Denne weekend har der - lige som sidste weekend - været langdistance orienteringsløb i tung sne. Det var i Stenholt Vang ved Hillerød. Og i modsætning til almindelige orienteringsløb er det med samlet start - så man hele tiden kan se, hvem der ligger forrest og kæmpe mod hinanden. Sådan er orienteringsløb ellers ikke, da det giver mulighed for at fysisk stærke løbere kan drage fordel af andre løberes orienteringsevner. Men vinterens langdistanceløb er en gentlemandisciplin, hvor man ikke nasser på hinanden, med mindre man er nybegynder, og det er da i orden.

Alligevel bød løbet på rendyrket fedtspilleri under den første tredjedel. For hvem har lyst til at træde sporene for de andre og vise, hvor posterne er? Det er jo nemt at se fodsporene i sneen. Og samtidig var flere af os trætte fra sidste weekends løb, og accepterede stiltiende en blød start.

Da det endelig lykkes Tim Falck og jeg at skabe et lille hul ned til resten af feltet, bliver vi stoppet ved en jernbaneoverskæring, og feltet samles igen.

Men kort tid efter kommer der tempo på. Tim skruer op for blusset, og vi kommer op i rigtigt konkurrencetempo. Altså sne-konkurrencetempo, for det er slidsomt at løbe i tung tøsne. Og pludselig er det orienteringsløb mand-mod-mand. Vi er begge rutinerede o-løbere, som selv vil være med på kortet og vælge det bedste vejvalg, så vi vælger forskellige vejvalg undervejs.

Hen mod slutningen skaber jeg et lille hul ved at løbe marginalt hurtigere. Jeg bliver nervøs. Det er let at skrue tem