Rigtigt mange mennesker har et job hvor møder er en stor del af dagligdagen. Ofte ligger møderne endda på samme dag og nogle gange har man lige en time som skal slås ihjel. Man kan forsøge halvhjertet at klare sine e-mails i bilen, snakke i telefon, hænge ud på McDonalds eller lige snuppe et pit-stop på den lokale strand.
Hvis du syntes du mangler tid til træning kan det være dejligt befriende at kigge kalenderen igennem for den kommende uge - se hvor der ville være spildtid, og udfylde det med en lille træningstur.
Hvis jeg kører til Jylland for at besøge flere kunder samme dag, eller alligevel slutter et møde og skal direkte ud og holde i kø - ja, så bruger jeg tiden på at snuppe et træningspas. Det kræver at man har grejet med, hårvoksen og make-up.

Våddragten på og en hurtig tur i baljen - giver nemt alt fra 20 til 60 minutters uforstyrret træning. Sidegevinsten er at du igen genvinder den indre ro, og er det enten på vej hjem eller imellem 2 møder, vil du være fornyet og have fået de større problemer lidt på afstand.
Det samme setup gør sig gældende om efteråret når det er for koldt til at svømme. Her smider jeg cyklen i bilen om morgenen, stopper i nærheden af vand og cykler en tur. For at få mudder og sved renset af, inden jakkesættet igen kommer på, bader jeg et øjeblik efter turen.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg