, for ellers var jeg nok røget et langt stykke ned ad floden.

Da vi kommer til CP, er vi det første hold der, hvilket er meget overraskende. Vi var overbeviste om, at Team Thule og Team Ecuador var foran os, men de må på en eller anden måde have brugt mere tid under denne sektion. Her bliver konkurrencen dog stoppet midlertidigt på grund af den store mængde regn. Vi følte dog ikke, at regnen var et problem, men da vi var de første ved CP, var der plads til os i CP-bilen i læ for regnen. Alle de efterfølgende hold måtte vente ud i regnen, indtil vores supportbiler kom og hentede os. Vi blev kørt tilbage til et tidligere CP og skulle vente på yderlige informationer.

Følg med i næste uge for 3 og sidste del af denne beretning.


Kategori: Sessel Elmstrom

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar